Opdateret 13. oktober 22:54
Rojava-projektet er efter alt at dømme et overstået kapitel. De kurdiskstøttede Syriens Demokratiske Styrker havde intet andet valg end at bukke for præsident Assad efter Erdogans invasion af det nordøstlige Syrien.
Det skete efter en yderst kaotisk søndag.
Den tyrkiskstøttede Frie Syriske Hær, der udkæmper Ankaras offensiv på landjorden, indtog flere positioner langs den strategisk vigtige M4-motorvej, som forbinder Mosul med Aleppo og betragtes som livlinen i regionen.
For ikke at havne i krydsild blev de amerikanske styrker, som i sidste uge trak sig tilbage fra Ras al-Ain og Tell Abyad, trukket længere sydpå.
Samtidig kollapsede dele af Ain Issa-lejren – én ud af i alt otte lejre i Rojava-regionen med internt fordrevne og IS-fanger. De kurdiske myndigheder sagde, at flere end 785 IS-medlemmer eller -sympatisører er flygtet søndag. Lejrene i al-Hol og al-Roj er angiveligt stadig under kontrol.
Efter flere dages heftige tyrkiske luftbombardementer og kampe mistede de kurdiske styrker desuden fuldstændig kontrollen over byerne Ras al-Ain og Tell Abyad, og ifølge FN er flere end 130.000 mennesker fordrevet fra byerne.
Den tyrkiskstøttede Frie Syriske Hær har ifølge flere organisationer dræbt mindst 38 civile, herunder den kurdiske politiske leder Hevrin Khalaf. Hun blev angiveligt udsat for et bagholdsangreb på den store M4-motorvej.
»Alle her taler om et nært forestående kollaps. Krigerne er ved at miste kontrollen. Det er et ubeskriveligt kaos,« siger Lazgin Ahmed, lokaljournalist i Rojava, over telefonen.
Mistet håbet
Den tyrkiske militæroperations officielle mål er at knuse den kurdiske milits YPG, der har tætte forbindelser til terrorbevægelsen PKK i Tyrkiet, samt at skabe en zone langs grænsen, der skal genhuse nogle af de 3,5 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. Det har over weekenden fået flere europæiske NATO-medlemmer som Holland, Frankrig og Tyskland til at suspendere våbeneksporten til Tyrkiet.
Men »en våbenembargo vil ikke stoppe Tyrkiets operation i Syrien«, sagde præsident Erdogan i en tale søndag.
»De, som tror, at de kan true Tyrkiet til at vende om, tager grueligt fejl.«
I Rojava er kurderne langsomt ved at miste troen på det internationale samfund. De tror ikke på, at symbolske handlinger som våbenembargo fra NATO-lande kan stoppe Ankara.
»Hvad nytter det? Tyrkiet har været medlem af NATO siden 1952. Lad os bare sige det, som det er: Det er jo i bund og grund NATO, der bomber kurderne,« siger Ali Rahmun, kurdisk parlamentariker i det nordøstlige Syriens autonome regering.
Erdogans islamistiske styrker
En video af henrettelsen af den kurdiske politiker Hevrin Khalaf florerer på de sociale medier og har skabt udbredt frygt for den Frie Syriske Hær, der blandt andet består af tidligere al-Qaeda-folk og jihadister.
De fleste sunni-islamistiske militsgrupper i Syrien betragter kurderne som kættere og vantro, enten fordi kurderne har samarbejdet med USA over de forgangne år, eller fordi de er marxister loyale over for Abdullah Öcalan.
»Der er frygt for, hvad de tyrkisk støttede tropper kan finde på at gøre mod civile,« siger en lokal journalist, Osama Mohamed, over telefonen.
Søndag var der meldinger om, at dele af Tyrkiets Frie Syriske Hær muligvis ville forsøge at marchere længere syd mod Raqqa, mens andre enheder ville bevæge sig mod Manbij.
