Interview
Læsetid: 6 min.

Forsker: Menneskerettigheds-argumenter misbruges til religiøse formål

Religiøse aktører i FN bruger argumenter om menneskerettigheder til at promovere et forbud mod religionskrænkelse, der i virkeligheden vil underminere fundamentale rettigheder. Det konkluderer forsker i international politik, Heini í Skorini. Han advarer mod stigende religiøs sensitivitet i FN
Religiøse aktører fra eksempelvis Pakistan (billedet) har tidligere forsøgt at få EU og FN til at indføre love mod religionskrænkelse, men uden held. Nu forsøger de igen med nye metoder.

Religiøse aktører fra eksempelvis Pakistan (billedet) har tidligere forsøgt at få EU og FN til at indføre love mod religionskrænkelse, men uden held. Nu forsøger de igen med nye metoder.

Arif Ali

Udland
18. november 2019

Menneskerettighederne fejlfortolkes med vilje for at fremme religiøse hensyn i FN, mener forsker ved Færøernes Universitet, Heini í Skorini. Før i tiden agiterede religiøse stater som Pakistan og Saudi-Arabien for blasfemilovgivning i FN, men den strategi vandt ikke indpas blandt de sekulære stater.

Derfor er de nu i stedet begyndt at anvende menneskerettigheds-lingo og liberale, sekulære argumenter om beskyttelse af individet til at fremme en form for religiøs beskyttelse, der bryder med ytringsfriheden.

Det konkluderer Skorini efter at have interviewet en lang række embedsmænd og diplomater i religiøse lobbyorganisationer og medlemsstater i FN. Interview der danner grundlag for både hans ph.d. og tidligere på også året en bog om emnet.

»De (religiøse aktører, red.) har spurgt sig selv, hvordan de kan frame deres tanker på en mere legitim måde, der er i tråd med vestlig, mainstreamtankegang. Det gør de blandt andet ved at påstå, at religionskrænkelse er en moderne manifestation af racisme, eller at religionskrænkelse er et udtryk for intolerance og diskrimination,« siger Skorini.

– Men er ’retten til ikke at blive religiøst krænket’ ikke en menneskerettighed?

»Nej, det mener jeg bestemt ikke. I det øjeblik du kriminaliserer retten til at tænke og tale frit om religiøse forhold, er det på bekostning af ytringsfriheden – altså en grundlæggende menneskerettighed.«

– Hvorfor er det anderledes end retten til ikke at blive krænket på grund af sin hudfarve eller seksualitet?

»Det er et interessant spørgsmål, for i virkeligheden er det jo spørgsmålet om, hvad forskellen er på hatespeech- og blasfemiparagraffer. Som udgangspunkt kan man sige, at menneskerettigheder skal beskytte mennesker. Individer, grupper eller minoriteter – men alt sammen mennesker af kød og blod. De skal ikke beskytte vores ideer, værdier eller religiøse og politiske overbevisninger,« siger Heini í Skorini.

Og det er netop de to hensyn, der nu intentionelt bliver blandet sammen i FN, forklarer han. Til trods for, at der hidtil har været enighed om denne skelnen blandt eksperter i FN og EU.

»Hvis de to ting bliver opfattet som det samme, har det meget negative konsekvenser for den fundamentale ret til at tale frit om politik, religion, kultur og ideologi,« mener Skorini.

Strategisk beslutning

Fænomenet bliver i høj grad båret frem af gruppen Organization of Islamic Cooperation (OIC), som er en sammenslutning af 57 muslimske lande, men bakkes også op af kristne stater i Afrika og Sydamerika. Kina og Rusland har ligeledes støttet flere af OIC’s forslag, men for deres vedkommende handler det mere om strategiske interesser end religion, forklarer Skorini.

»De begynder så at iklæde deres politiske og religiøse mission vestlige, sekulære, liberale menneskerettighedstermer. Eksempelvis ved at sige, at religionskrænkelse er et udtryk for hatespeech, eller at religionskritik underminerer freden i verden, interkulturel sameksistens og så videre,« siger han.

»Man går altså væk fra at sige, at vi skal beskytte religiøse doktriner, fordi det argument ikke virkede, og prøver i stedet at legitimere holdningen ved at sige, at det handler om beskyttelse af eksempelvis muslimer. Ikke profeten, Gud eller koranen, men muslimernes følelser. Man framer det altså som en rettighed, hvor objektet er mennesket.«

Ifølge Skorini har OIC på den måde strategisk forsøgt at konstruere et argument, der passer til den kritik, de mødte, da de kæmpede for en blasfemilovgivning.

