Feature
Læsetid: 10 min.

Demokratibevægelsen sikrer sejr og vælgerrekord i Hongkong

Søndagens valg i Hongkong vidner om bredden i byens protestbevægelse. For første gang nogensinde stillede prodemokratiske kandidater op i samtlige 452 valgkredse. Normalt er distriktsvalg i byen en udramatisk affære – denne gang var det alt andet
Regeringen har flere gange truet med at udskyde valget, hvis ikke der faldt ro over byen, så søndagens valghandling i Hongkong var en fredelig kontrast til de seneste mange måneders eskalerende konflikt.

Regeringen har flere gange truet med at udskyde valget, hvis ikke der faldt ro over byen, så søndagens valghandling i Hongkong var en fredelig kontrast til de seneste mange måneders eskalerende konflikt.

Athit Perawongmetha

Udland
25. november 2019

For første gang, siden protestbevægelsen startede i sommer, kunne indbyggerne i Hongkong søndag tage et politisk standpunkt i en stemmeboks. Og at dømme efter de optalte stemmer ved redaktionens slutning gjorde de det ved at give en knusende sejr til demokratibevægelsen og dermed erklære Hongkongs leder Carrie Lam mistillid. Allerede tidligt på dagen stod det klart, at valgdeltagelsen ville blive rekordstor – den endte på 71,2 procent – et godt tegn for demokratibevægelsen, der tidligere har kæmpet for at få de unge og middelklassen til at interessere sig for lokalvalg.

»Normalt er det mest de ældre, der stemmer. I dag er her børn, unge og familier, og langt flere, end jeg nogensinde har set ved et valg i Hongkong,« siger Andrew Chiu, der stiller op for et af partierne i den prodemokratiske alliance. Det er hans fjerde distriktsvalg. Han har prøvet det hele før – alligevel er intet, som det plejer.

En plads i et af de 18 distriktsråd giver kun meget begrænset politisk indflydelse, men i Hongkong finder kampen om byens fremtid disse dage sted på alle platforme. Følelserne går højt, og vold er ikke længere et særsyn. Flere kandidater fra begge sider af det politiske spektrum er under valgkampen blevet overfaldet på åben gade. Andrew Chiu er en af dem. Han fik bidt det venstre øre af. Angrebsmanden snakkede mandarin og ikke kantonesisk, der er det foretrukne sprog i Hongkong. Han blev overmandet på stedet og siden anholdt indsmurt i sit eget og sine ofres blod.

»Vi må ikke lade frygten forhindre os i at møde op og stemme og give udtryk for vores vrede på en demokratisk og civiliseret måde. Vi ønsker at sende et signal til regeringen og til det internationale samfund om, at vi hongkongere står sammen i kampen for demokrati,« siger Andrew Chiu.

Hongkongs politiske system

Det juridiske fundament for Hongkong er nedfældet i Hongkongs miniforfatning kaldet The Basic Law. Af den fremgår det, at det er et ultimativt mål, at Hongkongs regeringschef og øverste politiske leder, også kaldet Chief Executive, skal vælges ved frie valg. Det samme gælder byens parlament.

I dag vælges Chief Executive af en valgkomite bestående af 1200 medlemmer, hvoraf mange har tætte bånd til Beijing. Størstedelen af komiteens medlemmer kommer fra branche- og interesseorganisationer, der afspejler Hongkongs økonomi og samfund.

Hovedparten af dem kommer fra erhvervslivet og mange har tætte forbindelser til Kinas Kommunistparti. Derudover er alle 70 medlemmer af parlamentet samt 117 medlemmer fra byens distriktsråd en del af komiteen. Regeringschefen godkender lovgivning, udpeger topembedsmænd og udstikker regeringens politik.

I midten af 80’erne indførte briterne de første indirekte valg til Hongkongs parlament, Legislative Council. I dag er halvdelen af parlamentets medlemmer valgt direkte. Resten bliver udpeget på en indirekte facon, der i stil med valget af regeringschef favoriserer den Beijing-tro politiske blok. Parlamentet udformer ny lovgivning og godkender budgetter.

