Et år er gået: »De Gule Veste er ikke en social bevægelse. Det er en revolte«

Da jeg spørger, hvem De Gule Veste egentlig kæmper imod, siger Christophe Chalençon det samme ord tre gange i træk:

»Eliten, eliten, eliten.«

De Gule Veste har ikke nogen leder, det ved hele Frankrig efterhånden, men Chalençon må alligevel være en af dem, der kommer tættest på. Den sydfranske smed med de brede overarme og det gråsprængte fuldskæg har været en slags talsmand for bevægelsen i medierne, og i maj stillede han selv op til EU-valget for De Gule Veste. Han fik 0,01 procent af stemmerne.

»Chirac, Mitterrand, Sarkozy, Hollande, Macron, det er den samme politik,« siger han i telefonen fra Vaucluse, mens han går frem og tilbage ude på gaden.

»Ideologi betyder ikke noget mere. Der er ikke noget højre og venstre, det er dødt. Partipolitik er dødt! Vi har skabt en folkelig modstandsbevægelse, en politisk kraft uden ideologi; en kraft som går uden om fagforeninger, uden om de politiske partier. En horisontal politik uden professionelle politikere, en bevægelse, der kan balancere den politiske magt, så det oligarki, vi har i Frankrig, ikke bestemmer alt.«

Denne weekend er det præcis ét år siden, at De Gule Veste for første gang fyldte Champs-Élysées. Protesterne havde ulmet i nogle uger, og så lige pludselig – og det var virkelig lige pludselig, for ingen så det komme – var der knap 300.000 mennesker i refleksveste på gaderne over hele landet.

Emmanuel Macrons popularitet styrtdykkede, og syv ud af ti franskmænd bakkede op om bevægelsen.

Biler blev vendt på hovedet og sat i brand. En forretning på Champs-Élysées, der solgte golfudstyr, fik smadret ruderne, så demonstranterne kunne stjæle golfkøller og smadre biler med dem.

23 millioner seere så med, da Macron endelig gik på tv og forsøgte at dæmpe gemytterne. Han indkaldte til en »stor debat« i forsamlingshuse over hele landet og har siden brugt milliarder på at sænke skatten for de laveste lønindkomster og hæve de mindste pensioner.

Protesterne er aftaget, men de er aldrig helt forsvundet. Hver lørdag i 52 uger i træk har der stået gule veste på gaden i Paris og råbt »Macron demission!«, Macron, gå af.

»De Gule Veste er historisk,« siger Bruno Cautrès, der er politolog på Sciences Pos politiske analysecenter, Cevipof.

»Jeg lover dig … jeg har aldrig i mit liv set noget lignende.«

De Gule Veste er stadig en latent trussel for Macron. De har vist, hvor dårligt det står til i Frankrig – eller rettere sagt, hvor dårligt det står til nogle steder i Frankrig. De har ændret måden, mange tænker politik på, og nu er spørgsmålet, om de kan tage det næste skridt: Kan de blive et rigtigt parti?

Det er en revolte

Næste dag sidder jeg i et stille kontor i centrum af Paris, mens Hervé Le Bras åbner sin brune lægetaske og trækker en Toshiba-computer op for at vise mig den PowerPoint-præsentation, han har turneret landet rundt med.

Han er demograf på universitetet EHESS og har kortlagt De Gule Veste. For hvem er de egentlig?

»Bilen,« siger 76-årige Hervé Le Bras og peger på skærmen, hvor man kan se fem farvede kort over Frankrig.

»Bilen forener dem.«

Han kører fingeren ned over skærmen og viser mig »den tomme diagonal«, der strækker sig fra Frankrigs øverste højre hjørne til det nederste venstre. Her falder befolkningstallet, og her har folk langt til alting; til lægen, supermarkedet, apoteket og skolen. Og det er her, flest mennesker kalder sig Gule Veste.

Det hele startede jo faktisk med bilen: Ikke nok med at regeringen ville hæve dieselafgiften, de havde også sat en masse nye fartfælder op ved hovedvejene, de havde sænket hastighedsgrænsen på landevejene og strammet reglerne for bilsyn.

Det kunne folk i Paris og Lyon være ligeglade med, men i den tomme diagonal blev folk rasende. Det var gnisten. Og det er derfor, den gule refleksvest er bevægelsens symbol, sådan en skal alle franske bilister nemlig have liggende i handskerummet.

Men det kom hurtigt til at handle om alt muligt andet end biler.

Da nogle hundrede gule veste i december sidste år formulerede 25 konkrete krav til regeringen, stak det i alle mulige retninger: Lavere skatter, højere offentlige udgifter, Macron skulle gå af, flere folkeafstemninger, højere formueskat, Frankrig ud af NATO og EU, ikke så mange migranter …

»De Gule Veste er ikke en social bevægelse, det er en revolte,« siger Hervé Le Bras.

»For en revolte har ikke noget mål, og de har intet mål. Eller rettere: De har mange forskellige mål.«

Alle kan være en af de gule veste. Der er højreradikale, venstreekstremister, landmænd, studerende, kommunister, skuffede Macron-tilhængere, antisemitter, syndikalister …

»De Gule Veste er en følelse,« som Jørn Boisen, der er leder på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet sagde til mig, da vi talte i telefon tidligere på ugen.

»Det er et tomt tegn, og alle kan hægte deres vogn af frustration på det store gule tog.«

Emeric Fohlen

Christophe Chalençon mener, at borgerne bare er »bange for at prøve nye ting«, men Hervé Le Bras er uenig.

»Hvis du vil lykkes, må du have en drivende idé,« siger Le Bras.

Og lige nu kan De Gule Veste kun sige nej. De kan ikke sige ja til noget som helst.

Demokratiets surdej …

Jeg går gennem Paris, og efterårssolen skinner på Notre Dame, som stadig ikke har noget tag. Jeg skal mødes på en café med en anden ’leder’ fra De Gule Veste, en fyr der hedder Thierry Paul Valette.

Ved siden af mig drikker et par midaldrende damer rigtig meget rødvin af nogle små ballonglas. Jeg bestiller kaffe, men Thierry kommer ikke.

Efter den anden espresso og en håndfuld forgæves telefonopkald går jeg småsur ud i tusmørket og tager toget hjem. To timer senere modtager jeg en sms: »Hov, jeg glemte det«. Og så fire overraskede emojis.

Det er svært ikke at se det som et billede på hele bevægelsen. Det er jo ikke ligefrem professionalisme, der præger foretagendet, og det er selvfølgelig en del af charmen, det er DIY-politik det her, det er råt og vildt, men den slags har altså både fordele og ulemper.

Vi aftaler at ringes ved næste morgen klokken 10.

På vej hjem læser jeg i aviserne, at der kommer flere og flere lokallister med gule veste. I Bordeaux, Calvados, Nice og Lorraine. Og i forrige weekend mødtes 600 fra bevægelsen i Montpellier og blev enige om at deltage i den storstilede transportstrejke, som ruller af stablen den 5. december (en lille serviceoplysning til læserne her: Lad for Gud skyld være med at være planlægge en tur til Frankrig den dag!).

Her kommer de til at stå ved siden af fagforeningerne og den yderste venstrefløj, og Bruno Cautres tror, at det bliver »begyndelsen på en ny retning for De Gule Veste, hvor de forbinder sig mere med Mélenchons parti La France insoumise«.

Uanset hvad har De Gule Veste allerede ændret måden, mange tænker politik på i Frankrig. De er blevet »en surdej, der direkte eller indirekte omformer borgernes kultur«, som politologen Yves Sintomer sagde i Liberation forleden.

Først var der den ’store debat’, hvor borgerne kunne komme til orde, og nu har regeringen også nedsat et borgerting med 150 repræsentativt udvalgte franskmænd, der skal diskutere den grønne omstilling. Og regeringen har besluttet at bruge et år på at debattere den store pensionsreform med fagforeninger og borgere, inden den kommer til afstemning. Det er da inddragelse.

»Det var næppe sket uden De Gule Veste«, siger Bruno Cautres.

54 procent af franskmændene svarede i en meningsmåling fra Odoxa i slut-oktober, at De Gule Veste har været en god ting for »demokratiet og debatten i vores land«.

Næste morgen tager Thierry Paul Valette selvfølgelig ikke telefonen. Han ringer i løbet af eftermiddagen. Det var et møde, der trak ud, siger han, og fortæller, at han i øvrigt har forladt »hjertet af bevægelsen« for i stedet at stille op som præsidentkandidat i 2022.

»Men jeg vil aldrig være en gul vest,« siger han.

– Hvad vil det egentlig sige at være en gul vest?

»Alle spørger hele tiden: Hvad er De Gule Veste? Men det er meget simpelt: Det er vrede borgere, der demonstrerer og udtrykker sig.«

– Hvad skal der til for, at De Gule Veste kan gå fra at være demonstranter i gaden til at være et politisk parti?

»Det kræver en strukturering‚« siger han.

»Der er ingen fast ideologi, men der er alligevel en kerne af krav: En national folkeafstemning, en sænkelse af skatten og en hævelse af lønningerne. Det er de tre fundamentale ting, som De Gule Veste kan strukturere sig om.«

Træthed, modløshed og mistillid

Christophe Chalençon stemte faktisk på Macron i 2017.

»Han lovede en totalt anderledes politik, så jeg stemte på ham,« siger han i telefonen fra Vaucluse.

Det gør han helt sikkert ikke næste gang.

»De Gule Veste vil kæmpe imod globaliseringen, som har fjernet den politiske magt fra folket. Vi er låst fast af Maastrichttraktaten. Vi vil skabe en politisk kraft med samme betydning som Charles de Gaulle under krigen.«

Christophe Chalençon har tidligere sagt, at »paramilitære kræfter står klar til at vælte regeringen«, og at Macron ville ryge »i guillotinen«. Det er ikke en trussel, men »en forudsigelse«, sagde han.

Det kan godt være, at det på papiret går bedre i Frankrig – arbejdsløsheden er på det laveste niveau i ti år, og væksten stiger lidt – men mange mærker det ikke.

SciensPo udgiver hvert år en stor undersøgelse af franskmændenes holdning til samfundet. I den seneste udgave kan man se, at de tre ord, som flest bruger til at beskrive nationen er »træthed«, »modløshed‹ og »mistillid«.

Kun ni procent har tiltro til de politiske partier. Og kun 14 procent mener, at de politiske ledere lytter til dem.

Det er derfor, De Gule Veste overhovedet findes. Og det er derfor, både Christophe Chalençon og Thierry Paul Valette skal til demonstration igen lørdag.

»Frankrig er bygget på revolution,« siger Chalençon.

»Det er vores udgangspunkt, og det er De Gule Vestes udgangspunkt: Vi giver stemme til alle dem, politikerne har glemt.«