Feature
Læsetid: 9 min.

»Det her er en kamp mod vandet, som Venedig kan ende med at tabe«

Byen synker, mens vandet stiger. Er Venedig ude på den sidste omgang, inden hele skuden synker i havet? Den sidste uges voldsomme oversvømmelser har fået de ellers hårdt prøvede venetianere til at indse, at deres by har oddsene imod sig
»Vi oplever forbavsende tit, at turister kommer hen og spørger os: ’Hvad tid lukker Venedig?’ Som om det her er et museum og ikke en levende by. Men hvis vi ikke får dæmmet op for både vandet og turisterne, så ender vi måske med at lukke for alvor,« siger den 22-årige filosofistuderende Vittorio da Mosto.

»Vi oplever forbavsende tit, at turister kommer hen og spørger os: ’Hvad tid lukker Venedig?’ Som om det her er et museum og ikke en levende by. Men hvis vi ikke får dæmmet op for både vandet og turisterne, så ender vi måske med at lukke for alvor,« siger den 22-årige filosofistuderende Vittorio da Mosto.

Mirco Toniolo/Errebi/AGF/SIPA

Udland
23. november 2019

VENEDIG – En mand iført badebukser kaster sig ud i bølgerne, der ruller i hoftehøjde hen over Markuspladsen. Nær Rialtobroen sidder et ungt par i waders og nyder to glas rødvin, mens vandet skvulper lige under barstolenes sæder. Og turister forsøger at tage de bedste katastrofeselfies med en baggrund af fortøjede gondoler, som ligger og vugger ved den forliste kant, hvor det oversvømmede brostensfortov slutter og de opsvulmede kanaler begynder.

»I de sidste dage har det næsten virket, som om Venedigs katastrofe er blevet tilføjet som attraktion i vores by,« siger restauratøren Franco Donaggio om det syn, der har mødt ham og den berømte kanalbys andre indbyggere på det seneste. Vandet nåede op over bordpladerne inde i Franco Donaggios restaurant, Al Nono Risorto, og tvang ham til at holde lukket i en uge, fortæller han. Og han slår fast: »Jeg har aldrig været ude for noget lignende.«

Efter sidste uges historisk voldsomme oversvømmelser er de ellers hårdt prøvede venetianere rystede. Hele tre gange på en enkelt uge nåede vandstanden op over 150 cm over normalen. Det er aldrig sket før. Faktisk er det aldrig sket i de foregående halvandet hundrede år, at vandet er nået så højt mere en én enkelt gang på et år. Tirsdag i sidste uge kom vandstanden helt op på 187 cm over normalen – det højeste niveau siden 1966.

Mirco Toniolo/Errebi/AGF/SIPA

Over 80 procent af byen har været oversvømmet. Gader, forretninger, restauranter, hoteller og private hjem. Og nu, hvor havvandet i løbet af denne uge langsomt har trukket sig tilbage, har det efterladt sig et lag af salt, som æder af murstenene, marmorpaladserne og de historiske kirker. Unikke kulturskatte i den tidligere magtfulde bystat er blevet voldsomt beskadiget.

»Siden jeg var lille, har jeg altid haft gummistøvler klar ved døren, for vi har altid haft oversvømmelser,« siger den 81-årige pensionist Paolo Penacchio. Iført en blød kasket og joggingbukser har han en moppe i hånden og er i gang med at gøre gulvet i stueetagen rent og fjerne den sidste rest havvand. Malingen skaller af en halv meter op ad væggene, op til der, hvor saltvandet nåede.

»Vi er vant til oversvømmelser,« siger han, »men for første gang begynder man at frygte, at det her er en kamp mod vandet, som vi kan ende med at tabe.«

Byen synker, vandet stiger

Selv om vandet nu stort set er væk, så har oversvømmelserne skærpet indtrykket af, at det blot er en stakket frist, inden byen igen bliver ramt hårdt. Og med tiden hårdere og hårdere.

Er det ved at være for sent for Venedig – er hele skuden ved at synke i havet? Den nordøstitalienske lagune-by på kanten af Adriaterhavet, der er bygget på pæle på 118 småøer, har oddsene mod sig. Byen synker. Og vandet omkring stiger – og det med stadig større hast på grund af klimaforandringerne.

