Interview
Læsetid: 9 min.

Mød professoren, der taler for en ny hvid identitetspolitik – som ikke er racistisk

Europa står midt i et etnisk og demografisk skred, siger den politiske demograf Eric Kaufmann. Vælgerne stemmer ikke på højrepopulister, fordi de er racister, men fordi de vil bevare noget, de holder af: Deres by, deres land og deres identitet
Eric Kaufmann er canadisk statsborger, opvokset i Tokyo og bosat i London. Han er halvt jøde, kvart latino og kvart kineser.

Eric Kaufmann er canadisk statsborger, opvokset i Tokyo og bosat i London. Han er halvt jøde, kvart latino og kvart kineser.

Muir Vidler

Udland
25. oktober 2019

LONDON – »Lad mig stille dig et spørgsmål,« siger Eric Kaufmann.

Vi sidder ved vinduet på en Starbucks i London-bydelen Wimbledon ikke langt fra det berømte tennisstadion. Det er morgen, solen skinner, og uden for skynder folk sig på arbejde.

»Støtter du de strenge regler om, at man kun må spille i hvidt tøj i Wimbledons tennisturnering?«

Eric Kaufmann, som er professor på Birkbeck University i London og forsker i politisk demografisk udvikling, er sunket ned i den bløde lænestol og drikker chailatte af en stor hvid keramikkop. Han bor lige rundt om hjørnet.

Det er jo et lidt underligt modspørgsmål at få midt i et interview om det politiske opbrud i Europa, men der er en mening med det, lover han.

Sidste år udgav Eric Kaufmann den kontroversielle bog Whiteshift. Her argumenterer han for, at det hverken er økonomi eller racisme, der har fået så mange vælgere til at stemme på Marine Le Pen, Dansk Folkeparti og Alternative für Deutschland. Det skyldes indvandring, mener han, men ikke indvandring som sådan. Mere præcist skyldes det, at mange vælgere har det skidt med forandringer. Og lige nu forandrer vores samfund sig i et hidtil uhørt tempo:

Der kommer flere ældre, fertilitetsgraden er historisk lav, indvandringen er historisk høj, og integrationen går ikke hurtigt nok. Sproget, gaderne, tv-udsendelserne, den etniske sammensætning i Vesten forandrer sig i et hidtil uhørt tempo. Og det gør mange nervøse.

Herhjemme viste en ny undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen i denne uge, at 17 procent af danskerne var ’helt enige’ i, at muslimske indvandrere bør sendes ud af landet.

Og så tilbage til Wimbledontøjet:

»Hvordan man forholder sig til det hvide spillertøj hænger tæt sammen med ens syn på indvandring,« siger Eric Kaufmann.

»Folk, der er store tilhængere af åben indvandring, vil meget sjældent støtte den stramme dresscode. Og omvendt, folk der gerne vil have, at fortidens traditioner føres videre, vil have tendens til at støtte det.«

Det er sjældent bare racisme, der gør folk skeptiske over for indvandring, siger Eric Kaufmann. Mennesker er bare meget knyttet til deres land og til deres lokalmiljø, og hvis det pludselig ændrer sig meget hurtigt, bliver de utrygge. Måske ligefrem rasende.

»Folk er knyttet til landskab og til historiske bygninger, men også til den etniske udformning af nationen. Til et fællesskab, der føler, at de har samme ophav, fælles vaner og en kollektiv erindring. Det giver fornemmelsen af at have en forbindelse mellem fortidens generationer og fremtidige generationer.«

Men det billede af nationen er truet af den demografiske udvikling, siger han.

Eric Kaufmann

  • Født 1970.
  • Professor i politik ved Birkbeck College, London University og ph.d. fra London School of Economics.
  • Canadisk statsborger, opvokset i Tokyo og bosat i London. Han er halvt jøde, kvart latino og kvart kineser.
  • Han har tidligere skrevet to bøger om Nordirland, blandt andet The Orange Order (2007)
  • Og Shall the Religious Inherit the Earth? (2010) om den demografiske udvikling blandt religiøse samfund
  • Whiteshift: Populism, Immigration and the Future of White Majorities udkom sidste år.
  • Han deltager flittigt i debatten om Trump, Brexit og de politiske opbrud i Vesten.

I USA er hvert andet spædbarn allerede non-white, altså sort, latino eller asiat. Og den udvikling kommer til at fortsætte. Alle lande i Vesten er på vej til at blive som Californien: etnisk og racemæssigt blandet, et samfund hvor alle er mixed-race, som det hedder på engelsk. Det er bare et spørgsmål om tid.

Og det er sådan set ikke noget problem, siger Eric Kaufmann, som selv er halvt jøde, kvart latino og kvart kineser, canadisk statsborger, opvokset i Tokyo og nu bosat i London. På lang sigt skal vi nok finde nye identiteter og nye fortællinger om nationen. Men lige nu, hvor vi står i begyndelsen af den store transition, er det etniske skift et kæmpe problem: For alle dem, der ikke kan lide forandringer, gennemlever et mareridt. Og det er derfor, de stemmer på højrepopulister.

