Læsetid: 7 min.

I striden om Cataloniens selvstændighed er der kun enighed om frygten for fremtiden

Det catalanske samfund er ved at blive revet over, skuffede unge bliver stadig mere radikaliserede, og politikerne er handlingslammede. Selv en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien kan være med til at grave grøfterne endnu dybere
Siden den spanske højesteret i sidste uge dømte ni catalanske separatistledere til i alt 100 års fængsel, har hundredtusinder været på gaden i Barcelona i protest, og der har været voldelige sammenstød med politiet.

Siden den spanske højesteret i sidste uge dømte ni catalanske separatistledere til i alt 100 års fængsel, har hundredtusinder været på gaden i Barcelona i protest, og der har været voldelige sammenstød med politiet.

David Jar

26. oktober 2019

Vold og tåregas i Barcelonas gader. Og et Catalonien kløvet i to.

Det eneste, der efterhånden forener catalanerne, lige meget om de er for eller imod uafhængighed fra Spanien, er frygten for fremtiden.

»Det er et fuldstændigt kaos, og det bliver blot værre og værre,« konstaterer Elena Jiménez-Botías fra organisationen Òmnium Cultural, der advokerer for en folkeafstemning om catalansk løsrivelse.

Samme følelse af resignation udtrykker Clara Sarriá på den anden side af den stadig højere mur, der deler det catalanske samfund:

»Vi er i gang med at blive revet fra hinanden. Fremtiden er dyster,« siger den 20-årige fra ungdomsorganisationen S’ha Acabat, der ser Catalonien som en urokkelig del af Spanien.

De to unge catalanere befinder sig begge i Barcelona, og de beskriver hver især deres chok over, hvor voldsomme kampene mellem politi og demonstranter har været. Hundredtusinder har været på gaden i protest over den spanske højesterets hårde domme sidste uge mod ni catalanske separatistledere, som tilsammen blev idømt 100 års fængsel for deres rolle i et fejlslagent forsøg på at opnå uafhængighed i 2017.

Næsten 600 er blevet såret i gadekampene, hvor demonstranter har kastet med molotovcocktails og sten, mens politiet har affyret gummikugler og tåregas og uddelt tæsk med politistave.

Hvordan det er kommet så vidt, er Elena Jiménez-Botías og Clara Sarriá dog langtfra enige om.

»Vi har et politisk problem, som ikke kan løses gennem undertrykkelse og med politivold og fængselsstraffe,« mener Elena Jiménez-Botías, der har universitetsgrader i både samfundsvidenskab og jura.

Hendes chef i Òmnium Cultural, Jordi Cuixart, er blandt de dømte separatistledere. Han fik en dom på ni år for at være med til at arrangere demonstrationer og en illegal folkeafstemning om uafhængighed.

Elena Jiménez-Botías beskriver de dømte som »politiske fanger« og ser dommene og politiets hårde fremfærd over for demonstranter som et ildevarslende signal om, at catalanernes demokratiske frihedsrettigheder er i fare.

»For to år siden afholdt vi demonstrationer, der var fredelige, og alligevel blev lederne som konsekvens holdt indespærret i to år, og de har nu fået årelange fængselsstraffe. Det skaber en yderst farlig situation, da mange ser dommene som et tydeligt tegn på, at der ikke er tilstrækkeligt med fredelige midler for at opnå uafhængighed. Derfor er situationen eskaleret, og nogle folk går nu mere drastisk til værks,« siger hun.

Radikaliserede ekstremister

Den catalanske befolkning på 7,5 mio. er delt i to næsten lige store dele for og imod uafhængighed. Ifølge den seneste opinionsundersøgelse fra den catalanske regering ønsker 44 procent løsrivelse, mens 48 procent vil forblive en del af Spanien.

Specielt inden for det seneste årti er andelen af dem, som ønsker et selvstændigt Catalonien, dog vokset markant. Det er bl.a. en konsekvens af, at folk i Catalonien, som står for en femtedel af Spaniens bruttonationalprodukt og er markant mere velstående end det spanske gennemsnit, mener, at de betaler for stor en pris for at hive fattigere egne af landet ud af den økonomiske krise.

Samtidig blev mange catalanere også vrede, da den spanske forfatningsdomstol i 2010 annullerede nye regler, som ellers ville have ført til øget catalansk autonomi.

Modsat Elena Jiménez-Botías mener Clara Sarriá, at det er uafhængighedsaktivisterne, der er udemokratiske. De er blevet »radikaliserede og ekstremistiske«, siger hun, og de tromler fuldstændig hen over de catalanere, som ikke ønsker at forlade Spanien.

»Den nationalistiske uafhængighedsbevægelse har stjålet vores mulighed for at leve fredeligt sammen. De har frarøvet os freden ved at fremprovokere voldelige konfrontationer. Jeg er meget nervøs over deres vrede,« siger Sarriá, der er ved at tage en universitetsuddannelse som tolk.

»Hvorfor skal jeg tvinges til at vælge mellem at være enten catalaner eller spanier, når jeg er begge dele? Jeg behøver ikke vælge. Og det er noget, som selvstændighedsbevægelsen ikke forstår. De vil have os til at føle os eksklusivt som catalanere og ikke som spaniere. Det er bare forkert.«

Når hun har været ude på universiteter med sin organisation S’ha Acabat for at argumentere imod selvstændighed, har hun oplevet, at deres spanske flag er blevet taget fra dem og brændt af.

»Situationen er nu sådan, at hvis man offentligt siger, at man er imod selvstændighed, eller hvis du går gennem gaden med det spanske landsholds fodboldtrøje, så vil du blive chikaneret, truet og udsat for fornærmelser.«

Også Juan Rodríguez Teruel, professor i samfundsvidenskab ved Valencia Universitet, ser med bekymring på, at sammenstødene udvikler sig stadig mere voldsomt. Den catalanske uafhængighedsbevægelse har ellers hidtil været kendetegnet ved sine ikkevoldelige metoder.

»Der er kommet nye stemmer, som er mere villige til at tage hårde metoder i brug for at opnå uafhængighed, og disse nye stemmer bliver stadig stærkere og får mere indflydelse. De støtter ikke de traditionelle catalanske lederes mere pragmatiske tilgang,« siger han.

Og ansvaret for den udvikling, argumenterer han, skal findes i, at netop de traditionelle separatistledere tit og ofte er kommet med urealistiske løfter om uafhængighed uden at kunne fremvise nogen form for fremskridt.

»Forråelsen kommer af en følelse af skuffelse blandt dem, som i årevis har sat deres lid til separatistlederne, som igen og igen har sagt til vælgerne, at ikke blot er uafhængighed en mulighed, nej, det er faktisk uundgåeligt, og det vil ske næsten med det samme, hvis ikke om nogle uger, så om få måneder. Men der er aldrig sket noget. Det var bare tomme valgløfter, og det har skabt enorm frustration. Folk forstår, at de er blevet ført bag lyset af deres politikere, og nu satser de på en mere ekstrem tilgang for at opnå uafhængighed. Det ser vi især blandt unge i Catalonien,« siger Juan Rodríguez Teruel.

Ingen dialog

Elena Jiménez-Botías mener, at en anden grund til, at frustrationen vokser, er, at der ikke er nogen form for dialog mellem centralregeringen i Madrid og uafhængighedspolitikerne i det catalanske lokalstyre. Hun peger på, at den fungerende spanske premierminister Pedro Sánchez var i Barcelona mandag, men han besøgte blot sårede betjente og ville ikke møde Cataloniens præsident Quim Torra.

Sánchez har nægtet at gå i dialog med Torra, før han offentligt fordømmer volden i Catalonien – men det har Torra allerede gjort.

Elena Jiménez-Botías mener, at politikerne i Madrid ikke gør nok for at gå i dialog og imødekomme catalanernes ret til selvbestemmelse:

»De ignorerer problemerne, og det har de gjort i årevis. Og det sker både, når de konservative har magten, og også nu, hvor socialisterne har den. Intet ændrer sig. Der er ingen reel dialog, og hvis ingen gør noget, så vil problemet bare vokse. Det vil ikke forsvinde,« siger hun.

