Læsetid: 7 min.

Østeuropas befolkninger vil ikke længere affinde sig med den snigende opløsning af demokratiet

PiS har tabt magten i det polske senat, den postkommunistiske rumænske regering er kollapset, Orbán har lidt et betragteligt nederlag i Ungarn, og Slovakiet rystes igen af korruptionsskandaler. Drevet af borgerprotester og storbyvælgere slår de illiberale østeuropæiske systemer de første revner
Gergely Karacsony fra Ungarns grønne parti, Dialog for Ungarn, afgiver sin stemme i Budapest den 13. oktober i år. Karacsony vandt posten som borgmester i Budapest, og dermed sluttede ni år med en Fidesz-støttet borgmester ved magten.

Gergely Karacsony fra Ungarns grønne parti, Dialog for Ungarn, afgiver sin stemme i Budapest den 13. oktober i år. Karacsony vandt posten som borgmester i Budapest, og dermed sluttede ni år med en Fidesz-støttet borgmester ved magten.

Attila Kisbenedek

21. oktober 2019

Set i det 30 år lange bakspejl er det østeuropæiske udsyn ikke for kønt: I de seneste små ti års tid har stadig flere illiberale regeringer forrådt de civile, liberale og demokratiske principper, som østeuropæerne i millionvis gik på gaden for i revolutionerne i 1989.

Men i modsætning til Tysklands fejring af Berlinmurens fald og de tyske diskussioner om genforeningsprocessen beskæftiger de østeuropæiske lande sig overraskende lidt med jubilæet.

Det gælder både regeringerne, der gerne udlægger 1989 som en halv befrielse, der først efter en postkommunistisk ørkenvandring blev fuldendt af stærke, nationalistiske, EU-kritiske og migrationsfjendske ledere som Viktor Orbán i Ungarn eller Jarosław Kaczynski i Polen. Og det gælder de splittede og svage østeuropæiske oppositioner, der har nok at se til med at prøve at finde sammen, så de i fællesskab kan finde en kur mod de illiberale eller bare fortsat korrupte regimer, som har slået dybe rødder i deres lande og statsinstitutioner.

Men selv om hverken Østblokkens sammenbrud for 30 år siden eller østudvidelsen af EU i 2004 er den eksplicitte målestok, er der alene inden for de seneste dage, uger og måneder opstået flere grunde til forsigtig optimisme: Måske vil den illiberale bølge ligefrem ebbe ud en dag?

Polsk arbejde forude

Et hurtigt blik på Polen tyder ikke på det. For det er ikke overdrevet at kalde sidste weekends sejr til regeringspartiet PiS for en triumf: Med 43,6 procents opbakning kan PiS de næste fire år regere med det største antal stemmer, som noget parti har fået i Polen siden systemskiftet i 1989-1990.

PiS beholder sit absolutte flertal i underhuset Sejm i kraft af deres kombination af velfærdsgaver til vælgerne – bevinget af den solide polske vækst – og af populistiske løfter om national samling, stolthed og frihed fra homoer, kulkraftmodstandere, migranter og andre forstyrrende elementer.

Alligevel var PiS-leder Jaroslaw Kaczynski ikke tilfreds på valgaftenen.

»Der er stadig meget arbejde at gøre,« lød hans budskab. Og det vil PiS, der har gjort store dele af statsapparatet og landets offentlige medier til trofaste støtter og propagandamaskiner for partiet, formentlig tage fat på nu – blandt andet i form af den yderst omstridte justitsreform (reform, som undergraver justitsapparatets politiske uafhængighed og forbryder sig mod EU’s retsstatsprincipper, red.).

Men der er også spæde grunde til optimisme for oppositionen, som nu er mere mangfoldigt repræsenteret. Fordi det er lykkedes dem at skabe opbakning om fælles kandidater i de fleste valgkredse, mistede PiS nemlig sit flertal i det polske senat.

Senatet har begrænset magt i forhold til underhuset, men uden et PiS-flertal vil oppositionen nu være i stand til at forsinke, skabe offentlig opmærksomhed om og dermed måske forhindre lovforslag, som PiS eller kunne piske igennem.

Budapest som Istanbul

I Budapest førte sidste søndags landsdækkende lokalvalg til langt mere euforiske scener blandt oppositionstilhængerne.