»Dette er en konsekvens af klimaændringerne,« konstaterede borgmester Luigi Brugnaro netop, da han sidste uge inspicerede den oversvømmede by.

Men derudover ser en stor del af Venedigs indbyggere også den sidste uges begivenheder som en katastrofe, der kunne være blevet undgået, hvis det ikke var for rystende ringe håndtering af krisen og politisk inkompetence.

For det, der skulle have været Venedigs redningskrans, et gigantisk mobilt digeprojekt, som skulle holde vandet på afstand, og som hidtil har kostet over 40 mia. kr., er stadig ufærdigt og ubrugeligt. Det skulle ellers have stået klar for snart ni år siden, men har været ramt af massive budgetoverskridelser, korruptionsskandaler og forsinkelser.

»Venedig befinder sig i en forfærdelig krisesituation og er offer for klimaændringer, men også for et totalt politisk sammenbrud, der gør, at Venedig fortsat er sårbar og ubeskyttet,« siger Jane da Mosto, der er uddannet i miljøvidenskab og nu står i spidsen for ngo’en We Are Here Venice, der har som mål at sikre en bæredygtig fremtid for Venedig.

Italienske klimaforskere har advaret om, at byen inden udgangen af dette århundrede vil være helt under vand, hvis klimaforandringerne ikke begrænses, og tilstrækkelige forsvarsværk ikke opbygges.

»Hvis det fortsætter på den her måde, så bliver vi nødt til helt at opgive stueetagen,« siger ingeniøren Giovanni Cecconi, der tidligere har arbejdet på digeprojektet, der har navnet MOSE, og som nu leder The Venice Resiliance Lab, et projekt, der har som sigte at sikre Venedig mod truslen fra klimaændringerne.

Han forklarer, at normalvandstanden omkring Venedig i dag ligger 35 cm højere end i år 1875. Det er fifty-fifty en konsekvens af, at byen synker, da den er bygget på blødt og foranderligt geologisk terræn, og af de stigende verdenshave – en proces, der er accelereret på grund af klimaforandringerne.

Mirco Toniolo/Errebi/AGF/SIPA

I de første to årtier i sidste århundrede skete det blot i alt fem gange, at oversvømmelser fik vandstanden til at nå op over 110 cm af normalen. I de første to årtier af dette århundrede er det sket flere end 130 gange.

For Giovanni Cecconi er udviklingen i Venedig »et tydeligt forvarsel« om, hvad der vil overgå mange kystnære byer rundt om i verden i fremtiden.

Folk i Venedig klager ofte over, at politikerne ikke lader til at tage krisesituationen tilstrækkeligt alvorligt. Den følelse blev på ironisk vis yderligere forstærket, da højrefløjsflertallet i regionsrådet for Veneto – den italienske region, som Venedig er hovedstad for – tirsdag i sidste uge nedstemte nye grønne klimatiltag i forbindelse med vedtagelsen af 2020-budgettet.

Blot to minutter efter afstemningen begyndte havvandet at trænge ind til politikerne og oversvømme regionsrådets sæde i Ferro Fini-paladset.

»Der findes ikke noget mere sigende billede på situationen, end når venetianernes politiske repræsentanter er nødt til at flygte fra oversvømmelserne,« skrev regionsrådsmedlemmet Andrea Zanoni fra centrum-venstre-partiet PD kort efter på Facebook.

Ansvaret for fremtiden

For Pierpaolo Campostrini har oversvømmelserne fremkaldt en alvorlig bekymring for byens evne til at beskytte sin kulturarv.

»Vi har fået overdraget enorme kulturskatte af de tidligere generationer, og nu skal vi kæmpe for at redde dem og sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at beundre dem,« siger han.

Pierpaolo Campostrini er chef for Corila, et konsortium, der koordinerer videnskabelig research i både Venedigs kulturarv og omkringliggende miljø. Derudover står han i spidsen for indsatsen for at vedligeholde og restaurere Markuskirken, den over 1.000 år gamle byzantinsk-gotiske domkirke, der er et af byens mest kendte vartegn.