»Når folk ser karavaner af mennesker, der går mod den amerikanske grænse, eller flygtninge, der ankommer til Europa, får det dem til at tænke, at deres identitet ikke længere kan tages for givet. At alt forandrer sig,« siger Eric Kaufmann.

»Det skaber er træk imod højrepopulisme.«

Er det ikke racisme?

Siden Eric Kaufmann udgav sin bog, er han flere gange blevet kaldt racist. Tidligere på året skrev godt 200 akademikere under på et åbent brev, der kritiserede et debatarrangement i London, som Kaufmann og fire andre forskere deltog i. Titlen på arrangementet (som ikke var Kaufmanns idé) lød:

»Er voksende etnisk diversitet en trussel mod Vesten?«

Men den titel var en del af en diskurs om hvidt overherredømme, mente kritikerne, der blandt andet omfattede den hollandske populismeforsker Cas Mudde. Titlen blev ændret, men kritikken er ikke forsvundet.

Jeg beder Kaufmann forklare, hvorfor hans ideer ikke er racistiske.

– Hvis vi forestiller os en mand, der går ned ad gaden i det kvarter, han har boet i i årtier: Han ser på folk omkring sig, på deres hudfarve og tøj, og han lytter til deres sprog. Og så tænker han: ’Aargh, jeg ville ønske, der ikke var så mange brune her, som taler et andet sprog’. Hvorfor er det ikke racisme?

»Fordi man sagtens kan holde af sin egen gruppe, uden at det betyder, at man hader andre grupper. Når man spørger amerikanerne, ’hvor godt kan du lide hvide, sorte, latinoer og så videre’, så er der ingen sammenhæng mellem dem, der holder meget af deres egen gruppe, og dem, der er imod andre grupper. Jo, hvis der er krig, men ellers ikke. Det, du beskriver dér, er at være knyttet til et steds særlige karakteristik. Det kan slå over i racisme, hvis man vil smide de andre ud, men det er ikke nødvendigvis racistisk,« siger Eric Kaufmann.

»Meget få ville sige, at sorte, der gerne vil bevare Harlem som et sort kvarter, er racister. Det samme med walisere, der gerne vil bevare det walisiske flertal i Wales. Eller skotter, der vil det samme i Skotland. Det er accepteret, at mennesker kan være forbundet til et steds særlige måde at være på, og den etniske sammensætning er en del af det,« siger Eric Kaufmann.

Og det er i øvrigt ikke kun hvide, der føler sig knyttet til en særlig etnisk komposition af deres fædreland, siger han. Det gør minoriteter også.

Når man spørger sikherne i Storbritannien, om de føler sig britiske, når de tænker på ting som ’at drikke te’, ’kongehuset’ og ’at mange mennesker har rødt hår og bleg hud’, så svarer de lige som majoritetsbefolkningen: Ja, det hører med til dét at være britisk, at der er mange blege og rødhårede.

»Det er ikke kun den hvide majoritet, der er etniske traditionalister, det kan minoriteter også være,« siger Kaufmann.

Eller som han skriver i sin bog:

»Man behøver ikke have amerikansk accent for at være amerikaner, men en amerikansk accent er et distinkt træk ved den amerikanske nation.«

Muir Vidler

Jeg spørger også, hvordan hans ideer adskiller sig fra teorien om ’den store udskiftning’, som Rasmus Paludan og andre højreradikale abonnerer på.

»Deres teori bruges af hvide nationalister og alt-right-folk, som ønsker sig en ren hvid nation. De overdriver tallene, og de vil vende udviklingen og sende folk hjem. Jeg siger det modsatte: At en etnisk blandet befolkning netop er fremtiden. At det er positivt. Det er bare her i starten, at det giver store problemer.«

Der er brug for en hvid identitetspolitik

Men hvad skal vi så gøre for at berolige dem, der er utrygge?

Jo, siger Kaufmann, vi skal først og fremmest »afmoralisere« udlændingedebatten. Debatten bør handle mindre om indvandrere og mere om, hvor hurtigt samfundet skal forandre sig, siger han. Det er jo alligevel det, det hele handler om.

»Vi bør kunne debattere graden af indvandring, ligesom vi diskuterer graden af beskatning.«

Og så foreslår han, at hvide skal blive bedre til at hylde deres identitet som gruppe.

»Der er brug for en ny hvid identitetspolitik,« som han siger.

For hvorfor må sorte være stolte af deres rødder, mens hvide bliver kaldt racister, hvis de gør det samme? Det skal være okay at tale om, at man ikke har lyst til, at samfundet forandrer sig, og at man føler sig knyttet til en særlig hvid identitet – ikke bare til hudfarven, men til den fælles historie og kultur.

