Feature
Læsetid: 14 min.

Han var med til at nedbryde Jerntæppet. I dag bakker han op om Ungarns nye mur

I 1989 var ungarerne de første til at rive hul i Jerntæppet og kæmpe for øget demokrati i østblokken. Siden har Ungarn bevæget sig i en autokratisk retning og opført sit eget hegn for at holde flygtninge ude. Dengang kæmpede aktivisten Janos Rumpf for frihed, i dag bakker han op om Orbán
»I 1989 rev vi en mur ned for at få vores frihed. I dag må vi bygge en ny for at beskytte Europas frihed. Det er frihedens dialektik i Ungarn,« siger den ungarske aktivist János Rumpf, der afviser kritikken af Viktor Orbán autokratiske styre i Ungarn.

»I 1989 rev vi en mur ned for at få vores frihed. I dag må vi bygge en ny for at beskytte Europas frihed. Det er frihedens dialektik i Ungarn,« siger den ungarske aktivist János Rumpf, der afviser kritikken af Viktor Orbán autokratiske styre i Ungarn.

Simon Koy

Udland
29. oktober 2019

SOPRON – Ved de sidste rester af muren i Berlin er der kørt en velsmurt turistindustri op. Men her ved den lukkede grænseovergang mellem Ungarn og Østrig ved byen Sopron er der ikke et øje at se. Det var ellers her i Sopron, den første sten blev pillet ud af Berlinmuren, som den gamle tyske kansler Helmut Kohl formulerede det.

Og det var her, at kansler Angela Merkel og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, markerede 30-årsdagen den 19. august for den Paneuropæiske Picnic – en folkefest ved Jerntæppet, hvor over 600 DDR-borgere flygtede for rullende kameraer.

Men lige nu ligger mindeparken tom hen, og selv en pavillon med en lille udstilling om begivenhederne i 1989 har været lukket siden sommer.

»Vi havde ingen intentioner om, at vores picnic skulle bidrage til Østblokkens sammenbrud. Det var helt uden for vores horisont,« fortæller den 77-årige Janos Rumpf, da vi mødes på det fineste hotel i den halvt renoverede, halvt faldefærdige Sopron – en af Ungarns mest konservative byer, som efter industriens død især lever af handelsturisme og billige tandlæger.

Dengang i slut-80’erne var Janos Rumpf lokal leder af det oppositionelle Ungarsk Demokratisk Forum. Til deres overraskelse havde de både fået lov til at afholde den Paneuropæiske Picnic på grænsen ind mod Ungarn og til at åbne grænsen på den østrigske side mellem kl. 15 og 18.

Ved den Paneuropæiske Picnic den 19. august 1989 flygtede over 600 DDR-borgere for rullende kameraer over grænsen fra Ungarn til Østrig.

Ved den Paneuropæiske Picnic den 19. august 1989 flygtede over 600 DDR-borgere for rullende kameraer over grænsen fra Ungarn til Østrig.

Votava / Ritzau Scanpix

Op til selve dagen delte de over 10.000 hjemmetrykte flyveblade ud, også til de flere tusind DDR-borgere, der holdt sommerferie i Ungarn.

»Egentlig ville vi bare lave en hyggelig eftermiddag med flæskesteg og øl, som samtidig skulle være en symbolsk aktion med det budskab, at pigtråd og grænser er overflødige. Vi havde regnet med et par tusind deltagere,« siger han og tager en slurk kaffe.

»Men der kom nærmere 20.000. Grænsevagterne var rådvilde, da de så det her kaos af trafik og mennesker med balloner og barnevogne.«

Et par minutter i tre maste en flok unge grænsebommen op, og folk begyndte at løbe ind på de østrigske marker. Ungarerne havde længe haft mulighed for at rejse til Østrig, men for østtyskerne blev det den første masseflugt fra DDR siden Berlinmurens opførelse i 1961.

Janos Rumpf, der har et halvt liv som professor i forstvidenskab på universitetet i Sopron bag sig, tegner ivrigt hele forløbet på en konvolut.

»Der var ligefrem nogle, der kyssede jorden i Østrig,« fortæller han.

»Det var vores held, at der var så mange DDR-borgere, og at det hele blev transmitteret af vesttysk fjernsyn, som måske var informeret af den vesttyske sikkerhedstjeneste. Det gav os en følelse af sikkerhed her i lille Sopron.«

Gullaschsocialisme

Med 30 års afstand afviser Janos Rumpf enhver heltefortælling om aktionen ved grænsen, hvor overvågningstårnene allerede var begyndt at blive pillet ned.

