Nyhed
Læsetid: 8 min.

Catalansk aktivist: Vi skal have tændt en ild, så de både kan se og mærke os i Madrid

Demonstrationerne for catalansk løsrivelse fra Spanien fortsætter. Den ældre generation føler sig forrådt af den spanske regering, mens de unge i lige så høj grad gør oprør over deres egne dystre fremtidsudsigter. At det nu i høj grad er unge, som fører an, gør uafhængighedsbevægelsen mere ustyrlig og voldelig
Demonstranter blokerede mandag aften en hovedfærdselsåre i Barcelona i protest mod kongefamiliens besøg i Catalonien.

Demonstranter blokerede mandag aften en hovedfærdselsåre i Barcelona i protest mod kongefamiliens besøg i Catalonien.

Joan Valls

Udland
6. november 2019

BARCELONA – Så går vi.

»Anem,« siger de på catalansk. En midaldrende kvinde er en af de første, der forlader fortovet og træder ud på den brede boulevard foran trafikken, mens hun ivrigt slår en træske mod bunden af en kasserolle. Lige bag ved hende går hendes mand, han pifter i en metalfløjte. Og samme vej ud på den sekssporede vej og over de fuldt optrukne linjer følger et infernalsk orkester, der ender med at tælle flere tusinde medlemmer. Unge, midaldrende og ældre catalanere pifter og fløjter. Slår på gryder, svinger kobjælder, blæser i horn og slår grydelåg sammen.

Hurtigt er en af Barcelonas vigtigste færdselsårer, Avinguda Diagonal, blevet besat og spærret af demonstranter. Lige ud for det hotel, hvor den spanske konge, Felipe, netop er ankommet for at overnatte.

»Den spanske konge skal ikke komme her og tro, at han kan få en rolig nats søvn,« råber pensionisten Isabel Aguilera, der har et catalansk flag hængende på ryggen som en kappe.

Hendes stemme knækker, da hun forsøger at overdøve rabalderet. Ved siden af hende står fem mænd, der taktfast slår sten mod en metallygtepæl. Isabel Aguilera råber igen:

»Kongen står sammen med den spanske stat, som undertrykker os, og med politiet, som slår os.«

En mand holder en plakat, der tager sig ud som en Ikea-reklame: En guillotine til kongen, der kan samles derhjemme med en unbrakonøgle. Blot 99 euro.

Andre har plakater af kongen vendt på hovedet. Og af kongekroner med en fed, rød streg over. »Stop besættelsen og løslad de politiske fanger,« råber folk.

Foran hotellet, bag meterdybe afspærringer, står betjente i fuld kampudrustning og med ansigterne dækket, så kun deres øjne er synlige. Fem unge mænd er dukket op med spanske flag.

»Længe leve kongen,« råber de. »Viva España.«

Der bliver råbt forbandelser efter dem, og da menneskemængden maser dem helt op mod afspærringen, redder politiet dem i sikkerhed.

Et skilt blinker og fortæller de nu ikkeeksisterende bilister, at det koster tre point på kørekortet at tale i mobil bag rattet. Hvad det koster at spærre en vigtig indfaldsvej efremgår ikke af skiltet.

Det er søndag aften i Barcelona. De seneste uger er det blevet en hverdagsbegivenhed, at catalanere går på gaden for at demonstrere for selvstændighed. Sådan har det været, siden den spanske højesteret i midten af oktober idømte ni catalanske separatistledere lange fængselsdomme for deres rolle i en illegal folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien afholdt i 2017. Og urolighederne i Catalonien kaster lange skygger over den kommende søndags parlamentsvalg i Spanien – det fjerde valg på fire år.

Smilet er væk

Nogle dage er det endt i voldsomme gadekampe mellem politi og demonstranter. Hundredvis er blevet såret, når demonstranter har kastet med molotovcocktails og sten, og politiet har affyret gummikugler og tåregas.

Specielt den yngre generation har fået nok og er frustreret over, at de ikkevoldelige metoder, der hidtil har karakteriseret den catalanske uafhængighedsbevægelse, ikke har ført til noget.

