Analyse
Læsetid: 5 min.

Liberaldemokraterne afviser Labour-alliance, der kan sikre en ny folkeafstemning om EU

Liberaldemokraternes leder, Jo Swinson, vil ikke trække partiets kandidater fra valgkredse, selv hvis det kan forhindre konservativ sejr. Hun går til valg på at blive premierminister
Den ambitiøse Jo Swinson (t.h.) har bekendtgjort, at hun går efter premierministerposten. Men så skal der altså væsentligt flere stemmer til, end dem hun p.t. ser ud til få.

Den ambitiøse Jo Swinson (t.h.) har bekendtgjort, at hun går efter premierministerposten. Men så skal der altså væsentligt flere stemmer til, end dem hun p.t. ser ud til få.

Daniel Leal-Olivas

Udland
18. november 2019

Informations korrespondent, Jakob Illeborg, bor lige på grænsen mellem to valgkredse, der traditionelt er konservative højborge. The Royal Borough of Kensington and Chelsea er, som navnet antyder, hjemsted for nogle af Storbritanniens rigeste.

Statistik fra The Office of National Statistics viser, at gennemsnitsindkomsten i Kensington i 2017 var 158.000 pund (ca. 1,4 millioner kroner), hvilket er det højeste i landet. Kensington-kredsen støder op til valgkredsen The City of London and Westminster, der indtager andenpladsen på indkomstbarometeret.

Traditionelt ville de velbjærgede borgere, der bor her stemme med pengepungen og sikre to konservative mandater ved valget til december. Men britisk politik er i hastig forandring.

I 2017 skabte det international opmærksomhed, da Labours Emma Dent-Coad vandt valget i Kensington and Chelsea ved at slå den konservative kandidat, Victoria Berwick, med bare 20 stemmer. Kensington var helt uhørt faldet til de røde – og Labour vandt et af de afgørende marginalmandater, der gjorde at Theresa May ikke fik sit ventede flertal i parlamentet.

Her i 2019 er ræset i både Kensington og City of London and Westminster helt åbent, og denne gang er der tre heste med i opløbet. Liberaldemokraterne har nemlig blandet sig og opstillet celebre kandidater i de to kredse, der kan blive afgørende for valget.

I Kensington opstiller Liberaldemokraterne den tidligere konservative minister Sam Gyimah. Gyimah var tidligere premierminister David Camerons protegé. Han er remainer og en af de konservative, der hoppede fra borde, da den nationalistiske højrefløj overtog magten i Det Konservative Parti.

Fakta: Liberaldemokraterne

  • Formand: Jo Swinson.
  • Medlemmer: 120.000.
  • Vigtigste valgbudskaber: Forsat medlemskab af EU, større fokus på uddannelse til alle, udbedring af den sociale sektor og grøn omstilling.
  • Ømme tæer: Frygt for at indgå i koalitioner og manglende politisk gennemslagskraft.

Hans chancer for at vinde vurderes som gode, og interessant nok ligner det en målfotoafgørelse mellem Liberaldemokraterne og Labour med den konservative kandidat på tredjepladsen.

I Westminster opstiller Liberaldemokraterne en af britisk politiks mest feterede talenter, den tidligere Labour-parlamentariker, Chuka Umunna. Umunna har været et af Labours stjerneskud og blev på et tidspunkt sågar spået en fremtid som Labour-leder. Han er midtsøgende og ragede følgelig uklar med Jeremy Corbyn, forlod partiet og endte i stedet hos Liberaldemokraterne.

Gyimah og Umunna har det til fælles, at de er unge, progressive og ikkehvide britiske politikere. De har sluttet sig til et parti under ledelse af den kun 40-årige Jo Swinson, som har lovet at forny Liberaldemokraternes lidt støvede image. Og en meningsmåling i The Guardian lørdag, der fokuserer på London, viser, at Liberaldemokraterne står stærkt flere steder i hovedstaden.

Fortsat EU-medlemskab

Årsagen til medvinden i London er, at Liberaldemokraterne er det eneste af de tre store britiske partier, der uforbeholdent går ind for medlemskabet af EU. En nylig såkaldt poll of polls offentliggjort af Politico viser, at mere end 50 procent af briterne ville stemme for at forblive i EU, hvis der kom en ny folkeafstemning.

At forhindre Brexit er Liberaldemokraternes kardinalpunkt ved valget den 12. december, og man kunne derfor antage, at Jo Swinson & Co. ville stå rigtig godt i meningsmålingerne overalt i Storbritannien. Det gør de bare ikke.

Liberaldemokraterne ligger i en meningsmåling foretaget af SavantaComRes offentliggjort søndag i The Sunday Telegraph på 14 procent. Det er langt fra godt nok, for den ambitiøse Jo Swinson har bekendtgjort, at hun går efter premierministerposten.

Swinson har travlt med at vise, at partiet vil andet end forblive i EU. Partiet satser på uddannelse og lover alle briter en uddannelsescheck på 10.000 pund (ca. 85.000 kroner). Der skal også afsættes 500 millioner pund til at bekæmpe knivstikkerkriminalitet i de britiske byer, man lover nye investeringer i den sociale sektor, og der skal investeres 15 milliarder pund i at gøre 26 millioner britiske hjem mere energieffektive.

Samtidig lover Liberaldemokraterne, at Storbritannien skal være CO2-neutralt i 2045. 