– Men hvordan ved du, at det er en strategisk beslutning?

»Fordi menneskerettighedssituationen i de lande, som promoverer denne dagsorden i FN, taler sit tydelige sprog. Hvis eliterne i lande som Pakistan, Saudi-Arabien, Iran, Tyrkiet, Rusland og Kina virkelig ville bekæmpe intolerance, racisme og forfølgelse af minoriteter, så ville de ganske enkelt føre en anden politik på hjemmefronten. Derfor er deres offentlige diskurs i FN utroværdig og blot en strategisk måde at arbejde på i international sammenhæng,« siger Skorini.

Amerikansk sejr

USA har i mange år succesfuldt modarbejdet blasfemiparagraffer i FN, og det er den primære årsag til, at eksempelvis OIC opgav en sådan lovgivning og i stedet begyndte at arbejde for indførelsen af en ’rettighed til ikke at blive religiøst krænket’, mener Heini í Skorini.

Fra 1999 til 2010 havde FN en resolution liggende, der pålagde alle stater at bekæmpe religionskrænkelse, og som blev opfattet som første skridt mod en mere bindende paragraf.

»Men det lykkedes aldrig, fordi USA under den daværende Obama-regering meget offensivt bankede flere lande på plads og underminerede flertallet for resolutionen. Man sendte simpelthen instrukser ud til ambassaderne i alle de lande, der stemte for, og bad dem banke regeringerne på plads.«

Skorini var selv overrasket over, at netop denne resolution var så vigtig for USA, »når de nu accepterer så mange ikkebindende resolutioner imod Israel og alt muligt andet, de ikke bryder sig om«. En undren, han har præsenteret for de amerikanske diplomater.

»De svar, jeg får, er, at man betragtede det som en meget alvorlig trussel mod alt, hvad vi forbinder med menneskerettigheder og vestlige frihedsrettigheder.«

Selv om USA og Europa udgør en alliance i kampen mod ny international censurlovgivning, så bliver Europa ofte anklaget for dobbeltmoral af OIC’s diplomater. Det er blandt andet, fordi der fortsat er syv-otte europæiske lande, der har blasfemiparagraffer i deres lovgivning, forklarer Skorini. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har også flere gange blåstemplet brugen af nationale blasfemiparagraffer i deres domsafgivelser. Et faktum, OIC ofte påpeger i FN-debatterne.

»Derfor har Europa ikke den samme troværdighed i denne debat. Man befinder sig et andet sted end USA, der har en mere radikal, liberal tilgang, og hvor man hverken har blasfemi- eller hatespeech-paragraffer.«

Ligesom der i Vesten findes flere forskellige tilgange til ytringsfrihedsspørgsmålet, er det også vigtigt at bemærke, at eksempelvis ’den muslimske verden’ ikke er en samlet fløj, tilføjer Skorini.

»Det er statseliterne, der står bag det her. Alle er naturligvis ikke enige, og der er utrolig mange menneskerettighedsorganisationer i den muslimske verden, der laver lobbyarbejde i FN imod OIC-staterne. De muslimske civilsamfundsorganisationer er jo hver eneste dag vidne til konsekvenserne af blasfemiparagraffer i deres hjemlande. Nemlig ved at der bliver slået ned på alt det, man ikke bryder sig om: minoriteter, ateister, systemkritikere, konvertitter, homoseksuelle og så videre.«

Sekulariseringstesen er aflyst

Når Heini í Skorinis forskning viser, at spørgsmål om religiøs beskyttelse fylder mere i FN end tidligere, skyldes det ganske enkelt, forklarer han, at religion over en bred kam er på fremtog i verden. Sekulariseringstesen er simpelthen aflyst, konkluderer han.

»For 30 år siden havde man den formodning, at religionen ville forsvinde. i takt med at vi blev mere oplyste, og at videnskaben i højere grad ville forme vores tilgang til verden. Det er måske sket i Europa, men ikke i resten af verden. Tværtimod har vi været vidne til en religiøs vækkelse flere steder,« siger han.

Den finder sted både i den muslimske verden, i dele af USA og i form af en protestantisk vækkelse i store dele af Latinamerika og Afrika.

– Religion og ytringsfrihed er vel ikke nødvendigvis hinandens modsætninger?