På distriktsniveau kan indbyggerne selv vælge deres politikere. Hongkong har 18 distriktsråd, der i alt tæller 452 pladser. Rådenes medlemmer har ikke direkte indflydelse på politiske beslutningsprocesser, men rådgiver regeringen om lokale anliggender.

Søndagens valghandling var en fredelig kontrast til de seneste mange måneders eskalerende konflikt. Regeringen har flere gange truet med at udskyde valget, hvis ikke der faldt ro over byen. Så selv de sortklædte frontlinjedemonstranter har holdt lav profil og i dagene op til valget fokuseret på at mobilisere vælgere for den prodemokratiske fløj. De har givetvis også haft brug for at sunde sig efter de voldsomme kampe på og omkring Det Polytekniske Universitet. Her forskansede godt 1.000 demonstranter sig forrige søndag. De forsvarede sig med molotovcocktails og mursten, hvilket fik politiet til at skifte strategi og i stedet lægge en jernring rundt om det centralt beliggende campus.

En lille gruppe demonstranter nægter at give op og befinder sig fortsat bag barrikaderne. Men de fleste har ladet sig arrestere eller blev det ved magt, da de forsøgte at undslippe. Kun et sted mellem 100 og 200 lykkedes med at finde en vej ud. En af dem er den 21-årige studerende Deck – et navn, han selv har valgt for ikke at afsløre sin sande identitet.

»Først prøvede vi et par gange at løbe ud gennem indgangen og bryde igennem politiets linje, men endte med at blive overdynget med tåregas og måtte vende om,« fortæller han.

I stedet begyndte han sammen med en gruppe venner at lede efter andre flugtruter. Deres løsning blev at kaste reb ud fra en højt beliggende gangbro og kravle ned på en ubevogtet vej.

»Mange blev anholdt. Forsvaret af Polyteknisk Universitet kan meget vel være den mest skuffende beslutning, vi har truffet. Jeg fortryder det i dag, men vi havde slet ikke forudset, hvordan det ville udvikle sig. Vi har lært meget af hele forløbet, og det stopper mig ikke fra at blive ved med at bekæmpe regeringen. Jeg er endnu mere determineret,« siger Deck.

Han befandt sig blandt de forreste demonstranter, da kampene med politiet gik hårdest for sig. Demonstranternes metoder inkluderede både brug af bue og pil og affyring af brandbomber fra en hjemmelavet katapultlignende slynge.

»Jeg vil ikke benægte, at vi bruger voldelige metoder. Men det gør vi, fordi vi har forsøgt alt andet. Vi har haft enorme menneskemængder på gaden. Vi fortsætter, indtil de har anholdt os alle, hvis det er det, der skal til. Jeg er stadig optimist. Vi har stadig langt mere opbakning og momentum end tidligere,« siger Deck.

Distriktsvalget

Hongkongs distriktsråd er det laveste politiske niveau i byen og det eneste sted, hvor alle kandidater vælges direkte. I parlamentet er halvdelen af medlemmerne direkte valgt, mens byens regeringschef udpeges af en valgkomité domineret af Beijing-tro medlemmer.

Overordnet er strukturen for Hongkongs politiske system nedarvet fra den britiske kolonitid. Briterne gav ikke Hongkong demokrati, men satte processen i gang. Det skete løbende og startede på distriktsniveau – først i forlængelse af store uroligheder, der sætter de nuværende protester i et historisk perspektiv. Det var i 1967, hvor Mao Zedongs kulturrevolution rasede på det kinesiske fastland. Mao-sympatisører i Hongkong indledte med hjælp fra kinesiske embedsfolk i byen en opstand, der varede i over et halvt år og kostede adskillige menneskeliv. Urolighederne stoppede først, da Kommunistpartiets ledelse i Beijing tog afstand fra volden.

For briterne kom protesternes omfang som et chok. Koloniens guvernør startede efterfølgende en række reformer og etablerede de første distriktskontorer for at skabe bedre kontakt til lokalsamfundet. I starten af 80’erne begyndte briterne at eksperimentere med valg til nogle af byens politiske institutioner. Demokratiprocessen blev en del af forhandlingerne mellem Storbritannien og Kina, og da Hongkong igen blev kinesisk i 1997, blev det med udgangspunkt i princippet om ’et land, to systemer’ og med lovning om, at hele parlamentet og regeringschefen en dag skulle findes ved frie valg.

Retten til frit at vælge egne politikere uden begrænsninger dikteret af Beijing har længe været et centralt krav for Hongkongs demokratibevægelse. Det var udgangspunktet for den såkaldte paraplybevægelse for fem år siden, og det er et af de fire krav, den nuværende bevægelse vil have indfriet. De andre handler om amnesti for anholdte demonstranter og om at få undersøgt politiets ageren og brug af vold under protesterne. Kravet om at droppe en kontroversiel udleveringslov er det eneste, lokalregeringen har opfyldt.

Men det er naivt at gå op imod Beijing og forlange så omfattende indrømmelser, lyder det fra den modsatte lejr.

37-årige Nixie Lam stiller op for Democratic Alliance for the Betterment and Progress of Hong Kong (DAB), der er Hongkongs største politiske parti: »Ideen om ikke at forhandle med regeringen, før den accepterer alle kravene, holder ikke,« siger hun. »Hongkong er en kinesisk by og ikke et land. Der er regler, der skal følges, og så forhandler man. Hvis ikke man har Beijings tillid, får man intet rum at manøvrere på. Det politiske råderum bliver mindre, jo mere man provokerer. Det kan godt være, at det føles godt at slå ud efter centralregeringen, men er det godt for Hongkong? Det er det ikke,« mener Nixie Lam.

Valg i Hongkong er som udgangspunkt et valg mellem to politiske blokke, hvor den ene er prodemokrati og den anden proregering. DAB udgør stammen på den regeringstro fløj. Partiet har siden overdragelsen været den dominerende magtfaktor på Hongkongs politiske scene. Det er bedre organiseret og har adgang til flere ressourcer end sine politiske modstandere. Og så formår DAB at mobilisere store vælgergrupper i forbindelse med valg ved at trække på lokale foreninger, interessegrupper og arbejderbevægelser.

Ved sidste distriktsvalg vandt DAB selv en fjerdedel af alle pladserne, mens man sammen med sine allierede sikrede en majoritet i samtlige 18 distriktsråd. Men forud for valget har de været presset i defensiven. Mange har følt sig nødsaget til at lægge afstand til regeringschefen Carrie Lam og kritisere hendes håndtering af den politiske krise.

»Regeringens medlemmer og topembedsfolkene bliver nødt til at komme ned på gadeplan og genvinde folks tillid, men det gør de ikke. Regeringens tilgang er for bureaukratisk og baseret på envejskommunikation. Det er ikke, hvad folk gerne vil have. Folk vil engageres og have indflydelse, men i dag er der meget lidt offentlig involvering,« siger Nixie Lam.

Kritik af regeringen er i orden, men skal finde sted inden for de eksisterende rammer, mener hun og peger på faldende økonomisk vækst som bevis på, at protestbevægelsens metoder skader Hongkong.

»Hongkongs image og konkurrencefordele bliver ramt hårdt af det her. Hvem vil investere i Hongkong fremover,« spørger hun.

Politisk vækkelse

For demokratibevægelsen var distriktsvalget på mange måder allerede en sejr, inden den første stemme var afgivet. For første gang nogensinde har demokratifløjen haft en kandidat i samtlige 452 valgkredse. Det skyldes i høj grad tilkomsten af en ny generation af unge politisk håbefulde som 26-årige Lester Shum. Han har ikke meget tilovers for Nixie Lams argumenter.

»Hvis Beijing ikke giver os demokrati og friheder, som de har lovet, er vi villige til at ofre økonomisk vækst. Det må vi ikke være bange for,« siger han og fortsætter:

»Distriktsrådene har meget begrænset politisk indflydelse. Vi kan ikke ændre systemet indefra, som det er sat sammen nu, men til trods for det er vores mål, at vi skal påvirke og være til stede, hvor vi kan. Vi skal benytte enhver mulighed for at konfrontere regeringen og udbygge vores demokratiske fundament.«

»Den her bevægelse har stået på i så mange måneder, fordi vi har lært ikke kun at være til stede et eller to steder, men mange steder på en gang. Distriktsvalget er kun en ud af mange kamppladser,« siger Lester Shum.

Den politiske vækkelse blandt Hongkongs unge er en reaktion på de seneste års udvikling, vurderer han.

»I takt med at regeringen gang på gang har overhørt kravene om demokrati, har stadig flere fået mod på at gøre modstand. Især efter at Xi Jinping i 2012 blev præsident i Kina, er undertrykkelsen af Hongkong taget til. Nu er der ikke længere tale om, at de ikke vil give os demokrati, de ødelægger også det nuværende system, som da Beijing diskvalificerede flere kandidater valgt til parlamentet, bare fordi de ikke kunne lide dem,« siger Lester Chum.

Nøglen til reel forandring ligger i Beijing, lyder det fra Ma Ngok, lektor ved Chinese University of Hong Kong og ekspert i demokratisering og Hongkongs politiske system. Men han ser ikke tegn på, at den kinesiske ledelse har i sinde at gøre som briterne og iværksætte reformer som et svar på de folkelige protester.

»Der er kun to muligheder. Den ene er, at man fortsætter med at slå hårdt ned på al modstand. Den anden er at være mere imødekommende og starte politiske og sociale reformer. Desværre ser det ud til, hvis man ser på Xi Jinpings udtalelser, at løsning nummer ét står stærkest. Ikke i den forstand, at Folkets Befrielseshær bliver sendt ind, men Beijing ønsker ikke at tage chancer. Ledelsen i Kommunistpartiet frygter, at frie valg vil føre til valget af en kandidat, som de ikke kan styre. Og ser man på, hvad Kina har gjort ved sin egen befolkning, siden Xi kom til, så er det svært at forestille sig, at de vil gå med til at liberalisere Hongkong, mens de strammer grebet i resten af landet,« siger Ma Ngok.

»Kløften mellem de politiske værdier i Hongkong og Kina var ikke så stor for ti eller 15 år siden, men i dag er den blevet meget, meget større. For 15 år siden regnede de fleste fortsat med, at Kina ville blive friere og indføre reformer, og at kløften ville mindskes – i stedet blev Kina mere konservativt, og på vores side blev de unge mere politiske og liberalt indstillede.«

De første meldinger fra valgstederne gik på sejre til mange af de nye demokratikandidater. Ved redaktionens slutning, hvor stemmerne i Hongkong fortsat var ved at blive talt op, havde mere end 100 af de 182 kandidater, som det regeringstro DAB havde opstillet, tabt til demokratibevægelsens kandidater. Med knap en tredjedel af stemmerne optalt havde de prodemokratiske partier vundet 121 pladser, de regeringstro kun 14.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Demokratibevægelsen sikrer sejr og vælgerrekord i Hongkong "

Det er Kina nok ret ligeglad med. Diktaturet kommer til HongKong og de kan ikke undvig det.

Det interssante bliver hvad UK vil gøre med de mange der gennemskuer dette når de engang lander på Dovers hvide starnde

Anders Graae, Michael Friis, Peter Beck-Lauritzen, John Andersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Boykot Kina og håb på, at den demokratiske bevægelse "kryber" ind i Kina.
Lange udsigter, ja, især nu, hvor den kommercielle/økonomisk vækst står over menneske-rettigheder, som også Trump har tilsluttet sig. Så både Xi og Trump bør boykottes, med samme begrundelse.

Nils Bøjden, UK (og Danmark) vil forhåbentlig byde disse flittige mennesker velkommen, hvis de slipper væk i tide.
Kommer der en ny Berlin "mur" om Hong Kong?

Hongkong er mig bekendt en gammel britisk koloni i Kina. Kolonitiden er forbi. Hongkong skal tilbage til Kina. Kinas samfundsorden er kinesernes sag - ikke vores.
Konfucianismen kan jeg ikke gøre mig klog på, men den er nok væsentlig for det moderne Kina:
https://da.wikipedia.org/wiki/Konfucianisme
- og et alternativ til vestlig markedsøkonomisk demokrati ;-)

"Nils Bøjden, UK (og Danmark) vil forhåbentlig byde disse flittige mennesker velkommen, hvis de slipper væk i tide."

I øjeblikket gør de alt for at slippe af med EU borgere. Hvorfor skulle de være venligt stemte over for andre?