Men hvorfor al den snak om hudfarve, vil jeg vide? Gør det ikke bare, at folk bliver vant til at se sig selv som hvide, sorte eller muslimer, før de ser sig selv som borgere? Kan det ikke ende med en ’balkanisering’ af vores samfund?

»Der skal være et universelt element i en nation, men jeg tror ikke, at teorien om, at alle mennesker er universelle individer, passer med den menneskelige psykologi,« siger Eric Kaufmann.

»Kun delvis i hvert fald. Du kommer aldrig til at kunne fjerne identiteterne, du kan moderere dem og sørge for, at de ikke skaber modstand imod andre, men de forsvinder ikke.«

Han bruger Frankrig som eksempel:

»Man kan være knyttet til Frankrig og republikkens symboler, men den algeriske kvinde i forstæderne vil have et anderledes billede af Frankrig, end den multigenerationelle bonde på landet. Vi ved fra England, at 85 procent af de hvide mener, at landskabet er en vigtig del af deres britiske identitet. Men kun halvdelen af de etniske minoriteter siger det samme. Og det er ikke et problem. Alt det officielle – flaget, nationalsangen, forfatningen, menneskerettighederne – udgør kun en lille del af ens nationale identitet. Det meste skabes i hverdagen: Af sport og tv-programmer, af popmusik, sproget og landskaber. Alt det folk knytter sig til.«

’It’s the psychology, stupid’

Og så skal vi huske, at en stor del af den politiske holdningsdannelse handler om individuel psykologi, siger han.

Når vi diskuterer Trump og Brexit og politiske opbrud, taler vi hele tiden om sociologiske grupper – de unge, de uddannede, byboerne – men politiske holdninger handler også om, hvordan den enkelte borger er skruet sammen oven i hovedet, siger Kaufmann.

»I 29 procent af alle husholdninger med to personer var man uenige om Brexit. Altså i hjem med cirka samme uddannelsesgrad, alder, indkomst, venner og i hvert fald samme geografi,« siger han.

Selv mennesker, der deler stort set alle sociale karakteristika, stemmer forskelligt. Og så er vi tilbage, hvor vi startede:

For hvordan skal man ellers forklare, at folk, der går ind for Wimbledons-turneringens stramme dresscode, også er imod indvandring? Det burde ikke hænge sammen, men det gør det.

Menneskers psykologiske karakteristika – om de er åbne over for nye indtryk, om de er neurotiske, om de er ekstroverte – påvirker deres politiske holdning mere, end vi tror, siger han.

Det er ikke så simpelt, at ’åbne mennesker’ stemmer på Macron, mens ’lukkede mennesker’ stemmer på Le Pen, understreger han. Men en psykologisk disposition kan blive selvforstærkende over tid:

Folk, der oplever forandringer som spændende, har større sandsynlighed for at flytte til byen, hvor de møder mennesker, der minder om dem selv, de starter måske på universitetet, de begynder at læse en særlig avis, de ender i en særlig facebookboble.

Pointen er ikke, at psykologi forklarer det hele, siger han, vi skal bare anerkende, at det betyder mere, end vi tror.

»De politiske opbrud handler om kultur- og værdipolitiske spørgsmål og ultimativt om personlig psykologi. Det er det niveau, vi taler om,« siger Eric Kaufmann, mens vi rejser os fra lænestolene. Fotografen er kommet og skal tage et portræt af Eric Kaufmann et sted længere oppe ad gaden.

»Ikke mindst nu, hvor den etniske sammensætning forandrer sig så hurtigt. Det er ikke alle, der er trygge ved det,« siger Eric Kaufmann.

Muir Vidler

Serie

Hvad er der galt med demokratiet?

Det handler ikke bare om Brexit og Trump. Over hele Europa ser vi politisk opbrud – nye partier, svage regeringer, nye politiske frontlinjer. De politiske systemer er blevet ustabile og uforudsigelige. I en ny serie spørger Information: Hvorfor er europæisk demokrati blevet sådan noget rod? Og er det egentlig et problem?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Jacobsen

Superinteressant artikel, Christian Bennike.

Men jeg forvirres af denne sentens:

"For hvordan skal man ellers forklare, at folk, der går ind for Wimbledons-turneringens stramme dresscode, også er imod indvandring? Det burde ikke hænge sammen, men det gør det."

Har du skrevet forkert, eller læser jeg blot ikke grundigt nok? Forklaringen på, at mennesker der går ind for en stram Tennis-dresscode også er imod indvandring hænger da - generelt talt - på alle måder sammen? Hvem vil dog forvente det modsatte? "Så er vi tilbage ved starten", skriver du godt nok, men hvor er det? Er det før artiklens tilblivelse, før dine overvejelser om formålet med denne artikel, før fanden fik sko på? Jeg spørger ærligt, uden underliggende agenda: Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du mener, hvilket desværre for mig i en vis grad spolerer artiklen som et hele.