»Nej, ikke nødvendigvis. Tværtimod mener jeg, at de forudsætter hinanden, fordi de fleste religioner er ekstroverte, missionerende og har universelle doktriner. Så i princippet burde ytringsfrihed og religionsfrihed gå hånd i hånd. Men det kræver, at man tolererer andres ytringer, og totalitære stater kendetegnes ved, at den herskende ortodoksi promoveres på bekostning af fundamentale frihedsrettigheder. Derfor ser vi ofte en sammenhæng mellem religion og censur i den forstand, at når magten i en stat bliver mere religiøs, og når flertallet af befolkningen bliver mere religiøs, så indskrænkes ytringsfriheden nationalt og internationalt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er en misforståelse at betragte blasfemiparagraffer som andet end beskyttelse af mennesker på præcis samme måde, som andre love beskytter imod overgreb.
Men det er selvfølgelig mere problematisk, at regeringer ønsker at forbyde kritik af statsligt sanktionerede religiøse dogmer, mens det er ligefremt nødvendigt at beskytte mindretals mulighed for så vidt muligt frit at kunne udøve og efterleve religiøse regler.

Else Marie Arevad, Peter Beck-Lauritzen, Hanne Utoft og John Andersen anbefalede denne kommentar

religion af enhver afskygning bør henvises til hjertets lønkammer, bygninger skabt til formålet og/eller indenfor hjemmets fire vægge, det er, når den kommer ud i den virkelige verden, det går helt galt.

jens christian jacobsen, Jens Flø, Mogens Holme, Carsten Svendsen, Erik Winberg, Carsten Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Torben K L Jensen og Jan Rosberg anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Religion har altid været undertryggende for de nederste befolkningsgrupper. Eliten har altid haft mulighed for at drage udenlands og der udleve de i deres hjemlande religiøst forbudte udskejelser.
Moral er godt osv.
Religion er og har altid været, menneskehedens svøbe.

Kenneth Krabat, Jens Flø, Lars Jørgen Hansen, Mogens Holme, Erik Winberg og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

Folk ved tilsyneladende ikke, hvad luthersk-evangelisk kristendom går ud på, når vi skal høre om det undertrykkende og puritanske, som faktisk ligger den fjernt: kristendom sætter fri, det er deri dens eksistentialisme består, som Kierkegaard påviser den. Kristendommen overlader os til vores egen dømmekraft og moralske vandel.
Til gengæld er en religion aldrig privat, den er et fællesskab, og når det kommer til en civilisationsbærende religion, er den afgørende til stede i alle statslige forhold. Der er da heller ikke meget i dansk lovgivning og kultur, der ikke er afledt fra kristendommen i luthersk og deraf følgende grundtvigsk forståelse: alt det, vi tager for givet, men som folk med anden kulturel baggrund undrer sig over.

Når vi stimler sammen i grupper, opstår der opposition og konflikt. To forskellige grupper kan ikke have fælles ledelse, og kampen afgøres på slagmarken gennem overmagtens undertrykkelse og eliminering af taberne.

Lovreligionernes greb om folk har tidligere været disciplinerende mod større civilisationer. Regler og konsekvens. Øje for øje regulerede selektionen af genpuljen i retning mod mindre kriminalitet og større tryghed og dermed velstand.

Jesus vendte den anden kind til og initierede humanismen og eftertiden kastrerede reguleringen i selektionen,

I det sekulære Danmark står religionen ikke længere stærkt, men civiliseringen lever videre på erfaringerne med vores tryghed og velstand. Vi er en gruppe, og hvis vi skal forebygge konflikt med andre nye grupper, skal vi bare elske og mikse gener. Ellers vil konflikterne bare leve videre gennem generationerne. Hvis vi holder generne inden for familien, vil dissonansen dukke op igen og igen og igen.

Heini har fat i noget.
Samfundet skal være bevidst om, at der er en forside og en bagside af religionsfrihed. At den selvfølgelig vil blive udnyttet til det yderste af ikke demokratiske religiøse magthavere.
Såvel som retssikkerhed vil blive udnyttet til det yderste, af dem den skal beskytte.
Selvfølgelig skal vi have begge dele.

Religion har historisk set været MEGET imod ytringsfrihed, så religiøse mennesker skal bare lukke røven.
PS, så er blasfemi-love vel blasfemiske. Hvis jeg påstår at Gud er en egocentrisk homofob, så kunne han selv straffe mig med et lyn hvis han fandtes. Hvis hans ære kræver en menneskelig lov til at beskytte ham, så er den lov blasfemisk, pga den lov indikerer at Gud er en svag og ynkelig taber der ikke kan forsvare sig selv.