»Jeg plejede at gå 100 procent ind for ’smilenes revolution’, og vi har fået fortalt, at vi intet får ud af vold, men vi har været fredelige i så mange år, og ingen har lyttet til os,« siger Irene Solanich, 29 år, der underviser i sprog og litteratur på Universitetet Vic.

»Folk er trætte nu. Vi vil have forandring, men det eneste, vi bliver mødt med, det er den spanske stats og politiets vold. De har vist os, at det ikke nytter noget at være fredelig.«

Netop det er en udbredt holdning blandt mange unge uafhængighedsaktivister, der er frustrerede over, at politikerne i Madrid ikke vil indgå i en dialog og ikke vil give dem muligheden for at afholde en folkeafstemning om uafhængighed.

Catalansk, ikke spansk

Mandag formiddag er stemningen dog ganske fredelig, da et par dusin catalanere sidder i rundkreds, nogle på campingstole, nogle på fliserne. En mikrofon går rundt.

»Hvorfor respekterer de os ikke? Hvorfor vil de ikke tale med os?« spørger en ung kvinde med adresse til den spanske regering. En mand erklærer:

»Jeg føler mig ikke spansk længere. Jeg er catalansk.«

En ældre herre bliver ophidset over, at »vores penge« bliver sendt til Madrid og derfra fordelt til fattigere regioner i Spanien. »Vi har ingen fordel af at være del af Spanien.«

De sidder på Plaça de la Universitat – Universitetspladsen – en af Barcelonas centrale pladser, som nogle hundrede studerende i nu en uge har holdt besat. De overnatter i telte, som er stillet op på rad og række med femliters vanddunke bundet til hvert hjørne for at forhindre, at de flyver væk i den kraftige vind. Målet er, siger de studerende, at bekæmpe »undertrykkelsen« og sikre en »værdig fremtid« for catalanerne.

Rundkredsdiskussionen styres af Pol, en 24-årig arkitektstuderende med et mørkt fuldskæg med rødligt skær.

»Vi bliver betegnet som voldelige personer, men vi er her for at vise, at vi vil dialog, og vi blot forsvarer os selv mod politiets brutalitet. Uafhængighed vil være et middel til at kunne danne en demokratisk stat, som ikke undertrykker os,« siger han i en pause fra diskussionen. »Unge catalanere har set, hvordan politiet har spyttet på deres mødre og bedstemødre. Og de har set, hvordan folk er blevet smidt i fængsel, blot fordi de vil stemme om deres frihed.«

Han står ved et »kort over undertrykkelsen«, hvor folk inviteres til at sætte et hvidt klistermærke der, hvor de personligt har oplevet det, de beskriver som overgreb fra politiets side. I den anden ende af pladsen står et band og spiller ved siden af teltlejrens allerede oprettede hittegodskontor. Der er også et lægetelt, hvor en fyr med rød hanekam, tunge øreringe og Frida Kahlo-tatovering på højre arm har godt fat i en dukke, som han bruger til at undervise fremmødte i hjertemassage.

Aldrig spanier

Inde i et af teltene under de svajende palmer sidder 23-årige Alba, der studerer biologi på universitetet.

Hun er både vred over, at den spanske forfatningsdomstol i 2010 annullerede nye regler, som ellers ville have ført til øget catalansk autonomi, og over, at politikerne i Madrid ikke lader til at være interesseret i nogen form for kompromis.

»De har vist, at der er tydelige begrænsninger på vores autonomi; at vores frihed eksisterer inden for et område, som den spanske stat har afgrænset, og som bliver mindre. Vi er ikke herrer i eget hus,« siger hun. »Vi skal have tændt en ild, så de både kan se og mærke os i Madrid og forstår, at vi ikke vil finde os i det mere.«

Catalonien, i det nordøstlige hjørne af Spanien, har en århundreder gammel tradition, der især er baseret på det catalanske sprog og traditioner, som den tidligere spanske diktator Francisco Franco forsøgte at undertrykke.

Selvom regionen i dag har en vis grad af autonomi inden for eksempelvis uddannelsesområdet, så ser mange catalanere fortsat den spanske stat som en undertrykker, der knægter deres ret til en folkeafstemning.

Universitetsunderviseren Irene Solanich siger, at hun »aldrig« har følt sig som spanier. Hun føler faktisk, at hun har lige så lidt – eller meget – til fælles med spaniere som med et hvilket som helst andet folkefærd i Europa.

»Den eneste mulige løsning er en folkeafstemning om uafhængighed,« siger hun. »En afstemning vil være den mest demokratiske måde at afgøre det her på.«

Flere støtter uafhængighed

I det lokale catalanske parlament er det uafhængighedspartier, der har magten, men målinger viser, at skulle en folkeafstemning blive en realitet, ville et flertal af Cataloniens 7,5 mio. indbyggere stemme for at forblive en del af Spanien. Ifølge den seneste opinionsundersøgelse fra den catalanske regering ønsker 44 procent løsrivelse, mens 48 procent vil blive.

Men som Roger Soler, der researcher i politisk aktivisme ved Pompeu Fabra Universitet i Barcelona, pointerer, så er støtten til uafhængighed steget markant, da det for 10-15 år siden blot var 15 procent af catalanerne, der ønskede selvstændighed.

»Det er klart, at opfattelsen af, at catalanerne bliver undertrykt, og nu også højesterets hårde fængselsdomme til uafhængighedslederne, flytter flere og flere over på selvstændighedssiden,« siger Roger Soler.

»I den ældre generation er der mange, som føler sig forrådt af den spanske stat, som har skuffet deres håb om skabelsen af en pluralistisk spansk stat med større selvbestemmelse til blandt andet catalanerne. De unge catalanere mener også i høj grad, at den spanske stat har vist sig ikke at være i stand til at rumme den catalanske identitet, men deres modstand mod Spanien handler i høj grad også om deres egne fremtidsudsigter.«

»De ser en usikker fremtid for sig med høj arbejdsløshed, og de forestiller sig, at de vil være den første generation siden Franco-tiden, som oplever, at de vil blive værre stillet end deres forældre. Det har ført til en mistillid til den spanske stat, som de ser som ansvarlig, og som de vil gøre oprør imod. De holder fast i ideen om, at uafhængighed vil forbedre deres situation.«

Hvor det tidligere var de ældre generationer, som førte an i kampen for uafhængighed, er det i høj grad nu de unge, som fører an.

»Det har haft den betydning, at bevægelsen er blevet mere ustyrlig og mere voldelig end tidligere,« siger Roger Soler.

Ud med fascisterne

Lige ved Plaça de la Universitat har Lorena Roldán, en kandidat fra det højreliberale parti Ciudadanos, besluttet sig for at bruge de studerendes teltlejr som bagtæppe for sin valgkampagne. Hun vil have sat en stopper for den »illegale besættelse af det offentlige rum«, som »de radikale separatister« står bag, og som ikke giver plads til de catalanere, der ikke ønsker uafhængighed, siger hun til de fremmødte tv-kameraer.

Hurtigt bliver hun omringet af unge, nogle af dem fra Antifa.

»Ud med fascisterne,« råber de, og kandidaten får den mediedækning, som hun formentlig havde håbet på.

Tirsdag aften på vej til endnu en demonstration sidder en mand for sig selv på en bænk og giver fingeren op mod politihelikopteren, mens han fortsætter sin samtale i mobiltelefonen. Igen samles tusindvis af demonstranter på boulevarden Diagonal. Denne gang bliver de mødt af talstærkt politi – ifølge avisen El Pais 1.300 betjente – midt på vejen, som forhindrer menneskemængden i at komme for nær det kongrescenter, hvor kongen og hans familie skal uddele præmier til unge entreprenører.

Demonstranterne spærrer også for, at de inviterede gæster i deres stiveste puds kan komme ind til prisuddelingen. En mand får kastet et plastickrus med øl på sig. Alle bliver skreget og buhet væk. Og bliver anklaget for at være forrædere.

»Forbandede royalister,« lyder det.

»Dette land, Catalonien, vil altid være i mit hjerte,« siger den 14-årige tronarving, prinsesse Leonor, i en tale inde til præmieceremonien.

Ude på gaden er følelsen dog ikke gengældt. Folk brænder fotos af kong Felipe. Og råber:

»Kongen er ikke velkommen i Catalonien.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis Picasso havde levet, er jeg sikker på at han havde malet et bål eller to på et stort lærred i stærke farver.

Nu har vi kun EU og vores medier, og de vælger at se det fra den blinde vinkel.

Se forneden af dette link, tilsyneladende har det catalanske Generalitat kontaktet en dansk avis pga af en kronik de har bragt?
https://finnjanning.com/2019/11/06/luften-i-catalonien/

Catalanerne er delt mere eller mindre lige over i spørgsmålet om løsrivelse. Men separatisterne laver mest larm. Derfor får de mest opmærksomhed. Det er på alle måder en ulykkelig - og uløselig - situation, der balancerer på kanten af åben, voldelig konfrontation. Og det skyldes ikke mindst de mest ekstremistiske separatister.

Madrid kunne lytte lidt...

I mine øjne er det først og fremmeste den spanske regerings og politis fremfærd samt efterfølgende politiske domme, der har været med til at optrappe situationen.
Den spanske regering kunne jo have været lidt smartere og udtalt, at catalonerne kunne afholde lige så mange folkeafstemninger, de ville, men at det ikke ville have noget gyldighed i forhold til Spanien.
Men med den voldelige reaktion viste de i stedet, at der stadig lever et vist mål af Franco i dem.

Michael Friis, Carsten Wienholtz og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

@Erik Karlsen
Det er simpelthen et udtryk for uvidende proportionsforvrængning, at fremstille den spanske regering og centraladministration som francister.
Catalonien har - i lighed med Baskerlandet - haft en udstrakt grad af autonomi gennem årtier. Og selvfølgelig vil den spanske regering ikke acceptere, at landet bliver revet fra hinanden, fordi nogle ekstremistiske separatister ønsker at gå endnu videre.

René Arestrup, men
skal Danmark acceptere, at Grønland en dag bliver selvstændigt,
skal UK acceptere, at Skotland en dag bliver selvstændigt,
skal EU acceptere, at UK en dag bliver selvstændigt,
skal Kina acceptere at Tibet en dag bliver selvstændigt, og
skal Canada acceptere at Quebec en dag bliver selvstændigt.

Nej det er ikke let, vel.
Og jeg køber ikke Madrids forfatningsargumenter. Alt kan forandre sig.

Søren Andersen

Ja Finn Jannings kronik I Berlingeren var en tiltrængt information om, hvordan catalanske regeringer gennem årene har udnyttet deres meget vidtrækkende autonomi til at udvikle en "catalansk identitet", som i stigende grad undertrykker og lægger borgere for had, hvis de ikke er med på denne vogn. Helt ned i folkeskolen er der en stram kurs med en "dem og os" retorik. Det er gået den vej i 30 år.
Artiklen idag er fin, men virkeligheden er meget større. Idag er noget af uafhængighedsbevægelsen så gået voldsomt verbalt til angreb på journalister. Der er desværre noget velkendt over dette, når man kender Europas historie. Hadet vokser. Jeg undrer mig over, at de andre autonome regioner ikke siger til den catalanske regering, at hele dette spørgsmål er en fælles sag, som catalanerne ikke kan afgøre alene.

David Zennaro, Lars Zobbe og René Arestrup anbefalede denne kommentar

@Michael Friis
Det er en håbløs æble-pære-sammenligning, som ikke giver fornuftig mening.

I tilfældet Catalonien består det problematiske i, at der 1) ikke er en entydig folkelig majoritet for løsrivelse, 2) at separatisternes postulerede politiske legitimitet af samme årsag er højst tvivlsom og 3) at separatisterne de facto har forbrudt sig mod den spanske forfatning.