»Dette er det første skridt til at ændre Ungarn. Vi vil bringe Budapest tilbage til Europa,« lød det fra valgets store sejrherre, den ellers afdæmpede 44-årige politolog Gergely Karácsony fra Ungarns grønne parti Dialog for Ungarn. Efter ni år med den Fidesz-støttede borgmester István Tarlós ved magten, indtager Gergely Karácsony nu denne post.

Også i ni andre ud af Ungarns 23 største byer faldt borgmesterposten til oppositionen – en tredobling i forhold til de sidste landsdækkende kommunalvalg i 2014.

»Myten om Fidesz’ fuldkommenhed er endelig faldet. Orbán er ikke længere usårlig,« konkluderer Péter Krekó, lederen af tænketanken Political Capital fra Budapest.

Med henvisning til det gængse begreb »Tyrkiet light« om Orbáns Ungarn, trækker andre kommentatorer en direkte parallel mellem Budapest og Istanbul: Også her lykkedes det at bryde et autokratisk styre.

Broget fremtid

Men selv om overskriften »Grøn borgmester slår Orbáns Fidesz i Budapest« i liberale ører må lyde som en udelt optur, er virkeligheden mere broget.

En del af oppositionens stærke lokalvalg skyldes for det første en historisk beskidt valgkamp, hvor Gergely Karácsony var udsat for massive smædekampagner. Samtidig blev den gifte familiefar og Fidesz-borgmester i Ungarns sjettestørste by Györ, Zsolt Borkai, kort før valget taget med bukserne nede i en saftig skandale om korruption, stoffer og luksusludere på en lystyacht.

Det var en katastrofe for Fidesz’ fortælling om sig selv som beskytteren af kristne og traditionelle familieværdier, og skandalen bidrog unægtelig til valgresultatet.

Også koalitionerne bag oppositionens sejre er et tveægget sværd. Budapests ny førstemand havde hele seks partier bag sig i valgkampen.

»Vi er tvunget til at samarbejde på tværs,« sagde han efter valgsejren, som han betegnede som en »forsmag« på, hvordan oppositionen vil vælte den autokratiske Orbán ved det næste parlamentsvalg i 2022. Men det skal lykkes i en opposition, der rækker fra liberale partier til venstrefløjspartier og helt til partiet Jobbik, der engang var Ungarns mest højreekstreme parti, men som nu er overhalet højre om af Orbán.

Ud over denne mere eller mindre uhellige alliance viser lokalvalget en tredje tendens, som ikke peger mod et systemskifte i 2022: den ekstreme splittelse mellem land og by. Efter valget vil en tredjedel af landets ti millioner ungarere godt nok leve i en by, der regeres af oppositionen, men Fidesz har stadig omkring 600 borgmestre i mindre byer og landkommuner, og Orbán er fortsat rasende populær i landdistrikterne, hvor Fidesz – ligesom PiS i Polen – er stærkt lokalt forankret.

Rumæniens sidste suk

I Rumænien er det efter tre år med tre væltede premierministre derimod endelig kommet så vidt: Den postkommunistiske og pseudosocialdemokratiske PSD-regering er endelig faldet, efter at den i lang tid har forsøgt at holde hånden over sin egen korruption med en række stærkt kritiserede justitsreformer designet til formålet.

Allerede i maj røg Rumæniens de facto-leder Liviu Dragnea tre et halvt år i fængsel for korruption og underslæb, og i august gik PSD’s regeringskoalition med den liberale juniorpartner ALDE i opløsning. Med et par mislykkede tilløb lykkedes det derfor at samle flertal for et mistillidsvotum mod mindretalsregeringen under den midlertidige PSD-leder, Viorica Dancila, der blandt andet blev beskyldt for »inkompetence«, »manglende offentlige investeringer« og »en ringe udnyttelse af de forhåndenværende EU-midler«.

Dermed har det trængte rumænske demokrati fået en ny chance. Men det bliver ikke før 2020, da der er rumænsk præsidentvalg i november. Den rumænske præsident har allerede bedt lederen af det førende oppositionsparti PNL, som ret upraktisk hedder Ludovic Orban, om at danne en ny regering, men koalitionsspillene er allerede begyndt at gå i hårdknude.

PSD bliver næppe førende – de ligger på sølle 19 procent i meningsmålingerne i det reformkrævende og økonomisk trængte land, som det er sin sag at arve regeringsmagten i. Alligevel er udviklingen en sejr for både oppositionen og især den udenomsparlamentariske opposition, der siden 2016 er gået regelmæssigt på gaden mod deres bundkorrupte regering.

