Læsetid: 5 min.

Fra i dag afgør de tyske socialdemokrater skæbnen for Merkels ’zombieregering’

I dag starter slutspurten om SPD’s ny lederduo og Merkels skæbne. Den ene duo kræver en rødere politik, end Merkels bagland formentlig vil sluge, mens finansminister Olaf Scholz roser regeringens resultater for at holde kursen – og blive kanslerkandidat
Saskia Esken – ved siden af sin medkandidat Norbert Walter-Borjans (tv.) tager et billede med sin telefon under et af de mange regionsmøder, der har ledt op til den afstemning om SPD-formandskabet, der løber frem til 29. november, og hvor de står over for den anden kandidatduo Olaf Scholz og Klara Geywitz (th.).

Saskia Esken – ved siden af sin medkandidat Norbert Walter-Borjans (tv.) tager et billede med sin telefon under et af de mange regionsmøder, der har ledt op til den afstemning om SPD-formandskabet, der løber frem til 29. november, og hvor de står over for den anden kandidatduo Olaf Scholz og Klara Geywitz (th.).

Monika Skolimowska

19. november 2019

Stemningen virker mere nervøs end spændt i Willy-Brandt-Haus, det socialdemokratiske SPD’s imponerende particentral i Berlin. Efter et basisdemokratisk castingshow med hele 23 regionalkonferencer rundt om i Tyskland støder de fire tilbageværende kandidater til de to formandsposter i Tysklands ældste parti denne aften nemlig sammen i en direkte, livestreamet debat med en snes tavse journalister som eneste publikum.

Debatten er ikke mindst rettet mod de 425.000 SPD-medlemmer, der fra i dag tirsdag og frem til den 29. november kan stemme på deres favoritduo: Enten finansminister Olaf Scholz og brandenburgeren Klara Geywitz, der klart har meldt ud, at de vil fortsætte regeringssamarbejdet med Merkels CDU/CSU.

Eller de langt mindre kendte Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans, der med en række mere venstreorienterede positioner sår stærk tvivl om samarbejdet og regeringsgrundlaget, som CDU/CSU omvendt nægter at genforhandle.

Symptomatisk bliver debatten næsten 20 minutter forsinket, fordi SPD’s server går ned – som om regeringspartiet, der i dag har 14 procents opbakning i meningsmålingerne, selv er overrasket over opmærksomheden.

Bogholderens blik

At Merkels regering vakler, er ikke nyt. Med CDU/CSU’s svage valgresultat i 2017 fik Merkel efter et halvt års forhandlinger til sidst SPD med i regering – stik mod SPD’s oprindelige vilje. Kort efter skabte Merkel og indenrigsminister Horst Seehofer en regulær regeringskrise, og efter en række elendige delstatsvalg blev Merkel sidste vinter presset af pinden som CDU-forkvinde.

Som DIE ZEIT- og The New York Times-kommentatoren Jochen Bittner besk har formuleret det, sidder Merkel nu i spidsen for en »zombieregering«, hvor den angivelige stabilitet ikke afspejler andet end regeringspartiernes angst for nyvalg og CDU’s magtvakuum under den populære, men også passive Merkel. På den indenrigspolitiske scene glimter Merkel således ved sit fravær, mens hun på den europæiske scene har overladt roret til Macron.

Selv Merkels forsøg på en ordnet overdragelse af magten til Annegret Kramp-Karrenbauer er under pres op til CDU’s vigtige partidag i weekenden. Alt sammen er det foregået med SPD som regeringspartner med stærkt nedadgående meningsmålinger og encifrede valgresultater ved flere delstatsvalg.

Så dystert kan billedet males. Men det kan også tegnes anderledes. Det gør Merkels GroKo-regering selv. Ved sin nylige halvvejsevaluering vendte den tommelfingeren opad til sit eget arbejde inden for en lang række områder som digitalisering, børnehaver, huslejeregulering, forsvar, integration og styrkelsen af landområder. Over halvdelen af planerne er omsat eller skudt i gang.

Som politologiprofessor Wolfgang Schroeder har formuleret det over for Der Spiegel, er det »et fint resultat – set med bogholderens blik«.

Vælgerne ser desværre bare kun en kaotisk regering, hvor SPD og CDU/CSU både mangler stabil ledelse og »et stort mål eller en overordnet fortælling, der overlapper med de emner, som ruller rundt derude i den tyske offentlighed.«

Vi arbejder

Det samme problem stråler ud af de lidet karismatiske kandidater i Willy-Brandt-Haus.

»Vi arbejder!« lyder Olaf Scholz’ centrale budskab.

Han har en solid trumf med i ærmet: gennemførelsen af den store tyske pensionsreform, som hele tre tyske regeringer har bakset med igennem næsten ti år. Oprindeligt var det SPD’s mål at skabe en slags »skandinavisk«, betingelsesløs folkepension for alle.