Situationen bliver ikke bedre af, at spansk politik for tiden er så godt som handlingslammet. Den 10. november skal der afholdes parlamentsvalg for fjerde gang på fire år – og for anden gang i år.

»Det kommende valg forhindrer, at der kan ske politiske gennembrud i forhold til Catalonien,« siger Juan Rodríguez Teruel.

Ny folkeafstemning?

Mens befolkningen er delt i uafhængighedsspørgsmålet, så er der imidlertid et overvældende flertal, som ønsker en legal folkeafstemning om uafhængighed.

I 2017 gennemførte den catalanske lokalregering en folkeafstemning, som de spanske domstole dog erklærede ulovlig. Spansk politi mødte op i kampuniformer i et forsøg på at forhindre valghandlingen, og demonstranter og vælgere blev tæsket. Da den catalanske regering på baggrund af valgresultatet erklærede selvstændighed, skred centralregeringen i Madrid ind og opløste det catalanske parlament, fyrede de catalanske ledere og overtog midlertidigt den direkte styring med Catalonien.

Den catalanske præsident Quim Torra advokerer igen for en ny folkeafstemning. Og her er Elena Jiménez-Botías enig.

»Der er et klart flertal i Catalonien, der ønsker en folkeafstemning. Folk på begge sider ønsker, at vi skal stemme og selv bestemme vores politiske fremtid,« siger hun. »En folkeafstemning er åbenlyst et godt redskab til at løse et problem. Det er et demokratisk redskab, som vi bør gøre brug af.«

Men selv om der for nuværende lader til at være et folkeligt flertal for at forblive under de spanske faner, så støtter uafhængighedsmodstanderen Clara Sarriá ikke ideen om en folkeafstemning.

»Vi er cirka 50-50, og jeg er bange for, at en sådan afstemning blot vil være med til at understrege den dybe kløft, der er i det catalanske samfund, og det vil skabe yderligere polarisering.«

Professor Juan Rodríguez Teruel mener heller ikke, at en folkeafstemning vil være en langtidsholdbar løsning, når befolkningen er så delt.

»Det lyder tillokkende, når en populistisk catalansk uafhængighedsbevægelse argumenter for, at folket skal bestemme ved en folkeafstemning, men der kan tydeligvis opstå problemer, når vi forsøger at træffe store beslutninger med folkeafstemninger. Vi skaber et langt mere sprængfarligt politisk system, hvis vi kun gør brug af en simpel for eller imod-afstemning. Vi ved, at i Catalonien er befolkningen fuldstændig delt, og en folkeafstemning vil blot understrege dette. Det er ligesom med Brexit, hvor man insisterede på en folkeafstemning og skabte et dybt delt samfund,« siger Juan Rodríguez Teruel.

»I stedet er der brug for, at den politiske elite går ind i forhandlinger og indgår kompromiser, hvor der måske ingen klare vindere er, men hvor der bliver bygget broer og skabt fælles løsninger. Kort sagt er der brug for traditionel politisk håndværk. Men lige nu er der ingen politikere til at skabe de kompromiser, da der ikke er nogen klar, stærk politisk ledelse i hverken Barcelona eller Madrid.«

Frihed opstår, når man er klar, det vil sige intellektuelt moden, til at lade sig binde af moralske forpligtelser og en respekt for andre mennesker, der tænker en smule anderledes. Så langt er de catalonske separatister endnu ikke kommet. Til gengæld er de gode til at marchere i takt. Og lige for tiden også gode til at brænde biler af, skriver Finn Janning.
Læs også
»Det er dog bydende nødvendigt, at den næste spanske regering udviser en ny politisk imødekommende linje over for Catalonien for at undgå, at situationen kommer helt ud af kontrol. Det er dybt bekymrende, at syv separatister så sent som i sidste uge blev arresteret for angiveligt at have været i besiddelse af sprængstoffer og for at tilhøre en terrororganisation, der har som mål at sikre Cataloniens uafhængighed ved voldelige midler,« skriver Martin Gøttske i denne leder.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Johnny Christiansen
Ejvind Larsen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu