Læsetid: 8 min.

Mens hele verden ser mod Grønland, ser Grønland indad

Selv om Grønland i de seneste år har fået stor opmærksomhed fra fjerne magter, er tiden til at søge indad. I hvert fald på Nuuk Nordisk Kulturfestival, hvor man dyrker sine rødder og fejrer det nordiske kulturfællesskab
Traditionel grønlandsk maskedans til åbningsshowet til Nuuk Nordisk Kulturfestival i Nuuk Center. Festivalen samler 200 kunstnere fra hele Norden, hvoraf knap halvdelen er grønlændere.

Traditionel grønlandsk maskedans til åbningsshowet til Nuuk Nordisk Kulturfestival i Nuuk Center. Festivalen samler 200 kunstnere fra hele Norden, hvoraf knap halvdelen er grønlændere.

Dida G. Heilmann/Nuuk Nordisk Kulturfestival

19. oktober 2019

Når man træder ind på kunstmuseet i Nuuk, bliver man mødt af en hel væg fyldt med malerier af solnedgange. Solnedgange over sneklædte bjerge og isfjorde. Ved siden af hænger næsten identiske malerier af smukke, kridhvide naturlandskaber og en majestætisk isbjørn, der vandrer gennem snevejret.

Det er de danske grønlandsmaleres portrættering af Grønland. Aldrig i dårligt vejr og altid på afstand. Det er en slags ’ekspeditionskunst’, der skildrer naturen og inuitterne enten dybt romantiseret eller barbarisk og uciviliseret, forklarer Nivi Christensen.

Hun er den første grønlandske kunsthistoriker nogensinde og blev for fire år siden leder af Nuuk Kunstmuseum. Før det var museet fyldt med gamle, idealiserede billeder af Grønland set gennem danske øjne, men nu er den slags fortidslevn samlet i ét lille lokale.

»Vi har fjernet nogle af de gamle ting fra kolonitiden for at gøre plads til de nyere grønlandske kunstnere,« siger Nivi Christensen.

Vi er til Nuuk Nordisk Kulturfestival, der for tredje gang danner ramme om en slags fejring af grønlandsk og nordisk kunst og kultur. Her samles 200 kunstnere fra hele Norden, hvoraf knap halvdelen er grønlændere. Og i år er temaet – nærmest kontroversielt i disse globalistiske tider – ’hjem’.

Grønland er kun hjem for cirka 55.000 indbyggere, men har i de seneste år fået stor opmærksomhed fra resten af verden. Både USA, Rusland og Kina øjner strategiske muligheder i de store arealer – ikke mindst når isen smelter. Og her i byen gik det næppe nogens næse forbi, da den amerikanske præsident Donald Trump sidst på sommeren ytrede ønske om at købe verdens største ø.

Men på Nuuk Nordisk Kulturfestival lukker de for et kort øjeblik ørerne for omverden og kigger indad. Eller i hvert fald ikke længere end til Skandinavien. Her taler man om re-greenlandification, retten til at fortælle sin egen historie, og om hvordan Grønland kan bruge kunsten til at skabe national identitet på linje med sine nordiske brødre og søstre.

Rødder

»Velkommen hjem,« afslutter Nuuks borgmester Charlotte Ludvigsen sin åbningstale til festivalen.

Kort forinden bevægede en mand i bar overkrop, kamikker og med sælskind om livet sig rundt blandt publikum. Med dyrelignende bevægelser, sort og rød maling i ansigtet og en lille pind, der udspilede hans kinder, i munden, skræmte han børnene, så de måtte gemme sig under deres mors skørter og fik de voksne til at hive telefonerne frem og tage billeder. For de uindviede er der tale om traditionel grønlandsk maskedans, der skal forberede folk på, at frygt er en del af livet.

På Nuuk Nordisk, som festivalen forkorter sit navn, dyrker man traditionerne, rødderne, formødrene- og -fædrene. Selv om festivalen handler om nordisk samarbejde, er der en meget klar bevidsthed om, at man skal kende og dyrke sin egen identitet, før den kan smelte sammen med andres.

Det virker, som om alle er med på en præmis om, at trommedans fra Grønland og Alaska kan forenes, fordi de hver især kender deres særpræg, og samisk joik kan fremføres på samme festival som moderne færøsk electronica, fordi begge parter ved, hvad de bringer til bordet. Først da kan vi skabe det fælles nordiske ‘hjem’, som er årets tema.