Torsten Jacobsen

Også for mig, sjovt nok ;)

Eksemplet med dresscode er dårligt, men det er måske også fordi Kaufmann ikke selv er helt skarp på årsagen til modviljen.

Jeg vil måske tro nogle kan forklare det her bedre men vi har haft forskning i Danmark der viser hvordan biologi forklarer hvor konservativt folk stemmer. Kaufmann forklarer det lidt med en gammeldags introvert/ekstrovert psykologisk profil, men det er altså lidt noget stenalder tænkning og er modsat af hvad de fleste tror ikke korrekt videnskab.

Årsagen kan langt hen ad vejen forklares biologisk og handler om styrken i vores angst reaktion eller hvornår den bliver triggered.

Det er en helt væsentlig forståelse også når vi også herhjemme skal forstå den nye skillelinje i partierne mellem liberale og mere national konservative strømninger.

Vi skal være forsigtige med at nedgøre typisk den konservative -》angste reaktion. Dels er det en reaktion folk ikke kan løbe fra men angst kan også være en god og rationel reaktion. Typisk vil den elitære elite ikke se deres egen reaktion som bundet af biologi, men det er den i præcis lige så høj grad. Når vores "borger" i gårdsdagen artikel er bekymret for at miste sit job og har set indvandrere tage mange af jobbene i hendes fagområde, så er det jo en reel frygt. Hun har grund til at være angst. Det var jo bedre før.
Det er ikke racisme som er styret af hudfarve. Holdningen til forandring styret af angst reaktionen er ikke det samme som racisme, selvom der ofte vil være overlap.

Og det denne forskel Kaufmann og artiklen giver som en væsentlig pointe. Og det er vigtigt denne skillelinje kommer ud. Tak for det.

Kim Folke Knudsen, Søren Ferling og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Hvor fristende det end kan være, at slå nationalt sindede mennesker, der holer af deres land, sprog mv. i hartkorn med racister, så gælder det om at modstå, for det vil blot stigmatisere de pågældende, gøre debatten unuanceret, og er uden forståelse for, hvad der driver folk til at mene og sige, det de gør.

Der er næppe nogen af de populistiske partier - i hvert fald ikke officielt - der i dag taler om biologi, men til gengæld taler de om kultur og danskhed i lange baner, og stort set ikke om andet.
Det betyder dog ikke, at der ikke skal ses på om der skjuler sig racisme bag de populistiske parti-ers retorik.
Her er det vigtigt, at se på hvordan racismen defineres. Er den bred, så er racismen også udbredt, mens en mere snæver definition derimod fører til det modsatte.
Modvilje mod fremmede kan fx formuleres sådan her:
*Jeg bryder mig ikke om, at der bliver flere og flere farvede mennesker i Danmark
* Visse racer er mindre intelligente (eller dovne, eller ikke- lovlydige osv.) end andre
* Jeg bryder mig ikke om farvede mennesker, fordi de…
* Jeg er ikke racist, men…..

Mange har måske ikke noget imod "de fremmede", kan evt. have rejst i lande, hvor der bor ‛far-vede." Men de vil - af flere grunde - ikke have indvandring fra den ikke-vestlige verden hertil.

Står det første udsagn alene, er det ikke nødvendigvis racistisk, mens de to midterste er det. Hvorvidt det sidste er racistisk, afhænger af hvad der kommer efter "men".

Det, der afslører hvorvidt folk er racister og/eller tænker som sådanne, er deres sprogbrug og retorik, og holdning til folk med ikke-vestlig baggrund, fx vil ikke sidde ved siden af somalier i bussen. el. lign.
Den, der taler om "perkere", "hættemåger", "fejlfarver", "kloakrotter", "kræftknuder", eller går ind for burkaforbud, lagkager og Lindholm mv. og hvad fru Kjærsgård og konsorter ellers har væltet af sig i tidens løb - ja, de må finde sig i at blive kaldt racister.

Kim Folke Knudsen, Troels Ken Pedersen og Lars N. Jensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Så er den der taler om grisefarvede kældermennesker vel også racister ?

Finn Thøgersen, Søren Ferling, birgitte andersen, arne tørsleff, Flemming Olsen og Michelle Otte anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

"For hvordan skal man ellers forklare, at folk, der går ind for Wimbledons-turneringens stramme dresscode, også er imod indvandring? Det burde ikke hænge sammen, men det gør det" svaret må være i professorerens optik at det er man fordi det ikke er ens valg, ligesom det ikke er ens valg at være mod indvandring. Vi kan så at sige ikke tilvælge indvandringen. Det er ikke hele sandheden om alle mennesker men "Pointen er ikke, at psykologi forklarer det hele, siger han, vi skal bare anerkende, at det betyder mere, end vi tror."