»Der var stadig titusinder af russiske soldater i Ungarn. Men Gorbatjov havde antydet, at han ikke ville lade historien fra 1956 gentage sig,« siger Janos Rumpf med henvisning til blodbadet ved Ungarns folkeopstand, der blev slået ned af Moskva.

Det kostede mindst 3.000 menneskeliv og over 20.000 sårede civilister. Efterfølgende henrettede Sovjet mere end 200 ungarere, og næsten en kvart million mennesker flygtede ud af landet mod vest.

»Hvis du vil forstå Jerntæppets fald og Ungarn i dag, så skal du mindst gå tilbage til 1956,« siger Janos Rumpf.

Selv starter han historien helt tilbage til Trianon-traktaten efter Første Verdenskrig, hvor Østrig-Ungarn blev opløst og Ungarn reduceret til en tredjedel. Langsomt kommer han op til Den Kolde Krig, hvor den ungarske ’gullaschsocialisme’ stod som det mere liberale og velhavende modstykke til Stalins ’gulagsocialisme’. Og han fortæller om 1980’ernes gryende protester mod ødelæggelsen af miljøet og mod den rumænske diktator Ceausescus planer om at jævne det ungarske mindretals landsbyer med jorden. Og om de nye og milde vinde fra Gorbatjovs Moskva.

Vestlige interesser

Historien er velkendt: Ungarn åbnede sin grænse mod Østrig i september 1989 og blev flugtrute selv for østtyskerne. I marts 1990 fulgte de første frie valg, og efter østblokkens kollaps var også Ungarn præget af kaos op gennem 1990’erne. I de massive bølger af privatiseringer og udenlandske investeringer begyndte levestandarden først at stige efter et lille årti.

Problemerne gik absolut ikke over med Ungarns optagelse i EU i 2004, mener Janos Rumpf.

»Privatiseringsbølgen ramte især den lille mand, og mange af de store aftaler gik ned i lommerne på oligarkerne. Bare det tjente de vestlige interesser, så var alt tilladt,« siger han med hovedrysten.

»Staten holdt hånden over de store firmaer, der trængte ind i Ungarn og erstattede de ungarske produkter med vestlige produkter. Det var bittert.«

Fra 2008 ramte finanskrisen tilmed Ungarn hårdere end noget andet østeuropæisk land, så ungarerne måtte indgå en reformaftale om en 25 milliarder dollar tung redningspakke med EU og IMF.

Det er en gængs udlægning, at krisen hjalp Viktor Orbán og Fidesz tilbage til magten i 2010. Allerede i perioden 1998 til 2002 havde han siddet som premierminister, men han og Fidesz måtte dengang se sig slået af de liberale og socialistiske partier, som Orbán ikke tøvede med at betegne som »forrædere mod fædrelandet«.

I 2010 skete miraklet for Orbán. Han fik et absolut flertal bag sig, og fra dette »ungarske år nul« kunne han foretage omfattende forfatningsændringer og langsomt gøre Ungarn til et ganske andet land – i kritikeres øjne et demokrati i galopperende opløsning.

Kosmopolitisk og multikulturelt

For at komme tættere på den historie kører jeg fra Sopron mod øst. Efter små tre timers kørsel føles det som at lande på en anden planet i Ungarns pompøse, spillevende og verdensåbne hovedstad Budapest.

Her har markedskræfterne for længst skyllet de sædvanlige butikskæder, hipstercafeer og glatte shoppingstrøg ind over byen, og den gennemsnitlige månedsløn ligger et godt stykke over de 7.600 kroner, som den er i hele Ungarn.

Den østrig-ungarske grænse ved Sopron er i dag kun spærret på grund af vejarbejde, ellers er der fri gennemkørsel i Schengen-zonen. Indtil 1989 udgjorde grænsen selve Jerntæppet, som var stærkt bevogtet, og som i august 1989 ufrivilligt blev skueplads for den Paneuropæiske Picnic og den første østtyske masseflugt.

Den østrig-ungarske grænse ved Sopron er i dag kun spærret på grund af vejarbejde, ellers er der fri gennemkørsel i Schengen-zonen. Indtil 1989 udgjorde grænsen selve Jerntæppet, som var stærkt bevogtet, og som i august 1989 ufrivilligt blev skueplads for den Paneuropæiske Picnic og den første østtyske masseflugt.

