Feature
Læsetid: 10 min.

Jeg tog morgentoget til Amsterdam og fandt en løsning på demokratiets krise. Næsten

Europæisk politik er noget rod lige nu: De store partier kollapser, vælgerne er lunefulde som aldrig før, regeringerne er ustabile, og der er valg hele tiden. Men det behøver ikke være et problem. I hvert fald ikke, hvis man håndterer det, som de gør i Holland
Den polske premierminister Mateusz Morawiecki taler ved det polske regeringsparti Lov & Retfærdigheds (PiS) kongres tidligere på måneden. Ved det nylige valg i Polen fik PiS absolut flertal på grund af en meget høj spærregrænse.

Den polske premierminister Mateusz Morawiecki taler ved det polske regeringsparti Lov & Retfærdigheds (PiS) kongres tidligere på måneden. Ved det nylige valg i Polen fik PiS absolut flertal på grund af en meget høj spærregrænse.

Wojtek Radwanski

Udland
22. oktober 2019

AMSTERDAM – Tom van der Meer, der forsker i politisk fragmentering, og som efterhånden er blevet en af Hollands førende politologer, skubber kondiskoene af fødderne, så man kan se de stribede sokker, og sætter sig i skrædderstilling på sin kontorstol.

»Over hele Europa bliver det politiske landskab mere fragmenteret. Det er en hollandficering af Europa,« siger han.

Vi sidder på hans kontor på 10. sal på Amsterdams Universitet og kan se ud over byen, som er vågnet til en fugtig efterårsdag.

Den store tendens i europæisk politik lige nu er, at det hele bliver mere rodet, siger han. Over hele Europa er de gamle partier i krise, vælgerne bliver mindre loyale, der kommer flere partier, og det bliver sværere at danne regeringer.

Prøv bare at se ud over kontinentet: Storbritannien står på kanten af opløsning og valg. Italien gør det samme. Spanien skal til nyvalg, fordi de ikke kunne danne regering. Østrigs regering brød sammen i sommer. Rumæniens er lige brudt sammen. Sverige kunne næsten ikke danne en. Belgien har slet ikke nogen. I weekenden i Schweiz blev De Grønne næsten lige så store som socialdemokraterne, det samme er ved at ske i Tyskland, det franske partisystem er allerede brudt sammen, og EU-valget i maj endte med et historisk splittet parlament.

Det er kaotisk. Og mange frygter, at Europa bliver uregerligt, og at højrepopulisterne kommer til at træde triumferende ud af tågerne. Reolen bag Tom van der Meers er fuld af bøger, der advarer om demokratiets sammenbrud: ’How democracies die’, ’The People vs. Democracy’, og hvad de ellers hedder.

Men kaos er ikke et problem for demokratiet, siger Tom van der Meer.

»Faren for demokratiet kommer i hvert fald ikke fra folket. Faren opstår, hvis der ikke kommer nok input fra folket,« siger han.

Jeg har taget morgentoget til Amsterdam, for hvis man vil forstå europæisk politik lige nu, er Holland et oplagt sted at starte. Hollænderne har ikke bare den mest radikale udgave af politisk fragmentering, de har også fundet en måde at leve med den på, som faktisk gør deres demokrati stærkere.

Intet andet europæisk valgsystem er lige så direkte proportionelt som det hollandske. De har ingen spærregrænse, to tredjedel af én procent er nok til at sikre et parti en plads i parlamentet, som lige nu består af hele 13 partier plus nogle løsgængere.

Lige nu sidder der et dyreparti, et ældreparti, et kristent parti og et islamisk parti i parlamentet. Og to højrepopulistiske partier. Der er ingen store folkepartier længere, men i stedet otte partier, som alle kan få ti til 20 procent af stemmerne. Mindretalsregeringer er reglen, det tager lang tid at lave et regeringsgrundlag, og regeringen er altid ustabil.

Det lyder ret rodet, siger jeg. Kan man også regere et land på den måde?

»Ja, der er ingen forskning, som viser, at topartisystemer med stærke regeringer er bedre til at lave lovgivning end koalitionssystemer som vores. Se på Storbritannien eller USA lige nu. Fungerer det,« spørger Tom van der Meer.

Det allervigtigste ved det hollandske system er, at det hurtigt kan opsuge borgernes utilfredshed, siger han. Det er meget let for borgerne at komme til orde og få indflydelse.

