Analyse
Læsetid: 4 min.

Det er op ad bakke for Erdogan

Den tyrkiske præsident presser EU for økonomisk støtte til repatriering af syriske flygtninge – men om det lader sig gøre afhænger af det storpolitiske spil om Syriens fremtid, hvor Erdogan ikke står påfaldende stærkt
Recep Tayyip Erdogan besøger i disse dage den amerikanske præsident, Donald Trump. Erdogans manøvrer går ud på at placere Tyrkiet i en strategisk position mellem Washington og Moskva, men det bliver vanskeligt. Som det ser ud nu hænger Erdogan på Vladimir Putin og dermed på accept af Bashar al-Assads regime i Damaskus. Det er i sandhed op ad bakke for Erdogan.

Recep Tayyip Erdogan besøger i disse dage den amerikanske præsident, Donald Trump. Erdogans manøvrer går ud på at placere Tyrkiet i en strategisk position mellem Washington og Moskva, men det bliver vanskeligt. Som det ser ud nu hænger Erdogan på Vladimir Putin og dermed på accept af Bashar al-Assads regime i Damaskus. Det er i sandhed op ad bakke for Erdogan.

Tom Brenner

Udland
14. november 2019

Tyrkiets hjemsendelse af internationale IS-krigere til blandt andet Danmark er kun en begyndelse.

»Lidt som forfilmene i en biograf, der annoncerer de næste film på plakaten,« som en tyrkisk politisk iagttager udtrykker det.

»Hensigten er at fortælle EU, at efter udvisning af IS-terrorister venter der stadig 3,6 millioner syriske flygtninge, der kan følge efter.«

Og med foden på flytrappen og kurs mod Washington, hvor han mødtes med præsident Donald Trump sent onsdag dansk tid, noterede Erdogan, at flertallet af EU’s stats- og regeringschefer er ’nytilkomne’, og at ’deres kække tilgang’ til hjemsendelsen af IS-krigerne og flygtningeproblemet skyldtes manglende erfaring.

Han sagde ifølge et ordret referat i det uafhængige tyrkiske netmedie, Bianet, direkte henvendt til EU-lederne:

»I har allerede sanktioneret os i årevis. I har ikke holdt et eneste løfte, som I gav Tyrkiet. Hej EU, Tyrkiet er ikke det land, I har kendt hidtil. At vi sidder ved forhandlingsbordet (om flygtninge, red.) nu, bekymrer os ikke. De forhandlinger kan når som helst slutte.«

»I skal gennemtænke den holdning, I har indtaget over for et land, der huser fire millioner flygtninge,« lød det fra Erdogan, der sluttede:

»Jeg har sagt det før: Disse døre åbnes. ISIS-medlemmerne er sendt til jer, og de vil fortsat blive sendt. I må passe på jer selv efter dette, og forsøg ikke at true Tyrkiet om Cypern.«

Den sidste bemærkning forholder sig til EU’s protest mod olieboringer i farvandet ud for Cyperns tyrkiske republik, som EU fortolker som en krænkelse af de græskcypriotiske rettigheder – i teknisk forstand er hele øen EU-medlem, idet den tyrkiske del betragtes som besat af en fremmed magt, nemlig Tyrkiet.

Ildevarslende for EU

Men det er erklæringens substans, der varsler ilde for EU og altså også Mette Frederiksens regering. Når Erdogan siger: »I må passe på jer selv efter dette,« er et tidligere gentaget krav underforstået: Nemlig at EU enten bidrager massivt til finansiering af Tyrkiets flygtningepolitik, eller at han åbner for en strøm af flygtninge mod Europa.

En forsmag – eller om man vil, ’forfilmen’ – på, hvad der kan ventes, er tv-billedet af en udvist ISIS-kriger, der hjælpeløst gestikulerende var strandet i ingenmandsland mellem Grækenland og Tyrkiet.

Den tyrkiske masterplan, som har været luftet i forskellig sammenhæng det sidste års tid, er følgende: EU-bidraget til Tyrkiets værtsskab skal forøges, idet de seks milliarder euro, der blev aftalt i marts 2016, da kansler Angela Merkel baksede den nuværende prop i flygtningestrømmen på plads, ikke rækker – og i øvrigt aldrig er blevet udbetalt fuldt ud.

Men mere vigtigt: Tyrkiets intervention i det nordøstlige Syrien i oktober havde udadtil til formål at etablere en 32 kilometer dyb sikkerhedszone fra Tyrkiets grænse med deraf følgende evakuering af den PKK-relaterede syrisk-kurdiske YPG-milits, der officielt kaldes Syrian Democratic Forces (SDF). Men indadtil var planen at lade de tyrkiske styrker rykke længere sydpå mod de traditionelt arabiske områder med byerne Raqqa og Deir Ez-Zor og dermed skabe plads til repatriering af millioner af flygtninge i de tyrkiske lejre.

I modsætning til de kurdiske provinser, der er sluppet rimeligt nådigt gennem otte års borgerkrig, er dette arabiske område af det nordøstlige Syrien smadret af krigen mod Islamisk Stat, der støttet af omfattende luftbombardementer af USA-koalitionens kampfly lagde hele byer i ruiner.

Ankara forestiller sig, at EU bliver en afgørende deltager i finansiering af den genopbygning af regionen, der er nødvendig for at gøre området beboeligt for liv ud over rotter. Og i den proces, vil der være brug for erfarne entreprenører, der kan etablere infrastruktur og banke boligblokke op på rekordtid til bosættelse af flygtningefamilier. Og den ekspertise besidder den tyrkiske bygge- og anlægssektor til fulde.

Søger hjælp hos Trump

Om Erdogans masterplan lykkes, vil tiden vise – den er i baghovedet på den tyrkiske delegation, der forhandler i Washington mens disse linjer skrives.

På forhånd erklærede Erdogan, at hans besøg finder sted ’i en tid med vanskeligheder’, hvormed han mente, at relationerne til USA er på et hidtil uset lavpunkt.

Den amerikanske kongres har skarpt kritiseret Tyrkiets intervention i Syrien, der ser den som et lumsk overfald på en USA-allieret, den syrisk-kurdiske YPG-milits – en kritik, der også er rettet mod Trump, der beordrede den amerikanske styrke ud af de kurdiske provinser.

Trump har søgt at afbøde kritikken ved at invitere YPG-kommandanten, Ferhar Abi Sahin, også kendt som Mazloum Kobani, på goodwillbesøg i Det Hvide hus.

Kongressen pønser på nye økonomiske sanktioner mod Tyrkiet, herunder mod Erdogan selv og hans nærmeste familie, ligesom det gamle tema om officiel anerkendelse af tesen om folkemordet på armenierne i 1915, igen er på Kongressens bord.

Erdogans mission er at forsøge at overtale Trump til aflyse YPG-kommandantens besøg og at yde aktiv politisk støtte til interventionen i Syrien – kaldet Fredens Forår – som jo var et resultat af Trumps tilbagetrækning af den amerikanske garantistyrke i de kurdiske provinser.

Hensigten hermed er at sikre amerikansk rygstød til tyrkisk indflydelse på den proces, der parallelt finder sted i Geneve, hvor FN er vært for en konference om en ny forfatning for Syrien, der skal træde i kraft efter afslutning af borgerkrigen.

Om Erdogan opnår Trumps støtte er tvivlsomt – den første forudsætning vil være, at det tyrkiske køb af det russiske S-400 missilsystem neutraliseres, således det aldrig kommer op at stå.

Erdogans manøvrer går ud på at placere Tyrkiet i en strategisk position mellem Washington og Moskva – men det bliver – med hans egne ord – »vanskeligt«. Og mange stiller spørgsmål ved visdommen i at løbe an på Donald Trumps støtte. Han er i karambolage med sin kongres, der anklager ham for at sætte USA’s troværdighed som allieret over styr – og har ikke magt til at nedlægge veto mod de fleste sanktioner mod Tyrkiet.

Som det ser ud hænger Erdogan på Vladimir Putin og dermed på accept af Bashar al-Assads regime i Damaskus – der næppe vil acceptere en ukontrolleret repatriering af sunniflygtninge i det nordøstlige Syrien.

Det er i sandhed op ad bakke for Erdogan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»I har allerede sanktioneret os i årevis. I har ikke holdt et eneste løfte, som I gav Tyrkiet.«

Det har han jo sådan set ganske ret i. Den chance har EU misset. Om det var gået galt alligevel, er svært at gennemskue. Åbenbart ligeså svært som for EU at regne ud, at man skal indføje i traktaterne, at retsprincipper med mere også skal følges *efter* man er blevet medlemsland.

Hej EU, Tyrkiet er ikke det land, I har kendt hidtil.«

nej, det skal jeg love for.

Kenneth Jacobsen

Hvad menes med "tesen" om folkemordet på armenierne, Lasse Ellegaard?

To flødeboller på et bræt.