Det er netop dette, ret så skarpe fokus, vi bør tænke noget dybere over. Det er muligt at en sådan anden rationel tilgang til dette "dem og os" store problem konflikter med den eliten har opbygget, forstået som den kreative klasses syn på samfundet. men jeg mener at klimakrisen, Trump og BREXIT kræver det.

Vi skal kunne tænke meget mere i fortid, nutid og fremtid for uanset om vi kan lide det eller ej så betyder landskabet, naturen som vi ser den, byerne, naboerne, historien, "ansigter i landskabet" osv. meget mere end vi er os det bevidst. Ligesom vi ikke kan tænke det væk kan folk der vil bevare Wimbledons dresscode, bort tænke indvandringen som noget der vil forandre os for altid. Er det racisme?

René Arestrup

Ja, det vil være synd at sige, at debatten har været særlig nuanceret her til lands. Den størknede i skældsord, stigma og fastlåste positioner for mange, mange år siden.

I den forstand er det altid velkomment med et anderledes perspektiv. Om ikke andet så som en anledning til refleksion.

Lillian Larsen, Arne Lund, Kim Folke Knudsen, Søren Ferling, David Zennaro, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det store problem er ikke kontinuiteten og ønsket om at fastholde kultur og tradition, men modstanden imod forbedring af vilkårene.

Kim Folke Knudsen, Carsten Wienholtz, Troels Ken Pedersen, Flemming Berger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Forståelsen af dansk egenart, som jeg voksede op med, gik netop ud på, at vi ikke var bedre end andre, men afgjort anderledes og med en samfundsmodel, der passede unikt godt til vores mentalitet og socialisation.
Siden er den forståelse af samfund imidlertid kæntret, bl.a. pga. en ahistorisk klæben sig til angelsaksisk tankegang - men alligevel synes den at overleve, og kun i det omfang, hvor folk ikke er opmærksomme på, hvad der er sket med velfærden, kan illusionen opretholdes.

Søs Jensen, Kim Folke Knudsen, Troels Ken Pedersen, Karsten Aaen, Bent Gregersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvis man har en stærk fornemmelse for de værdier, man er vokset op med, burde det være lettere at forstå det tab og den tragedie, som mange flygtninge oplever over at have måttet opgive en kultur, man er hengiven.
Hvis man er ægte optaget af sin egen kultur, sit eget samfund, er man ikke kritisk overfor andres, det er man kun, hvis man er usikker på de værdier, man selv hylder.
Måske er det derfor, at der er en betydelig klasseforskel mellem folks indstilling til fremmede.

Søs Jensen, Kim Folke Knudsen, Marie Jensen, Karsten Aaen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

Der er ikke noget nyt og den skal ikke være hvid. At verden har et synligt skel mellem europæisk-kulturelle 'brains' og tredjeverdens-naturligt 'brawl' har intet med 'hvid' at gøre, og er ikke i sig selv til debat; det er en betingelse for debatten. Denne dialektik gennemtrænger stort set alle væsentligere emner. Den repræsenterer forskellen på progressiv trang til primært 'sandhed' (koste hvad det vil) og regressiv trang til primært 'fred' (midler ufortalte). Forskellen i administration af 'mangfoldigheder' vis en formelt mere tolerant tværsegmentiel national ordning versus en formelt mindre tolerant interessedrevet tribal ordning. Men det er en betingelse. Hele 'nyheden' ligger i at acceptere den betingelse - for overhovedet at komme videre på ordentlig vis herfra hvor vi står.

Martin Sørensen

Tak for en meget god artikel. og der hvor den virkelig bliver intresant er da den snakker om vores demografi.

"det billede af nationen er truet af den demografiske udvikling," her løfter denne artikel sig fra nærmest alt andet der er skrevet om vores integrations problemer, og her kan man se at det er en mand med soliditet bag sig. som udtaler sig her, "Eric Kaufmann, som er professor på Birkbeck University i London og forsker i politisk demografisk udvikling,"

udkantsdanmark mærkede det først vi er kanariefuglen i Danmark. men tro ikke at denne udvikling ikke kommer til byen. for sammen med den demografiske sammensætning har vi teknologier, der decentralisere. og behov for at flere faktisk flytter væk fra byen på landet da det er her vi vil se meget af den nye industri opstå. tænker her på eksemblet med addidas skofabrik der flyttede til Ansbach 40.000 indbyggere, ikke millionbyen München.

https://www.dw.com/en/adidas-to-sell-robot-made-shoes-in-germany/a-19280669

jobbende flytter væk fra storbyen mod landet. med automatiseringen af mange "whitecollar jobs." mens de jobs som der skabes, er i produktion. tanken om den kreative økonomi, var og er ren bullshit. og her skal vi finde, svaret på det problem der er beskrevet,

kerne problemet er nemlig IKKE demografien men det at man ser sit lokalsamfund dø. at de unge flytter væk og bliver i storbyen uden og vende hjem at globaliseringen har skabt denne krise og ja selv hr Paul Krugman indser nu at hele tanken der var gældende fra 80ne til nu faktisk. er forkert, at globaliseringen har gjort mere skade den gavn, hvorfor det at fabrikkerne der nu vender hjem vil vende det hele rundt men vi kan ikke både beholde kagen og spise den på en og samme tid. byerne vil og må skrumpe for at vi kan bevare vores identitet,
https://finans.dk/okonomi/ECE11709593/globaliseringen-ramte-meget-haarde...

Og problemet er så meget enkelt, og økonomisk nemt og forstå byernes enorme opskruende boligværdi, vil kolapse for den var basis af et falsk skabt opsving skabt af at man åd, landbefolkningens ungdom. hvor landbefolkningen nu svarede igen ved og i danmark og blive til DFere frankrig front nasional og i usa endeligt og stemme på trump i uk på leave...

Det er et resultat af den fejlagtige ilusion om at man kunne designe varene hos os i vesten og få den produceret billigt i østen. mens man nu kan se østens producenter blive lige så gode som os til det der med design, ingen bog har gjort mere skade end bogen den kreative økonomi af Richard Florida. skal højredrejningen ha en endelig årsag så find den her. da den satte turbo på fraflytningen fra land til by.

Byerne kommer i krise dyb krise for den teknologi der er på vej online vil som udviklingen i 1970ne hvor man lukkede fabrikkerne i byerne og flyttede meget produktion på landet en tendens der faktisk var mere eller mindre generel i hele vesten, byerne blev. dengang til epicentre for forbrydelser, ja det var på højten af den bølge at new york hade sin mord rekort tilbage midt i 1980ne, det er den fortælling vi fik i den biograf aktuelle joker. og byerne vil vende tilbage til og blive slum. når eliten igen flytter fra byen som det skete i 1970-80 ne. før globaliseringen.

når produktionen vender hjem igen, vil vi se det hele gå tilbage til normal for det handler faktisk ikke så meget om udlændinge men mere om at man ser sit lokalområde dø, mens udlænninge så for skylden for dette hvilket er en naturlig reaktion, på en forandring da det er det som virker tydeligt. men demografien er desvære nådesløs enten er det provinsen der taber eller også er det byen vi kan ikke både beholde kagen og spise den på samme tid som amerikanerne ynder sige.

pendulet svinger nu fra byen mod provinsen igen.

Henrik Günther, Søs Jensen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

At folk der stemmer på højrenationalister ikke NØDVENDIGVIS er racister, betyder ikke at de IKKE er racister. Og selv dét "ikke nødvendigvis" kræver at vi fokuserer på det relativt uinteressante spørgsmål om hvorvidt de i deres hjerter hader ikke-hvide mennesker, og ignorerer hvorvidt de med åbne øjne giver deres mandat til politikere, der lover at forfølge politik som skal gøre skade på ikke-hvide mennesker.

Kim Folke Knudsen

Sidste år udgav Eric Kaufmann den kontroversielle bog Whiteshift. Her argumenterer han for, at det hverken er økonomi eller racisme, der har fået så mange vælgere til at stemme på Marine Le Pen, Dansk Folkeparti og Alternative für Deutschland. Det skyldes indvandring, mener han, men ikke indvandring som sådan. Mere præcist skyldes det, at mange vælgere har det skidt med forandringer. Og lige nu forandrer vores samfund sig i et hidtil uhørt tempo:

Der kommer flere ældre, fertilitetsgraden er historisk lav, indvandringen er historisk høj, og integrationen går ikke hurtigt nok. Sproget, gaderne, tv-udsendelserne, den etniske sammensætning i Vesten forandrer sig i et hidtil uhørt tempo. Og det gør mange nervøse.

Det er sjældent bare racisme, der gør folk skeptiske over for indvandring, siger Eric Kaufmann. Mennesker er bare meget knyttet til deres land og til deres lokalmiljø, og hvis det pludselig ændrer sig meget hurtigt, bliver de utrygge. Måske ligefrem rasende.

»Folk er knyttet til landskab og til historiske bygninger, men også til den etniske udformning af nationen. Til et fællesskab, der føler, at de har samme ophav, fælles vaner og en kollektiv erindring. Det giver fornemmelsen af at have en forbindelse mellem fortidens generationer og fremtidige generationer.«

Men det billede af nationen er truet af den demografiske udvikling, siger han.
Citat Artiklen Eric Kaufmann

Eric Kaufmann stiller en helt præcis diagnose, for hvorledes nationalfølelse, det at at tilhøre en bestemt gruppe med idealiserede egenskaber, gradvist kan vokse sammen med ideologien Nationalisme, og dens farlige konsekvenser racisme, syndebuktænkning, og den indre fjende af samfundsordenen, som må og skal stødes ud eller ødelægges.

