Læsetid: 8 min.

Før COP25: Verden er i klimanødstilstand

På mandag i Madrid begynder med COP25 to ugers globale forhandlinger om at forstærke klimaindsatsen. To FN-rapporter til forhandlerne dokumenterer, at det stadig går hastigt den gale vej
MACAO, PORTUGAL. En landsbyboer kalder på hjælp fra brandfolk under sommerens tørke. Mandag den 2. december begynder COP25. Gennem topmødet vil Information bringe billeder fra en række forskellige steder i verden, hvor forandringerne i klimaet sætter sig spor.

MACAO, PORTUGAL. En landsbyboer kalder på hjælp fra brandfolk under sommerens tørke. Mandag den 2. december begynder COP25. Gennem topmødet vil Information bringe billeder fra en række forskellige steder i verden, hvor forandringerne i klimaet sætter sig spor.

Patricia de Melo Moreira

27. november 2019

Årets udtryk er climate emergency, klimanødstilstand. Det meddelte forleden Oxford Dictionaries, udgiver af verdens største ordbogsværk over det engelske sprog.

»Klimanødstilstand defineres som ’en situation, hvor hurtig handling er bydende nødvendig for at mindske eller standse klimaændringer og undgå potentielt irreversibel miljømæssig ødelæggelse som følge heraf,« hedder det i en pressemeddelelse fra Oxford Dictionaries, som løbende gransker sin database med 150 millioner aktuelt anvendte ord for at indkredse, hvilke ord der via brugen har sat dagsordenen ved »at afspejle det pågældende års etos, stemning eller fokus«.

Siden september 2018 er anvendelseshyppigheden for udtrykket climate emergency blevet mere end hundreddoblet, bl.a. som konsekvens af at mange byer rundt om i verden har erklæret klimanødstilstand, og at erklæringer underskrevet af tusindvis af forskere og andre akademikere har brugt ordet og dermed givet genlyd i medier og offentlig samtale.

Også anvendelseshyppigheden af de engelske ord for ’klimahandling’ og ’klimakrise’ og sågar udtryk som ’flyskam’ er ifølge Oxford Dictionaries mere end hundreddoblet siden september 2018.

Årets ord dokumenterer det globale bevidsthedsskred, der er sket omkring klimatruslen siden sidste års ekstremt tørre og varme sommer, Greta Thunbergs start på skolestrejkerne samt rapporten fra FN’s klimapanel IPCC om risikoen for at overskride Parisaftalens 1,5-gradersmål. På mandag begynder FN’s årlige klimaforhandlingsrunde, COP25, i Madrid, og den vil afsløre, om også verdens ledere og regeringer har gennemgået et bevidsthedsskred, der kan bane vej for den skærpede klimaindsats, som Parisaftalen fordrer.

De store gab

Op til klimamødet har FN’s Miljøprogram UNEP offentliggjort hele to rapporter, som med al ønskelig tydelighed dokumenterer, at verden befinder sig i en klimanødstilstand.

Den første, Production Gap Report 2019, blev offentliggjort sidste onsdag, den anden, Emission Gap Report 2019, tirsdag i denne uge.

Den første af rapporterne har gransket planerne rundt om i verdens lande for produktion af fossile brændsler – kul, olie og gas – og sammenholdt CO2-udledningen herfra med den CO2-udledning, der er plads til, hvis Parisaftalens 1,5- og togradersmål skal overholdes.

»Denne rapport viser for første gang, hvor stor afstand der faktisk er mellem Paris-temperaturmålene og landes planer og politik for kul-, olie- og gasproduktion,« siger Michael Lazarus, direktør ved SEI og en af rapportens forfattere.

Som det konkluderes i teksten, udarbejdet af UNEP i samarbejde med bl.a. Stockholm Environment Institute (SEI) og det norske klimaforskningscenter CICERO:

»Regeringer planlægger at producere omkring 50 pct. mere fossilt brændsel i 2030 end det, der vil kunne begrænse opvarmningen til to grader, og 120 pct. mere end det, der kan begrænse opvarmningen til 1,5 grader.«

»I 2040 vil man med de eksisterende planer for fossil brændselsproduktion være endnu mere på afveje: Med CO2-udledninger 110 pct. over togradersmålet og 210 pct. over 1,5-gradersmålet.«

Rapporten udpeger bl.a. USA, Rusland og Canada som store lande, der satser på udvidet fossil produktion med henblik på eksport, mens lande som Indien og Kina vil øge produktionen for at kunne mindske egen import af fossile brændsler.

»Resultatet kan blive betydelige overinvesteringer og dermed øget risiko for stranded assets og risiko for arbejdere og lokalsamfund, ligesom det kan blive en fastlåsning til en kurs med høje udledninger,« hedder det.

Så enten binder man sig altså via investeringer i den fossile industri til CO2-belastninger, der er helt ude af trit med Parisaftalen, eller også vil en bremse på kul-, olie- og gasforbruget føre til, at investeringer i sektoren bliver værdiløse, og fossile selskaber går fallit på bekostning af bl.a. medarbejdere og involverede lokalsamfund.