Hjælp fra Damaskus
Lørdag nat var der meldinger om, at den kurdiske general Mazloum Kobani var på vej til Damaskus for at anmode om støtte mod tyrkerne. Inden general Kobani tog af sted, havde han angiveligt et møde med repræsentanter fra den amerikanskledede koalition.
En journalist, som kender til mødets indhold, siger til Information, at Kobani var rasende.
»I har jo tydeligvis ingen skrupler. I er jo ligeglade med, om vi bliver slagtet,« var Mazloums ord til amerikanerne, siger kilden som ønsker at være anonym.
Mødets indhold og generalens ord bekræftes også af CNN.
En officiel meddelse fra administrationen i det nordøstlige Syrien understregede søndag aften, at Assads hær ville overtage kontrollen med grænsen for at bremse den tyrkiske invasion.
General Mazloum Kobani håber efter sigende på en aftale med Assad-regimet i Damaskus, så russiske kampfly kan håndhæve en flyveforbudszone over det nordøstlige Syrien, hvorved Tyrkiet kan miste evnen til at udføre luftangreb.
Om Rusland griber ind over for Tyrkiet for at beskytte kurderne, er tvivlsomt. Men hvis kurderne virkelig søger en aftale med Moskva, viser det, hvor hurtigt USA har mistet en allieret til Moskva og Damaskus.
Søndag aften var der meldinger om, at Assads hær var ved at overtage kontrollen med byen Kobane, men det var ikke muligt at få bekræftet.
På samme måde som i bl.a. Aleppo, har trængte civile kun Assad at fæste lid til. Og imens bl.a. Vesten, som har været temmeligt aktiv i iværksættelsen af den katastrofale situation i Syrien, ser passivt til og skælder ud på Trump, fastholder amerikanerne deres ulovlige tilstedeværelse i Syrien, det samme gør israelerne, mens tyrkerne nu kan konfronteres med Assad, via kampen mod kurderne. En konfrontation, Assad ikke har grund til at forvente vil ende godt for ham og/eller den syriske hær, så måske er skakspillet alligevel fornuftigt skruet sammen fra amerikansk side? Assad skal vælge mellem pest og kolera, igen.
Sikke da et hurlumhej. Snart render de alle rundt efter hinanden i en cirkel dernede.
Mr. President Donald Trumps fremtidige memoire bliver en face af bedrifter, som kan bruges direkte, og helt uden omskrivning, som manuskript grundlag i en Hollywood kommedie.
Trump er nok den mest ærlige af de vestlige regeringschefer. Siger ligeud, at han er ligeglad med kurderne. De øvrige - inkl.. Mette Frederiksen - vrider hænder og fordømmer. Uhada, det bliver Erdogan sikkert bange for.
Og nogle politikeres trussel om, at hælde Tyrkiet ud af NATO - det er tom retorik.Fx. Naser Khader og Lars Aslan i Deadlinie i går aftes.
Tyrkiet er alt for vigtig en allieret til at smide ud. Dels den strategiske placering - syd for Ruslands bug - kontrollen over Bosperus, stationeringen af kernevåben samt den vigtige Incelik-flybase, der dækker det meste af Mellemøsten. Det er "aktiver" som NATO - uanset hvad - aldrig vil give slip på.
Så massedrabet og fordrivelsen af kurderne fortsætter - med vestens accept.
Endnu har Trump ikke startet en ny krig, så på dét punkt halter han efter sine seneste forgængere.
Trump-administrationens motiver for at fjerne de amerikanske tropper, men altså ikke trække dem ud af Syrien, kan meget vel være at han forsøger at balancere mellem hensynet til NATOs fortsatte sammenhængskraft (heri spiller tyrkerne en væsentlig rolle) og hensynet til at bevare en platform i Syrien og colombusægget er så blevet den verserende udvikling, som sætter destabiliseringen af Syrien ind i en ny, kompliceret fase, som hverken syrerne, iranerne eller russerne umiddelbart har modtræk overfor (Assad-regeringen forsøger, efter mange forlydender at dømme, aktuelt at bremse tyrkernes fremrykninger ved at placere militærenheder i områdets strategisk vigtige byer, hvilket strækker den syriske hærs i forvejen spinkle linjer endnu tyndere).
