Feature
Læsetid: 9 min.

Algeriets unge tøvede under Det Arabiske Forår. Nu har næste generation taget over

Præsidenten er for længst trådt af, og der er lovet nyvalg til december. Men hundredtusinder af algeriere går stadig på gaden hver fredag med krav om hele regimets afgang. Chancerne for at opnå reelt demokrati er måske små, men protestbevægelsen har allerede formået at ændre noget fundamentalt i ét af de mest lukkede lande i den arabiske verden.
Under slagråb som »civilstat, ikke militærstat« og »de skal alle væk« kræver algerierne, at hele militærregimet skal træde af og overgive magten til et overgangsråd, som kan lede landet mod en demokratisk fremtid. 

Under slagråb som »civilstat, ikke militærstat« og »de skal alle væk« kræver algerierne, at hele militærregimet skal træde af og overgive magten til et overgangsråd, som kan lede landet mod en demokratisk fremtid. 

Ramzi Boudina/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
2. november 2019

»Vi er vågnet nu. Vi er nødt til at tale, og vi er ikke bange.«

22-årige Inès Brahimi studerer jura. Hun kommer fra middelklassen, og hun bor i den smarte Sidi Yahya-forstad til Algeriets hovedstad, hvor nybyggede hoteller skyder op ved siden af Starbucks-cafeer og trendy isbutikker.

Men hun er også aktiv i studenterbevægelsen, der stadig demonstrerer i Algier hver uge, som en af mange unge algeriere, der er trætte af at leve i et topstyret og statisk samfund, hvor man blot skal tænde sin smartphone for at se, hvordan ens jævnaldrende lever på den anden side af Middelhavet.

»Vi hader det her system. Vi er trætte af det her liv, af korruptionen, af elendigheden, af fattigdommen. Du ser elendigheden foran dig, og du kan ikke leve med det. Du får en uddannelse, men der er intet arbejde, medmindre du har de rigtige kontakter,« siger Inès Brahimi.

Algerierne har allerede opnået meget i år. Præsidenten Abdelaziz Bouteflika er blevet afsat efter 20 år på magten. Magtens inderste cirkel er blevet retsforfulgt. To præsidentvalg er blevet udskudt efter protester. Men det er langt fra nok, mener de tusindvis af algeriere, der fortsat går på gaden og demonstrerer hver fredag.

Under slagråb som »civilstat, ikke militærstat« og »de skal alle væk« kræver algerierne, at hele militærregimet skal træde af og overgive magten til et overgangsråd, som kan lede landet mod en demokratisk fremtid.

Demonstranterne er ikke kun studerende, men fra alle samfundslag, iklædt alt fra mønstrede berberkjoler og jelabaer til jeans og fodboldtrøjer. En gruppe demonstranter samler sig om en ældre mand med en megafon i hånden:

»Dette korrupte regime har siddet på magten siden 1962. Det, vi gennemlever nu, er en ny revolution! En fredelig revolution!,« brøler han, mens tilskuerne klapper.

Magtens maskerade

I mange år har Algeriet stået for stabilitet i Nordafrika. Som den største gaseksportør i Afrika og med den næststærkeste hær på kontinentet sørger Algeriet for store dele af Europas gasforsyning, og for at europæiske ledere kan sove trygt om natten ved at holde styr på den enorme algeriske ørken, der grænser op til konfliktramte lande som Mali, Niger og Libyen.

Men i 2013 fik præsident Abdelaziz Bouteflika et invaliderende slagtilfælde, og da han vendte tilbage til embedet i kørestol, begyndte diskussionerne om, hvem der egentlig styrede landet.

Og da den 82-årige præsident i februar annoncerede, at han var klar til en femte præsidentperiode, blev det for meget for algerierne. Millioner af mennesker strømmede ud på gaden med kravet om hans afgang.

Da militæret trak sin velsignelse, den vigtigste betingelse for at kunne lede Algeriet, måtte den invaliderede leder med rystende hånd underskrive sin egen afgang på nationalt tv i april.

Men selv om der ikke længere er millioner af algeriere på gaden, og de internationale mediers opmærksomhed igen er aftaget, er protestbevægelsen al-hirak fortsat, og hundredtusindvis af algeriere går stadig på gaden hver fredag på tiende måned i træk.

»Vi har ikke plads til at fylde vores sjæl med drømme i Algeriet. Se på mig, jeg er læge og tjener 60.000 dinarer om måneden (2.250 kroner, red.). Hvordan vil du have, jeg skal leve et værdigt liv,« spørger 32-årige Ammar, der arbejder på et offentligt hospital.

Den økonomiske krise som følge af olieprisernes kollaps og den generelle frustration over »le pouvoir« – algeriernes udtryk for magteliten af militærfolk, politikere og forretningsfolk, der styrer landet – har fået folk til at kræve det komplette systemskifte.

»Selv om den folkelige opstand blev udløst af Bouteflikas kandidatur til en femte valgperiode, er det fundamentale krav ikke kun at få afsat bestemte personer, men at gøre op med det udemokratiske og illegitime regime, som har tilladt, at denne maskerade overhovedet kunne finde sted,« forklarer Amina Chaieb, som er talskvinde for demokratibevægelsen Ibtykar.

Borgerkrigens spøgelse er falmet

I vejen står den 79-årige viceforsvarsminister og hærgeneral Ahmed Gaïd Saleh, der reelt afsatte Bouteflika, og nu forsøger at værne om den militærstat, som har holdt landet i et diktatorisk jerngreb siden uafhængigheden fra Frankrig i 1962.

Parallellerne er åbenlyse til Egyptens general Sisi, der blev valgt til præsident efter et militærkup. Men general Saleh insisterer på, at han »ikke har politiske ambitioner« og har derfor udskrevet et nyt præsidentvalg den 12. december. I stedet beskylder han demonstranterne for at sprede »giftige ideer« og være i ledtog med udenlandske kræfter. Men demonstranterne nægter kategorisk at gå til valgurnerne, så længe der kun er regimets mænd på valgkortet.

Det Arabiske Forår fik aldrig momentum i Algeriet. Nogle mener, at det var, fordi de unge i 2011 stadig kunne huske borgerkrigen fra 1990’erne mellem islamister og hæren, der kostede 200.000 mennesker livet. Da det islamistiske parti Front Islamique du Salut vandt landets første demokratiske valg i 1991, blev resultatet annulleret af militæret, hvilket blev startskuddet til ’det sorte årti’, der stadig står som et åbent sår i den algeriske bevidsthed.

Men de unge i 2019 har ikke gennemlevet dette traume og er derfor ikke lige så tilbageholdende for at konfrontere styret, mener Inès Brahimi.

»Vores generation er ikke bevidste om det, vi gennemlevede ikke det sorte årti,« svarer Inès Brahimi.

»Så nej, vi frygter intet. Tværtimod, vi står her og siger: Ja, vi vil gerne have forandringer, og nej, vi vil ikke leve som tidligere generationer i et land, der ikke udvikler sig. Den, der tier, kommer ingen vegne,« siger hun.

Selv om Inès Brahimis familie hører til middelklassen, er udsigterne til at komme i job efter endt uddannelse ikke gode. Ungdomsarbejdsløsheden i Algeriet er på 30 procent, og selv om kvinder udgør over halvdelen af de universitetsstuderende, fylder de kun 17 procent på arbejdsmarkedet.

Som jurastuderende har hun det ekstra svært med udsigten til at skulle arbejde i et korrupt system, hvor politisk indblanding i domstolenes arbejde er reglen fremfor undtagelsen.

»Domstolene er korrumperet. Hvis der er en dommer, som er nådig mod en fængslet demonstrant, så fjerner de ham eller nedgraderer ham til en lokal, ubetydelig domstol. Det er derfor vi kræver domstolenes uafhængighed,« siger Inès Brahimi.

I starten af oktober gennemførte det algeriske justitsministerium en omrokering af halvdelen af landets 6.000 dommere og anklagere. Den Nationale Association for Dommere kaldte skridtet et »kvælertag udført af den udøvende magt på den dømmende magt«.

Af den årsag var Inès Brahimi med til at arrangere en konference på sit fakultet om domstolenes uafhængighed. Men arrangementet blev stormet af civilklædte betjente. Inès fandt senere ud af, at det var en af professorerne, som havde angivet arrangementet.

Hændelsen er sigende for det algeriske magtapparats pisk og gulerod-modsvar til den demokratiske mobilisering, som landet har oplevet de seneste 10 måneder.

Udadtil lover systemet forandring. Den midlertidige præsident Abdelkader Bensalah har oprettet et Nationalt Panel for Dialog og Mægling, hvor oppositionsfolk er blevet inviteret til at præsentere en køreplan for forhandlinger med militærstyret.

Dertil har prominente personligheder i Abdelaziz Bouteflikas indercirkel, heriblandt hans bror Said Bouteflika og to tidligere efterretningschefer, for at imødekomme demonstranternes krav modtaget fængselsdomme på 15 år.

Men bag den reformvillige facade har styret skruet op for et »bekymrende repressionsklima« mod folk som Inès Brahimi for at holde på magten, advarer organisationer som Amnesty International.

Flere journalister, aktivister, demonstranter og sågar tidligere veteraner fra uafhængighedskrigen tilbageholdes som politiske fanger i det berygtede el-Harrach fængsel i udkanten af Algier. Kritiske medier er blevet lukket, og indfaldsvejene til hovedstaden blokeres om fredagen for at forhindre folk i at demonstrere.

Skeptikerne

Det er dog langt fra alle algeriere, der støtter op om protestbevægelsen. De fleste kan enes om at være imod ’banden’, som de også kalder magtens indercirkel, men mange er samtidig skeptiske over for protestbevægelsen.

43-årige Brahim er en af dem. Han arbejder som tjener på en lokal restaurant i midtbyen. Han smider viskestykket over skulderen, sætter hånden på hoften og svarer med et skeptisk blik på spørgsmålet om, hvordan det går med livet.

»Vi trækker vejret. Det er sådan, vi lever. Ellers er der ikke et liv her. Banden har stjålet alt. Halvfjerdsernes middelklasse er væk. Der er kun eliten, som sidder på alle pengene, og så er der os andre,« forklarer han.

»Hele min familie bor i Frankrig nu. Jeg er den eneste, der blev her under det sorte årti, hvor jeg så folk blive bundet, skudt med patroner, som gik ind gennem øjet og ud gennem baghovedet, og derefter slæbt gennem gaden som dyr. Men jeg blev her, og jeg bliver her til det sidste,« siger han.

Selv om Brahim er kritisk over for magthaverne og beklager sig over sin situation, giver han ikke meget for demonstranternes krav om et systemskifte, som han mener er urealistisk.

»Jeg har ikke besluttet, om jeg stemmer til december. Hvis der kommer en god kandidat, gør jeg det. De mennesker, du ser på gaden hver fredag, ville være de første til at forlade landet og tage til Europa, så snart de fik chancen,« siger han og vifter en flue væk med hænderne.

'Situationen er under kontrol'

Til forskel fra de andre aktuelle demonstrationer i Libanon og Irak er protestbevægelsen i Algeriet organiseret og har formuleret konkrete krav til magthaverne og en køreplan for en demokratisk transitionsfase.

»Al-hirak er ikke blot en række gadedemonstrationer. Det er en græsrodsbevægelse af borgere og civilsamfundsorganisationer, der har modnet og transformeret sig de sidste 10 måneder,« siger Amina Chaieb, talskvinde for demokratibevægelsen Ibtykar.

Alligevel ser eksperter ikke ligefrem optimistisk på bevægelsens chancer for succes med kravene om demokratisk overgang.

»Et statscentreret land som Algeriet kan alene gennemgå fredelige og håndterbare ændringer gennem en gradvis åbning,« siger Emiliano Alessandro, algerietekspert ved Middle East Institute i Washington.

»For meget af statsstrukturen skal fjernes, hvis en hurtig og radikal ændring forsøges. Det ville åbne døren for en række farer, som de fleste algeriere ikke lader til at kunne acceptere, heriblandt risikoen for vold,« mener han.

Trods den usikre fremtid har al-hirak netop ændret noget fundamentalt i det algeriske samfund. I kiosker, på cafeer og på markedspladser hører man konstant folk diskutere politik med en bramfrihed, der bare sidste år var helt utænkelig i et af de mest lukkede lande i den arabiske verden.

Og det er ikke kun på gaden, at demonstranterne har formået at slå sprækker i Algeriets totalitære facade. Mindst 80 borgmestre har nægtet at afholde decembervalget i deres kommuner, kulturministeren måtte for nylig gå af efter en ulykke ved en rapkoncert, og talrige algeriske aviser støtter åbenlyst gadens krav om en demokratisk transitionsfase.

I weekenden gik Den Nationale Association for Dommere ud og erklærede generalstrejke i alle landets domstole som protest mod den politiske indblanding i deres arbejde. Fagforeningen for offentlige ansatte erklærede kort tid efter, at de også indleder en generalstrejke.

Imens al-hiraks momentum fortsætter med at tage fat, håber styret på, at protestbevægelsen mister sin tilslutning, når valget er blevet afholdt i december.

I weekenden præsenterede regimet de 23 kandidater, som er blevet godkendt til at opstille ved præsidentvalget den 12. december. De to topkandidater, Ali Benflis og Abdelmajid Tebboune, er begge tidligere premierministre under Bouteflika.

Alt er, som det plejer at være i Algeriet. Det forsøger styret hvert fald at forsikre sine allierede om. Senest under Ruslands højtprofilerede Afrikatopmøde sidste torsdag, hvor den midlertidige præsident Bensalah bad om et personligt møde med Vladimir Putin med det ene formål at forsikre sin russiske kollega om, at »situationen i Algeriet under kontrol«. Dagen efter var hundredtusinder af algeriere på gaden igen.

Lægen Ammars navn er ændret for at beskytte hans identitet.

Information var i Algeriet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her