Valg i Argentina: Der er ikke meget Perón tilbage hos Argentinas peronister. Kun de populistiske træk

Når Argentina søndag vælger ny præsident vil det for mange være et valg mellem to onder, siger Federico Finchelstein, argentiner og professor i historie ved New School for Social Research i New York.

»Oppositionen og regeringen repræsenterer to forskellige økonomiske fiaskoer. Med udfordreren, den tidligere præsident Cristina de Kirchner, handlede det om højt offentligt forbrug, og hun efterlod økonomien i dårlig stand. Med den siddende præsident Mauricio Macri har vi set et neoliberalt system, der har været en fiasko,« siger Federico Finchelstein.

Efter 12 år med først Néstor de Kirchner og siden hustruen Cristina ved roret var inflationen og det offentlige underskud skyhøjt. Mange argentinere fæstnede ved valget i 2015 deres lid til, at den profilerede forretningsmand Mauricio Macri med sin uddannelse fra amerikanske eliteuniversiteter kunne føre landet tilbage til fordums storhed. Det kunne han ikke.

35,4 procent af argentinerne lever i dag under fattigdomsgrænsen, viser tal fra INDEC, Argentinas svar på Danmarks Statistik. Og tallet kan meget vel runde 40 procent inden årets udgang ifølge et studie fra Universidad Católica Argentina.

Sidste år valgte Argentinas regeringen at optage et rekordstort lån på 57 milliarder dollar hos Den Internationale Valutafond i et forsøg på at dække landets budgetunderskud og undgå investorflugt. Men inflationen er fortsat skånselsløst og har rundet 50 procent for 2019.

Vælgerne ser ikke ud til at tilgive Mauricio Macri. I den seneste tillidsmåling fra organisationen Edelmans er tilliden til regeringen faldet fra 41 til 31 procent siden 2018. Det største fald af de 26 målte lande, der blandt andet tæller USA, Brasilien, Sydafrika, Mexico og Polen.

Samtidig peger meningsmålingerne på en solid sejr allerede ved søndagens førsterundevalg til præsidentkandidat Alberto Fernández og Cristina de Kirchner, der nu stiller op som vicepræsident.

En af dem, Mauricio Macri har skuffet, er 22-årige Ari Deluga.

Som førstegangsvælger var han i 2015 med til stemme Mauricio Macri til magten i håb om, at han ville få styr på økonomien.

»Jeg var ikke specielt politisk dannet,« husker Ari Deluga, der i dag studerer astronomi i La Plata, en forstad til Buenos Aires. »Men vi kom fra 12 år med en regering, der ikke var i min smag. Der var hele tiden masser af nyheder om korruption og misbrug af offentlige midler.«

Men Mauricio Macri har med sin stramme sparepolitik ikke formået af få styr på økonomien, og den argentinske peso bliver ved med at falde i værdi.

»Han har været en fiasko, og jeg tror, man griner ad ham i omverdenen,« siger Ari Deluga, der har tænkt sig at stemme på peronisterne Alberto Fernández og Cristina de Kirchner denne gang.

»Det faktum, at det er Alberto Fernández, der står til at blive præsident, og ikke Cristina de Kirchner, får indflydelse på politikken. Hans økonomiske politik er mere fornuftig. Han lytter til folket,« siger Ari Deluga.

Verdens første populister

Netop billedet som det argentinske folks talerør har altid stået klart i peronisterne selvforståelse.

Peronismen voksede frem som bevægelse i Argentina i midten af 1940’erne rundt om general Juan Domingo Perón, der i 1943 havde medvirket til at vælte landets konservative regering ved et statskup, og hans hustru Eva Perón.

I løbet af sine år som først arbejdsminister og siden vicepræsident sikrede Juan Perón sig en stor stjerne hos den argentinske fagbevægelse, der hjalp ham til at vinde præsidentvalget i 1946.

Han nationaliserede virksomheder på stribe og førte en stærkt protektionistisk handelspolitik, der skulle fremme Argentinas egen industri og dermed sikre høj beskæftigelse for arbejderklassen. Sideløbende stod han fadder til en lang række velfærdsreformer som betalt ferie, offentlig sundhedsforsikring og todagesweekend for almindelige arbejdere.

Men hvad Perón gav argentinerne i velfærdsgoder, tog han fra de demokratiske rettigheder. I 1949 gennemførte han en ny forfatning, der ud over at tildele borgere en lang række sociale rettigheder også fjernede begrænsningen på antallet af præsidentperioder. Perón lukkede eller nationaliserede mange af landets vigtigste aviser, og der blev ført klapjagt på kritikere og opposition.

Men modsat fascister som Hitler og Mussolini, så afskaffede Perón aldrig demokratiet. Og det gør ham ifølge Federico Finchelstein til verdens første populistiske leder.