»Vi kan se på de store valgundersøgelser, at vælgerne føler, at de kan påvirke politikken. De føler sig hørt. Og vi ser det i komparative studier mellem lande: Jo mere proportionelt et system er, jo højere er tilliden til systemet,« siger han.

De mest utilfredse vælgere stemmer på et af de to populistiske partier, Frihedspartiet eller Forum for demokrati.

»Det har givet et boom for den politiske tillid generelt og for tilliden til demokratiet, fordi vælgere med en lav grad af tillid også føler sig hørt. Folk har en kanal.«

Når der er for lidt kaos

Før jeg tog af sted, talte jeg med en forsker fra Luxembourg, der hedder Léonie de Jonge. Hun er lektor i europæisk politik på universitetet i Groningen.

»Fragmentering beskytter og styrker demokratiet,« sagde hun til mig, og det har jeg skrevet øverst i mine noter med store røde blokbogstaver.

Hendes pointe er, at den virkelige trussel mod demokratiet ikke kommer fra folket, truslen kommer fra stærke politiske ledere, som kan få absolut flertal på grund af skøre valgsystemer.

Når det er gået så galt, som det er, i Ungarn, Polen, Venezuela, Tyrkiet og Brasilien er det ikke på grund af folket. Det skyldes, at folkets vilje bliver filtreret igennem et underligt valgsystem:

Erdogan fik absolut flertal med lidt over 30 procent af stemmerne. Orban fik absolut flertal i parlamentet med 40 procent. PiS i Polen fik absolut flertal på grund af en meget høj spærregrænse. Trump vandt kun på grund af valgmandssystemet.

Og efterfølgende er de alle sammen gået i gang med at lave systemerne om, så de yderligere favoriserer dem selv: De nye valglove i Ungarn gør det meget svært for andre end Orban at vinde et valg.

Det samme med de juridiske reformer i Polen, gerrymandering af valgdistrikter i USA (når valgkredse fast- og omlægges med det eksplicitte formål at fremme valget af bestemte kandidater) og Erdogans forsøg på at give præsidenten flere beføjelser.

Det ville næppe ske i et land som Holland, mener Léonie de Jonge. For hvis man vil regere Holland, skal man samle mindst tre andre partier i koalition, og fire partier vil få svært ved at blive enige om at ændre valglovene eller at fylde domstolene med én bestemt type mennesker.

Det er nogenlunde samme pointe, Tom van der Meer har: Problemerne opstår, når der er for lidt kaos og for få folkelige input, ikke for mange.

»For to år siden, da vi havde valg, kom der en masse udenlandske journalister rejsende til Holland og skrev historier om, at ’åh nej, nu bliver Frihedspartiet måske størst, populisterne vinder, og det ødelægger måske demokratiet’. Men lad os lege med tanken om, at Frihedspartiet havde fået 22 procent i stedet for de 13 procent, de faktisk endte med. Hvad så? Ja, så skulle de lave en koalition med tre andre partier, der skulle gå på kompromis. Det vil ikke være et sammenbrud. Men se så på Storbritannien. Hvis det samme skete dér, hvis Farages parti blev det største, kunne han let få flertal i parlamentet.«

Der står ellers i grundbøgerne for politologi, at first-past-the-post-systemer med flertalsregeringer er vejen til et stabilt demokrati. Men i dag er det måske omvendt. For den slags systemer skaber for meget utilfredshed, der ikke har noget sted at gå hen. Der er for mange, der ikke bliver hørt.

I Storbritanniens system kunne Ukip i 2015 få 3,9 millioner stemmer og alligevel kun én plads i parlamentet. Er det demokratisk?

»Så er det ikke så underligt, at vælgerne stemmer meget markant, når de endelig får muligheden til en folkeafstemning,« som Tom van der Meer siger til mig.

I Frankrig fik Emmanuel Macron 22 procent af stemmerne i første runde af præsidentvalget i 2017, men nu har han absolut flertal i nationalforsamlingen og det meget magtfulde præsidentembede.

Den slags ’vinderen tager det hele’-systemer kan nok holde udefrakommende politikere nede i et stykke tid, men når de først bryder igennem, som det skete med Trump, Macron eller Brexit, ja så vinder de det hele. Og så kan det blive farligt.

Sådan er det ikke i Holland.

