Analyse
Læsetid: 5 min.

Iran viser tegn på bekymring for den folkelige opstand, som USA’s sanktioner har gødet

Donald Trumps kvælende økonomiske sanktioner er en af de væsentligste årsager til protesterne mod Teheran-regimets økonomiske stramninger, der rammer bredt. Opstanden føjer sig til tilsvarende revolter i Irak og Libanon
Siden fredag har iranere demonstreret i 100 byer over stigende benzinpriser. Her er det i Isfahan.

Siden fredag har iranere demonstreret i 100 byer over stigende benzinpriser. Her er det i Isfahan.

AFP/Ritzau Scanpix

Udland
20. november 2019

De sociale uroligheder i Iran, udløst af en voldsom prisstigning på benzin, har siden weekenden lammet landet og kostet adskillige menneskeliv.

Revolten – for det synes der at være tale om – føjer sig til andre protester, der de senere måneder er skyllet gennem de to andre shiamuslimsk-dominerede stater i regionen: Irak og Libanon. Fælles for uroen er den folkelige vrede vendt mod de respektive regimers nepotisme, magtmisbrug og korruption.

Men der er selvfølgelig forskelle. I Libanon er kravet et opgør med det politisksekteriske system, der lammer den økonomiske udvikling. I Irak er det sekteriske modsætninger – både mellem shiitter og sunitter og mellem shiitter internt, der har skabt politisk lammelse.

Og i Iran er konsekvenserne af de amerikanske sanktioner, der har udhulet landets økonomi, blandt årsagerne til protesterne.

Så når den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, beskylder »kræfter udefra« for at stå bag det folkelige oprør mod præstestyret, har han i hvert fald delvist en pointe. Hvis man skal tro USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, er urolighederne et kalkuleret resultat af præsident Trumps erklærede mål med at ødelægge Irans økonomi for at fremkalde et regimeskifte.

Senest er nye amerikanske sanktioner mod den iranske finanssektor trådt i kraft i september, men allerede i februar skildrede Pompeo sanktionernes motiv i en udtalelse til tv-stationen CBS:

»I Iran er betingelserne i dag langt værre for det iranske folk, og vi er overbevist om, at (sanktionerne, red.) vil føre til en folkelig opstand med deraf følgende ændring af regimets opførsel,« lød det.

Om udsagnet var bevidst, eller om der røg en finke af panden, er ikke til at vide. Men det bekræfter, at en vægtig hensigt med Trumps opsigelse af atomaftalen med Iran i 2017 var at tvinge Teheran i knæ som USA’s mest magtfulde regionale opponent.

At præstestyrets restriktive natur har hjulpet vreden frem – blandt andet kom de økonomiske indgreb uden varsel – fuldender billedet af begyndende panik.

Støtte til Irans folk

I anledning af de aktuelle uroligheder har såvel Trump som hans udenrigsminister været ude med støtteerklæringer til »det iranske folk«, der siden i fredags har demonstreret i 100 byer i de iranske provinser, heraf storbyerne Isfahan, Tabriz og Shiraz.

Benzinstationer og banker er vandaliserede, stormagasiner er udplyndret, og offentlige kontorer er angrebet i et omfang, der ikke er set siden januar 2018, hvor en række iranske byer var i kortvarig undtagelsestilstand efter aktioner mod stigende brødpriser.

Denne gang er det benzinprisen, der har udløst protesterne. Den er steget mellem 50 og 300 procent fulgt op af en rationering på 60 liter månedligt pr. køretøj.

Ifølge regeringen skal provenuet fra prisstigningen bruges til fordeling af tilskud til de fattigste 60 millioner, der udgør den iranske underklasse i en befolkning på 80 millioner. Men selv om iransk brændstof er noget nær verdens billigste – i danske penge stiger prisen fra ca. 75 øre til mellem 1,10 og 2,10 kr. literen – er prisstigningen mærkbar i en økonomi, der har vænnet sig til statslige subsidier på transport og fødevarer.