Så vidt ser det derimod ikke ud til at komme for demonstranterne bag sommerens masseprotester mod den tjekkiske premierminister og milliardær Andrej Babis. Tiltalen mod ham i forbindelse med personligt millionfusk med EU-midler er nemlig frafaldet. Alligevel vil den tjekkiske strømning næppe kunne holdes nede.

Det kan den absolut heller ikke i Slovakiet, der ikke er faldet til ro siden det politiske lejemord på journalisten Ján Kuciak i 2018, som førte til premierminister Robert Ficos (foreløbige) fald og senere til valget af den liberale borgerrettighedsforkæmper Zuzana Caputová som præsident.

I disse dage rystes landet af nye detaljer i den såkaldte Gorilla-skandale, der med tråde til lejemordet og med tydeligt korrupte forbindelser mellem politikere, oligarker og retsvæsenet får den østrigske Ibiza-skandale til at ligne en badeferie: I Slovakiet er det ikke bare pral – det er faktisk sket.

Fredag gik flere tusind mennesker derfor atter på gaden i Slovakiets hovedstad Bratislava og i andre større byer. Alligevel er optimismen til at overse i den slovakiske opposition: Præsident Caputova, der fordømmer Gorilla-affæren på det kraftigste og nu lover oprydning i landet, er nemlig en konstitutionel papfigur – og de korrupte eliter har fortsat et fast greb om landet.

Mudret lys

Det østeuropæiske billede er med andre ord broget og vidt forskelligt fra land til land i Østeuropa. Men på tværs af forskellene breder sig en svag stråle af lys over det illiberale mørke her i 30-året for omvæltningerne i 1989 – eller en revne i den illiberale stat eller ’det suveræne demokrati’, som Orbáns forbillede Putin kalder det.

Hvor meget de revner vil åbne sig, eller om de atter vil sande til, er der ingen dødelige, der ved. Måske vil byvælgerne vise vejen og ad åre slæbe hele befolkningen med i en bølge af liberale grundprincipper og retsstatsprincipper, som kan vise sig at være stærkere end regeringernes illiberale og autokratiske bestræbelser. Måske vil især de unge med protester som i Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien – men ikke i Polen, hvor også de unge elsker PiS – vise, at de ikke vil affinde sig med den snigende opløsning af demokratiet.

Oppositionsbevægelsernes motivation ligger i første linje ikke så meget i abstrakte demokratiprincipper, i vesteuropæiske værdier eller i frihedsdrømme fra 1989. Denne tankegang affejer mange faktisk som en noget patetisk vesteuropæisk tro på, at de østeuropæiske lande blev givet en færdig og perfekt nøgle til fremtiden med kommunismens fald og EU-optaget.

Motivationen ligger i langt højere grad i en fortvivlelse over de korrupte regeringer, der ser sig hævet over loven.

Det skal bare ikke hindre de vesteuropæiske EU-lande i at støtte denne energi – og holde fast i de grundlæggende principper om retsstat og korruptionsfrihed, som landene blev optaget i EU på. Alt andet ser oppositionsbevægelserne i Østeuropa faktisk som forræderi mod deres kamp.

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Thomas Tanghus
  • Anders Graae
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Pietro Cini
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Poul Erik Riis
Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Krogsbøll, Thomas Tanghus, Anders Graae, Steffen Gliese, David Zennaro, Pietro Cini, Peter Beck-Lauritzen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Demokrati skal komme fra neden, fra folks deltagelse i beslutninger om deres egne liv, fra deres egen organisering. Det er klart her, det gælder i Østeuropa lige som i resten af verden. Ellers bliver det bare et skuespil, hvor korrupte eliter spiller spillet for at vinde mod hinanden.

Men tak for oversigten.

Torben K L Jensen, jørgen djørup, Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det vigtigste for et demokrati er vælgertilslutningen.
Jo lavere des mindre værd.

Hvis vi taber de unge, så de bliver væk fra stemmeurnerne, så udvandes demokratiet langsomt.
Politikerne har et kæmpe ansvar; Bliver politikerleden for stor via tom snak og deciderede løgne, så går demokratier sin undergang i møde.
Vælgernes har også et ansvar; Nemlig at vælge ovennævnte fra.

Bjarne Andersen, Flemming Berger, Susanne Kaspersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar