Interview
Læsetid: 6 min.

Russisk klimaekspert: Den nye generation omkring Putin har forstået situationens alvor

Formålet med Ruslands nylige ratificering af Parisaftalen handler på den korte bane om økonomi og image, siger en af Ruslands mest anerkendte klimaeksperter Aleksej Kokorin. Men den er også udtryk for en ny magtkamp i Kreml
Store dele af den russiske olie- og gasproduktion bliver ramt af klimaforandringerne, fordi kravene til infrastrukturen, fra veje, jernbaner og huse til anlæg og rørledninger, ændres drastisk. Ikke mindst i lyset af den senste konsekvens af klimaforandringerne: At permafrosten i Sibirien tør op i større omfang end tidligere forventet.

Store dele af den russiske olie- og gasproduktion bliver ramt af klimaforandringerne, fordi kravene til infrastrukturen, fra veje, jernbaner og huse til anlæg og rørledninger, ændres drastisk. Ikke mindst i lyset af den senste konsekvens af klimaforandringerne: At permafrosten i Sibirien tør op i større omfang end tidligere forventet.

SERGEI KARPUKHIN

Udland
23. oktober 2019

Langt om længe ratificerede Rusland Parisaftalen i september, samme dag som FN’s ekstraordinære klimatopmøde i New York løb af stablen. Det skete i form af et dekret, som Ruslands premierminister Dmitrij Medvedev underskrev i Moskva.

Man skal passe på med at lægge for stor betydning i den russiske klimakamp i ratificeringen, siger Aleksej Kokorin, der har været leder af Verdensnaturfondens klimaprogram i Rusland siden 2000 og er en af Ruslands mest anerkendte klimaeksperter.

»I vid udstrækning er der tale om, at præsidenten og regeringen ser ratificeringen som en måde at forbedre Ruslands image på,« siger Kokorin.

Herudover nævner han handelspolitiske overvejelser, forholdet til EU og sanktionerne over for Vesten. Sanktioner, der kan mærkes mere og mere.

Men til en vis grad er den udtryk for en reel politisk magtkamp i og omkring Kreml, mener han.

»Der er en ung generation af ministre, viceministre og regeringsrådgivere, der har forstået situationens alvor. De tager klimaudfordringerne dybt alvorligt, og de har fået overbevist præsidenten.«

Her sigter han til den 37-årige russiske økonomiminister, Maksim Oreshkin, og en hel hær af ledende embedsmænd og regeringsrådgivere, mange af dem fra universiteter, institutter og tænketanke, i alderen 25-40 år.

Kokorin gør endvidere opmærksom på, at Ruslan Edelgeriev, Putins nuværende klimarådgiver, der blev udnævnt i juli 2018, har overrasket positivt.

»I begyndelsen kendte han intet til klima,« siger han.

»Han havde ingen ideer, men han lyttede til, hvad der kom af advarsler, ikke mindst fra russiske forskere, og lod sig overbevise om, at klimaforandringerne også udgør en trussel for Rusland.«

I december sidste år fremhævede det russiske miljøministerium i sin årlige statusrapport de mange negative konsekvenser af klimaforandringerne i form af mere nedbør, flere oversvømmelser og voldsommere storme i nogle dele af det store land – og tørke, skovbrande og vandmangel i andre dele.

Siden december har en ny konsekvens fået stor opmærksomhed i Rusland, en konsekvens, der blev sat fokus på i en rapport fra det internationale klimapanel, IPCC, sidst i september (»Special Report on the Ocean and Cryosphere in a Changing Climate«): Permafrosten i Sibirien tør op i større omfang end tidligere forventet.

Det går ud over store dele af olie- og gasproduktionen i Rusland, idet kravene til infrastrukturen, fra veje, jernbaner og huse til anlæg og rørledninger, ændres drastisk. Kort sagt: Der skal graves dybere for at sikre bæreevnen i sommermånederne, hvor de øverste meter jord er frostfri. Det koster. Og det gør det for både gammel og ny infrastruktur.

Yamal-halvøen med nogle af Ruslands største nye gas- og olieprojekter er ét eksempel (gasprojekterne Bovanenkovo og Yamal og olieprojektet Novy Port). Så er det kun en fattig trøst, at temperaturstigningerne også åbner for nye og kortere sejlruter i Arktis.

Kokorin nævner en yderligere grund til, at Rusland har ratificeret Parisaftalen: »Det er omkostningsfrit for Rusland«.

»Økonomiministeriet har i denne forbindelse spillet en vigtig rolle. Med Maksim Oreshkin i spidsen har ministeriet i forskellige rapporter dokumenteret, at Parisaftalen ikke koster Rusland noget, men tværtimod har en række positive konsekvenser i form af blandt andet fortsat eksport til EU.«

Rusland er Bilag 1-land, hvilket betyder, at Rusland ikke er forpligtet til at yde finansiel og teknisk bistand til udviklingslande. Hvortil kommer, at kravet om, at Rusland skal reducere sine CO₂-udledninger til 75 pct. af 1990-niveauet efter 2020, allerede er opfyldt. Takket være lukningen af flere produktionsvirksomheder op gennem 90’rne og først i 00’rne udgør dette tal i dag under 70 pct.

