End ikke i Europa kan uighurerne undslippe Kinas undertrykkelse

MÜNCHEN – »Da jeg flygtede fra Kina, så troede jeg, at jeg ville blive fri,« siger Abdujelil Emet.

Den 52-årige sænker hovedet og lader sit ansigt med de grå- og sortskæggede kinder hvile i begge hænder, som om han forsøger at trøste sig selv. Han tøver. Så sukker han:

»Men man slipper tydeligvis aldrig fri af Kina, lige meget hvor langt væk man er, og hvor lang tid der er gået.«

På trods af at det nu er et kvart århundrede siden, han i hast efterlod sin kone og to små sønner og gemt under en lastbil flygtede ud af Kina for til sidst at ende i München, og selv om han nu er tysk statsborger, så er den kinesiske stat alligevel på jagt efter ham.

For han er uighurer, og som aktivist i München er han med til at råbe op om den kinesiske undertrykkelse af sit folk.

»Nu bruger de mine sønner til at nå mig,« siger Emet. »De holder mine sønner som gidsler i en af deres lejre for at få mig til at tie stille.«

Abdujelil Emet.

Martin Gøttske

FN vurderer, at der holdes over en million medlemmer af det hovedsageligt muslimske uighuriske mindretal fængslet i interneringslejre, som ligger spredt ud over den nordvestkinesiske ørkenprovins Xinjiang. Her udsættes uighurerne ifølge tidligere indsatte for hjernevask, mishandling og tortur.

I takt med at den internationale kritik mod lejrene er taget til, har Kina nu iværksat en systematisk indsats for at kvæle omtalen af dem.

Abdujelil Emet og to håndfulde andre uighurer, der er flygtet fra Kina og nu lever i eksil i Europa, fortæller i interview med Information, at de er blevet udsat for chikane, pres og trusler fra kinesisk side; alle er blevet forsøgt intimideret til at lukke munden om deres familiemedlemmers situation hjemme i Xinjiang, og flere er blevet forsøgt rekrutteret til at spionere for den kinesiske stat i eksilmiljøet.

De får at vide, at deres forældre, børn og søskende hjemme i Xinjiang vil blive straffet eller belønnet, alt efter om de beslutter sig for at samarbejde eller ej.

Den kinesiske virkelighed

I starten af 1990’erne var Emet imam i sin hjemby Aksu nær grænsen til Kirgisistan.

»De kinesiske myndigheder forsøgte at tvinge mig til at sprede kommunistisk propaganda i moskeen. Jeg skulle overbevise folk om, at livet er smukt under kommunistpartiet, og at vi skal være taknemmelige overfor partiet,« fortæller han.

Da han nægtede, blev han smidt halvandet år i fængsel. Kort efter sin løsladelse blev han advaret om, at han fortsat var i fare. Og på det tidspunkt flygtede han.

Men i maj i år, et par dage efter han havde deltaget i en offentlig høring om uighurernes situation i den tyske Rigsdag, blev Emet hevet tilbage i den kinesiske virkelighed, da han blev stillet direkte overfor valget mellem at samarbejde med det kinesiske regime eller bringe sin familie i fare.

Han modtog et uventet telefonopkald fra sin søster i Xinjiang, som han ikke havde hørt fra i årevis. Efter nogle minutter, hvor hun ifølge Emet græd og med anstrengt stemme udtrykte den selv samme propaganda for kommunistpartiet, som han selv havde nægtet at udbrede i moskeen, kunne han høre stemmer i baggrunden. Det lød, som om de instruerede hende, og da han krævede at tale med dem, blev det klart, at det var kinesiske betjente.

»De fortalte mig, at hvis jeg begyndte at samarbejde med dem, så ville de løfte den tunge hånd, som hviler på min familie, og de ville give mine sønner deres frihed,« fortæller Emet. »De sagde, at det er op til mig, hvordan min families, venners og sønners fremtid skal se ud.«

De gjorde det samtidig klart, siger han, at de med det foreslåede samarbejde forventede, at han ville stoppe med at tale offentligt om uighurernes situation, og at han ydermere skulle spionere for dem blandt uighurerne i Tyskland.

Ikke sikre i Europa

Som det er tilfældet med Emet, så har de andre uighurer, Information har interviewet, heller ikke været beskyttet mod det kinesiske pres, selv om de befinder sig i et demokratisk Europa med ytringsfrihed.

»Vi burde være i sikkerhed her, men det er vi ikke,« konstaterer Mihriban Memet, en uighurisk menneskerettighedsaktivist bosat i München.

Også hun har familiemedlemmer, som er indsat i en af interneringslejrene i Xinjiang-provinsen, hvor der bor i alt ti millioner uighurer.

Flere uighurer fortæller, at de modtager telefonopkald fra familiemedlemmer, som de mistænker for at være instrueret af de kinesiske myndigheder. Enten insisterer familiemedlemmerne i opkaldene med næsten identisk ordlyd på, at livet er godt og problemfrit i Xinjiang takket være kommunistpartiet. Eller de kritiserer eksiluighurerne for deres aktivisme, som de understreger kan få store konsekvenser for familien derhjemme.

En ældre etnisk uighurisk mand, som er svensk statsborger, og som ikke vil have sit navn i avisen, fortæller, at da han for nogle år siden besøgte sin familie i Xinjiang, blev han straks efter sin ankomst hevet ind til afhøring hos politiet, som igen og igen spurgte ind til hans viden om aktivister blandt uighurerne i Europa.

»De var fuldstændig ligeglade med, om jeg havde et udenlandsk pas. Pludselig var jeg bare som alle andre uighurer,« siger manden.

Han bed mærke i, at politiet allerede havde en tyk mappe med informationer om ham, og tilsyneladende ønskede de, at han skulle hjælpe dem med at gøre deres mapper på andre personer endnu tykkere. »De sagde til mig: Enten spionerer du for os, eller også ser du aldrig din familie igen.«

Koncentrationslejre/træningscentre

Menneskerettighedsorganisationer siger, at interneringslejrene – som uighurerne selv konsekvent kalder for »koncentrationslejre« – er afgørende i det kinesiske regimes forsøg på at eliminere uighurernes identitet og omdanne dem til lydige, ikkereligiøse tilhængere af kommunistpartiet.

Efter de kinesiske myndigheder i starten nægtede, at lejrene overhovedet eksisterede, så beskriver de dem nu som blot værende »uddannelsescentre« eller »frivillige træningscentre«, der er værn mod »islamisk ekstremisme«.

Truslerne mod eksiluighurerne er noget, som enkelte europæiske stater åbenlyst er blevet mere opmærksomme på, især Sverige og Tyskland, hvor de største antal uighurer i Europa bor. I begge lande har der været retssager mod personer, der har udført spionage mod både uighurer og tibetanere på vegne af den kinesiske stat.

I september advarede Säpo, den svenske sikkerhedstjeneste, om, at Kinas efterretningsarbejde er taget til i styrke i Sverige, og at flygtninge fra Kina er en specielt udsat gruppe. Der bor omkring 2.000 etniske uighurer i Sverige.

»Vi er opmærksomme på, at Kina bedriver denne type efterretningsvirksomhed,« siger Daniel Stenling, enhedsleder for kontraspionage hos Säpo, til den svenske nyhedstjeneste TT. Han påpeger, at flygtningespionage er en alvorlig forbrydelse, som kan videreføre undertrykkelsen fra det land, folk er flygtet fra, til det land, de har søgt beskyttelse i.

Frygt for kommunikation

Uighurerne har i årevis klaget over massiv kinesisk undertrykkelse, men efter interneringslejrene begyndte at dukke op for et par år siden, er frygten i Xinjiang blevet så stor, at mange slet ikke længere tør kommunikere med deres flygtede familiemedlemmer i udlandet, da de kan blive straffet for det.

Det har ført til stor desperation for 33-årige Gulzire Tashmemet, der også bor i München. Hun kæmper forgæves på at få kontakt til familien hjemme i Yining på grænsen til Kasakhstan, men siden midten af sidste år har det været umuligt at komme igennem, fortæller hun.

Tashmemet er især bekymret for sin lillesøster, der i en årrække studerede datalogi i Malaysia, men da hun vendte hjem til Xinjiang i slutningen af 2017, forsvandt hun sporløst. Nu frygter Tashmemet, at søsteren også er endt i en af lejrene.

Gulzire Tashmemet.

Martin Gøttske

»Min søster koncentrerede sig udelukkende om sine studier, men hun havde også fortalt mig, at hun var bange for, at hun og resten af familien kunne blive straffet for min flugt til Tyskland. Nu er jeg rædselsslagen for, at hun bliver mishandlet, og at hendes sind og krop bliver ødelagt. Fanger har jo talt om, at kvinderne bliver voldtaget i lejrene,« siger Tashmemet, der som universitetsstuderende i 2009 skrev kritisk på internettet om det kinesiske styres Xinjiang-politik, efter 200 blev dræbt i blodige etniske sammenstød i provinshovedstaden Urumqi.

Det førte til adskillige politiafhøringer, inden hendes forældre sagde, at hun var nødt til at flygte.

Kommunistpartiets endemål

Efter omverdenen tidligere i høj grad har ignoreret undertrykkelsen af uighurerne, så har lejrene fået voksende opmærksomhed.

»Kinas styre har jo ustraffet forfulgt og undertrykt både os og tibetanerne i lang tid, så de troede, at de blot kunne gøre vores situation værre og værre uden konsekvenser, men med koncentrationslejrene er de gået for langt. Omverdenen kan ikke længere ignorere det,« mener Isa Dolkun, præsident for World Uyghur Congress, en organisation, der kæmper for uighurernes rettigheder.

»Det kinesiske kommunistpartis endemål er total assimilation. De vil have, at den uighuriske identitet helt forsvinder,« siger Isa Dolkun, hvis egen 78-årige mor døde i en interneringslejr sidste år.

Isa Dolkun.

Martin Gøttske

Især USA har på det seneste været stærkt kritisk overfor lejrene.

»At samle så mange mennesker – ifølge visse beregninger millioner – og sætte dem ind i en lejr, tortere dem, begå overgreb mod dem, og forsøge at udslette deres kultur og deres religion fra deres dna. Det er bemærkelsesværdigt frygteligt,« sagde chefen for det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for menneskerettigheder og demokrati, Michael Kozak, tidligere i år.

Og i starten af oktober sortlistede USA’s handelsministerium 28 kinesiske virksomheder, som angiveligt skulle være involveret i overgrebene mod uighurerne.

Samtidig har uighurer ved kongreshøringer i Washington vidnet om tortur i lejrene, som har inkluderet elektriske stød og indsprøjtning af væsker, som har stoppet kvindernes menstruationscyklus og angiveligt ført til sterilisation.

Desuden har 22 nationer – primært fra Vesten og inklusiv Danmark – i juli i FN’s Menneskerettighedsråd opfordret Kina til at lukke lejrene. Her forsøgte Beijing at udmanøvrere kritikken ved at finde 37 venligsindede nationer – primært muslimske – som roste Kina for landets »bidrag til den internationale menneskerettighedssag«.

Onlinekampagne

Den tiltagende opmærksomhed på uighurernes situation kommer også efter, at uighurer i eksil har gjort en indsats for at gøre omverdenen opmærksom på deres familiers skæbne.

Halmurat Harri, en finsk læge og etnisk uighurer, som er flygtet fra familiens hjemstavn i oasebyen Turpan, var en af de første, der offentligt turde stå frem og tale om sin familie – eller rettere, som han understreger, han følte sig presset til at gøre det, da hans mor i april 2017 blev sat i interneringslejr. Hans far fulgte samme vej kort efter.

»Der var ingen til at hjælpe,« siger Harri. Han optog sidste år en video af sig selv, hvor han fortalte om de fængslede forældre, og han uploadede den til Facebook i håbet om, at nogen ville lytte.

Det gjorde de kinesiske myndigheder i hvert fald. Og de begyndte at true ham.

»Du har forrådt dit land, din familie og dit folk,« fik han at vide i telefonopkald med embedsmænd fra Turpan.

Men hans klip gik til sidst også viralt og mange andre eksiluighurer fulgte hans eksempel. Med videoer og billeder fortalte de deres families historier og de krævede bevis for, at de stadig var i live, og hvor de befandt sig.

»Vi er svage og har ingen magt til ændre på Kinas politik,« siger Harri. »Kun ved at tale åbent om det, kan vi gøre opmærksom på undertrykkelsen og så håbe, at nogen vil være med til at skabe et pres på den kinesiske regering.«

Harri erkender dog, at onlinekampagnen har mistet damp:

»Mange af de familier, der har deltaget, de er siden hen blevet bange, da de er blevet kontaktet og truet af de kinesiske myndigheder«.

Men Abdujelil Emet, den tidligere imam, har besluttet sig for at ignorere truslerne. Han vil ikke hverken være spion for kineserne eller holde op med at kritisere undertrykkelsen af sit folk.

»Selvfølgelig er jeg nervøs for, hvad min beslutning betyder for mine to sønner,« siger han. »Men jeg har besluttet at protestere endnu kraftigere over undertrykkelsen, for jeg stoler ikke på, at kineserne vil holde deres ord. Mine sønner vil ikke blive frie, før alle uighurerne er det.«