Så sent som i slutningen af oktober gik således USA’s største private kulmineselselskab, Murray Energy, fallit på grund af den begyndende nedtrapning af kulforbruget i USA’s elsektor.

Forskergruppen Carbon Tracker har i en egen, aktuel rapport, Balancing the Budget, beregnet, at et olieselskab som Exxon i 2040 skal have reduceret sin nuværende olieproduktion med 55 pct. for at kunne yde sit nødvendige bidrag til at bremse opvarmningen omkring de 1,5 grader. ConocoPhillips aktuelle produktion skal inden 2040 beskæres med 85 pct., Total og Chevrons med 35 pct. osv.

Hvad med Nordsøolien?

Production Gap Report fastslår imidlertid, at »regeringer understøtter produktionen på talrige måder. Ikke alene spiller de en central rolle ved at tillade efterforskning og produktion, de støtter også den fossile brændselsindustri gennem direkte investeringer, midler til forskning og udvikling, skattebegunstigelser samt ved at påtage sig ansvar og risici«.

Danmark har f.eks. givet olieselskaberne i Nordsøen en favorabel skatterabat i den seneste Nordsø-aftale fra 2017, der har til formål at, som det hedder, »skabe større sikkerhed for, at de resterende fælles ressourcer i Nordsøen hentes op«.

Netop nu overvejer regeringen, om man skal uddele licenser til udvidet efterforskning og produktion via den såkaldte 8. udbudsrunde, der kan åbne for øget produktion i den danske del af Nordsøen helt frem til 2055, eventuelt endnu længere.

Production Gap Report påpeger, at flere lande har taget skridt til at stoppe fortsat efterforskning og ny produktion af olie, gas og kul. New Zealand har som led i sin klimapolitik sat stop for ny efterforskning til havs, Italien har vedtaget halvandet års moratorium for alle efterforskningsaktiviteter – også de allerede godkendte – mens Frankrig har forbudt al olie- og gasproduktion fra 2040. Også Costa Rica og Belize har vedtaget et moratorium for efterforskning og produktion.

I alle tilfælde er det imidlertid lande med i forvejen ringe aktivitet – de store producentlande har ikke nogen klimabegrundede begrænsninger, påpeger rapporten.

»Skønt mange regeringer har planer om at reducere deres udledninger, signalerer de det modsatte, når det gælder produktion af fossilt brændsel med planer og scenarier for fortsat udvidelse,« advarer UNEP-rapporten.

Den konkluderer, at den planlagte fossile brændselsproduktion ikke blot kolliderer med Parisaftalens klimamål.

»Den overskrider også de produktionsniveauer, som vil være i overensstemmelse med de nationale klimastrategier og -ambitioner, der indgår i landenes NDC’er« – dvs. deres officielle klimamål indberettet til FN, og som alle op til Madrid-mødet ved er alt for svage til at sikre Parisaftalen.

I FN’s COP-proces har det hidtil været tabu at forhandle begrænsninger i den fossile brændselsproduktion – ordene ’fossile brændsler’, ’kul’, ’olie’ og ’gas’ er end ikke nævnt i Parisaftalen, selv om de er ansvarlige for 75 pct. af de globale udledninger.

Måske det ændrer sig på COP25 i Madrid.

»Det er på tide at afslutte de fossile brændslers æra,« sagde FN’s generalsekretær António Guterres i sidste uge.

Kollektivt svigt

Den anden, netop offentliggjorte, rapport fra UNEP, Emission Gap Report 2019, kalder selv sine konklusioner »dystre«.

»Landene har kollektivt fejlet med hensyn til at stoppe væksten i globale drivhusgasudledninger, hvilket betyder, at dybere og hurtigere nedskæringer nu er nødvendige,« hedder det.

Hvor Production Gap Report belyser, hvad landenes planer for fortsat fossil brændselsproduktion betyder for klimabelastningen, så gransker Emission Gap Report, hvad landenes aktuelle klimapolitik og -mål betyder for muligheden for at overholde Parisaftalens mål om højst 1,5 eller to graders opvarmning.

Senest på næste års COP-møde, COP26 i Glasgow, skal verdens lande have leveret opdaterede og mere ambitiøse nationale klimamål, deres nye NDC’er, fordi det lige siden COP 21 i Paris 2015 har stået klart, at de hidtidige NDC’er langtfra kan sikre Paris-målene. Emission Gap Report fortæller, hvor langt man er nået.

»Drivhusgasudledningerne er steget med 1,5 pct. pr. år gennem det seneste årti, kun med en kortvarig stabilisering i 2014-16. De samlede drivhusgasudledninger, inklusive fra ændringer i landanvendelsen, nåede et rekordniveau svarende til 55,3 milliarder ton CO2 i 2018,« lyder statusmeldingen.

Om 10 år, i 2030, skal denne globale udledning være bragt ned til 41 mia. ton, hvis togradersgrænsen skal holdes, og til ca. 25 mia. ton med 1,5 graders målet.