Hvilken betydning får det for Rusland?

Ratificeringen får også konkret betydning for russiske myndigheder, virksomheder og borgere, mener Kokorin.

»Det er nok begrænset, hvor stor betydning det får i storbyer som Moskva og Skt. Petersborg. Der er der allerede en udbredt bevidsthed om klimaforandringerne og nødvendigheden af at gøre noget for at reducere CO₂-udledningerne, om end myndighederne er noget bagstræberiske. Anderledes er det  i regionerne. Der får ratificeringen stor betydning, tror jeg. De har nu fået carte blanche fra præsidenten til at tænke over, hvordan de kan omstille produktion, transport og andet, så udledningerne falder.«

Ser man på virksomhederne, så er det påfaldende og ikke særlig overraskende, at de store olie-, gas- og kulfirmaer er på dupperne.

»De har hyret dyre advokater til at forberede sig på de ændringer, der kan komme,« nævner Kokorin.

»Der kan komme konflikter i forbindelse med åbningen af nye kulminer. Ansøgninger vil næppe glide lige så let igennem som tidligere. Det bekymrer kulindustrien, der ser muligheden for, i alt fald indtil 2030, at øge eksporten af kul til navnlig Japan og Sydkorea.«

Andre eksempler på ændringer, som de store olie-, gas- og kulfirmaer frygter, er ændringer i gældende regulering, herunder ikke mindst indførelsen af grønne skatter og afgifter på udvalgte varer.

Her spøger et lovforslag fra økonomiministeriet, offentliggjort i december sidste år på regeringens portal med lovforslag i Rusland. Det bærer titlen »Om den statslige regulering af emissionerne af drivhusgasser og ændringer af visse aktstykker i Den Russiske Føderation«.

Er titlen lidt tung og kedelig, så er indholdet det ikke. Heri finder man alskens forskellige tiltag, lige fra øget kontrol med CO₂-udledningerne over maksimumsgrænser for disse for forskellige typer af produktion til indførelse af »økonomiske mekanismer«, der skal give virksomhederne incitamenter til at reducere udledningerne (læs: skatter og afgifter samt subsidier).

Så selv om den russiske industrisammenslutning i januar i år i et åbent brev lod forstå, at den bakker op om Parisaftalen, nok så meget for at undgå, at russisk eksport bliver pålagt ekstra told eller helt forbydes, så er modstanden blandt de store russiske virksomheder fortsat stor.

Lige netop dét var baggrunden for, at Rusland valgte at ratificere ved at lade Medvedev underskrive et dekret, mener Kokorin.

»Beslutningen om at ratificere Parisaftalen blev truffet allerede i juni. Spørgsmålet var bare, hvordan man skulle ratificere. Hvordan skulle man undgå stor ståhej og modstand i Dumaen (hvor storindustrien er stærkt repræsenteret, red.). Det brugte man to måneder på at finde ud af.«

I hvilken grad befolkningen vil mærke ratificeringen af Parisaftalen er langt mere tvivlsomt. Især på kort sigt. Sikkert er dog, mener Kokorin, at ratificeringen vil betyde, at klima kommer højere på dagsordenen end tidligere, også i den offentlige debat. Og det vil befolkningen mærke.

»Ratificeringen vil indvirke på hele debatten i Rusland om klimaforandringer. Det er måske nok det vigtigste ved ratificeringen.«

Hvordan vil ratificeringen påvirke klimaet?

Kokorin er knap så optimistisk, når det handler om, hvad ratificeringen vil betyde for klimaet.

»Det står og falder med, hvad vi gør, når det kommer til stykket,« siger han. »Her har jeg mine tvivl. Der vil nok være tale om en minimal positiv påvirkning. I alt fald de næste 10-15 år. Herefter kan det se anderledes ud.«

»Vi kan kun håbe, at den øgede opmærksomhed om klimaforandringerne – og et eksternt pres – vil skubbe på for de nødvendige ændringer i produktion og forbrug, for omstilling af produktionen og ændringer i vores livsstil. Jeg tror, det har stor betydning, hvad omverdenen gør i forhold til Rusland.«

Der er et aber dabei, tilføjer han. Den økonomiske vækst. Hvis den går i vejret, sådan som Putin har stillet i udsigt i sit Maj-dekret fra sidste år, så er det ikke sikkert, Ruslands CO₂-udledninger vil falde. Tværtimod.

Her kan det så være et lille lys i mørket, at Rusland endnu ikke for alvor er kommet ud af den økonomiske krise, landet har befundet sig i de seneste seks år. Så sent som i denne måned nedjusterede Verdensbanken endnu en gang sit skøn for væksten i BNP i 2019. Denne gang til én pct.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Nielsen

Tak til Information!
Endelig saglig information om Rusland - befriet for et velkendt antirussisk filter.