Nogen gange tænker jeg, vi er aber men er vi intelligente og hvilken intelligens ?, for er det ikke dyreflokkens gruppedynamik, som er drivende under neden i dette spil mellem mennesker, som synes at være evigt og tidløst desværre. Selvhævden, kamp om plads øverst i hierakiet: føreren i flokken og hans medløbere, og afvigerne der udstødes af flokken.

Når den ledige som har været 1,8 år ude i arbejdsløshed og tilbydes virksomhedspraktik, så mødes vedkommende af de uudtalte jo ofte udtalte fordomme. Du er nok tung i arbejde, det tager nok tid for dig at få et nyt job, hvad er der galt med din person ? De høflige arbejdspladser hælder ikke beskeden lige ud i synet på deres nye kollega, men den ligger lige under overfladen og den kan lynhurtigt mobiliseres til et disciplinerende våben ikke mindst af en arbejdsgiver, hvis den nyankomne skulle have lidt for mange særprægede standpunkter ( set med arbejdsgiverens perspektiv ).

På arbejdspladsen således også i nationen. Først er den nyankomne en sjældenhed, der studeres med venlig nysgerrighed og utallige spørgsmål. Hvor kommer du fra ? hvem er dine forældre ? hvordan er I faldet til i Danmark ? Har dine forældre noget arbejde ? Har du noget arbejde og/eller en uddannelse ?

Når den nyankomne ses som en brik i masseindvandring i et samfund under ydre pres, så har vi balladen og følelsen af fremmed trussel. Nysgerrighed løber over i utryghed som løber over i følelsen af afmagt og ønsket om reaktion og forsvar for nationen, for den nationale identitet, for den nationalt traditionsbundne kultur. Social forarmelse og samfund gennemsyret af stor økonomisk ulighed er med til at skabe grobunden for denne angstfyldt forestilling hos den hvide indfødte befolkning.

Men det gælder såmænd ikke kun den nyankomne. Det kan gælde borgere i samfundet, der historisk har skilt sig ud, er anderledes, agerer anderledes med deres religiøse tro, eller har tilknytning til bestemte traditioner til et bestemt arbejde.

Eric Kaufmann er selv halvt jøde. Alene betegnelsen er udtryk for en slags religiøs racisme. Siger vi i min familie er min bror halvkristen, fordi man far er ateist og min mor er kristen ?

Tro er for mig et individuelt valg en voksen person foretager sig: at knytte sig til en religion eller være ikke troende være uafklaret eller være ateist. Det er det individuelle valg jeg som en liberal person til enhver tid vil forsvare mod undertrykkelse og repression. Religion og religiøs udøvelse skal respektere det demokratiske samfunds principper ellers er faren, at religion og statsmagt kan smelte sammen til en ny form for undertrykkelse af anderledes tænkende.

Men se lige citatet øverst i mit indlæg fra Eric Kaufmann. Jo historien kan gentage sig. Hvad var det lige som skete for 100 år siden i Centraleuropa. Versailles Traktaten fra år 1919 opdelte Østeuropa i en række nye stater, som det skal vi ikke være blind for var dannet af de sejrrige vestmagter England, Frankrig, Italien, og USA. Det militærstrategiske mål med etableringen af Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, det afspillede og kuede Østrig resten af det habsburgske Kejserrige Østrig Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Jugoslavien.

Disse europæiske stater mere eller minde etnisk homogene blev af sejrsmagterne set som en skyttegrav, der løb ned gennem Europa, og kunne danne en forsvarslinie mod det nye revolutionære Sovjetunionen, dannet i 1917 efter Zarrigets fald. De samme europæiske stater blev af Frankrig for Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Jugoslavien, Bulgarien set som en stribe af stater, der militært skulle inddæmme og holde Tyskland nede. Tyskland skulle holdes nede for enhver pris og klemmes nærmest ihjel mellem Frankrig på den ene side og et Polen på den anden side. For en del af Balkanstaterne var formålet at rulle islams indflydelse i Europa tilbage en konsekvens af det osmanniske rige sammenbrud efter første Verdenskrig. 3 stormagter forsvandt fra landkortet straffet og amputeret som et resultat af den første Verdenskrig. Det tyske Kejserrige (Wilheminerne), Det Habsburgske Monarki Kejserriget Østrig-Ungarn, Det Osmanniske Rige ( nu den moderne republik Tyrkiet ).

De to store kolonimagter Frankrig og dernæst i mindre grad England, Italien og USA havde deres store interesser i at sådan skulle Europa kortet se ud for at stadfæste den nye magtorden og at taberne en gang for alle blev døbt i eddike og olie.

Hvad skete i Centraleuropas store nation Tyskland en voldsom og radikal forandring af de hidtidige kulturelle og nationale forhold ledsaget af politisk uro og revolutioner i 1919-1922 inflationskrise i 1923, Verdenskrise i 1929. Ødelæggelsen og ydmygelsen af den store tyske nation skabt af Versailles Traktatens motiv om blind hævn over tyskerne over alle ødelægggelserne i Frankrig som følge af den første Verdenskrig plantede den nationalisme og det had, som på et tidspunkt måtte føre til en ny storkrig i Europa og til hvis den rette demagog den rette folkeforfører og den rette hvide idelogi dukkede op en ny politisk ideologi: Nationalsocialismen. Hvem blev skurken se med et tysk perspektiv ? Var det kun sejrsmagterne England og Frankrig, Italien, USA som blev skurke ?. USA blev det ikke, for det holdt til på den anden side af Atlanterhavet og havde i øvrigt kæmpet for et ædelt princip folkenes ret til selvbestemmelse, som blev praktiseret ved flere af Versailles Traktatens folkeafstemninger f.eks afstemningen i Sønderjylland og i dele af Sydslesvig om, hvorvidt landsdelen skulle være dansk eller tysk. Italien fik sin egen fascisme under ledelse af Il Duce Benito Mussolini, som senere blev Tysklands nære allierede. I det fascistiske Italien var jødeforfølgelser ikke en del af ideologien. England og især Frankrig stod tilbage som kolonimagterne, der med forsæt ved at splitte Central Europa ad opretholdt egen stormagts status og kujonerede de fremtidige trusler fra det revolutionære Sovjetunionen ( Rusland ), et fornyet Østrig-Ungarn og et for stærkt Tyskland ( for dem ). Der skulle jo nødig dukke reelle konkurrenter op til at udnytte Afrikas og Asiens mange kolonier, som de to stormagter England og Frankrig selv havde opdelt og udnyttede kommercielt.

Den indre fjende blev i denne historiske fortælling, at vække den antisemitisme som i århundreder havde været i Centraleuropa og Østeuropa i forvejen uviljen mod jøderne. Måske var det endt med optøjer, gradvis fordriven af jøderne større og mere massiv udvandring til Mellemøsten: Israel, hvis ikke det var lige netop Nationalsocialismen og Adolf Hitlers ( hvide identitetspolitik ), som fik lov at tegne billedet af syndebukken for alle ulykker. Den griske jøde, jøden som lånehaj der udplyndrede arbejdsløse hvide tyske arbejdere og ruinerede den stolte og traditionsbundne tyske middelstand, jøden der altid var i ledtog med den fordærvede kommunistiske internationale ideologi. Det hele flød sammen i en modbydelig og hadefuld ideologi, som til sidst muliggjorde Holocaust. Den største krigsforbrydelse i Tysklands historie.

Det var ikke skrevet på forhånd, at det skulle ende med denne enestående skræmmende katastrofe af en menneskelig forbrydelse Holocaust. Hitler luftede sit had i alle hans ideologiske taler, men hans tilhængere nationalsocialisterne og medløberne ja de ønskede vel i starten jøderne ud med deres årgang 1933: Hvide tyske identitetspoltiik, som ligeså gled ret nemt ned i det østrigske folkehav. Langt ind i Østeuropa var der mange nationer, som bidrog med deres i de tyske KZ-lejre. Tyskerne ledede og orkestrerede det store massemord af jøder og sigøjnere, men mange var med fra Litauen, de baltiske stater, Ukraine og fra andre østeuropæiske nationer som villige vagter og som villige kollaboratører, der anmeldte jøder, som skjulte sig. Det nationalsocialistiske magtapparat udnyttede med perfekt præcision den antisemitisme som lå dybt gemt i Europas undergrund blandt befolkningerne. Nogen lande var mere disponeret end andre. Danmark var kendetegnet af at jøderne var så godt integreret at en egentlig udbredt antisemitismen ikke fandtes i Danmark på den tid.

Hvid Identitetspolitik er derfor ikke en fast størrelse en fasttømret ideologi, som kan formes til at tøjle nationalisme, had, religiøst antipati. Den er tvært imod et våben, som af den rette demagog kan bruges til nye uhyrlige forbrydelser og til at skabe så meget nationalt splid, at internationale organisationer dør hen og krigen lurer i en ikke fjern fremtid.

Det kunne være spændende at se Eric Kaufmanns refleksioner over dette spørgsmål. Hans artikel er fremragende og lige præcis den diagnose, som kendetegner det Europa vi nu lever i i år 2019.

René Arestrup, Søs Jensen og Martin Sørensen anbefalede denne kommentar

Nu kan hvide mand endelig slå igen. Judo-style!

Nu kan han kaste indvandreren, #Metoo´eren og den der ikke kan "finde ud af" sit køn, til jorden med udnyttelse af deres egen energi, som kommer fra udnyttelsen af identitet til at kræve sin identitetspolitiske ret i et identitetshysterisk samfund.

Jeg ta´r hellere en gang klassekamp - med streng dresscode.......