Markuskirken blev fuldstændig oversvømmet i sidste uge, og nu kæmper man for at begrænse omfanget af saltvandets ødelæggelser. Pierpaolo Campostrini beskriver situationen som en »katastrofe«, og han siger, at domkirken »var nær ved at kollapse« på grund af bølgernes kraft.

Den endelige skade vil man dog først kunne danne sig et endeligt overblik over senere, siger han. »Havvandet er trængt ind over alt, og når saltet begynder at krystallisere sig, så kan Markuskirkens mursten og marmor blive ødelagt og det 2.000 kvadratmeter store mosaikgulv er flere steder allerede begyndt at løsne sig,« fortæller Campostrini. »Det er, som om kirken er blevet 50 år ældre på få dage.«

»Vi har en pligt til at redde kirken,« fortsætter han. Men han understreger, at der ikke er meget at gøre, hvis digeprojektet MOSE ikke snart gør sin længe ventede debut. »Vi har ikke råd til at vente længere,« siger han og konstaterer spydigt: »Mennesker har været i stand til at lande på månen, måske vil vi også en dag være i stand til at færdiggøre MOSE.«

Uden for domkirken på Markuspladsen går turister rundt på midlertidige gangbroer over det tilbageblevne havvand, der endnu ligger som gigantiske vandpytter.

»Det giver Venedig en hel speciel atmosfære,« siger fru Wong, en kvindelig turist fra Malaysia, der er kommet til byen for fjerde gang. »På grund af oversvømmelserne er der ikke så mange turister, som der normalt er. Det er faktisk meget rart.«

Forsvarsværk af stål

Mens nogle turister bliver væk, så har oversvømmelserne fået debatten om det gigantiske, forsinkede digeprojekt til at indfinde sig på ny med fornyet intensitet.

Man researchede på projektet i utallige år, begyndte at bygge på det i år 2003, og i 2011 skulle det have stået klart: et forsvarsværk af stål, der i form af 78 enorme låger på 30x20 meter gemmer sig usynligt under vandet ved de tre indløb, der forbinder Adriaterhavet med den venetianske lagune. Når oversvømmelser kommer, skal lågerne dukke op over vandoverfladen og beskytte Venedig.

Det er i hvert fald ideen. Oprindeligt var projektet budgetteret til cirka 19 mia. kr. Nu er der brugt mere end dobbelt så meget. For fem år siden blev over 30 personer involveret i projektet, blandt andet den daværende borgmester i Venedig, arresteret for ulovligt at have trukket millioner af euro ud af projektet i en kæmpe korruptionssag. Det bedste bud er nu, at projektet er klar til brug om et-to år.

»Det gør mig så vred. Projektet skulle have været klar til at redde Venedig for lang tid siden, men bureaukrati har dræbt projektet,« siger Giovanni Cecconi, ingeniøren, der har brugt 30 år af sit liv frem til år 2015 på at arbejde for MOSE-projektet. Han stod i spidsen for simulationsdelen, der skulle bevise, at projektet rent faktisk kunne virke.

Han tror fortsat på projektet. »Det er Venedigs bedste håb,« siger han.

Mirco Toniolo/Errebi/AGF/SIPA

Andre videnskabsfolk er dog skeptiske – selv hvis digerne bliver taget i brug, så fremstår de blot som en midlertidig løsning, da der ifølge kritikerne skal mere markante tiltag til for at bremse de større vandmasser i takt med at verdenshavene stiger.

Borgmesteren Luigi Brugnaro siger til italienske medier, at »alle nærer tvivl« om MOSE-projektet. »Men der er ingen plan B,« siger borgmesteren. »I dag er det den eneste chance, vi har, for at stoppe havet. Der er blevet brugt for mange penge, men vi er nødt til at få det til at virke så hurtigt som muligt.«

På husvægge og på butiksdøre er det tydeligt, at der er stor frustrationen over, at MOSE endnu ikke er i stand til at stoppe vandmasserne. »Otte dage lukket – mange tak, MOSE!!!« står der på vinduet til en vandskadet butik.