Visse u-landes klimamål, deres NDC’er, er gjort betingede af f.eks. økonomisk bistand fra i-landene. Hvis man alene medregner de mere sikre, ’betingelsesløse’ NDC’er, så vil de i 2030 resultere i globale udledninger svarende til 56 mia. ton CO2 – forudsat altså at alle lande faktisk leverer som lovet. Det efterlader et gab på 15 mia. ton i forhold til togradersmålet og på næsten 32 mia. ton i forhold til de 1,5 grader. Gabet bliver en anelse mindre, hvis man også indregner de betingede NDC’er.

Sagt på en anden måde: Med de gældende NDC’er er verden ifølge UNEP på vej mod 3-3,2 graders opvarmning i 2050.

Dette er altså forudsat, at alle lande faktisk leverer på disse nuværende NDC’er. Svigtes løfterne i praksis, bliver udledningerne – og gabet til Paris-målene – endnu større.

I dag er situationen, at bl.a. store økonomier som USA, Brasilien, Australien, Canada, Japan, Sydkorea og Sydafrika ikke er på kurs til at opfyldelse deres gældende – og altså for svage – NDC-mål fra Paris.

»Der er ingen tegn på, at drivhusgasudledningerne topper inden for de nærmeste få år,« lyder advarslen i UNEP-rapporten.

Femdoblet ambitionsniveau nødvendigt

Det er dette dystre billede, der krystalklart illustrerer behovet for, at nationerne hver især vedtager mere ambitiøse klimamål – samt lever op til dem i praksis. Ifølge UNEP har omkring 70 af verdens knap 200 lande bebudet, at de vil indlevere nye NDC’er på COP26 næste år. Et antal lande har annonceret, at de som langsigtet mål vil stræbe efter nettonuludledning af CO2 i 2050, men blandt de store G20-økonomier gælder dette foreløbig kun fire lande plus EU – heraf har to vedtaget det ved lov, mens tre er undervejs med lovgivning.

Alt i alt går det alt for langsomt.

»Der er brug for en dramatisk opstramning af NDC’erne i 2020,« skriver UNEP.

»Landene må tredoble deres NDC-ambitioner for at nå målet om at blive et godt stykke under to grader samt mere end femdoble dem for at nå 1,5-gradersmålet.«

Sagt på en anden måde: Hvis landene f.eks. var begyndt at handle ambitiøst tilbage i 2010, kunne 1,5-gradersmålet været nået via globale CO2-reduktioner på 3,3 pct. om året. Fordi der ikke er blevet handlet, er kravet nu ifølge rapporten 7,7 pct. reduktion pr. år. Som nævnt sker der stadig en stigning, ikke en reduktion, i de globale udledninger.

»Det er klart, at større reduktioner bliver påkrævet, desto længere handling bliver forsinket,« skriver UNEP. Fortsat tøven »indebærer risiko for at skade den globale økonomi alvorligt og undergrave fødevaresikkerhed og biodiversitet«.

Således har FN og videnskaben endnu en gang leveret en situationsbeskrivelse og advarsel til forhandlerne fra alverdens lande, der fra mandag og to uger frem for 25. gang mødes for at gennemføre deres sendrægtige, men nødvendige klimaforhandlinger. Uden for forhandlingslokalerne i Madrid vil gaderne nok en gang summe af klimaaktivisme, denne gang med den hidtil stærkeste folkelige bevægelse i ryggen, men også med ryggen hårdere presset mod muren end nogensinde.

 

Serie

COP25 – klimadramaet i Madrid

Faresignalerne fra klimaet og advarslerne fra forskerne vælter ind over verdens regeringer, når de i dagene 2.-13. december mødes i Madrid til FN-klimamødet COP25. Her skal de politiske ledere vise, at de har gennemlevet samme bevidsthedsskred, som i civilsamfundet har skabt en klimabevægelse af hidtil uset styrke. COP25 skal demonstrere landenes vilje til en langt mere ambitiøs global klimapolitik. Information er med og følger dramaet i Madrid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Niels-Simon Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lillian Larsen
  • Thomas Tanghus
  • Palle Yndal-Olsen
  • Flemming Berger
  • Ejvind Larsen
Morten Lind, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Thomas Tanghus, Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Christiansen

Kære Arne A Olsen X 10 ?
Du har nok ret, det lader sig ikke gøre. US og KIna er ikke interesseret overhovedet.
Før måske der åbner sig et marked hvor man tjener penge på at reducerer CO2
Se vores egne politiker, det må ikke koste nogen noget.

Per Christiansen

Kære Arne A Olsen X 10 ?
Du har nok ret, det lader sig ikke gøre. US og KIna er ikke interesseret overhovedet.
Før måske der åbner sig et marked hvor man tjener penge på at reducerer CO2
Se vores egne politiker, det må ikke koste nogen noget.

"Før COP25: Verden er i klimanødstilstand"

Så pisker FN igen igen stemningen op til tunburgerpanik i flagellanteriets ekkorum forud for COPnext, medens flyene tanker op på startbanerne med kursen sat mod Madrid. Jamen de tror jo ikke selv på egen prædiken

"How dare you not eat me" hvæser tunburgeren mellem to svømmetag