Læsetid: 4 min.

Syriens militære indgreb markerer afslutningen på kurdisk autonomi

Både troppebevægelser og erklæringer tyder på en forståelse mellem de potentielle modstandere, Erdogan og Bashar al-Assad, om at eliminere den kurdiske autonomi og i sidste ende opløse YPG-militsen
Syriske krigere bærer en såret kriger væk fra kampene i det nordlige Syrien ved den tyrkiske grænse. Konflikten tog søndag en dramatisk drejning, da Syriens præsident Bashar al-Assad rykkede sin regeringshær nordpå for at »konfrontere en tyrkisk aggression«.

Syriske krigere bærer en såret kriger væk fra kampene i det nordlige Syrien ved den tyrkiske grænse. Konflikten tog søndag en dramatisk drejning, da Syriens præsident Bashar al-Assad rykkede sin regeringshær nordpå for at »konfrontere en tyrkisk aggression«.

Bakr Alkasem/AFP /RitzauScanpix

15. oktober 2019

Det synes kun at være et spørgsmål om få uger, måske endda kun dage, før den syrisk-kurdiske autonome enklave, Rojava, er forhenværende.

I takt med at de sidste amerikanske tropper – ca. 1.000 mand – blev evakueret for ikke at komme i vejen for den tyrkiske fremrykning i det nordlige Syrien, annoncerede den kurdiske YPG-milits sent søndag en aftale med Bashar al-Assads regime i Damaskus om militær støtte i kampen mod den tyrkiske interventionsstyrke, der overskred grænsen onsdag i sidste uge.

Ifølge nyhedsbureauerne er syriske regimestyrker rykket nordpå og har indtaget positioner i dele af regionen, der grænser op til de tyrkisk kontrollerede områder og byer, men uden at der har været tale om direkte kontakt, endsige sammenstød.

Det er der en forklaring på: Ligeledes søndag henviste den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, til den såkaldte Adana-aftale fra 1998, der forpligter de to lande til »i fællesskab at bekæmpe terrorisme«.

Aftalen blev indgået i forbindelse med Tyrkiets trussel om et militært angreb på Syrien med mindre den daværende syriske diktator, Hafez al-Assad, udleverede PKK-lederen, Abdullah Öcalan, der dengang havde base i Damaskus.

Hafez al-Assad parerede ordre i den forstand, at han udviste Öcalan, og PKK’s aktiviteter rykkede til Kandilbjergene i det nordlige Irak. Öcalan blev anholdt i Kenya i 1999, og afsoner en dom på livsvarigt fængsel på øen Imrali i Marmarahavet.

Assad vil samle Syrien

At Erdogan omhyggeligt nævnte Adana-aftalen i sin erklæring i søndags, og at de syriske styrker, der er rykket nordpå, har indtaget positioner, der ikke kolliderer med de tyrkiske styrker, tyder på en forståelse mellem Ankara og Damaskus om at undgå fjendtligheder, men især at forfølge begge parters interesser.

Som al-Jazeeras korrespondent i den plagede region rapporterede mandag morgen, kan den syriske fremrykning formentlig spare civilbefolkningen for yderligere lidelser, men den markerer også afslutningen på den kurdiske autonome administration i de nordlige provinser, der støder op til den tyrkiske grænse.

Den kendsgerning at såvel den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, som den russiske præsident, Vladimir Putin, også på forskellige tidspunkter har henvist til Adana-aftalen som et element i løsningen på den tyrkisk-kurdiske konflikt, og at russerne tilmed har påtaget sig at ’koordinere’ de syriske troppebevægelser i forhold til den tyrkiske styrke, peger på en fælles forståelse om, at den kurdiske autonomi må ophøre.

Bashar al-Assad har ved flere lejligheder erklæret, at hans regimes mål er at samle hele Syrien, og Tyrkiet har siden 2012 fastholdt, at det ikke vil finde sig i en form for kurdisk selvstændighed i Syriens kurdiske provinser, der grænser op til Tyrkiet.

For al-Assad handler det om at genvinde kontrollen med hele det syriske territorium – den kurdiske Rojava-administration har i flere år kontrolleret mere end en fjerdedel af Syrien, herunder de økonomisk vigtige områder med den i øvrigt ret beskedne olieproduktion.

For Ankara er Rojava-administrationens tætte forbindelse til den tyrkisk-kurdiske separatistbevægelse, PKK (Kurdistans Arbejderparti), en ’eksistentiel trussel’, som det udtrykkes.

Ganske vist har YPG-militsens politiske arm, PYD (akronym for Demokratisk Unions Parti) forsikret, at den ikke har aggressive hensigter over for Tyrkiet. Men for den tyrkiske ledelse er det afgørende, at den med en autonom kurdisk enklave i Syrien kan imødese en sydgrænse, der er PKK-domineret fra Iran i øst til Middelhavet i vest.

