Feature
Læsetid: 8 min.

Demonstranter i Beirut: »Vi gentager ikke fejlen fra Det Arabiske Forår«

I 2011 gjorde egypterne, tuneserne, libyerne, syrerne og yemenitterne oprør mod deres autoritære ledere. I 2019 er turen kommet til Irak, Algeriet, Sudan og Libanon. Det ligner opskriften på kaos. Men i den libanesiske hovedstad forbereder protestbevægelsen sig grundigt på den lange seje kamp
Selv om Libanons premierminister forleden trådte tilbage efter flere ugers protester, fortsætter demonstranterne med at protestere i Beirut. De vil gøre op med landets gennemgribende korruption og en priviligeret elite, og protestbevægelsen forberede sig nu på en lang og sej kamp.

Selv om Libanons premierminister forleden trådte tilbage efter flere ugers protester, fortsætter demonstranterne med at protestere i Beirut. De vil gøre op med landets gennemgribende korruption og en priviligeret elite, og protestbevægelsen forberede sig nu på en lang og sej kamp.

Lewis Joly

Udland
11. november 2019

Libanons demonstranter synger »Bella Ciao« i Beiruts gader.

De har tvunget Saad al-Hariri til at trække sig som premierminister, men på Martyrernes Plads i Beiruts centrum, hvor hele protestbølgen begyndte i midt oktober, ankommer de atter i tusinder denne eftermiddag for at planlægge det næste træk i kampen mod landets korrupte elite.

»Vi har nu smidt tyven al-Hariri på porten, men vi bliver stående her. Forstået? Det er først nu alvoren begynder!« beordrer Latifa Sabra, 28-årig advokat, i mikrofonen midt i en folkemængde på pladsen. Efter flere ugers protester trådte landets premierminister Saad al-Hariri tilbage i forleden. Men det har ikke fået protesterne til at forstumme.

Martyrernes Plads, engang den libanesiske borgerkrigs frontlinje som delte hovedstaden i to, er blevet samlingspunkt for hele protestbevægelsen. En slags selvstændig lille republik, hvor demonstranter deler deres drømme med hinanden, taler om, hvordan man realiserer et nyt samfund, og udtrykker deres bekymringer om fremtiden:

»Jeg nægter at spilde min ungdom på at drømme om Europa, men jeg er ærlig talt også nervøs. Hvordan griber vi det an nu? Bliver vi på gaden og lægger pres? Taler vi med regeringen? Strejker vi? Hvad gør vi,« spørger en ung mand i 20’erne på pladsen.

Demonstranterne i Beirut dulmer i øjeblikket nervøsiteten ved at møde talstærkt op, hver gang der kaldes til protestmarcher. Alle er klar over, at magteliten pønser på beskidte kneb for at splitte protesterne, og jo flere der er på gaden, desto mere selvsikre føler de sig.

Ved indfaldsvejen til pladsen ankommer endnu en stor og larmende protestmarch med flere tusinder mennesker. Folk på pladsen ånder lettet op, da de får øje på den.

»Åh Gud, revolutionen er stadig i live,« siger en ældre kvinde med et libanesisk flag på ryggen lettet.

Helt forrest i protestmarchens geled går en kvinde med et partisantørklæde om halsen og en megafon i hånden. Hun er også i begyndelsen af 20’erne. Ung, energisk og karismatisk. Hun går selvsikkert som en triumferende guerillakriger. Med et falkeblik, et vredt udtryk og dramatiske armbevægelser forsøger hun at opildne marchen, som var hun en revolutionær fra midten af 20. århundrede.

»Revolution! Revolution! Revolution … til sejren er vor!«, brøler den unge kvinde taktfast i megafonen.

Masserne bag hende gentager parolen i kor, så der lyder et ekko på Martyrernes Plads.

»Revolution! Revolution! Revolution … til sejren er vor!«

Et afgørende øjeblik

Opstanden i Libanon begyndte, da regeringen forsøgte at indføre en særlig afgift på sms-tjenesten WhatsApp. Det fik tålmodigheden blandt landets unge til at briste. Det skete, efter en periode hvor landets elite ignorerede nogle ildebrande, som havde hærget Libanons cederskove i flere uger.

Den libanesiske magtelites korrupte praksis er dog ikke noget, som opstod i går. I en helt generation har landets ledere brugt ministerier og statsinstitutioner som deres personlige guldminer.

Over de seneste måneder er det imidlertid blevet utåleligt, siger libaneserne. Mange i Libanon har klaget over økonomiske vanskeligheder i dagligdagen. På Martyrernes Plads siger demonstranterne, at korruption er blevet så indlejret i samfundet, at det ganske enkelt er blevet afskyeligt at leve i landet.

»Intet kan ordnes uden bestikkelse længere. Hvad enten det er fornyelse af pas, betaling af fartbøder, eller salg af ens ejendom. Vores magthavere har skabt et system, hvor de dybest set sælger os, det, som allerede er vores,« siger Faten Attar, en velklædt 24-årig kvindelig universitetsstuderende, der har tilsluttet sig protesterne fra første dag.

Selv om Libanons premierminister forleden trådte tilbage efter flere ugers protester, fortsætter demonstranterne med at protestere i Beirut. De vil gøre op med landets gennemgribende korruption og en priviligeret elite, og protestbevægelsen forberede sig nu på en lang og sej kamp.

Selv om Libanons premierminister forleden trådte tilbage efter flere ugers protester, fortsætter demonstranterne med at protestere i Beirut. De vil gøre op med landets gennemgribende korruption og en priviligeret elite, og protestbevægelsen forberede sig nu på en lang og sej kamp.

Lewis Joly
Ligesom i Irak ønsker protestbevægelsen i Libanon at ændre hele det politiske system. De vil se nye ansigter på magten. Om de opnår målet bare delvist, er for tidligt at sige noget om. I øjeblikket virker bevægelsen uovervindelig alene på grund af antallet af demonstranter på gaden, men mange er klar over, at udfordringen bliver massiv. Fra opstandene i nabolandene har aktivister på Martyrernes Plads i Beirut lært, at de politiske eliter vil holde fast på magt og privilegier for enhver pris.

»Vi er nødt til at spille vores kort rigtigt. Vi skal ikke blive overmodige og ende som egypterne eller syrerne,« siger Faten Attar.

Ved samtlige revolter under Det Arabiske Forår i 2011 var der et bestemt øjeblik, som mange siden hen har betegnet som skillevejen: et afgørende øjeblik, hvor protestbevægelsen stod i en overlegen position på gaden efter nedbrydningen af frygtens barriere, men samtidig også et skrøbeligt øjeblik hvor ingen helt vidste, hvordan kampen skulle fortsætte fremad.

»Vi befinder os netop i dette øjeblik nu. Det handler om at forblive organiseret og målrettet,« siger Faten Attar.

I 2011 gik demonstranterne i Egypten direkte efter kongen. De gik efter slangens hoved, men de færreste egyptere forstod dengang, at hele statsbureaukratiet, militæret, og den politiske elite var som en hydraslange med mange hoveder, som blot sad på lur og ventede på at slå tilbage med en kontrarevolution.

»Vi ved, at magthaverne i Libanon allerede er i gang med at slå fra sig. Men en ting er at kende deres beskidte tricks, en anden ting er at gøre noget ved det, når de sidder på penge, medier, og militær. Vi skal finde ud af, hvad vi gør hurtigst muligt, før de begynder at splitte os fra hinanden,« siger Faten Attar.

Ved at finde sig selv

På Martyrernes Plads i Beirut hersker der imidlertid stor forvirring om protestbevægelsens næste træk. Demonstranterne har slået teltlejre op. Der er musik, madboder og scener. Hele pladsen er forvandlet til et folkemøde.

I de fleste telte på pladsen afholder demonstranterne livlige debatter med professionelle ordstyrere, som sikrer, at alle bliver hørt, og gejsten er ikke til at overse. Alle har noget på hjerte. Alle brænder inde med ideer. Alle er villige til at handle.

Nogle ønsker radikale løsninger i kampen mod eliten, mens andre insisterer på at være moderate. Folk diskuterer alle vegne.

»Næste skridt bør være at blokere landets hovedveje med afspærringer for at tvinge magthaverne i knæ,« siger en entusiastisk fyr i midt 20’erne.

»Nej, er du gal mand, så rammer du jo den økonomiske underklasse i samfundet, og så giver du magthaverne carte blanche til at delegitimere hele bevægelsen,« svarer en anden.

»Hvad fuck gør vi så? Hvorfor kan vi ikke blive enige? Lad os belejre politikernes hjem og palæer,« siger den entusiastiske fyr.

»Nej, for helvede, den går heller ikke, for så anklager de os for terror! De fleste går ind for at, vi laver sit-ins foran ministerier og institutioner, der er blevet symbolske på hele det korrupte apparat,« siger en af aktivisterne i teltet, som tydeligvis har en del at skulle have sagt.

Rent kommunikationsmæssigt hersker der til tider en kaotisk situation på pladsen. Der er libanesere fra forskellige klasser, sekter, trosretninger, uddannelsesniveauer, og ideologier. Der tales med andre ord mange forskellige ’sprog’. Langt de fleste er ofte kun enige om deres foragt for systemet.