Simon Koy

Selv politisk har vælgerne ved det nylige lokalvalg sagt farvel til byens Fidesz-borgmester til fordel for en grøn borgmester, der bakkes op af en bred koalition af oppositionspartier – en situation, som oppositionen selv sammenligner med Istanbul, hvor præsident Erdogans AK-parti har mistet sit flertal.

30-året for østblokkens sammenbrud fylder overraskende lidt i Budapest. Men i en open air-udstilling foran museet House of terror om kommunismens og nazismens rædsler, som ledes af Orbáns ’hofhistoriker’ Maria Schmidt, fremhæves Orbáns rolle i 1989 flittigt. På en plakat citeres han, som om han personligt udråbte den fredelige ungarske revolution.

Jeg skyder et billede af det og opsøger en af de mest omtalte institutioner i Ungarn, det Centraleuropæiske Universitet (CEU), der i 1991 blev grundlagt af Orbáns statsfjende nummer ét: Den liberale og jødiske ungarer, filantrop og milliardær George Soros, der ifølge Fidesz’ valgkamp i 2018 angiveligt stod bag »Soros-planen« om at hente økonomiske migranter til Ungarn og endda betale dem for det.

Med sin lyse arkitektur ligger CEU i hjertet af Budapest som et kosmopolitisk og multikulturelt modstykke til det konservative Sopron. Eller rettere: Her ligger en del af CEU stadig, og her er stadig 1.500 studerende fra 80 forskellige lande. For det kan snart være slut. Orbáns regering har nemlig bandlyst anerkendelsen af udenlandske akademiske grader i en lov, der så åbenlyst et rettet mod CEU, at den går under navnet Lex CEU.

I efteråret 2018 gik 80.000 mennesker på gaden i Budapest mod Lex CEU, men lige lidt hjalp det.

Det åbne samfund

Da CEU ikke aner, om de bliver kylet ud af Ungarn i morgen, har de nødtvungent flyttet en stor del af aktiviteterne til Wien, fortæller universitetets pressemedarbejder Ildik Rüll, mens hun viser rundt.

»Du er med på, at vi er i EU? Og i år 2019!« siger hun, mens vi går gennem Popper Room, der er opkaldt efter filosoffen Karl Popper.

Hans hovedværk, Det åbne samfund og dets fjender, er en slags bibel for CEU.

»Der er bare ingen specifik EU-lovgivning for akademisk frihed, fordi den bliver taget for givet som grundlag for hele vores samfund. Bare ikke her i Ungarn.«

På prorektor Zsolt Enyedis kontor bliver der heller ikke lagt fingre imellem.

»Jeg brækker mig,« lyder hans reaktion med et meget kort smil, da jeg viser ham billedet af plakaten fra museet med Orbán som frontløber i revolutionen.

»Det er sandt, at Orbán var liberal, oppositionel og med i front i 1989. Men han var én ud af måske 200, og nu stilles han op som den store befrier,« siger politologen Zsolt Enyedi.

»Det er et eksempel på Fidesz’ halvsande gendigtning af historien. De nedskriver 1990’erne og 00’erne med postkommunismen og liberalismen til at være årtierne, hvor alle håbene og løfterne fra 1989 blev slukket. Men så kom 2010, hvor den egentlige ’ungarske frihed’ indtraf,« siger han ironisk om året, hvor Orbán fik absolut flertal.

»Vi oplever et skred i de liberaldemokratiske værdier i store dele af Vesten. Men i Østeuropa har vi aldrig nået at skabe et modent liberalt demokrati. Det kan man ikke kalde Ungarn i dag – ja, mange sætter spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan kalde det et demokrati. Østeuropæerne tænker stadig mere autoritært og drømmer om den stærke leder. Og de er kritiske over for mindretal og nonkonformister som f.eks. homoseksuelle, der bare har at kende deres ydmyge plads i samfundet og ikke kræve deres ret for højlydt.«

Voldtaget af indvandrere

På retsområdet har Ungarn mildest talt også bevæget sig siden 2010. Allerede i 2011 indledte Orbán en omfattende retsreform for at komme af med regeringskritiske dommere. Et andet mål har været at skabe en ny forvaltningsdomstol, der skal tage sig af politisk relevante processer – ifølge kritikere et direkte angreb på magtens tredeling i Ungarn.

Figuren ’Gennembrud’ står ved mindeparken for den Paneuropæiske Picnic ved den østrigsk-ungarske grænse. 600 østtyskere brugte anledningen til at flygte, og Sovjet reagerede ikke, så der er i dag enighed om, at det var det første konkrete anstød til Berlinmurens fald.

Figuren ’Gennembrud’ står ved mindeparken for den Paneuropæiske Picnic ved den østrigsk-ungarske grænse. 600 østtyskere brugte anledningen til at flygte, og Sovjet reagerede ikke, så der er i dag enighed om, at det var det første konkrete anstød til Berlinmurens fald.

Simon Koy

Denne udvikling har ført til, at EU i 2018 indledte en retsstatsproces mod Ungarn. Og at det er en udbredt opfattelse, at Ungarn med sit nuværende retssystem ikke engang ville komme på tale som kandidat til at blive optaget i EU.

Det skræmmer ikke ungarerne, hvis syn på EU har rykket sig markant i de seneste ti år, mener Zsolt Enyedi fra CEU.

»De store økonomiske håb fra EU-optagelsen i 2004 er langtfra indfriet,« siger han.

»Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, ville jeg have sagt, at var det var den vigtigste politiske drivkraft i Ungarn. Men i dag står den nationale identitet og sikkerhedsspørgsmålet højere: I Vesteuropa bliver man voldtaget, overfaldet og røvet på grund af indvandrere. Det gør vi ikke her,« siger Zsolt Enyedi – stadig ironisk.

Derfor giver han heller ikke meget for den meget forstående analyse af Østeuropa, som den bulgarske politolog Ivan Krastev har givet i bøger som Efter Europa: At vesteuropæerne aldrig har forstået, at østeuropæerne faktisk ikke ønsker at kopiere den multikulturelle vestlige liberalisme.

»Krastev har mange gode pointer. Men moralen i hans fortælling er jo, at vi må affinde os med, at østeuropæerne er autoritære. Det er i mine øjne en kortslutning. Hvis nogle er racister eller ikke accepterer mindretal, så skal vi ikke gå på kompromis med dem. Så skal vi overbevise dem.«

Opretholdt af EU

Derfor ser han også EU’s bløde linje over for Ungarn som en katastrofe – for Ungarn.

»Alle ved, at der i Ungarn stjæles enorme summer fra EU-fondene, og at Orbáns familie profiterer på det. Og alligevel kommer Merkel til 30-årsjubilæet for den Paneuropæiske Picnic og taler poleret om, at Ungarn bruger EU-midlerne effektivt. Det er helt skævt.«

En kort søgning hos EU’s antikorruptionsmyndigheder OLAF giver ham ret: I løbet af Orbáns tid ved magten har EU ført dusinvis af sager mod Ungarn. Alligevel har unionen siden 2014 årligt lagt et nettobidrag til Ungarn på godt 20 milliarder kroner om året, svarende til 2,5 procent af det ungarske BNP.

»EU er med til at opretholde det her, både økonomisk og politisk,« fortsætter Zsolt Enyedi.

Han er helt afslappet i sin mimik, selv om hans ord er hårde som granit.

»Merkel og CDU bekæmper AfD i Tyskland, mens de holder hånden over Orbán i EPP-gruppen (i Europa-Parlamentet, red.). Det handler om tyske handelsinteresser. Men det handler også om Krastev-lignende undskyldninger for ikke at sætte foden ned over for illiberalismen. Det hjælper bare ikke befolkningen. I et korrupt samfund hjælper det eliterne – også selv om de som Orbán sælger sig selv som oprørere mod eliterne.«

Som afsked kommenterer Zsolt Enyedi oppositionens sejr ved borgmestervalget i Budapest.

»Det viser den enorme kløft mellem by og land i Ungarn. Måske er det den første revne i Orbáns system. Måske er det oppositionens sidste kramper. Jeg tror på det første, for egentlig er jeg er altid optimist på det åbne samfunds vegne.«

Udlandets ondskab

Denne optimisme finder man ikke just overalt i Budapest. Det finder jeg ud af, da jeg besøger det ungarske Center for Undersøgende Journalistik (CIJ) for at få et bud på mediefriheden.

Centerets leder, Sándor Orbán, som absolut ikke er i familie med Viktor Orbán, har intet pænt at sige om udviklingen i dette »Tyrkiet light«, som han kalder Ungarn under »Putin light«, altså Orbán.