Tyrkiet er måske en fjer i hatten på NATO, men ikke mere end det. Reelt set er de ligegyldige ifht. Rusland eller hvem man nu end skulle frygte og så opfører deres diktator Erdogan sig, for at sige det mildt, oven i købet som et vaskeægte røvhul. Både overfor os, der skulle forestille at være hans venner, de stakkels flygtninge, der kommer til Tyrkiet, Kurderne og han egen befolkning, som han både udplyndrer, undertrykker, forfølger, inkarcerer, torterer hvis han bare tror de kunne være det mindste uenige med ham. Hvis nogen tror at Incelik flybasen af afgørende mellemøstlig strategisk betydning, så overvej om ikke vi ville være mindst lige så velkomne på Cypern eller i Israel eller bedre endnu. His vi anerkendte Kurdernes ret til en selvstændig stat, mon så ikke de ville elske at lægge jord til både flybaser, missilsystemer, kaserner, ja, hvad som helst, lige midt ml. Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Ville et samlet Kurdistan have lyst til at blive medlem af NATO - ja. Ville de være til at stole på - fx i modsætning til Erdogan; jep. Har vi fælles interesse .. i den grad!
Søren Jensen, jvf. dine afsluttende bemærkninger, så er det vel også meget forståeligt at bl.a. syrerne, russerne og iranerne alene af sikkerhedspolitiske årsager ikke ønsker at kurderne får deres egen stat - for chancerne for at en kurdisk stat ville blive partner i/med NATO er absolut til stede. Man skal i denne forbindelse heller ikke glemme Israel, som bestemt har stærke interesser i at dets politiske opponenter intimideres mest muligt af NATO.
Så viser det sig at de før så besungede og økonomisk støttede FSA og deres hvide hjelme, slutter sig til Tyrkiet for at dræbe kurdere?
Hvis det lykkedes kurderne og syrierne at smide Tyrkiet på porten, er der lavet en aftale med kurderne fra Damaskus. Tilbage til square one, men med endnu et ruineret land og forarmet befolkning l mellemøsten, med venlig hilsen fra vestens demokratier.
https://twitter.com/dannymakkisyria/status/1183685519764611072?s=21
Alle er på nakken af kurderne, men hvorfor egentlig og er det så farligt at lade dem være i fred eller sidder de på store rigdomme?
Søren Kristensen Kurderne er traditionelt et nomadefolk og kom derfor for sent da vestens magter delte Mellemøstens lande med Sikes-Picot aftalen, og satte streger i sandet som grænser. Ikke fordi det har hjulpet Palestinenserne som ikke var nomader og også blev ofre(blot ikke så værdige ofre at medierne og politikerne gider tage sig af deres forfølgelser, død og undertrykkelse).
Kurderne er ikke et samlet folk i den forstand. f.eks. De syriske kurdere ikke er for nuværende ideologiske venner med f.eks. PKK.
Krigen åbnede mulighed for et selvstyre og inddrage land i Syrien med olie/naturgasfelter, hvor der ikke boede kurdere før. Men der har været en kontakt til Damaskus og en fælles vilje til at udrydde ISIS. Nu vil syrien gerne have sine naturgasfelter tilbage(sanktioner og ødelæggelser gør et stort indhug i økonomien).
Kurderne har med rette følt sig diskrimineret i Syrien(som har den mindste andel af kurdere). Den fælles front mod tyrkiet og FSA, åbner, må vi håbe, på et udvidet selvstyre og flere rettigheder til de syriske kurdere. Lad os først se om Damaskus holder ord, og om Vesten holder sig i ro i Mellemøsten.