Nede ved kolonihavnen med udsigt over vandet, isoleret fra resten af festivalen i et skur bag lokalmuseet, udstiller den islandske keramiker Antonia Bergthorsdottir og den danske musiker Sara Flindt.

Selv om ingen af dem er her fra øen, har de forinden indsamlet lokale materialer i form af ler, sten, rødder og lyde fra Nuuk og omegn. Lydene af den grønlandske natur har Sara Flindt sat sammen i en installation, som gæster kan skrue op for ved at trykke på en usleben sten, der ligger på bordet, mens hun selv synger ordløse melodier ind over lydene med sin lyse stemme, der nemt kunne forveksles med en ung Björk.

»Vi skal i langt højere grad bruge, hvad der ligger lige for fødderne af os,« siger Antonia Bergthorsdottir, »især i disse tider med klimaforandringer.«

Princippet rækker langt ud over kunsten og gør sig dybest set gældende i alle aspekter af vores tilværelse, mener hun. Men naturligvis også hvad angår ler, som Antonia Bergthorsdottir arbejder med.

»Jorden på Grønland er fyldt med ressourcer, som vi slet ikke er opmærksomme på, og jeg vil gerne vise, at det ikke altid er det, vi importerer, der er bedst. Det kan der godt være en tendens til at tro – både i Island og Grønland. Det er jo helt vildt, at man for eksempel importerer ler til Island.«

Den grønlandske undergrund er eftertragtet af omverden, men af helt andre grunde end dem, udstillingen sætter fokus på. Antonia Bergthorsdottir er interesseret i, hvordan de lokale materialer kan skabe værdi og identitet i kunsten – ikke hvad de er værd.

»Der er jo fyldt med materialer i jorden, som er vidt forskellige fra sted til sted, og det påvirker eksempelvis keramikkens konsistens og farve i forskellige retninger.«

Derfor vil de to unge kunstnere gerne rejse rundt i Norden med deres udstilling og vise de særpræg, den får, alt efter de lokale materialer.

At genkende sig selv

For foden af en grå trappe beklædt med dyreskind, så man kan sidde på den, er et panel af arktiske kunstnere samlet. Et af Nuuk Kunstmuseums bidrag til festivalen er et arrangement om kunst og nordisk kolonialisme, og i den anledning er kunstnerne kommet for at fortælle om genkomsten af national og lokal identitet i deres arbejde.

Det er ifølge Mathias Danbolt et kærkomment og længe ventet perspektiv i kunstverden. Han er en norsk kunsthistoriker fra Københavns Universitet, har længe beskæftiget sig med kunst og kolonialisme, og så er han en af hovedkræfterne bag arrangementet.

»Kolonitiden har ikke været en del af den nationale fortælling, og derfor har museerne ikke indkøbt grønlandske værker og ejer stort set ingen i forvejen. Der er kun de danske skønmaleres billeder af opdagelsesrejsende på Grønland,« siger han.

»Det er kritisabelt, at Statens Museum for Kunst har hovedansvaret for at indsamle kunst fra hele rigsfællesskabet, og så har de for eksempel ikke et eneste værk af Pia Arke – den vigtigste grønlandske kunstner. Der er ingen samtidskunst overhovedet.«

Blandt publikum sidder Dorthe Aagesen og lytter med. Hun er overinspektør på Statens Museum for Kunst i København.

»Der er en masse spørgsmål, vi slet ikke har stillet, fordi diskursen ikke har været til det,« forklarer hun. Men nu er museet gået i gang med en proces, hvor det undersøger, hvordan det skal gribe problematikken an.

»For skal vi bare indkøbe en masse grønlandsk kunst nu, eller er det også kolonialistisk? Det må vi jo spørge om, og det er blandt andet derfor, jeg er her.«

En af de paneldeltagere, der skal fortælle, hvordan hun arbejder med grønlandsk identitet, er en kvinde med sorte streger fra underlæben til hagen og en trekant fra hårgrænsen og ned mellem øjnene. Maya Sialuk Jacobsen er tatovør og har specialiseret sig i traditionelle inuit-tatoveringer til kvinder.

Selv om hun sidder i kunstnerpanelet, insisterer Maya Sialuk Jakobsen på, at hun ikke er kunstner. Det er blandt andet, fordi der ikke fandtes et grønlandsk ord for kunst, før en vestlig kvinde kom og fandt på det. Ansigtstatoveringerne var ikke kunst, men en religiøs praksis og en måde at genkende folks tilhørsforhold på.

»Det var lige så vigtigt som din harpun og din kajak. Man kunne ikke undvære det,« forklarer hun.

I dag er den praktiske funktion ikke ligeså vigtig, men antallet af kvinder, der bærer tatoveringerne, er alligevel stigende. Maya Sialuk Jacobsen ser genkomsten som en del af en dekolonialiseringsproces.

»Her er hjemkomst en slags overskrift,« forklarer hun. »At tage sit ansigt tilbage er hjemkomst for mig. De fleste vælger også symboler fra deres formødre – så jeg tatoverer dem med deres slægt og deres land.«

Når hun rejser Arktis rundt og tatoverer inuitkvinder, bliver hun gang på gang mødt med den samme reaktion. Så snart kvinderne ser det færdige resultat i spejlet, udbryder de (en eller anden variation over) »jeg genkender mig selv.«

Men hun har flere gange oplevet, at de oprindelige folk i Arktis bliver vrede, hvis udefrakommende vil have lavet deres traditionelle tatoveringer. »De tilhører os og vores religion,« siger kvinderne, og derfor tatoverer Maya Sialuk Jacobsen kun sjældent udefrakommende og aldrig med de originale symboler.

Historiefortælling

Under en pause i paneldebatten, mens publikum tanker op med kaffe og kage i foyeren, stiller en ung kvinde med kort mørkt hår og en puffet grå kjole sig på midten af gulvet, samler hænderne foran brystet og begynder at synge.

Rolige, nærmest messende, vibrerende toner fylder rummet. De samme lyde gentages om og om igen. Det er en joik, en traditionel samisk form for folkesang. Efter lidt tid begynder kvinden at gå rundt blandt publikum. Hun går helt tæt på og hvisker et par strofer ind i øret på alle, én for en. Der er fuldkommen stille i rummet. Uden opfordring bøjer folk hovedet og lukker øjnene, som om de modtager en velsignelse, når hun synger for dem.

Det er ikke tilfældigt, at sangen fremføres på den måde. Traditionelt er joik nemlig en aktiv handling. Noget man giver til hinanden eller gør for nogen. Og det er gennemgående på festivalen, at fokus fjernes fra det tingslige og rettes mod det levende.

»Museet er dybest set en kolonial ting. Værkerne er indsamlet af andre, og der har ikke været tænkt over, at i vores kultur er historierne ofte vigtigere end tingene,« forklarer museumsleder Nivi Christensen.

Og de videregives ikke alene gennem den traditionelle grønlandske historiefortælling, som festivalen også byder på flere arrangementer med, men gennem et hav af udtryksformer fra forskellige nordiske kulturer.

I kulturhuset Katuaq møder vi den fra Danmark fjerneste del af det nordiske kulturelle fællesskab – yup’ik trommedans fra Alaska.

»Det er en måde at udføre de bønner, vi har bedt i århundreder, og vise stolthed og styrke,« indleder musiker Phillip Blanchett fra gruppen Pamyua sin workshop i yup’ik.

»Sangene handler ofte om forholdet mellem dyr og jægere, og bevægelserne viser essensen af historien,« forklarer han om den dans, der hører til musikken.

Yup’ik-musikken var en del af en religiøs praksis, og den sang, Phillip Blanchett har taget med, har også overnaturlige elementer. Urfolket i Alaska troede, at sælens sjæl sad i blæren, og derfor gemte og tørrede man den, indtil den til sidst blev sat tilbage i havet. Dagens sang handler om en dreng, der via blæren blev til en sæl.

Tempoet stiger for hvert vers. Trommerne og sangen bliver højere og højere, gentages om og om igen, og der opstår til sidst en trancelignende tilstand i rummet. De for danske ører uforståelige messende lyde fra sangen, får på mærkelig vis en til at føle sig tættere på naturen, end før man trådte indenfor.

Men under et kort ophold i larmen, bliver vi trukket ud af Alaskas skove. For mens mændene skulle sidde på knæ og være aggressive i deres bevægelser, blev kvinderne bedt om at stille sig bag en mand, have samlede ben og lave bløde bevægelser. Lige indtil en kvindelig skandinavisk maler på bageste række spørger: »Undskyld, men må vi ikke også være aggressive, ligesom mændene?« og Phillip Blanchett svarer med en tyk amerikansk accent: »Yeah, alright.«

Således ser kulturudveksling anno 2019 i Nuuk ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu