Feature
Læsetid: 7 min.

I denne landsby i Senegal kan man se resultatet af migrationen til Europa: Folk vender ikke hjem

I landsbyen Diawara i det østlige Senegal kan man se resultatet af migrationen til Europa, når man går en tur på gaden. Indbyggerne er fra den etniske gruppe Soninké, der har udvandring vævet ind i deres skabelsesberetning. Problemet er, at folk er begyndt ikke at vende tilbage
Alle i landsbyen Diawara i Senegal har deres egen migrationshistorie – den gamle mand, der har boet i Frankrig i 40 år og nu er tilbage i sin landsby. Den 18-årige scooterejer, der drømmer om at tage af sted. Moren, der modtager breve og penge fra sin søn i udlandet.

Alle i landsbyen Diawara i Senegal har deres egen migrationshistorie – den gamle mand, der har boet i Frankrig i 40 år og nu er tilbage i sin landsby. Den 18-årige scooterejer, der drømmer om at tage af sted. Moren, der modtager breve og penge fra sin søn i udlandet.

Andreas Holmgaard

Udland
27. november 2019

DIAWARA, SENEGAL – Når man bevæger sig ud på landet fra Senegals hovedstad Dakar, kan man køre 700 km østpå uden at passere stort andet end klynger af lerhytter med stråtag, mens den asfalterede hovedvej går over i bumlet jordvej. Men når man når til Soninké-folkets område ved Senegalfloden, forvandler de små hytter sig til store huse med strøm og aircondition, og der står firhjulstrækkere i indkørslen.

I landsbyen Diawara suser unge fyre i Adidas-tøj frem og tilbage på deres pimpede scootere med store sidespejle, flammer klistret på siden og diodelygter i flere farver. Her bor kun 7.500 indbyggere, men landsbyen har egen læge, skole og gymnasium. Der er masser af dagligvarebutikker, tøjbutikker, små restauranter og juicesælgere. Der er penge i omløb.

Soninké-folket er risbønder, fiskere og handelsmænd, men de er også kendt som et af de mest migrerende folk i Afrika. I sig selv har Senegal trods en relativt beskeden befolkning på godt 15 millioner mennesker i flere år været blandt de afrikanske lande, der sender flest bådflygtninge til Europa. Og af dem kommer langt flest fra Soninké-folket.

Det var en soninké, Mamoudou Gassama, der i Paris i 2018 kravlede fire etager op ad en bygning for at redde en 4-årig på en balkon. Der var en soninké, Amedy Coulibaly, blandt de Islamisk Stat-terrorister, der i Paris i 2015 angreb et jødisk supermarked. Og det var en soninké, Lassana Bathily, som arbejdede i supermarkedet og reddede mange af kunderne fra at blive dræbt.

Migration er en del af Soninké-folkets oprindelsesmyte og manddomsritual, og som et ordsprog går i Senegal: »Da amerikanerne landede på månen, havde en soninké allerede været der.«

I landsbyen Diawara har alle deres egen migrationshistorie – den gamle mand, der har boet i Frankrig i 40 år og nu er tilbage i sin landsby; den 18-årige scooterejer, der drømmer om at tage af sted; en mor, der modtager breve og penge fra sin søn i udlandet.

»Vi er soninké. Migration er i vores blod,« siger Diaguili Sakho, der er bror til landsbyens aldrende høvding og selv tidligere migrant i Frankrig.

»Alle husholdninger i Diawara har mindst ét medlem i Europa, som sender penge hjem. Sådan er det bare.«

Det forventes af dem

Soninké-folket bor på begge sider af Senegalfloden, som også udgør grænsen til Mauretanien. På verdensplan estimeres der at være to millioner soninké, og ud over Senegal og Mauretanien bor de fleste i Mali, Guinea og Gambia. Betydelige soninké-grupper findes dog også i mange andre afrikanske lande samt i Frankrig, Spanien, Italien og USA. De er muslimer og taler sproget soninké.

Deres skabelsesberetning stammer fra området Wagadou – i dag det sydøstlige Mauretanien og vestlige Mali – hvor en indbygger dræbte en hellig slange og påkaldte byen en syv år lang tørke, som tvang befolkningen til at migrere. Denne fortælling refererer de i dag til som »Soninké-folkets store spredning,« og den er central i soninkésange og familiehistorier.

Historikere mener, at Soninké-folkets migration begyndte med først de arabiske almoraviders erobring af det Soninké-dominerede Ghana-imperium i år 1076 og dernæst med en lang tørke i det 13. århundrede. Ghana-imperiet lå i nutidens sydøstlige Mauretanien og vestlige Mali og skal ikke forveksles med landet Ghana.

Migrationens proportion har været stor nok til at sætte sig i gruppens ’etniske hukommelse’, siger Kassim Kone, der er professor i antropologi ved New York-universitetet SUNY Cortland med speciale i Vestafrika og har forsket i gruppen. De emigrerede til andre egne af Afrika, og det er årsagen til, at der i dag findes mindre soninkésamfund så langt væk som Centralafrika.

Midlertidig migration har siden fungeret som et obligatorisk manddomsritual for unge soninkémænd med det formål at kunne vende tilbage med rigdom og færdigheder, som kan bruges i landsbyen.

»Migration er del af Soninké-folkets etos. Det er et manddomsritual for størstedelen af mænd at skulle migrere. Det forventes af dem,« siger Kassim Kone.

»Det er en betydelig forskel mellem Soninké-folket og dets etniske naboer.«

Med Anden Verdenskrig tilsluttede mange ­soninkémænd sig den franske hær, og derefter begyndte nogle også at migrere til Europa.

»Næsten alle soninkéfamilier, hvor som helst, har et eller flere medlemmer i Europa, USA eller andre steder i Afrika,« siger Kassim Kone.

I alt bor der i EU 293.000 senegalesiske indvandrere, viser tal fra Verdensbanken. Dertil skal lægges de illegale indvandrere og dem, som er født i Vestafrika med fransk statsborgerskab. Der er flest senegalesere i Frankrig og dernæst Italien og Spanien. Til sammenligning er 296.000 senegalesere udvandret til andre lande i Afrika – især til nabolandene – og igen er uformel migration ikke talt med.

Om selve Soninké-folkets migration findes der meget lidt konkrete data – blandt andet fordi de fordeler sig over flere forskellige nationaliteter – men den anerkendte franske antropolog og ekspert i soninkésamfund Constant Hamès estimerede i 1979, at gruppen på det tidspunkt udgjorde 60-80 pct. af alle sorte afrikanere i Frankrig.

I 2003 skrev den franske lingvist Caroline Juillard, der har speciale i Senegal, at Soninké-folket var det mest migrerende folk fra Vestafrika til Frankrig.

»Enhver soninké kender til generationer af familiemedlemmer i forskellige dele af verden og har hørt migrationshistorierne om, hvordan man, før der fandtes moderne transport, måtte gå selv og bruge æsler. Deres geografiske orientering er baseret på migrationshistorier,« siger Kassim Kone.

Diawaras unge mænd

Soninkémændene migrerer på to forskellige måder. Diawaras borgmesterskab hævder, at alle, der migrerer til Europa fra Diawara gør det lovligt med fly – men flere indbyggere fortæller om bådflygtninge over Middelhavet. Især unge mænd fra Soninké-regionen Guidimakha i Mauretanien er kendt for illegalt at krydse Middelhavet, sådan som Internationalt Røde Kors beskrev i en rapport sidste år.

I Diawara har omtrent halvdelen af indbyggerne dog fransk statsborgerskab og derfor mulighed for nemmere at migrere, og mange andre har familie i Europa, som kan skaffe dem turistvisum. Med et visum kan man flyve til Europa, blive boende, når visummet udløber, og blive del af de såkaldte papirløse – et proletariat af mestendels sorte afrikanere, som påtager sig mange af de fysisk hårde job i større franske byer.

»Hvis ikke de unge er i Europa, er det fordi de ikke har haft muligheden for at migrere. Alle de unge mænd, du ser her omkring, er her, fordi de ikke har statsborgerskab i Vesten, og fordi deres familie ikke har pengene til at sende dem afsted,« forklarer Diaguili Sakho.

Diaguili Sakho boede selv i Paris i mange år, hvor han sendte penge hjem til sin familie og sin landsby. Nu har han selv en søn, der bor i Frankrig og sender penge hjem.

»Hvad skulle jeg leve af, hvis ikke jeg fik de penge? Jeg er for gammel til at arbejde, og der er ikke andre, der kan tage sig af mig,« siger han. »Vi migrerer på grund af fattigdom. Hvis vi havde råd til at lade være, ville vi gøre det.«

Når midlertidig migration bliver permanent

Flere gange om ugen samles Diawaras indbyggere til fest, hvor en DJ spiller elektroniske remix af traditionel dansemusik på et enormt lydanlæg. De danser den traditionelle soninkédans yaka og deler sodavand ud til de fremmødte. Ud over børn og store teenagedrenge på scooter er her stort set kun kvinder i farverige kjoler. Man kan tydeligt se, hvor mange mænd, der har forladt landsbyen.

»Det er helt klart blevet sådan, at det er kvinderne, der viderefører kulturen. Sådan er det, når mændene er så fraværende på grund af migration: Børnene vokser jo kun op med deres mødre,« påpeger Ousseynou Seye, som arbejder i et energifirma i Diawara.

Men i de senere år har migrationens kønsmønster ændret sig en smule. Traditionelt har migrationen været midlertidig – mændene har forladt deres familie i en årrække for at komme tilbage med flere midler – men nu er nogle soninkémænd også begyndt at få trukket deres familier med sig til Vesten.

»Migrationen er en god ting for vores samfund. Migration er udvikling, og det er en naturlig ting. Problemet er dem, der ikke kommer tilbage,« siger Diaguili Sakho.

Nogle migranter glemmer, hvor de kommer fra, siger Amadou Baidy Farota, der er leder af Diawaras fiskere og selv har boet i Frankrig i mange år. Men de fleste kommer stadig hjem. De migrerer for deres families skyld, ikke for deres egen, siger han.

»Jeg arbejdede på en bilfabrik i mange år og fik nogle færdigheder, som jeg har taget med herhjem og har brugt til at udvikle fiskeriet her. Det har hjulpet meget her.«

»Det første, jeg gjorde, da jeg ankom til Paris den 1. august 1962, var at skrive et brev: »Kære mor og far, jeg er ankommet til Paris«. Jeg havde ikke fortalt dem, jeg var taget af sted, men jeg blev nødt til det.«

»Jeg har altid vidst, at jeg ville vende tilbage.«

Information var i Senegal i august. Rejsen var støttet af Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

Serie

Afrikas mest migrerende folk

Hvert år udvandrer omkring en halv million afrikanere til andre egne af Afrika, til Mellemøsten og til Europa. Ét af de mest migrerende folk har gennem århundreder været det lille Soninké-folk, der har hjemme i grænselandet mellem Senegal, Mauretanien og Mali. Vi har besøgt folket, der har migration som del af deres selvforståelse, for at forstå, hvorfor de vandrer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her