Konsensuskultur

På vej tilbage til togstationen passerer jeg Amsterdams red light district, og selv om klokken kun er lidt i frokost, er der allerede gang i kvinderne i vinduerne. Mange af dem står bare i undertøj og kigger ned i deres mobiltelefoner, mens turisterne siver forbi og forsøger at kigge, uden at det ser ud, som om de kigger.

En lille flok britiske fyre sidder om et rundt cafébord og ryger en stor joint. Tjeneren kommer ud og beder dem om at holde op, for det må man altså kun gøre på de officielle coffeeshops, og så ser de meget forvirrede ud og skynder sig at drikke deres colaer færdig og komme videre.

Jeg spurgte faktisk Tom van der Meer om det politiske system i Holland hænger sammen med landets liberale forhold til prostitution og hash: Om hollænderne har en særlig måde at acceptere menneskers mange underlige impulser på: At folk gerne vil stemme på dyrepartier og ryge hash og prostituere sig.

At det alt sammen skal passes ind i et system, hvor det både kan rummes og opdæmmes. Og det var han faktisk enig i.

»Det hollandske samfund skal være pluralistisk, og idealet er, at vores politik også skal være det,« sagde han.

Det giver mening. Men det er også problemet.

Jeg har jo lyst til at skrive, at Holland har løst Europas demokratiske krise. For hvis alle bare satte spærregrænsen ned og indførte et proportionalt valgsystem, ville det hele så ikke være løst?

Men det svarede Tom van der Meer meget klart nej til. Hele systemet fungerer nemlig kun, hvis der også er en særlig politisk kultur. En kultur for kompromiser og brede samarbejder, for mindretalsregeringer og overholdelse af tidligere forlig.

Den kultur findes ikke særligt mange steder.

I USA har analysecenteret PEW fundet ud af, at rigtig mange amerikanerne ikke vil acceptere, hvis et familiemedlem giftede sig med en person, der støtter det modsatte politiske parti.

Det samme er sket i Storbritannien: I januar svarer 37 procent af Remain-vælgerne, at de ville »have meget eller noget imod,« at deres familiemedlemmer kom hjem med en ny kæreste, der havde stemt for Brexit.

Hvis Holland eller Danmark skulle få samme grad af politisk polarisering som USA, ville vores systemer også bryde sammen.

Pointen er altså, at man ikke bare kan hive en konsensuskultur med tillid og pluralisme ned fra hylden.

Og selv hvis man kunne … hvem skulle så lave valgsystemerne om?

De, der har magten, har den jo pr. definition, fordi de har draget fordel af det fungerende valgsystem. Ellers ville de ikke have vundet, og derfor har de heller ikke noget incitament til at ændre noget.

Se bare på Emmanuel Macron: Han har talt og talt om at ændre det franske system, og nu hvor det fungerer til hans fordel, fordi oppositionen er splittet til atomer, ja så taler han mindre om det.

Demokratier er altid i krise

Måske er pointen ikke, at vi skal løse demokratiets krise, men i stedet at vi bare har glemt, at demokrati altid er i en tilstand af krise, som den belgiske journalist Joël De Ceulaer siger. Han har netop skrevet bogen ’Hoera! De democratie is niet perfect’, som kan oversættes til ’Hurra, demokratiet er ikke perfekt’.

Demokratiet er en måde at håndtere kriser på, siger han, da jeg ringer til ham. Demokrati er krise. Det er rodet og kaotisk. Der er altid nogle, der er vrede i et demokrati. Demokratiet kan være dumt og irrationelt, fordi det jo netop ikke er eksperter, der bestemmer det hele som i Singapore. Og demokratiet er altid ustabilt, for hele pointen er, at folk må stemme på lige dem, de vil.

»Vi skal glæde os over, at ingen i dag stemmer på Socialdemokratiet, fordi deres forældre gjorde det, de tager faktisk selv stilling,« siger han.

»Når man læser aviser i øjeblikket, får man indtryk af, at uenighed og splittelse er noget helt forfærdeligt. Jeg ville sige det modsatte: At være uenige er positivt, og vi vil altid være uenige om de fundamentale spørgsmål.«

Men hvis demokratiet er i en slags permanent krise, som den franske aristokrat Alexis de Tocqueville allerede bemærkede for 200 år siden; hvis et velfungerende demokrati til forveksling ligner et demokrati, der er ved at bryde sammen, hvordan kan vi så vide, hvornår det rent faktisk er alvor?

»Det kan vi heller ikke,« svarer Joël De Ceulaer.