Nogle i teltene føler sig overset. De føler, at der konstant bliver talt ned til dem. Andre siger, at deres ideer hele tiden bliver nedstemt. Andre igen synes, at de bliver ignoreret, fordi de tilhører en bestemt politisk fløj, som nogle ikke bryder sig om.

I et af teltene på pladsen opstår der et stort skænderi mellem en shiamuslimsk Hizbollah-tilhænger fra en af forstæderne og en sekulær kvindelig akademiker fra det prestigefyldte amerikanske universitet i Beirut. Hele skænderier begynder, da akademikeren under en diskussion omtaler en teori fra den marxistiske filosof Antonio Gramsci.

»Tal dog arabisk som en normal libaneser. Ingen forstår, hvad du fabler om,« siger Hizbollah- tilhængeren irettesættende til kvinden.

»Undskyld mig, beder DU mig tale arabisk som en normal libaneser? Du er en Hizbollah-type, der tager mod ordre fra iranerne i Teheran. Du skal ikke fortælle mig, om jeg er ægte libaneser,« svarer den kvindelige akademiker.

Hizbollah-tilhængeren svarer spydigt tilbage: »Men du fabler! Du taler jo bedre fransk og engelsk, end du taler arabisk. Du skal ikke tale ned om Hizbollah. Hvor var du, da Israel bombede løs på Libanon i sommeren 2006? I Sorbonne?«.

»En revolution er nationalterapi«

Hizbollah-tilhængeren og akademikeren ender med at indgå fred. Men spørgsmålet er, om de kan forblive venner på sigt. Flere i protestbevægelsen er klar over, at de mangler en leder, der kan skabe intern harmoni og spille det langsigtede spil mod de kyniske magthavere.

Et lille mindretal på pladsen er allerede en smule demotiveret efter tre ugers protester. De mener ikke, at Libanon kan blive forenet på sigt, fordi landet har så mange forskellige etniske og religiøse grupperinger.

»I Libanon er der sunniere, shiitter og kristne. Vores politikere støttes af Iran, Saudi-Arabien, Tyrkiet og USA. Vi har alle sammen været dybt sekteriske i flere årtier, og jeg tror ærlig talt ikke på, at vi kan overkomme splittelsen på få dage, bare fordi vi er euforiske nu,« siger Hala Farhat, en 31-årig kvinde, pessimistisk.

Flertallet på pladsen er dog stadig optimistiske. De tror på et nyt Libanon. De tror ikke, at der er nogen vej tilbage. Oprøret mod Libanons magthavere har åbnet op for tanker, drømme, og ambitioner, som ikke længere kan holdes nede. En masse tabuer er blevet sprængt i stykker.

»Denne revolution har været en som slags national terapi. Vi libanesere gik med alle mulige hverdagsproblemer, som vi skammede os over, indtil vi fandt ud af, at hele nationen gik med dem,« siger Manal Ibrahim, en 27-årig økonomistuderende.

I et af teltene fortæller Manal Ibrahim sin egen personlige historie til de fremmødte. Hun fortæller om, hvordan hele hendes familie løj for sig selv om deres økonomiske situation for ikke at blive set ned på blandt venner og bekendte i deres nærmiljø.

»Min familie havde ikke længere råd til at betale for mit universitet i Libanon, så jeg rejste i stedet til Tyrkiet. Hele familien lod som om, jeg gjorde det af egen fri vilje, selv om det rent faktisk handlede om vores elendige økonomi derhjemme,« forklarer Manal Ibrahim.

I teltet modtager hun klapsalver for at tale så bramfrit om sin kamp.

»Vi skammede os, fordi vi ingen penge havde, hvilket jo er sindssygt. Hvorfor kan vi libanesere ikke studere i vores hjemland? Er det virkelig for meget at forlange af vores ledere,« spørger hun.

I et hjørne i teltet sidder en ældre mand med en libanesisk flag mellem benene og lytter. Tårene triller ned ad hans kinder. Flere gange forsøger han at holde tårerne tilbage uden held. Da et par yngre kvinder forsøger at trøste ham med nogle kram, bryder han sammen i gråd.

»Undskyld,« siger han lige pludselig hulkende til folk i teltet.

»Vi gamle røvhuller har ligget på den lade side i så mange år, mens I unge har været gennem så meget lidelse. Vi har været egoistiske. Vores største bekymring har været at dø anstændigt. Men I unge tænker anderledes. I vil hellere leve anstændigt. Jeg forstår godt, at I ønsker revolution!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her