»Hitler og Mussolini var fascister, i og med at de blev valgt demokratisk for derefter at indtage rollen som diktatorer. Herefter behøvede de ikke demokratiske valg til at sikre sig legitimitet. For peronisterne var det omvendt. Man har som leder ret til at regere autokratisk, men kun fordi man talte på vegne af folket,« siger Federico Finchelstein.

I 1955 blev det hele dog for meget for grene af militæret. De kuppede Peróns regering og sendte ham i eksil helt frem til 1973. Her vendte han tilbage, blev genvalgt som præsident, inden han døde året efter af et hjertestop.

Lige siden har kampen om Perón og hans arv stået på i den argentinske offentlighed i almindelighed og på venstrefløjen i særdeleshed. Samtidig har peronismen som politisk bevægelse ændret sig markant over de seneste fire årtier: fra et mere radikalt venstreorienteret udtryk i 1970’erne over 1990’ernes neoliberale fortolkning under præsident Carlos Menem frem til Kirchner-parrets erklærede opgør mod frihandelsaftaler og nedskæringspolitikker i 00’erne.

Men det populistiske træk har fulgt partiet hele vejen, siger Federico Finchelstein.

»Det, der ikke har ændret sig, er ideen om, at lederen ved bedst. Peronismen skaber identifikation med lederen. Og det kommer også til udtryk i aversionen mod magtens tredeling og politiske modstandere, som vi stadig ser i dag,« siger Federico Finchelstein.

Enden på den lyserøde bølge

Den moderne peronisme adskiller sig dog også særligt sig fra den klassiske peronisme med sit internationale udsyn. Det påpeger Gabriel Di Meglio, historiker ved Universidad de Buenos Aires.

Hvor peronisme i 1940’erne og 1950’erne hovedsageligt var tæt knyttet til den argentinske arbejderbevægelse, blev Néstor de Kirchner valgt i 2003 som en del af 00’ernes såkaldt lyserøde bølge af venstreorienterede regeringer i Latinamerika, der bakkede hinanden op i kampen mod nedskæringspolitikker og USA’s indflydelse i regionen.

»Kirchner var tæt forbundet med Arbejderpartiet i Brasilien, Hugo Chávez i Venezuela, Rafael Correa i Ecuador og Evo Morales i Bolivia. Der herskede en idé om et fælles Latinamerika, og den var med til at trække peronismen mere til venstre, end det var tilfældet under Perón,« siger Gabriel Di Meglio.

Men da efterfølgeren Cristina de Kirchner mistede magten til Mauricio Macri ved sidste valg, blev det af mange iagttagere set som begyndelsen på afmatningen af den lyserøde bølge. En afmatning, der også har kunnet mærkes i støtten til peronisterne.

Hvor størstedelen af den argentinske arbejderklasser tidligere identificerede sig med peronismen som politisk bevægelse, er andelen noget mindre i dag, vurderer Gabriel Di Meglio.

»Jeg vil tro, at omkring 30 procent af dem, der stemmer på Alberto Fernández og Cristina de Kirchner, er erklærede peronister. Resten er pragmatiske, folk der bare gerne vil ændre den aktuelle politiske situation,« siger Gabriel Di Meglio.

Peronismens to ansigter

Da peronisterne afsluttede deres valgkamp torsdag i havnebyen Mar del Plata, et par hundrede kilometer syd for Buenos Aires, var tingene ikke som de plejede at være, når det gamle arbejderparti satte punktum for sine valgkampagner.

»Afslutningen af kampagnen havde ikke fortidens pomp og pragt. Der var ingen store menneskeskarer i Mar del Plata, og peronisternes traditionelle fællesdans manglede,« bemærkede avisen El País’ udsendte rapporter.

Korruptionsanklagerne mod Cristina de Kirchner og visheden om hendes ansvar for Argentinas økonomiske morads gør mange argentinere lunkne ved at stemme hende tilbage til magten.

Samtidig er det tvivlsomt, hvad et nyt magtskifte rent politisk vil betyde for Argentina.

»I store træk ligner deres politiske programmer hinanden,« siger Federico Finchelstein fra The New School i New York om Mauricio Macris og Alberto Fernández’ programmer.

Med forspringet i meningsmålingerne til peronisterne er det store spørgsmål op til søndagens valg ikke, hvem der vinder, men hvem der kommer til at regere i praksis.

Peronisterne har i lange perioder af valgkampen forsøgt at holde Cristina de Kirchner ude af rampelyset i håb om at gøre det klart, at det er den politisk mere moderate Alberto Fernández, der som præsident kommer til at lede regeringen. Det er ikke lykkedes.

Ifølge en undersøgelse fra Universidad de Belgrano i Buenos Aires, forventer 62 procent af argentinerne, at det bliver Cristina de Kirchner, der kommer til at træffe de vigtige beslutninger, hvis peronisterne vinder.

»Det bliver det store spørgsmål. Alberto Fernández siger, de er enige om retningen. Men spørgsmålet er, om det er ren marketing. Jeg tror ikke i hvert fald ikke, Fernández stiller sig tilfreds med at spille andenviolin,« siger Federico Finchelstein.