Det svar er jeg ikke helt tilfreds med.

Åbn lidt op

Jeg kommer til at tænke på det sidste, som Tom van der Meer sagde til mig. Han havde taget sine sko på igen og fulgte mig ned ad den stille gang til elevatoren, og så spurgte jeg, om det ikke kan blive for meget af det gode med alt det demokrati?

Hvis Danmark havde samme regler som Holland, ville Stram Kurs jo sidde i Folketinget nu med to eller tre pladser. De fik 1,8 procent af stemmerne.

Og så sendte han mig et blik, der bare sagde ’ja, og hvad så?’ For sådan er demokratiet jo. Hvis et parti har lov til at stille op og får opbakning fra 1,8 procent af vælgerne, så kan det komme ind, og er det ikke bedst sådan, for de, der støtter Rasmus Paludan forsvinder jo ikke, bare fordi spærregrænsen findes?

»Måden demokrati håndterer kaos på er ved at være inkluderende,« sagde han.

»Demokrati er ikke bygget til at være effektivt, det er bygget til at overdrage magten på en fredelig måde, og det er sådan, vi skal bedømme demokratiet. Ledelsens stabilitet og effektivitet er sekundær.«

Så stod vi lidt og ventede på elevatoren. På et tidspunkt troede vi begge, at nu kom den, men nogle på ottende sal måtte have snuppet den på vejen op.

»Det underlige er jo, at demokratiet alligevel viser sig at være mere effektivt end andre systemer,« sagde Tom van der Meer.

Endelig kom elevatoren. Vi gav hånd.

»Men min pointe er stadig: Man skal ikke være bange for at åbne lidt mere op.«

Serie

Hvad er der galt med demokratiet?

Det handler ikke bare om Brexit og Trump. Over hele Europa ser vi politisk opbrud – nye partier, svage regeringer, nye politiske frontlinjer. De politiske systemer er blevet ustabile og uforudsigelige. I en ny serie spørger Information: Hvorfor er europæisk demokrati blevet sådan noget rod? Og er det egentlig et problem?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rigtigt spændende. Det danske system er nu også meget godt, men spærregrænsen må godt forsvinde. Det er nok værd at minde om at partier slet ikke optræder i Grundloven. Her står tværtimod at folketingsmedlemmerne alene er bundet af deres overbevisning. Det passer bare ikke i praksis; som regel bøjer folketingsmedlemmerne nakken når de er uenige med deres parti. Det behøver de måske ikke at gøre i Nederlandene, fordi der ikke er nogen spærregrænse og mange partier. Det optimale må være at Folketinget til enhver tid afspejler vælgernes holdning, også når vælgerne er forvirrede og splittede.

Nu mangler vi blot en artikel om at lande med lav spærregrænse og uden andre benspænd faktisk er de lande der klarer sig bedst i den internationale konkurrence - hvis det altså er tilfældet. Men mon ikke det er?

Anna Louise Finck-Heidemann, Alvin Jensen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Claus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

hvis en sådan artikel skal give mening må vi først definere hvilke succes-kriterier vi skal sammenligne på grundlag af, hvis vi bare gør som hidtil og sammenligner på økonomisk vækst / pr capita indkomst vil sammenligningen jo være ubrugelig,
kriterier som bæredygtighed og menneskelig trivsel burde jo veje meget tungere, da disse er de kriterier vi først og fremmest burde beslutte ud fra.

Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Lisbeth Kaltoft

Rigtig spændende artikel. Der er bare mere der skal indtænkes her og det er mediernes rolle pressens ansvarlighed, internettet, fake news etc.

Alvin Jensen, Carsten Wienholtz, Michael Friis, Eva Schwanenflügel og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det hollandske system tager udgangspunkt i det, demokrati går ud på: at blokere for enkeltpersoners mulighed for at etablere magtbaser. Det er netop ikke meningen, at politikere skal kunne føle sig sikre, og at systemet er 'stabilt', men at man tværtimod sidder på borgernes nåde og barmhjertighed og skal gøre sig fortjent til deres opbakning. - Når man nu ikke kan få udpegning ved lodtrækning, der er det mest demokratiske til udpegning af regeringer.

Anna Louise Finck-Heidemann, Alvin Jensen, Carsten Wienholtz, Hanne Utoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Christian Bennike - når nu du i artiklen så rigtigt skriver Storbritannien og ikke England, så burde du også skrive Nederlandene og ikke Holland. Jeg ved godt, at mange finder, at det lyder sært, men Holland er jo kun en del af det hele.

