Nyhed
Læsetid: 5 min.

Kinaforskere: De studerende i Hongkong har bragt protestbevægelsen ind i en blindgyde

Situationen i Hongkong er nu så tilspidset, at det ifølge kinaeksperter kan blive svært for protestbevægelsen at opnå en forhandlingsløsning. Mens opbakningen hos befolkningen vokser, forbliver bevægelsens krav urealistiske
»Det er de mest hardcore demonstranter og dem, der er villige til at gå til ekstremer, der er tilbage nu« siger kinaekspert Camilla Tenna Nørup Sørensen.

»Det er de mest hardcore demonstranter og dem, der er villige til at gå til ekstremer, der er tilbage nu« siger kinaekspert Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Ye Aung Thu

Udland
19. november 2019

Gruppen af demonstrerende studerende, der er villige til at gå til ekstremer, har ifølge kinaeksperterer ført protestbevægelsen i Hongkong ind i en blindgyde. Flere hundrede studerende var endnu mandag aften forskanset på byens Polytekniske Universitet, hvor politiet på andet døgn forsøgte at tvinge dem til overgivelse med vandkanoner og tåregas. De studerende har svaret igen med molotovcocktails og ved at sætte ild til universitetets indgange for at bremse politiets indtrængning.

Ifølge kinaforsker Camilla Tenna Nørup Sørensen var situationen på universitetet mandag aften så tilspidset, at det er svært at se, hvordan protestbevægelsen skal komme tilbage til en forhandlingsløsning på den flere måneder lange konflikt med regeringen.

»Det er de mest hardcore demonstranter og dem, der er villige til at gå til ekstremer, der er tilbage nu. Jeg har svært ved at se, hvordan det ikke er tæt på at være en situation, hvor Hongkongs politi vil slå hårdt ned på protesterne,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Hun er lektor ved Forsvarsakademiet, forfatter til flere bøger om Kina og forsker med særligt fokus på Kina som stormagtsaktør.

Samtidig med at den voldelige konflikt omkring universitetet eskalerer, rapporterer flere iagttagere og medier, at protestbevægelsen oplever stigende opbakning hos borgere i Hongkong.

»Der er en relativt stor opbakning til demonstranterne og deres oprindelige sag om at ville mindske den kinesiske indflydelse. Men når det kommer til midlerne, særligt de mere radikale og voldelige, så er opbakningen mindsket,« vurderer Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Den drejning, protesterne har taget over de seneste uger, hvor voldelige konfrontationer er blevet stadigt hyppigere, har bremset bevægelsens muligheder for en forhandlingsløsning med myndighederne, vurderer hun.

»Jeg har svært ved at se, at der er anden løsning end, at der bliver slået hårdt ned på protesterne. Nok af Hongkongs eget politi,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Clemens Stubbe Østergaard, der gennem årtier har forsket og undervist i Kinas sikkerheds- og udenrigspolitiske forhold, kalder mulighederne for mægling mellem parterne tæt på urealistiske.

»Der er en oplagt situation for mægling, som kunne ske med hjælp fra kirkerne i Hongkong eller fra Singapore. Men demonstranterne ser mægling som forræderi, så det tror jeg ikke på,« siger Clemens Stubbe Østergaard.

Læser man mandagens leder i det kinesiske kommunistpartis primære talerør og officielle organ, Folkets Dagblad, levnes der heller ikke meget håb om mægling mellem parterne.

»I denne sag, der involverer national suverænitet og fremtiden for Hongkong, er der ingen middelvej og absolut ingen plads til kompromis,« står der i lederen. Protesterne er en »kamp mellem at beskytte ’et land, to systemer’ og at ødelægge det.«

Hongkong – en del af Kina

Da Storbritannien i 1997 overdrog Hongkong til Kina, skete det med en aftale, om at Hongkong inden for 50 år – altså i 2047 – skal vende tilbage til at høre under Kina. Der er således en præmis om, at Hongkong gradvist skal indlemmes i Kina og derfor også tilpasses det kinesiske styre. Den præmis gør det urealistisk at få indfriet protestbevægelsens krav, mener Clemens Stubbe Østergaard.

»Der er en begrænsning i, hvor meget man kan ændre på det politiske system. Hvis man begynder at divergere kraftigt fra forholdene i Kina ved at indføre et totaldemokrati og almindelig valgret, så bliver det nærmest umuligt at indfase Hongkong i 2047,« siger han.

Protestbevægelsen har fem krav. For det første ville de have annulleret et lovforslag, der skulle gøre det muligt at udlevere til retsforfølgelse i Kina. Det er det eneste krav, der indtil videre er indfriet. Nu kæmper demonstranterne for, at alle sigtelser mod anholdte i bevægelsen skal frafaldes, at myndighederne ikke kalder protesterne for optøjer, at der nedsættes en uafhængig kommission til at undersøge politiets håndtering af protesterne, og endelig at der arbejdes mod frie og demokratiske valg til parlament og til posten som byens øverste politiske leder.

