Feature
Læsetid: 10 min.

Irakiske demonstranter: »Vi vil retsforfølge korrupte politikere. Vi vil skabe job og muligheder. Vi vil leve!«

Iraks oktoberrevolution lader til at være en ustoppelig affære, hvor gamle myter bliver aflivet, og nye idealer ophøjet. Information rapporterer fra Iraks hovedstad, hvor demonstranter med livet som indsats forsøger at bevise, at et nyt Irak er muligt
50-60 unge mænd på al-Rasheed Boulevarden slås mod sikkerhedsstyrkerne for at holde dem beskæftiget, så irakiske familier og middelklassen kan protestere uhindret.

50-60 unge mænd på al-Rasheed Boulevarden slås mod sikkerhedsstyrkerne for at holde dem beskæftiget, så irakiske familier og middelklassen kan protestere uhindret.

Erin Trieb

Udland
29. november 2019

BAGDAD – Iraks hovedstad, Bagdad – den arabiske verdens måske mest hærdede by – har set lidt af hvert gennem tiden. Men at titusinder protesterer med musik, dans og sang midt på Befrielsespladsen i byens centrum, mens der samtidig udkæmpes en gadekrig mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker nogle få hundrede meter borte, må alligevel være et særsyn.

»Vi har brug for flere mænd til fronten NU,« brøler en 20-årig ung mand i walkie-talkien, som var han hærfører.

»Ring til hele byen! Sig, at vi har brug for forstærkninger. Hvis de stormer pladsen, er hele revolutionen ovre,« råber han.

Tykke skyer af kvælende tåregas rejser sig omkring den 20-årige med walkie-talkien. Tårerne triller  ned ad hans kinder. Fortovene i området er brækket op, stenene bruges som kasteskyts, en håndfuld af bygningerne er sat i brand, der er skrald overalt, og lugten af brændte dæk hænger tungt i luften.

Sammen med 50-60 andre unge mænd forsøger den 20-årige at sabotere de statslige sikkerhedsstyrker, som langsomt forsøger at afspærre Befrielsespladsens indfaldsveje – muligvis i et forsøg på at kvase protesterne i de kommende dage.

En håndfuld af gadekrigerne er ikke mere end 14 år gamle. Nogle bærer masker af Salvador Dalí for ikke at blive genkendt af sikkerhedsstyrkerne.

»I DÆKNING,« råber en ung fyr helt nede fra maven fra sin udkigspost bag en betonmur og peger mod den røde solnedgangshimmel over byen.

Et par tåregasgranater flyver i en bue og efterlader en stribe bag sig som passagerfly. De unge mænd søger dækning bag mure, søjler og bygninger. De hjemmelavede masker er ikke gode nok. De unge bevæger sig hurtigt, fokuseret og synkront som fisk i en stime.

»HOLD UD, KAMMERATER,« brøler den 20-årige med walkie-talkien og gejler kammeraterne op:

»I dag græder vi, fordi vi bliver gasset i hovedet, men i morgen, når vi smider pikhovederne ud, græder vi forhåbentlig af lykke.«

Tåregasgranaterne lander midt på vejen. En ung mand med en gul bluse på spurter ud af sit skjul, som var det en omgang rundbold. Han samler granaterne op, propper dem ned i en hjemmelavet cylinder og forsvinder bag en mur igen.

En anden fyr sætter sig på jorden og rækker hånden i vejret som en skadet fodboldspiller, der vil udskiftes. Hans krop kan ikke klare mere tåregas.

»FÅ HAM UD, FÅ HAM UD,« bliver der råbt kaotisk.

Fra en sidegade kommer en gul tuktuk til undsætning. Siden opstanden begyndte i oktober, er Iraks tuktuk – et lille trehjulet motorkøretøj, der normalt anvendes i slumkvartererne – blevet taxa, ambulance og symbol for hele oprøret.

De maskerede unge mænd smider kammeraten op på bagsædet, som var han en sandsæk. Tuktukchaufføren trykker speederen i bund mod Befrielsespladsen, hvor lægerne venter med ilt. Der er fuldt knald på musikken på bagsædet, og subwooferen peger direkte mod den besvimede fyr. Oktoberrevolutionens populære sang, som er blevet en hymne for protestbevægelsen, brager ud af højttaleren.

»Vi kravler op i himlen og tæller stjernerne. Vi er dem, der giver døden mascara på. Vi har ingen udløbsdato ligesom kardemomme. Uanset hvad der sker, er vi de store vindere.«

En halv time senere vender den samme unge mand tilbage til sine kammerater ved fronten, som om intet var hændt. Han har fået ilt og en ny hjelm af nogle demonstranter på pladsen.

»Min vagt slutter klokken 00:00. Jeg tager kun hjem for at skide,« siger han.

Den nye republik

Vi befinder os på Bagdads legendariske al-Rasheed Boulevard. I 1920 gjorde irakerne oprør mod det britiske imperium her. Nu, 100 år senere, gør de oprør mod deres eget korrupte politiske system, som blandt andet Danmark lagde kimen til efter invasionen i 2003.

Information er lige nu det eneste danske medie, som rapporterer fra den historiske opstand, som irakerne selv kalder Oktoberrevolutionen. Samtlige shiitiske provinser har rejst sig mod deres egne shiitiske ledere i Bagdad. Mange i de kurdiske og sunnimuslimske provinser støtter også oprøret, men kun passivt, da de frygter centralstyrets reaktion.

Indtil videre er 380 mennesker døde og 16.000 blevet såret under protesterne. De fleste i kamp for netop det: retten at protestere. De 50-60 unge mænd på al-Rasheed Boulevarden, som slås mod sikkerhedsstyrkerne, slås også af den grund: De vil gøre alt for at holde sikkerhedsstyrkerne beskæftiget, så irakiske familier og middelklassen kan protestere uhindret.

»Drengene er oprørets helte. De er vores soldater. Hvis de trækker sig, rydder regeringen hele pladsen. De ofrer sig, så revolutionen kan fortsætte. Vi er jo ikke i Stockholm. Her dør vi for vores rettigheder,« siger Jumana Hassan, en 23-årig lægestuderende, som er mødt op til protesterne med sine søskende.

Det, de unge mænd forsvarer med livet som indsats, er heller ikke en lille sag. Befrielsespladsen er ikke bare et sted med klichéfyldte bannere, der kræver omvæltning af det politiske system. Det er en folkelig magtdemonstration. Irakerne forøger at vise, hvad de kan præstere, hvis bare de får lov at udfolde sig uden om magthaverne. Hele pladsen er forvandlet til en lille republik. En miniature af et alternativt Irak. En lille model af, hvordan folket mener, at landet bør være.

Demonstranterne har med andre ord sørget for at skabe alt det, som de korrupte magthavere har negligeret siden 2003. Der er telte med frivillige læger på pladsen, som sørger for, at der eksisterer et anstændigt sundhedsvæsen. Syge kommer fra hele Bagdad for at blive tilset af en læge. Der er skraldemænd, som holder gaderne rene. De arbejder i døgndrift, så pladsen ikke ligner en losseplads efter en festival.

Der er et massivt telt, som man kalder for »revolutionens biograf«. Her viser folk videoklip fra deres egne optagelser af oprøret. Der er en lokal avis – Tuktuk – som drives af frivillige journalister. De skriver om folkets klager og lidelser og udgør et alternativ til de statskontrollerede medier, som stadig viser sæbeoperaer under oprøret.

Der er også madboder, som laver mad til hjemløse og til dem, som er rejst langvejs fra for at deltage i protesterne. Lugten af bønner, majs, linsesuppe, kaffe og grillkul hænger i luften. Der er et offentligt transportsystem, som fungerer ved, at folk smider penge i en stor donationskasse midt på pladsen. Pengene går primært til tuktukchaufførerne, som kører demonstranter til og fra protesterne.

Der er et langt fortov fyldt med stearinlys og blomster, som er dedikeret til de 380 døde under oprøret. Ved at værdsætte og hylde de døde sender protestbevægelsen en stikpille til regeringen, som endnu ikke har udbetalt erstatning til soldaterfamilier efter krigen mod IS, fordi pengene forsvinder i korrupte politikeres lommer.

Der er en tunnel under selve Befrielsespladsen fyldt med graffitimalerier, som de kalder et kunstmuseum for hele oprøret. Også graffitien er en stikpille til landets shiaislamistiske magthavere, der betegner kunst som et anliggende for dekadente mennesker.

En af de mere rørende opfindelser er Ønskemuren. Her skriver irakere deres største ønsker på små sedler, som de så hænger på en stor væg. Der hænger titusinder af sedler i forskellige farver, og folk strømmer til muren for at læse hinandens ønsker, som var det en helligdom.

»Vi skal være irakere. Ikke shiitter. Ikke sunnier. Ikke kurdere. Ikke arabere. Vi skal være irakere før alt andet,« står der på en af sedlerne.

»Jeg vil være stolt over Irak,« står der på en anden seddel.

»Vi ønsker et hjemland,« står der på en tredje.

Irakerne forøger at vise, hvad de kan præstere, hvis bare de får lov at udfolde sig uden om magthaverne. Hele Befrielsespladsen i Bagdad er forvandlet til en lille republik. En miniature af et alternativt Irak. Her vågner demonstranter efter at have overnattet i det de kalder Den Tyrkiske Restaurant. Bygningen havde været forladt i over to årtier, men nu har frivillige gjort den til et kulturelt centrum for oprørsbevægelsen.

Irakerne forøger at vise, hvad de kan præstere, hvis bare de får lov at udfolde sig uden om magthaverne. Hele Befrielsespladsen i Bagdad er forvandlet til en lille republik. En miniature af et alternativt Irak. Her vågner demonstranter efter at have overnattet i det de kalder Den Tyrkiske Restaurant. Bygningen havde været forladt i over to årtier, men nu har frivillige gjort den til et kulturelt centrum for oprørsbevægelsen.

Erin Trieb

På Befrielsespladsen siger de, at demonstranterne har skabt alt det, som Iraks fejlslagne magtelite ikke har evnet at stable på benene, efter den kom til magten i 2003. Alt det man har savnet i Irak siden 2003. Værdighed, integritet, sammenhold, troværdighed, beslutsomhed, solidaritet, fred, respekt, opofrelse, tolerance, gennemsigtighed, kreativitet og ansvar.

»Vi forsøger blot at vise, at et smukt og ukorrumperet Irak er muligt. Vi drømmer om et hjemland, hvor alle er værdsatte,« siger Jumana Hassan, den 23-årige lægestuderende.

Ingen helligere end Befrielsespladsen

Da Iraks regering i sidste uge bad demonstranterne udpege nogle ledere, som kunne repræsentere protestbevægelsen ved forhandlinger, var svaret intet mindre end overlegent.

I stedet for at udpege repræsentanter, som kunne tale på vegne af protestbevægelsen, sendte nogle af demonstranterne regeringen en liste med navnene på de irakere, som har mistet livet under oprøret.

»Værsgo! I kan forhandle med martyrerne, sagde vi,« siger Karrar Adel, der er 29 år og til daglig arbejder i statsadministrationen, men som alligevel har slået et telt op på pladsen sammen med nogle af sine aktivistvenner.

»Det er jo dét, vi står for. Vi ønsker ingen ledere. Vores oprørsleder er vores egen kollektive selvbevidsthed,« siger han.

Indtil for nylig var iagttagere uenige om, hvem der udgjorde protestbevægelsens rygrad. Er det underklassen? Middelklassen? I dag – præcis to måneder senere – er de fleste enige om, at der er tale om den største græsrodsbevægelse i Iraks historie.

Selv om de unge, der tager sammenstødene mod sikkerhedsstyrkerne, primært kommer fra de lavere sociale klasser, er pladsen fyldt med irakere fra samtlige sociale lag og sekter. Mænd, kvinder, unge, gamle, rige, fattige, sunnimuslimer, shiamuslimer, kristne. Alle er til stede.

De eneste, der ikke er til stede, er tilhængere af de regerende politiske partier. Men det betyder ikke, at de ikke må være her. Det handler blot om, at de ikke får lov til at være synlige på Befrielsespladsen. Enhver, der hylder et af de regerende partier eller en nuværende politisk leder, bliver eskorteret ud af pladsen.

»Vi smider dem ud. Punktum! De har alle sammen blod på hænderne,« siger Karrar Adel.

Protestbevægelsens største bedrift siden begyndelsen af oktober er imidlertid ødelæggelsen af tidligere idoler, myter og symboler. Plakater af magtfulde skikkelser og shialedere som Moqtada al-Sadr, Qais al-Khazali og Irans ayatollah Ali Khamenei er alle sammen blevet pillet ned fra pladsen og de omkringliggende gader og indfaldsveje. Ingen er helligere end selve pladsen.

»Vi har haft religiøse ledere og islamister siden 2003. Vi turde ikke kritisere dem, fordi de påstod at være Guds mænd, men nu hører alle deres røverhistorier fortiden til. Turbanen og skægget er gået af mode,« siger Karrar Adel og griner lidt.

Foragten for Iraks shiaislamister, religiøse partier og ledere betyder dog ikke, at protestbevægelsen er ateistisk, eller at demonstranterne er blevet mindre troende muslimer. Der er blot et udbredt ønske om at adskille religion fra politik. Et af oprørets slagord er:

»Civilstat, ikke shiitisk eller sunnitisk.«

»Vi var skidebange for at sige det højt, men nu står det klart, at de religiøse ledere foregav at være bedre, end de i virkeligheden er. Ingen er hellige længere. Det er i sig selv en triumf for Irak,« siger Karrar Adel.

»Vi vinder uanset hvad«

Om Iraks protestbevægelser får skabt en større triumf på sigt, er langtfra sikkert. I Mellemøsten har protester og opstande vist sig at være ganske uforudsigelige affærer, som har potentialet til at producere massiv ødelæggelse.

En omvæltning af den politiske orden i Bagdad vil være et stort nederlag for især Teheran, som både ønsker at kontrollere de shiamuslimske helligdomme i Irak og især fastholde Irans regionale indflydelse. Hvis den irakiske regering med støtte fra Iran vælger at knuse protestbevægelsen, er der stor sandsynlighed for yderligere kaos.

Selv om den irakiske regering i over to måneder ikke har givet sig en tomme, håber mange på pladsen alligevel, at regeringen forstår alvoren. Protestbevægelsens første krav er, at samtlige politikere, der kom til magten efter invasionen i 2003, ikke får lov at stille op igen. Kravet betyder dybest set, at man ønsker at vælte hele den nuværende orden.

Men de fleste på pladsen ved godt, at protestbevægelsen ikke nødvendigvis får opfyldt alle sine krav. Nogle ønsker blot nogle reformer af det politiske system. De ønsker, at valgsystemet ændres, så irakere uden for partierne også kan stille op til parlamentsvalg. De ønsker større gennemsigtighed, så alle kan se, hvor partierne får deres penge og midler fra.

»Vi vil retsforfølge korrupte politikere. Vi vil skabe job, elektricitet og muligheder. Vi vil bare leve, mand! Vi ønsker et Irak med Befrielsespladsen som ideal,« siger Ahmed Jaber, som er 24 år og frivillig på pladsen.

Efter midnat fortsætter sammenstødene mellem de 50-60 unge mænd og sikkerhedsstyrkerne med uformindsket styrke få hundrede meter væk fra Befrielsespladsen. En tuktuk kommer bragende til pladsen med endnu en ung fyr, der er ved at blive kvalt, på bagsædet. Han er højst 18 år.

Et par mænd løfter ham fra bagsædet som en såret soldat og bringer ham til et af teltene, hvor han får en iltmaske på af frivillige læger. Efter 15 minutter rejser han sig igen og prajer en tuktuk tilbage til frontlinjen.

Tuktukken trykker speederen i bund og forsvinder i folkemængden på pladsen med det irakiske flag blafrende bagpå. Hymnen for protestbevægelsen, Iraks mest populære sang, brager igen ud af højttaleren:

»Vi kravler op i himlen og tæller stjernerne. Vi er dem, som giver døden mascara på. Vi har ingen udløbsdato ligesom kardemomme. Vi vinder uanset hvad. Forsvinder vi fra gaden, vil mørket sænke sig … Så vil mørket sænke sig …«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I stedet for at sende 200 soldater til en såkaldt træningsmission, skulle vi måske hellere sende nogle bureaukrater, som vi har så mange af herhjemme, til Irak, der ved lidt om god regeringsførelse, der kan reglerne for dronningerunder på fingrene, der kan fixe et elnet eller to osv.,

Det ville med garanti også have en større forebyggende virkning på eventuelle fremtidige psyko-Isis-krigere, og den opbakning de får i dele af befolkningen..

Det var sørme godt at vi fik fjernet Saddam Husein.

Jens Christian Jensen

Ja, det var godt at vi fik fjernet Saddam Hussein, men de må selv kæmpe sig til demokrati. Det kan vi ikke hjælpe med. Vi har prøvet, men det gik som bekendt ikke så godt.

Waleed Safi og hans reportager er én af grundene til, at jeg værdsætter Information så højt. Kun han bringer os både vidt omkring og gør menneskenes historier og begivenhederne begribelige. Jeg håber virkelig, han får den Cavling-pris, han er indstillet til i år!

Karsten Lundsby, Rolf Højland, Birte Pedersen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

God ide Jan. Det har vi bare prøvet, det lykkedes ikke. Idag vil det blive opfattet som Vestlig arrogance. Og mon ikke Iran vil blive møgsur, det vil forhindre deres plyndring af Iraq.
Men tro at man lære Shiitiske mordere ikke at skyde på civile er håbløst.
Hæren er måske det mest civiliserede i Iraq, også selvom forsvarsmisteren lever af svensk socialhjælp bl.a..