Alternativet til en usandsynlig Liberaldemokratisk storsejr er at indgå i en koalitionsregering, men her skræmmer sporene fra fortiden. Partiet var under ledelse af Nick Clegg i koalition med David Cameron fra 2010 til 2015, og det gjorde ondt på vælgertilslutningen. Desuden er de liberales insisteren på at forblive i EU uforenelig med Boris Johnsons insisteren på at forlade EU, koste hvad det vil.

Jo Swinson har bekendtgjort, at man vil tilbagekalde den såkaldte artikel 50 og dermed forhindre Brexit, hvis man får flertal. Alternativet til dette usandsynlige scenarie er en ny folkeafstemning. Her er et samarbejde med Labour attraktivt.

Det er ikke usandsynligt, at Labour, Liberaldemokraterne, skotske SNP og De Grønne tilsammen vil kunne mønstre det flertal, der skal til for at få fremtvunget det såkaldte Peoples Vote, som Liberaldemokraterne har arbejdet hårdt på i årevis. Det vil muligvis kræve et valgsamarbejde for ikke at spilde for mange stemmer.

Corbyn, nej tak

Derfor overraskede det mange af partiets medlemmer, at Jo Swinson har erklæret sig uvillig til et sådant taktisk samarbejde med Labour.

»Liberaldemokraterne kommer ikke til at give Jeremy Corbyn nøglerne til Downing Street 10. Han er ikke en værdig premierminister,« har Jo Swinson sagt i et interview med Financial Times.

Det er ikke alle i hendes parti, der ser sådan på det. Liberaldemokraternes kandidat i Canterbury, den tidligere The Economist-journalist Tim Walker, tog i sidste uge på egen hånd et initiativ og trak sit navn fra stemmesedlen, fordi han ikke ville stå i vejen for den lokale Labour-kandidat, der er pro-EU-medlemskab.

»Jeg ville for alt i verden ikke indirekte medvirke til at sikre de konservative en stemme til at gennemføre Brexit. Labours chance for at vinde i Canterbury er større end min. Det var sund fornuft at trække sig,« sagde Tim Walker efterfølgende til BBC.

Under 24 timer senere havde partiets ledelse en ny kandidat klar i Canterbury. Liberaldemokraterne er ikke klar til kompromiser og alliancer, end ikke dem, der vil kunne sikre, at Storbritannien forbliver i EU.

Også i Southwest Hertfordshire, hvor den tidligere konservative kabinetsminister David Gauke stiller op som uafhængig i forsøget på at forhindre Brexit, opstiller Jo Swinson en kandidat i frem for at indgå en alliance med det formål at slå de konservative.

Den tidligere konservative partileder William Hague tror dog, at Jo Swinson vil blive tvunget i armene på Jeremy Corbyn.

»De kan sagtens siden hen sno sig ud af disse kategoriske løfter. Et liberaldemokratisk flertal er fri fantasi, men at vinde pladser i underhuset fra de konservative og derved give Corbyn magten er en realistisk mulighed,« skrev Hague i torsdagens The Daily Telegraph.

Hagues konklusion er, at som den politiske virkelighed ser ud, kan Liberaldemokraterne enten give Boris Johnson frit løb mod sit Brexit-mål, eller holde sig for næsen alt i mens de giver et ok til en Corbyn-ledet koalition, der sikrer en ny folkeafstemning. Sidstnævnte løsning er ifølge Hague den eneste realiserbare mulighed.

Det er svært at aflæse Liberaldemokraternes reelle styrke lige nu. Det britiske valgsystem favoriserer ikke et tredje hjul, og om partiet får en afgørende rolle i spille i bestræbelserne på at forhindre Brexit, afhænger af, om det lykkes partiet at fremstå som et valgbart alternativt til de to store partier.

Liberaldemokraterne har ved flere tidligere lejligheder haft medvind i valgkampen for så at se den fordufte, når folk rent faktisk skulle afgive deres stemme. Jo Swinson satser på, at det denne gang går andeledes. Får hun ret, kan hendes parti komme til at spille en historisk afgørende rolle i kampen for at forhindre Brexit.

Serie

Valg i Storbritannien 2019

Efter år med politisk lammelse over Brexit-spørgsmålet og dalende folkelig tillid til politikerne går briterne til valg den 12. december, et valg der kan blive afgørende for det britiske samfunds retning, men også for Europa. Information følger valgkampen hele vejen – vi lægger ud med lille portrætserie af partierne, der slås om magt og indflydelse.

Seneste artikler

  • Drømmen om Storbritannien skal genopbygges

    13. december 2019
    Efter parlamentsvalget venter der den kommende regering en særdeles vanskelig opgave med at genopbygge sammenhængskraften i den britiske union. Tre års Brexitstrid på tværs af generationer, regioner og unionsdele har splittet nationen, og den nu overståede valgkamp har kun gjort det værre
  • First Past the Post: Forstå hvorfor det britiske valgsystem er så udskældt

    12. december 2019
    Briternes måske mest betydningsfulde valg nogensinde bliver i realiteten afgjort af nogle tusinde stemmer ganske få steder i Storbritannien. Her er Informations guide til det britiske valgsystem
  • Torsdagens valg i Storbritannien kaldes Europas vigtigste i en generation

    12. december 2019
    En valggyser venter torsdag aften, når stemmerne tælles ved det britiske parlamentsvalg. Labour-leder Corbyn haler ind på premierminister Johnson og kan måske fravriste de konservative sejren ved valget, der kaldes Europas vigtigste i en generation og kan ændre Storbritannien for altid
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik Larsen

En stemme på LibDem er en stemme på Brexit og Boris Johnson