Parlamentet tvinger Boris til at udskyde Brexit. Men Johnson stritter imod

Så kommer de ud med resultatet.

Politikerne står mast sammen i parlamentssalen. Tusindvis af demonstranter med flag og bannere venter uden for i blæsten.

Lige meget hvilken europæisk tv-kanal man tænder for, France 24, RTL, DR, Rai, alle sender live fra Westminster, London.

Det er Brexit-dag, Super Saturday, den afgørende afstemning om Boris Johnsons skilsmisseaftale med EU, og et hele kontinentet holder vejret.

Og så … alle lytter. Og demonstranterne eksploderer i jubel.

Det hele bliver udskudt. Ikke bare den store afstemning om Boris’ nye aftale, men hele Brexit.

I sidste øjeblik inden den store vote blev en tillægslov lagt frem i Underhuset: Boris Johnson skulle tvinges til at bede EU om en udskydelse af Brexit indtil den 31. januar 2020, og den er nu vedtaget 322 for og 306 imod.

Så selv om Johnson tidligere har sagt, at han hellere vil dø i en grøft end at bede EU om endnu en udskydelse, er han nu juridisk forpligtet til at gøre netop det.

»Boris find din grøft«, råber demonstranter uden for bygningen, mens Johnson rejser sig i den proppede parlamentssal.

»Jeg vil ikke forhandle en udsættelse med EU, og loven forpligter mig ikke til at gøre det,« siger han.

Selve afstemningen om aftalen er nu udskudt.

Politikerne råber i munden på hinanden. Jeremy Corbyn tager ordet:

»Nu må premierministeren overholde loven.«

Formålet med ’the Letwin Amendment’

Hvad i alverden foregår der?

Den korte forklaring er mistillid. Ingen stoler på hinanden i britisk politik, og derfor kan de ikke blive enige om noget.

Den lidt længere forklaring hedder ’the Letwin Amendment’.

Det er et stykke lovarbejde, som veteranpolitikeren Oliver Letwin lagde frem fredag. Han er én af de 21 konservative politikere, som i sidste måned blev smidt ud af partiet for at stemme imod regeringen.

Det er »en forsikringspolice« imod no deal, sagde han selv. For hvis Underhuset stemte for Boris’ aftale lørdag, ville det annullere den såkaldte Benn Act, som blev vedtaget imod regeringens ønske i sidste måned, for at tvinge Johnson til at sende et brev til EU og bede om en udsættelse af Brexit ind til den 31. januar 2020.

Letwins tilføjelse sagde, at det brev skulle sendes under alle omstændigheder – også selv om der blev en aftale.

»Boris find din grøft«, lød det uden for Westminster med henvisning til, at Johnson tidligere har sagt, at han hellere vil dø i en grøft end at bede EU om endnu en udskydelse.

Henry Nicholls

Begrundelsen er, at skilsmisseaftalen med EU skal implementeres i britisk lovgivning, det kan tage en uges tid, og fordi regeringen ikke har flertal i Underhuset, kunne de hårde brexittyper hypotetisk set stemme for aftalen, men efterfølgende nægte at implementere den. The Benn act ville være annulleret, og det hele kunne – hypotetisk set – ende med no deal.

Talsmanden for de hårdeste konservative brexiteers rejste sig godt nok op i Underhuset lørdag og lovede, at hele gruppen ville stemme for Boris’ aftale og også for al den efterfølgende lovgivning.

»I har vores ord«, sagde han.

Men ingen tror på hinanden i Storbritannien.

Regeringen ser ’the Letwin Amendment’ som et sidste desperat forsøg på at stoppe Brexit. Oppositionen ser det som en forsikring imod no deal.

Næste deadline

I stedet for den store afklaring endte lørdagens Brexit-afstemning med et surrealistisk spørgsmål: Ville den britiske premierminister følge loven? Vil han sende det brev til EU eller ej?

EU-kommissions talsmand noterede lakonisk på Twitter, at EU tog afstemningen »til efterretning«, og lige før midnat var der så post: Hele tre breve fra UK.

Først det berygtede brev, hvor Boris beder om en udsættelse, men det var bare en lidt fesen fotokopi af teksten og Johnson havde ikke underskrevet det. Og det ankom med et følgebrev fra den britiske ambassadør til EU, der mere eller mindre tydeligt fortalt, at det første brev altså kun kom, fordi parlamentet krævede det.

Og så et tredje brev, hvor som Johnson havde underskrevet, og hvor han advarede mod en udsættelse af Brexitdatoen. Det ville være mod både Storbritanniens og EU’s interesse og kunne skade forholdet mellem dem, skrev han.

Dagen derpå

Søndag var dagen derpå.

»The House of Fools«, stod der på forsiden af The Daily Mail.

I Bruxelles mødtes brexitforhandler Michel Barnier med ambassadørerne fra de 27 EU-lande. Det tog kun 15 minutter, »meget kort og normalt«, som Barnier sagde, for hvad skulle de diskutere?

Det er regeringscheferne i Rådet for Den Europæiske Union, der skal afgøre, hvor lang en udsættelse briterne kan få. De fleste regner med, at de siger ja til udsættelse, men hvor lang skal den være? En uge? Et halvt år?

I London regnede den britiske regering med at bringe hele aftalen til afstemningen igen i starten af næsten uge. Hvis altså – og det er et ret stort hvis – formanden for Underhusset, John Bercow, tillader at det samme lovforslag bliver fremlagt flere gang på så kort tid.

»Vi har de stemmer, der skal til,« sagde udenrigsminister Dominic Raab søndag.

Og den vurdering deler Financial Times. I en analyse der bygger på offentlige udtalelser og tidligere stemmemønstre, konkluderer de, at regeringen har et flertal på fem: 320 for, 315 imod.

Labours brexitminister Keir Starmer lovede til gengæld, at partiet vil fremlægge en tilføjelse til aftalen, der kræver en folkeafstemning – med ’remain’ som en mulighed på stemmesedlen. Spørgsmålet er så, om (hele) Labour vil stemme for det.

Hvis nogle læsere skulle sidde derude med en diffus frygt for, at hele Brexit-dramaet snart skulle være slut, kan de altså ånde lettet op. Mange, mange gange har politikerne og vi i medierne erklæret, at nu var det virkelig nu, det helt afgørende øjeblik, nu Brexit ville blive afgjort.

Well … i denne uge sker det igen.

Artiklen er opdateret søndag eftermiddag.