»Der er blevet brugt så mange af borgernes penge på MOSE, og alligevel er Venedig ikke forberedt på fremtiden,« siger pensionisten Paolo Penacchio. »De har bare taget pengene og puttet dem i lommerne. Som de altid gør.«

Lukketid

Hvis man skal finde noget positivt ved den seneste uges oversvømmelser, siger den 22-årige filosofistuderende, Vittorio da Mosto, så er det, at der er blevet skabt et stærkere sammenhold blandt venetianerne. Gennem sociale medier var han med til hurtigt at samle op mod 2.000 borgere – hovedsageligt unge – der lynhurtigt meldte sig som frivillige for at rydde op efter ødelæggelserne.

»Vi startede med at indsamle alt affaldet, alle de ødelagte møbler og køleskabe, og så hjalp vi med at redde bøgerne i biblioteker, vi vaskede saltet væk i dusinvis af kirker,« fortæller han. »På grund af affolkning er vi stadig færre indbyggere i Venedig, og vi bliver oversvømmet ikke kun af vand, men også af turister, men det giver mig håb for min bys fremtid, at vi er i stand til at stå sammen som civilsamfund.«

I 1950’erne boede der 175.000 personer i Venedig. Nu er antallet nede på lige over 50.000. Til sammenligning kommer der op mod 30 mio. turister til byen om året.

Vittorio da Mosto kommer fra en aristokratisk venetiansk familie, der kan spore sin historie i byen helt tilbage til dens oprindelse i 500-tallet, hvor indbyggere fra nærliggende Padova flygtede ud på øerne i lagunen, da de blev angrebet af Attila, hunnernes konge.

»Vi oplever forbavsende tit, at turister kommer hen og spørger os: ’Hvad tid lukker Venedig?’ Som om det her er et museum og ikke en levende by,« siger Vittorio da Mosto. »Men hvis vi ikke får dæmmet op for både vandet og turisterne, så ender vi måske med at lukke for alvor. I det værste mareridt ender vi som et Atlantis, noget, der engang eksisterede, indtil det forsvandt helt under havets overflade.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Desværre er diskussionen om klimaforandringen næsten ikke eksisterende i Italien. Den siddende regering har taget nogle små skridt i den rigtige retning, men viljen til at gøre noget i befolkningen er meget begrænset. Ofte forveksler man det med "miljø".Så organiserer skolerne en dag, hvor man samler plastik og cigaretskodder på stranden. Det er meget lettere at få øje på end CO2.
For dem som kan tillade sig det, er det stadig almindeligt, at man bliver udstyret med en bil på sin 18 års fødselsdag.
Selv om vi næsten ugentligt har fænomener, som formodentlig kan relateres til klimaforandring, er der ingen, som for alvor vil se den røde tråd
Venedigs Veneto region er fuldstændig i hænderne på La Lega/Salvini, som er totalt tunghøre over for klimadebatten. Og de vinder igen ved næste års lokalvalg.

D. Andersen, Alvin Jensen, Per Torbensen, Jens Erik Starup, Lise Lotte Rahbek, Torben Bruhn Andersen, Gert Romme, Martin Gøttske og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Nu hedder det ikke "Se Venedig og dø". Nu hedder det: "Se, Venedig dør".

Mose er italiensk for Moses, så der er ingen grund til at stave det med store bogstaver.

Carsten Svendsen

@David Zennaro
Jo, MOSE (MOdulo Sperimentale Elettromeccanico):
https://en.wikipedia.org/wiki/MOSE_Project

Martin Gøttske

Hej David. MOSE står dog først og fremmest for MOdulo Sperimentale Elettromeccanico ... men er selvfølgelig ogsaa en henvisning til Moses.

Martin Gøttske

Ah, Carsten var hurtigere!

Trist men vores egen Ribe kommer til at lide samme skæbne.

Moses er forsinket bl.a. pga korruption men også fordi dæmningerne skal kunne sænkes (og løftes) efter behov. Bygherren har hele tiden ment at de vil blive permanent synlige. Årets højvande giver ham vist ret.

Den tyske flod Emsen har en lignende konstruktion men langt billigere og bygget på få år og som er synlig.
Det fremgik af italiensk tv for nylig.

Spørgsmålet er så hvad der sker med lagunens liv, hvis vandet forhindres i at cirkulere. Hvis altså byggeriet når at stå færdigt i tide, før byen undermineres.