Sus Johnsen, givet russernes forståelige modvilje mod at støtte den syriske hær fra luften, forekommer det sandsynligt at den syriske hær kun af kosmetiske/symbolske årsager konfronterer tyrkerne - og at der vil blive lavet en aftale mellem tyrkerne og syrerne om passivisering af den kurdiske kamp for autonomi samt grænsesamarbejde, som i Tyrkiet kan fremvises som en sejr for sikkerheden i det sydlige Tyrkiet. Dog kræver dette at de kurdiske styrker ikke går til voldsom modstand mod den tyrkiske hær og udfordrer sidstnævntes muligheder for at holde det erobrede område (som tyrkerne i øvrigt har planer om at sende syriske flygtninge i Tyrkiet ind i).
Donald Trumps ageren minder mig om fortiden.
I August måned 1944 stod den Røde Hær udenfor Warszawa. Den polske modstandsbevægelse og den polske befolkning rejste sig i et nationalt oprør mod den grusomme tyske besættelsesmagt.
Den Røde hærs tanks var lige ovre på den anden side af Wisla floden og kunne når som helst sætte en kæp i hjulet for det tyske forsøg på at nedkæmpe den polske opstand.
2 Måneder varede opstanden og hundredetusinder af civile polakker blev myrdet af tyskerne, der tog sig god tid til at tilkalde SS enheder og dernæst maltraktere Warszawa. I Oktober 1944 måtte den polske modstandsbevægelse give op og gå under jorden igen. Tyskerne reagerede med et orgie af grusomheder og resterne af Warszawa blev brændt ned til grunden med flammekastere af SS enheder medens beboerne måtte flygte fra ruinhob til ruinhob.
Josef Stalin rørte ikke en finger. Den polske modstandsbevægelse blev udslettet af tyskerne med Josef Stalin og Den røde hærs velsignelse, for så kunne de indsætte en kommunistisk venlig komite fra Lublin og forberede den gradvise russiske besættelse af Polen efter den 2. Verdenskrig.
Kilde Warszawa opstanden August-Oktober 1944 Wikipedia DE
https://de.wikipedia.org/wiki/Warschauer_Aufstand
Svigtet af kurderne der ofrede over 10.000 mand i kampen mod IS er uudsletteligt.
Først efterlod USA Irak i et kaos.
USA sendte den irakiske hær hjem uden løn og fremtid fremfor at sørge for en ordnet afvæbning af Saddam Husseins hær og for at de menige soldater fik en løn, som de kunne leve af. Resultat mandskab og våben flød rundt og vreden mod USA blev til den kommende IS hær.
Nu vendte de deres allierede kurderne ryggen og overlader dem til deres egen elendige skæbne i hænderne på Assad og Iran.
USA læner sig op ad Saudi Arabien, som er arnestedet for islamisk fundamentalisme, reaktionære koranskoler og med et middelalderligt regime, der krænker ytringsfriheden benytter tortur og dødsstraf. Det er USA´s fyrtårn og vigtigste allierede i hele Mellemøsten bortset fra den eneste demokratiske stat i regionen Israel.
Hvordan skal vi fremover have tillid til USA´s tale om frihed og demokrati i den 3. Verden ?
Jeg har mistet den tillid med Præsident Donald Trump og Republikanerne ved magten.
Hanne Uldtoftt. Tror ikke den syriske hær vil holde sig tilbage overfor tyrkerne, som har tilladt at Syrien blev oversvømmet af jihadister. Jeg tror ikke de stoler på dem. Jeg mener også det er hen i vejret, når lande kræver bufferzoner som udelukkende skal lige udenfor deres eget territorie.(som Israel gør i Gaza). Vil da have bufferzoner, kan de bare lave dem selv, eller deles om det efter aftale.
Men jeg tænker at en aftale bliver indgået, med pres fra Rusland som gerne vil have æren for en løsning, særligt hvis den også løser problemet med flygtningene i Tyrkiet.
Hvad angår Kurderne tænker jeg er det muligt at Syrien vælger fred og fordragelighed frem for konstant fare for konstant uroligheder fra den front. Men Meget kan ændre sig hurtigt, oplever vi.