Den doktrin har Erdogan gentagne gange gjort USA opmærksom på, og de to NATO-partnere har siden sommeren 2014 været på kollisionskurs på grund af den amerikanske udnyttelse af YPG-militsen i krigsførelsen mod Islamisk Stat, som i hvert fald nominelt blev afsluttet dette forår med nedkæmpelsen af de sidste Islamisk Stat-lommer i den sydlige del af Eufrats syriske løb ind i Irak.

Fordømmelse udadtil

Krigsførelsen har medført en snes tusinde fanger, samlet i tre lejre i det hidtil kurdisk kontrollerede område, fordelt på ca. 11.000 IS-krigere, heraf ca. 2.000 fra Europa, og andre 11.000 IS-relaterede kvinder og børn, heraf i øvrigt nogle få med dansk statsborgerskab.

Imidlertid vurderer analytikere, at mellem 10.000 og 20.000 IS-krigere stadig er på fri fod, nedsmeltet i de arabiske stammesamfund i det sydlige Syrien og vestlige Irak.

Dertil kommer meldinger om, at YPG har forladt en af lejrene med internerede IS-krigere efter den tyrkiske intervention, hvilket har vakt bekymring i europæiske regeringer og er baggrunden for, at EU’s udenrigsministre mandag ’fordømte’ Tyrkiets militære skridt med en opfordring til medlemslandene om at etablere en våbenembargo.

Der er dog ikke tale om en egentlig fælles ageren, idet kun Finland og Sverige har annonceret et fuldstændigt stop, mens en række EU-lande – mest markant Tyskland og Frankrig – har suspenderet aftaler om leverancer.

Bundlinjen i EU-ministrenes fordømmelse, som ventes konfirmeret på det kommende topmøde den 16.–17. oktober, er udadtil en hensyntagen til den offentlige mening, der ser den tyrkiske intervention som et uretfærdigt overgreb på en styrke, der har hjulpet Vesten med at nedkæmpe Islamisk Stat, men indadtil at tage den aktuelle situation til efterretning.

Denne indifferens fremgår i klartekst af NATO-generalsekretær Jens Stoltenbergs kommentarer efter hans møde med Erdogan i sidste uge, da han sagde, at NATO’s enhed ikke burde antastes til skade for ’kampen mod Islamisk Stat’, som Tyrkiet jo har lovet at videreføre.

Det korte af det lange er, at de syriske kurdere må sande Mellemøstens mest kendte talemåde, nemlig at hvis du ikke er inviteret med til middagsselskabet, er det, fordi du er en del af menuen.

Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien er resultatet af et geopolitisk magtspil, som endnu engang har efterladt kurderne med sorteper: »Hvis man vil sikre sin befolkning, skal man have sit eget land. Det har kurderne ikke,« siger militæranalytiker Henrik Breitenbauch.
Læs også
Tusinder af mennesker er flygtet fra byerne Ras al-Aynin og Tell Abyad mod Hasaka-provinsen, siden den tyrkiske operation i det nordlige Syrien begyndte onsdag. Mange har lastet deres biler med ejendele af frygt for de tyrkiske styrkers plyndringer, som det tidligere er set i Afrin-enklaven.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Poul Erik Riis
  • David Zennaro
  • Jens Carstensen
  • Torben Lindegaard
  • Erik Karlsen
  • Karen Grue
Flemming Berger, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Poul Erik Riis, David Zennaro, Jens Carstensen, Torben Lindegaard, Erik Karlsen og Karen Grue anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Mortensen

Nå, men næste stop for Putin og venner er vel, at destabilisere Europa med IS krigere, så autoritære regimer vælges i Europa i takt med, at befolkningerne vælger politikere der kan stoppe “terroristerne”. Og pludselig er værdifællesskabet og afhængigheden - af bl.a. naturgas - til Putins Rusland blevet langt større end til USA. Vi kan selvfølgelig håbe, at amerikanerne kommer til fornuft og nøjes med én valgperiode til Trump og de Amerikanske nationalister, eller at vi ser en ny generation af Europæiske politikere, der formår, at sætte en ny dagsorden for et stærkere Europa.

Undskyld, gider nogen forklare hvorfor ikke kurderne kan få et hjemland? Ville det ikke være ret og rimeligt ? De har fortjent den nu ved at nedkæmpe IS. Man kan indvende, at de har handlet voldeligt tidligere imod kl.a. Tyrkiet. Det gjorde IRA, PLO og Irgun og vandt dog. Er det egentlig tyrkernes interesse at skabe sig en egentlig terror bevægelse ud af IPG? Er det russisk? Har de ikke kaos nok med østukraine og Krim? Men de forestiller sig vel sig et lokalt russisk hegemoni i Tyrkiet og Syrien, baseret på russisk støtte til kampen mod fremtiddens YPG terror, som bliver sået netop nu af Erdogan - Og Putin?

Martin Mortensen, det er ikke Putin og russiske allierede, som har destabiliseret Syrien - ligesom det primært er den syriske hær og russerne, som har nedkæmpet IS-militserne i Syrien. Forestillingen om at Putin står bag er helt på hovedet.

Niels Jakobs, det kurdiske folk er nomader - og i den indeværende situation, har kurderne erobret store områder af Syrien, som naturligvis hører til den syriske stat. Og jvf. Ellegaards analyse og vurdering ovenfor, har Assad ikke så mange valg; hvis russerne ikke vil støtte den syriske hær fra luften mod tyrkerne (og det har russerne en del gode grunde til at afstå fra), må Assad finde en løsning med tyrkerne ... og i dén situation vil en annullering af de kurdiske bestræbelser på at opnå autonomi være et mindre onde. Så vidt jeg ved, havde kurderne og Assad aftalt at de erobrede områder skulle leveres tilbage til den syriske stat, når der var skabt ro, hvilket der imidlertid er lavet grundigt om på nu. Men stadig er det uafklaret, hvad der kommer til at ske i de kommende dage; der er høj risiko for at kurderne vil gå i kamp mod tyrkerne hvis den syriske hær er passive, ligesom det er uafklaret om den tyrkiske hærs fremmarch vil resultere i frigørelsen af IS-krigere og dermed en genopblussen af de ulovlige militsers krigsførsel.

Flemming Berger, Anders Graae, Per Torbensen, Michael Rosenkilde og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

God artikel!

Syrienkrisen har altid været meget kompliceret. Skulle vesten handle eller ikke.

Men nu kan man endelig oplevet alskinds medier oplyse en måbende befolkning om at det hele er galt, men på den rigtige måde!.Begreber som "Putin", "regimet", "ISIS-terrorister", "Erdogan" bliver brugt så det nu er en fodboldkamp hvor vi endelig er på det ene "rigtige", "demokratiske" hold, mens Trump, Putin, Erdogan, regimet, ISIS osv. er vores modstandere. Jubii........Men, men, men Syrien krisen er stadig kompliceret.

Jeppe Kofoed havde sine problemer med at forklare den tynde EU-aftale. På spørgsmål om hvad der ville ske hvis EU-lande bare blev ved med at udskrive licenser til salg af våben til Tyrkiet, svarede han, at det er godt at vi står sammmen???

Og flere befolkninger f.eks. briterne har pludselig måtte lære, at deres specialtroppper også er i Syrien, og at de ligeledes nu bliver trukket hjem.

Anders Graae, Michael Rosenkilde og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Forfatterens perspektiv kan godt virke som spin eller ihvertfald forhastede konklusioner. Hvis der var tale om en decideret aftale mellem Erdogan og Assad, så er der et par ret presserende spørgsmål. 1). Hvorfor er den Syriske Hær netop nu engageret - sammen med kurdiske styrker - i kampe mod tyrkisk støttede islamister i det nordlige Syrien? Det ligner da ikke en aftale. 2). Hvorfor skulle Assad være interesseret i at en af deres regionale fjender overtager deres nordlige territorier?

Det virker som en harominsering af standpunkter, der blot er belejligt fra et vestligt standpunkt. Vi kan godt lide kurderne, vi kan ikke lide Assad og vi kan ikke lide Erdogan. Derfor samarbejder de to sidstnævnte nok.

Kurderne har besluttet at de hellere vil give landet tilbage til Assad, end deres store fjende i Anatolien. De har derfor givet Assad kontrol over Raqqa, Manbij og andre større byer, så Erdogan nu skal håndtere en langt bedre udrustet fjende og risikere russiske luftangreb.

Assad har uden tvivl øjnet en mulighed for at få territorie tilbage fra kurderne. Kurderne har set en mulighed for - i det mindste - at ødelægge Erdogans planer. Man kan derudover nok også forvente at Assads Syrien vil agere en smule mindre repressivt overfor kurderne, end Erdogan.

Jeg synes det virker som forhastet konspiration - der iøvrigt ikke giver geopolitisk mening sådan rent interessemæssigt - hvis man postulerer en alliance mellem Erdogan og Assad. Er den der, så er den ihvertfald forfærdelig planlagt, da de på nuværende tidspunkt bekriger hinanden nord for Manbij.