Eksempelvis hed det sig efter den ’grønne revolution’ i 2009, der udløstes af utilfredshed med udfaldet af et præsidentvalg, at den aktionerende middelklasse ikke kunne påregne politisk støtte fra de menige iranere, så længe busserne kørte til tiden, og brødet var til at betale.

Den ’grønne revolution’ blev da også uden problemer nedkæmpet af Revolutionsgarden og regimets betalte voldsmænd.

Vækst var på vej

Også dengang var Iran underlagt sanktioner, men klarede sig i kraft af alternativ eksport af olie til blandt andre Tyrkiet, Kina og Indien. Men siden strammedes grebet internationalt, og i 2015 blev præstestyret presset til at indgå den atomaftale, der skulle sikre, at Iran ikke ville være i stand til at udvikle et kernevåben i 20-25 år.

Aftalen betød, at olieeksporten steg fra 2,3 millioner tønder om dagen til 3,8 millioner med pil opad. Den økonomiske vækst eksploderede til mere end 12 procent i 2016, hvorefter den faldt til knap fire procent året efter. Men da pengene blev brugt til nødvendige indkøb af især nye reservedele i oliesektoren, slog væksten ikke for alvor igennem i den brede befolkning.

Og da Trump i 2017 bebudede USA’s udtræden af atomaftalen og genoptagelse af sanktionspolitikken, steg fødevarepriserne, og i januar 2018 gik iranere på gaden med krav om øgede subsidier.

Demonstrationerne blev nedkæmpet, men det er luerne fra 2018-urolighederne, der kombineret med en inflation på 40 procent og reallønsnedgang er blusset op med de øgede brændstofpriser.

Blemangel

Som en nylig rapport fra Human Rights Watch gjorde gældende i oktober, er sanktionerne hovedårsagen til det iranske folks lidelser. Ganske vist er de vedhæftet en serie undtagelser for ’humanitære varegrupper’, der formelt har til formål at friholde den brede befolkning fra de værste følger af den økonomiske strangulering. Men virkeligheden er, at iranerne ikke kan importere livsvigtig medicin, og selv bleer er der mangel på som følge af de europæiske producenters frygt for at handle med Iran.

Sanktionerne bevirker således, at al eksport – også den humanitære – i realiteten er indstillet af frygt for karambolage med USA’s sanktionssystem, der overvåger al samhandel med Iran.

Ifølge BBC har iranske mødre med ét barn opgivet planer om yderligere familieforøgelse som en direkte følge af blemanglen, der også specifikt blev nævnt i en tale, som den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, holdt, hvor han bakkede op om regimets økonomiske politik.

’Få uromagere’

At Khamenei kommenterer urolighederne så detaljeret, tyder på, at styret er bekymret.

Et andet signal er, at internettet har været lukket ned i flere dage for at hindre demonstranterne i at mobilisere via de sociale medier.

De statskontrollerede medier har desuden gjort meget ud af at fortælle, at antallet af »uromagere« er 84.200 – et meget specifikt tal, der samtidig fortæller aktivisterne, at de er under bestandig overvågning.

Indtil videre er 12 personer ifølge myndighederne dræbt – demonstranterne siger mere end 40 – og flere tusinde er anholdt. Men er der grund til bekymring? Ikke ifølge det statslige nyhedsbureau, ISNA, der tirsdag meddelte, at »få uromagere« har beskadiget offentlig ejendom såsom banker og benzinstationer.

»Politi og grupper med ansvar for sikkerheden advarer mod skade på offentlig ejendom under folkets fredelige protester.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Nielsen

Man kan mene om Irans politiske styre, hvad man vil. Men USA har ingen som helst ret til at ville foranstalte regimeskift. Hvad bilder de sig ind! Hvornår begynder vi - og vores regering - at vise, at det kan være nok med USA.s indblanding i andre landes anliggender?

Poul Kristensen

@Karsten Nielsen: Det vil jo være at blande sig i USA's anliggender - ikke sandt?