»Journalister myrdes eller chikaneres ikke i Ungarn. Et langt mere subtilt system er ved at slå mediefriheden ihjel i Ungarn,« mener han.

Sándor Orbán henviser til, at Ungarn ligger nr. 78 på World Press Freedom Index – under lande som Peru og Mongoliet. Han skitserer, hvordan vestlige mediekoncerner siden 2010 har solgt deres ungarske produkter til oligarker tæt på Orbáns regering. I 2018 blev en lang række pro-Fidesz-medier ligefrem koncentreret i en mediefond under den Orbán-tro Gabor Liszkay. Dermed kan de styres langt nemmere og billigere – og samlet står de knusende stærkt over for mindre, uafhængige mediehuse.

»Der er stadig én stor, regeringskritisk tv-station, men på landet ser folk statsfjernsyn, fordi det er gratis. Ofte er det deres eneste informationskilde,« siger Sándor Orbán.

»Det er en blanding af partipropaganda og smædekampagner mod flygtninge, EU og oppositionen, som knap nok har adgang til sendefladen. Desuden er der gratis sportskanaler med flash news, som kun handler om George Soros og migranter, der voldtager, stjæler og dræber. Og så producerer de nyhedspakker, som de forærer gratis til de lokale radiostationer. Så ved de det hos frisøren, i supermarkedet – overalt derude i Ungarn kører disse statsstyrede nyheder om Orbáns succeser og udlandets ondskab.«

Orbáns stabilitet

Få minutter til fods fra både CEU og Ungarns pompøse parlamentsbygning ligger det højt renommerede Ungarske Videnskabsakademi, der siden begyndelsen af 2019 har været under så stærkt pres, at det har udløst internationale protester.

Historikeren Egry Gabor fra Videnskabsakademiet er ikke i tvivl: Den kollektive erindring i Ungarn er under forandring. Det skyldes delvist medierne, men også at Fidesz centraliserer skolernes pensum.

Ikke desto mindre er han mindre hård i sin dom over Ungarns udvikling siden 1989:

»Ungarn har aldrig rigtig beskæftiget sig med alle gråzonerne i landets fortid. Det hele bliver malet sort eller hvidt – især i kategorier som patrioter og antipatrioter,« siger han.

I slut-80’erne var Janos Rumpf lokal leder af det oppositionelle Ungarsk Demokratisk Forum og var med til at a olde den Paneuropæiske Picnic – en folkefest ved Jerntæppet, hvor over 600 DDR-borgere flygtede for rullende kameraer: »Vi havde ingen intentioner om, at vores picnic skulle bidrage til Østblokkens sammenbrud. Det var helt uden for vores horisont,« fortæller den 77-årige Janos Rumpf.

I slut-80’erne var Janos Rumpf lokal leder af det oppositionelle Ungarsk Demokratisk Forum og var med til at a olde den Paneuropæiske Picnic – en folkefest ved Jerntæppet, hvor over 600 DDR-borgere flygtede for rullende kameraer: »Vi havde ingen intentioner om, at vores picnic skulle bidrage til Østblokkens sammenbrud. Det var helt uden for vores horisont,« fortæller den 77-årige Janos Rumpf.

Simon Koy

Egry Gabor skitserer den samme orbanske fortælling om den ungarske suverænitet, der i århundreder har været knægtet og kun delvist blev genoprettet i 1989, hvor korrupte postkommunister satte sig på magten, indtil den egentlige befrielse skete i 2010. Men han understreger flere gange, hvor svære årtierne efter systemskiftet fra kommunismens fald i 1990 faktisk var.

»Arbejdsløsheden i 1990’erne, turboprivatiseringerne, den faldende levestandard og de mislykkede sociale programmer i 00’erne. Det er blevet nogle af Orbáns bedste argumenter,« siger han.

»I denne periode kom også finanskrise og ny arbejdsløshed. For rigtig mange ungarere delegitimerede finanskrisen for alvor liberalismen. Så i økonomisk målestok har perioden under Orbán været præget af vækst og stabilitet. At det også skyldes EU, siger Orbán selvsagt aldrig højt. Men i et land, der siden 1920 har oplevet store omvæltninger i cyklusser på ti til 15 år, skal man ikke undervurdere folks trang til stabilitet.«

Orbán i front

Det vigtigste årstal i den orbanske tidsregning er dog ikke nødvendigvis 2010. Det er måske nærmere 2015, hvor Angela Merkel fra slutningen af august tillod flere hundredtusinder flygtninge at komme ind i Tyskland. Et par uger senere meldte de østeuropæiske Visegradlande ud, at de blæste på EU’s drøm om at fordele disse flygtninge.

Det var et afgørende øjeblik i den østeuropæiske afsked med den vestlige liberalisme og dens drøm om det åbne samfund, mener historikeren Egry Gabor.

»Flygtningekrisen genåbnede et skel mellem øst og vest, og pludselig ændrede Orbán sig fra at være ungarsk leder til at være lederen af et østeuropæisk oprør mod den vesteuropæiske flygtningepolitik. Orbán gjorde sig til lederen af en slags antiglobaliseringskorstog, hvor nationalstaten altid er truet af onde magter udefra.«

Det clash blev atter tydeligt ved 30-året for den Paneuropæiske Picnic i 1989. Her talte Merkel om, at begivenhederne dengang står som »et symbol på, hvor meget vi europæere kan opnå, hvis vi modigt står inde for vore udelelige værdier«. Med andre ord: Hvis vi tør være åbne, humanistiske og nedbryde grænser.

Orbán snakkede derimod om »europæisk enhed« og om »besindelsen på kristelige og nationale værdier«.

Hvortil Merkel svarede, at netop de værdier »også handler om at beskytte mennesker, der har brug for det«.

Frihedens dialektik

Det var to uforenelige verdener, der stødte sammen i Sopron.

I Budapest sætter jeg mig på en fortovscafé for at arbejde – og få en falafel og en ayran. I en vesteuropæisk storby ville den slags være drevet af tyrkiske eller mellemøstlige indvandrere. Men selv om den ungarske demografi er plaget af en brutal udvandring, lave fødselsrater og en aldring, der truer landets fremtidige økonomi, betjenes jeg af unge ungarere, der taler glimrende engelsk.

De stemmer ved Gud ikke på Fidesz, forsikrer de.

Langt mindre kritisk over for dagens magthavere er faktisk aktivisten fra den Paneuropæiske Picnic i Sopron, Janos Rumpf:

»Det er nok sandt, at Fidesz har en overvægt i medierne. Men i modsætning til kommunismen kan alle demonstrere og ytre sig frit i Ungarn i dag – helt uden repressalier. Kritikken er overdrevet,« siger den tidligere professor i forstvidenskab.

Han opfordrer mig til at læse den omstridte tyske journalist Udo Ulfkottes bog Asylindustrien – hvordan politikere, journalister og socialforbund profiterer på flygtningebølgen.

»Jeg tror faktisk, at der er friere i Ungarn end i Vesten. I Vesteuropa må journalister dårligt nok skrive sandheden om, hvor mange indvandrere og andengenerationsindvandrere, der begår kriminalitet, vold og voldtægt,« siger han.

»Vi har et mere homogent samfund end i Vesteuropa, og det vil vi gerne have lov at beholde. Jeg tror, at det vil blive Europas undergang, hvis grænserne bare er åbne.«

Janos Rumpf, der selv var med til at klippe pigtråden og rive Jerntæppet ned i 1989, har åbenlyst fået spørgsmålet et hav af gange. For før jeg når at spørge færdig, siger han, at han ikke giver noget som helst for kritikken af, at Orbán har opført flere hundrede kilometer grænsehegn mod Serbien for at sikre mod nye flygtningebølger fra syd.

»I 1989 rev vi en mur ned for at få vores frihed. I dag må vi bygge en ny for at beskytte Europas frihed. Det er frihedens dialektik i Ungarn. Fordi landet ligger, hvor det ligger. Når jeg kigger tilbage på vores picnic i 1989, så ser jeg, hvordan begrebet om det paneuropæiske i dag politiseres. Men heller ikke dengang ville vi have et Europa helt uden grænser og helt uden forskelle. Vi ville have et venskab mellem folkene.«

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Spændende og dejlig fyldig artikel.
Det minder om de gamle dage, da Information abonnerede på artikler fra le Monde.

Det i dag lyder fuldstændigt forrykt, at Østblokken var barrikaderet bag en Mur, og at den Østtyske del af muren var udstykket med automatiske mordmaskiner, der sammen med minefelterne skulle holde østtyskerne tilbage på den østlige side af Muren.

Det værste er, at det dengang i 60'erne,70'erne & 80'erne var en normaltilstand, som man bare levede med; og egentlig ikke kunne forestiile sig anderledes før Ronald Reagan foreslog, at Muren blev revet ned - og netop Reagan fik ellers læst og påskrevet af Frank Aaen i samme anledning.

.... og nærværende Sprøjte fulgte godt op !!

Bjørn Pedersen

Man må jo håbe at også Nord, Vest og Sydeuropa en dag slipper af med den såkaldt "vestlige" multikulturalisme, som jo intet som helst med liberale eller demokratiske værdier at gøre. Den eneste multikulturalisme, der hører til udenfor kolonilandene i Nord og Sydamerika, Australien og New Zealand, er de nationale mindretals multikulturalisme. Danmark er et land for danskere, nordtyskere, færinger og grønlændere, Frankrig et land for franskmænd, bretoner, baskere, occitanere og alsace-tyskere, osv. Ikke dermed sagt at man behøver permanent at forhindre al indvandring alle steder fra, men tilgangen til integration skal og bør jo være at man bliver andet end bare en juridisk medborger i det land man flytter til. At ungarerne er skeptiske overfor den tåbelige idealisering om "multikulturalisme", vidner kun om at de netop mener at folkestyret er for folket.

Det er kedeligt, at den reelt bekymrende idé om begrænset ytringsfrihed, akademisk frihed og truslen mod tredelingen af magten i Ungarn skal kobles på opgøret med ideen om den idealiserede amerikanske immigrant-multikulturalisme og om man tager imod flygtninge eller ej. Det gør jo at netop folk som Orban kan pege på, at kun ved forstærkelsen af hans, kan de demokratifjendske kræfter i EU bremses. Vand på hans mølle.

Viser med tydelighed det ikke var Sovjet der skabte den kolde krigs mure.
Faktisk tror jeg ikke Sovjet har noget at gøre med al vores overvågning som jo pr definition ligger i samme boldgade.
Sålænge man bare tager for givet, det de andre der er skyldige, får man ikke set sig selv som den man virkeligt er blevet, overvågeren, grænsesætteren.

Carsten Hansen

Man kan sige der er mindst to slags mure.
En mur til at holde folk inde og en til at holde folk ude.
Det gamle jerntæppe og det nye ungarske metalhegn.

Ingen af murene er særligt kønne, men ikke mange (Heller ikke politiske partier) mener at portene på den indadgående mur skal åbnes op på vid gab. Der skal sættes en grænse.

Så hvis folk ikke mener at protenes skal slås op totalt, så må de overveje hvornår se skal lukkes ?

Indvanding er i min optik helt Ok, Kvoteflygtninge helt OK; Men ikke flere end de forskellige lande kan integrere.

Torben Lindegaard

@nils valla
29. oktober, 2019 - 16:31

"Viser med tydelighed det ikke var Sovjet der skabte den kolde krigs mure."
citat fra læserbrev

Hvad i alverden mener du ??

Umiddelbart lyder det komplet vanvittigt.

Vi må have en uddybende forklaring.

@Torben Lindegaard.

Jeg er opvokset i et land hvor man anså russerne som dem der opførte murene imellem øst/vest.

Inden fysiske mure opbygges er de først opbygget i hovedet på folk.

ps.
Når mur opføres, er muren symptom for hvordan der tænkes.
Da menneskers fysiologi er ens om man lever i øst eller vest,
kan mure blive opført af os alle.

Niels Christensen

God artikel klasse.
Men jeg kan nu godt forstå at UNgarn ikke vil have immigranter, da slet ikke muslimske. Dem har de i historiens forløb haft nok 'besøg' af, og på landet er hukommelsen lang.
Iøvrigt var Ungarn jo en del af de( udover at den jødiske befolkningsgruppe blev decimeret) omfattende etniske omlægninger efter 2. verdenskrig, Ungarer af tysk baggrund blev smidt delvist ud, en mindre omflytning mellem Tjekkiet og Ungarn og stadig uafklarede forhold til Rumænien. Med baggrund i den omfattende etniske udrensning og flytninger efter WW2 virker al snakken om multikultur 50 år senere underlig og bagvendt. Man kan jo bare ogå gå tilbage til Balkan i perioden op til og efter WW1 millioner af mennesker døde og andre blev flyttet rundt på grund af etniske og religiøse forhold,