Læsetid: 8 min.

Catalansk aktivist: Vi skal have tændt en ild, så de både kan se og mærke os i Madrid

Demonstrationerne for catalansk løsrivelse fra Spanien fortsætter. Den ældre generation føler sig forrådt af den spanske regering, mens de unge i lige så høj grad gør oprør over deres egne dystre fremtidsudsigter. At det nu i høj grad er unge, som fører an, gør uafhængighedsbevægelsen mere ustyrlig og voldelig
Demonstranter blokerede mandag aften en hovedfærdselsåre i Barcelona i protest mod kongefamiliens besøg i Catalonien.

Demonstranter blokerede mandag aften en hovedfærdselsåre i Barcelona i protest mod kongefamiliens besøg i Catalonien.

Joan Valls

6. november 2019

BARCELONA – Så går vi.

»Anem,« siger de på catalansk. En midaldrende kvinde er en af de første, der forlader fortovet og træder ud på den brede boulevard foran trafikken, mens hun ivrigt slår en træske mod bunden af en kasserolle. Lige bag ved hende går hendes mand, han pifter i en metalfløjte. Og samme vej ud på den sekssporede vej og over de fuldt optrukne linjer følger et infernalsk orkester, der ender med at tælle flere tusinde medlemmer. Unge, midaldrende og ældre catalanere pifter og fløjter. Slår på gryder, svinger kobjælder, blæser i horn og slår grydelåg sammen.

Hurtigt er en af Barcelonas vigtigste færdselsårer, Avinguda Diagonal, blevet besat og spærret af demonstranter. Lige ud for det hotel, hvor den spanske konge, Felipe, netop er ankommet for at overnatte.

»Den spanske konge skal ikke komme her og tro, at han kan få en rolig nats søvn,« råber pensionisten Isabel Aguilera, der har et catalansk flag hængende på ryggen som en kappe.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
David Zennaro og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Picasso havde levet, er jeg sikker på at han havde malet et bål eller to på et stort lærred i stærke farver.

Nu har vi kun EU og vores medier, og de vælger at se det fra den blinde vinkel.

Catalanerne er delt mere eller mindre lige over i spørgsmålet om løsrivelse. Men separatisterne laver mest larm. Derfor får de mest opmærksomhed. Det er på alle måder en ulykkelig - og uløselig - situation, der balancerer på kanten af åben, voldelig konfrontation. Og det skyldes ikke mindst de mest ekstremistiske separatister.

I mine øjne er det først og fremmeste den spanske regerings og politis fremfærd samt efterfølgende politiske domme, der har været med til at optrappe situationen.
Den spanske regering kunne jo have været lidt smartere og udtalt, at catalonerne kunne afholde lige så mange folkeafstemninger, de ville, men at det ikke ville have noget gyldighed i forhold til Spanien.
Men med den voldelige reaktion viste de i stedet, at der stadig lever et vist mål af Franco i dem.

Michael Friis, Carsten Wienholtz og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

@Erik Karlsen
Det er simpelthen et udtryk for uvidende proportionsforvrængning, at fremstille den spanske regering og centraladministration som francister.
Catalonien har - i lighed med Baskerlandet - haft en udstrakt grad af autonomi gennem årtier. Og selvfølgelig vil den spanske regering ikke acceptere, at landet bliver revet fra hinanden, fordi nogle ekstremistiske separatister ønsker at gå endnu videre.

René Arestrup, men
skal Danmark acceptere, at Grønland en dag bliver selvstændigt,
skal UK acceptere, at Skotland en dag bliver selvstændigt,
skal EU acceptere, at UK en dag bliver selvstændigt,
skal Kina acceptere at Tibet en dag bliver selvstændigt, og
skal Canada acceptere at Quebec en dag bliver selvstændigt.

Nej det er ikke let, vel.
Og jeg køber ikke Madrids forfatningsargumenter. Alt kan forandre sig.

Søren Andersen

Ja Finn Jannings kronik I Berlingeren var en tiltrængt information om, hvordan catalanske regeringer gennem årene har udnyttet deres meget vidtrækkende autonomi til at udvikle en "catalansk identitet", som i stigende grad undertrykker og lægger borgere for had, hvis de ikke er med på denne vogn. Helt ned i folkeskolen er der en stram kurs med en "dem og os" retorik. Det er gået den vej i 30 år.
Artiklen idag er fin, men virkeligheden er meget større. Idag er noget af uafhængighedsbevægelsen så gået voldsomt verbalt til angreb på journalister. Der er desværre noget velkendt over dette, når man kender Europas historie. Hadet vokser. Jeg undrer mig over, at de andre autonome regioner ikke siger til den catalanske regering, at hele dette spørgsmål er en fælles sag, som catalanerne ikke kan afgøre alene.

David Zennaro, Lars Zobbe og René Arestrup anbefalede denne kommentar

@Michael Friis
Det er en håbløs æble-pære-sammenligning, som ikke giver fornuftig mening.

I tilfældet Catalonien består det problematiske i, at der 1) ikke er en entydig folkelig majoritet for løsrivelse, 2) at separatisternes postulerede politiske legitimitet af samme årsag er højst tvivlsom og 3) at separatisterne de facto har forbrudt sig mod den spanske forfatning.