Så sent som i går eftermiddags var der meget apropos i P1 et indslag om, hvorledes der i nederlandsk side arbejdes på at gøre opmærksom på, at navnet er Nederlandene.

Var du der i øvrigt sammen med Jes Stein Pedersen fra Politiken? Han skriveri dag om et nyligt besøg i Amsterdam i embeds medfør, dog uden inddragelse af demokratiets krise: https://politiken.dk/debat/klummer/art7451108/Oplevelsen-var-håbløs

Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Hvis Danmark havde samme regler som Holland, ville Stram Kurs jo sidde i Folketinget nu med to eller tre pladser. De fik 1,8 procent af stemmerne.

Og så sendte han mig et blik, der bare sagde ’ja, og hvad så?’ For sådan er demokratiet jo. Hvis et parti har lov til at stille op og får opbakning fra 1,8 procent af vælgerne, så kan det komme ind, og er det ikke bedst sådan, for de, der støtter Rasmus Paludan forsvinder jo ikke, bare fordi spærregrænsen findes?"

Klassisk eksempel på hvordan frygttænkning og eksklusionstaktik præger den danske indstilling; det er jo en helt elementær belæring til et 5 årigt barn, den flinke hollænder siden giver. Jeg mener, selv en 8 årig ville forstå dette.

Steffen Gliese, mht. udpegning af regeringer, tænker du så at det i Danmark kunne være fornuftigt at lave lodtrækning om den udøvende magts (minister)poster - eller tænker du på Folketinget (altså vor lovgivende magt)?

Den ekstreme midte kan også være med i Amerika!

Justin Trudeau er netop blevet genvalgt som primierminister i Canada på baggrund af "first past the post". Og gik dermed fra at have været en taber i både vores valgsystem i Danmark og det i Holland, til at være vinderen i samme system som gav Bush junior og Trump.

Steffen Gliese

Hanne Utoft, der sker jo det, når Oldtidens system oversættes til nutiden, at det uvilkårligt bliver parlamentet, folk tænker udpeget ved lodtrækning; men der er det jo rimelig let at holde politikere, der i højere grad er i kontakt med deres vælgere - og det bliver under alle omstændigheder nødvendigt - at holde dem fast på bredt udtrykte ønsker.
Det er ansvaret for det udøvende, hvor der er brug for i højere grad at give ansvaret til borgere for en (kort) tid, der ikke giver dem mulighed for at handle i egen interesse, men at føre en vedtaget politisk vision videre.
Men jeg er nu faktisk blevet gladere for at tænke i et nødvendigt andetkammer, baseret på flertallene i kommunerne.

Martin Andreas Petersen

Glimrende, og hvordan skal vi få det spredt? Vi burde i samme omgang fjerne partistøtten, men sjovt nok diskuterer de store partier sjældent, hvordan de har ændret på systemet til egen fordel.

Desuden. Det er pjat at skrive, at flertalsregeringer i first-past-the-post er kendt som mere stabile i politologiske grundbøger.

Rigtig spændende artikel!!! og den del rigtig tankevækkende kommentarer - tak for det, allesammen!

Jeg krummer tæerne hver gang jeg hører om et land, hvor en politikere 'vandt the popular vote' men kom alligevel ikke til magten, fordi valgsystemet ville det anderledes - ofte 'first past the post'. Hvordan kan den slags hænge sammen med 'One women/man, one vote', som er det mest fundamentale demokratiske princip af alle? Spørgsmålet er dog, hvordan man kommer nærmere den lovpriste 'ustabile' demokrati - hvordan indføre proportional valgret i lande som ikke har det, men som magthaverne mere eller mindre ALTID har en interesse i at fastholde i det system der bragte dem til magten; hvordan overbevise partier i lande med proportional valgret at stemme for en gradvis sænkning spærregrænsen , så en ordentlig kompromiskultur får lov at vokse? Til sidst er det formodenltig pres fra folket - spørg din politker FØR valget, om han vil gå ind for et mere åbent valgret!

Michael Hullevad

Det mest stabile demokrati findes i alpelandet Svejts! De holder et utal af direkte folkeafstemninger.
Regeringen er i praksis et forretnings ministerium der sender forslag til afstemning når man ikke kan blive enige. Direkte demokrati er at foretrække frem for EU´s blå-stemplings politik!