Formlen for genforeningen af Kina og de tidligere kolonier lyder »et land, to systemer«. Princippet påbyder, at områder som Hongkong og Macao, delvist også Taiwan, skal have fuld selvbestemmelse i interne anliggender i en lang overgangsperiode. For Hongkong altså frem til 2047. Men hvis der ikke kommer kontrol over protesterne, kan man ifølge Clemens Stubbe Østergaard forvente, at indlemningen af Hongkong i Kina vil blive fremrykket.

»Jeg tror, at man i Beijing i nogen grad synes, at protesterne invaliderer de aftaler, der er indgået. Og Beijing vil måske mene, at aftalerne kan annulleres eller ændres, fordi de ikke er blevet respekteret,« siger han og henviser til, at det ifølge aftalen er den stående komité i folkekongressen, der afgør alle tvivlsspørgsmål, og som foretager fortolkning af aftalens indhold.

Derfor er der også en stigende frygt for, at Kina vil indsætte militæret for at få bremset de radikale protester og ødelæggelser. Ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen kan det blive fremskyndet, hvis Kina ikke føler, at kinesisk suverænitet bliver respekteret af andre stater, særligt USA.

»Det er set fra Beijing uoverskueligt, hvad der vil følge, hvis de indsætter militæret. Men omvendt er situationen allerede nu meget uoverskuelig, og derfor rykker det nok tættere på, hvis det ikke lykkes Hongkongs politi at genskabe ro,« siger hun.

Spørgsmålet er, hvor langt Kinas tålmodighed rækker, vurderer hun. For hvis Kinas nationale kerneinteresser trues, som det ville være tilfældet, hvis USA officielt støttede protestbevægelsens krav, vil det »overtrumfe alt andet at få bevist, at Hongkong er kinesisk territorie,« siger hun.

Omvendt vil hensynet til den internationale anseelse og det kommende valg i Taiwan formentlig trække i den anden retning, påpeger hun.

Valget i Taiwan

Mens protesterne og de stadigt mere kaotiske tilstande taler for, at Kinas tålmodighed kan høre op, vurderer Camilla Tenna Nørup Sørensen, at andre hensyn vil veje tungest. En militær indtrængen vil således være »dødsstødet« for aftalen om ét land med to systemer, siger hun. Og det vil man nødigt risikere, få måneder før der i januar skal være valg i Taiwan.

»Oprindeligt er ’et land to systemer’-princippet udviklet med henblik på at være rammen for, hvordan Taiwan kan komme tilbage til fastlandet. Den model forsøger man stadig at føre over på Taiwan-problematikken. Hvis man sætter kinesisk militær ind, vil modellen miste al opbakning og al troværdighed,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Mens Kina længe har haft en stor grad af økonomisk og politisk indflydelse i Hongkong, fungerer Taiwan reelt som en uafhængig stat. Det vil Beijing gerne lave om på, fortæller hun. Derfor ønsker Kina på den ene side at optræde tilbageholdende og undgå militær indblanding i Hongkong, samtidig med at behovet for at markere sig som eneste regeringsmagt også påvirker Beijings valg af strategi.

»Hvis Hongkongs politi får de mere ekstreme grupper fjernet, kan der igen blive åbnet for en politisk forhandlet aftale. Hvis Hongkongs regering formår at lytte til borgernes bekymringer – det har man ikke gjort hidtil – kan man godt forestille sig, at Beijing vil holde lavere profil,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Kina har allerede så meget økonomisk magt, at det kan lukke munden på Vesten. Lad os få nogle artikler om, hvor meget vi allerede bøjer os for Kina.
Hvad skal vi fx med pandaerne?
En dag er der kun to stormagter, Amazon og Kina. Det bliver alt andet end hyggeligt.

Jes Balle Hansen , Alvin Jensen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Sikke en masse forudanelser, der kommer frem i artiklen. Om de er rigtige eller forkerte, vil tiden vise. Jeg har nogle andre forudanelser, der foregår i dialogform.
Jeg er fodgænger, og en dag vil der komme en kinesisk udsende mand eller kvinde op på siden af mig:
- Du hedder Niels-Simon Larsen, ikk’?
- Nå, da.
- Jeg har set dit billede, og det du skriver på Inf.debatforum.
- Glæder mig.
- Du burde ændre dit negative syn på Kina, vil jeg bare sige.
- Jeg har ikke et negativt syn specielt på Kina, men på alle terrorstater.
- Er alle ikke det så, også Danmark? At sælge grise til en såkaldt terrorstat er vel en indirekte godkendelse, ikk’?
- Det har du ret i, og så man må vælge det mindste onde også her, og det er ikke Kina.
- Det er uforsigtigt af dig at mene det. Tænk over det!

Vi må ikke tro, at de kinesiske ledere er dumme. De har studeret Vestens historie og lært alle unoderne, som de ikke kendte i forvejen. I Hongkong falder hammeren, og det synes vi er synd, men ikke mere. Handelen er vigtigere, og vi er ikke parate til at tage imod de mindste økonomiske rystelser.