Det landede ved et kompromis, hvor 1,5 mio. af de fattigste tyske pensionister nu vil få mere mellem hænderne – et kompromis, som borgerlige og liberale politikere og kommentatorer ser som en glidebane mod borgerløn og et skattefinansieret brud med det personlige ansvar for at spare op til pension.

Selv den borgerlige tyske presse kaldte det for »en klokkeklar sejr« og »touchdown« til SPD. Men igen var der tale om en knastør sejr, der med Olaf Scholz’ ord var »resultatet af glimrende arbejde, som vi bare ikke markedsfører ordentligt«.

Den udlægning køber udfordrerne Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans ikke.

»Kompromiset giver måske 1,5 millioner lavtlønnede lidt grundsikkerhed. Men på grund af CDU/CSU’s blokade har SPD ladet sig forhindre i at skabe en værdig pension for yderligere to millioner mennesker,« lyder det fra Norbert Walter-Borjans.

Den udmelding får den ellers notorisk rolige Scholz til at protestere højlydt.

»Undskyld mig. Men hvis SPD netop har kæmpet sig frem til en kæmpe sejr, så nytter det ikke noget at tale succesen i stykker.«

Hvilket igen pareres af Saskia Esken:

»Grundpensionen lapper jo kun på de huller, som vi tillader på arbejdsmarkedet i kraft af lavtlønssektoren. De tyske dumpinglønninger er årsagen til alderdomsfattigdommen,« siger hun og kræver en forøgelse af den lovpligtige tyske mindsteløn fra knap ni til 12 euro i timen.

Andre centrale krav fra Walter-Borjans og Esken er en »reel socialdemokratisk formueskat«, et »opgør med den neoliberale privatisering« samt en afsked med »det sorte nul«, altså forbuddet mod ny statslig gæld, som ikke bare CDU/CSU holder fast i, men som også socialdemokraten Scholz har arbejdet ud fra som finansminister. Til gengæld kræver Walter-Borjans og Esken lånebaseret investeringsprogram for at finansiere mere forskning og uddannelse og få mere gang i hjulene.

Sløj tilstand

Selv om det er første gang, at bølgerne går højt, viser udvekslingen SPD-debatten i en nøddeskal.

For det første er diskussionen relativt teknisk. Der tales meget om økonomi, lidt om klima og miljø og ikke et ord om migration og integration. Og for det andet antyder især Walter-Borjans og Esken højst deres standpunkter til de helt centrale spørgsmål: Om de vil blive i eller forlade regeringen, og hvem de vil opstille som kanslerkandidat ved næste valg.

Scholz taler her som repræsentant for et parti, der med fire års pause har siddet i regering siden 1998, og han og Geywitz gør det klart, at de vil blive i regering. Men Scholz nægter at sige højt, at han er den oplagte kanslerkandidat.

Walter-Borjans og Esken taler derimod som oppositionspolitikere, men de bruger højst formuleringer, som at de »ikke vil reklamere for en fortsættelse af GroKo«, eller at »vores krav er på grænsen af, hvad CDU/CSU vil være med til«. Hvad en kanslerkandidat angår, vil de slet ikke udtale sig, da det i første gang jo kun handler om et formandsvalg.

Efter en god times debat – og med tyve minutters forsinkelse – går parterne hvert til sit. De fleste journalister virker lidt forvirrede. En fransk kollega sukker ironisk efter amerikanske tilstande med drama og klare fronter.

»Alle mod Scholz,« hed det i den indledende valgrunde, som Scholz/Geywitz vandt med godt 20 procents opbakning – lige foran Walter-Borjans/Esken.

Alligevel fremhæver Der Spiegel i sin lederartikel efter den direkte debat Olaf Scholz som den formentlige vinder i et SPD, som sagtens kan gøre ham til en realistisk kanslerkandidat. For det kan godt være, at han ikke har megen karisma, men CDU/CSU har heller ikke styr på deres ledelse. Og oprørerne i SPD har ikke haft held med at finde kandidater, der kan udfylde rollen som hverken partiformænd eller kanslerkandidater.

»Det eneste, rebellerne har fundet, er Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken, der ikke kan finde ud af at komme med klare udsagn om den store koalitions fremtid,« skriver Der Spiegel og fremhæver, at Scholz derimod giver den gas med reformer som den europæiske bankunion og den tyske pensionsreform.

»Fordi der nu sidder syv partier i Forbundsdagen, kan 20 procent formentlig være nok til at stille kansleren i en trekløverregering (…). Ja, SPD er i en sløj tilstand. Men i det nuværende klima skulle det være muligt selv for SPD at opnå 20 procent.«

Både den 50-årige Robert Habeck og især hans makker i partiets lederduo, den 38-årige Annalena Baerbock, holdt passionerede kamptaler for at blive genvalgt som partiledere ved weekendens partidag i De Grønne. Og de blev begge genvalgt med henholdsvis sensationelle 97,1 procents opbakning til Baerbock og 90,4 procent til Habeck. Det er helt usædvanlige tal i miljøpartiet, der kender en del til fløjkrige og altid har haft et kritisk forhold til hierarkier – og deres egen ledelse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu