Løsrivelsespartierne og klimaforkæmperne kan blive jokeren i det britiske valg

Tidligere dette efterår var jeg på besøg i det vestligste Skotland og sad en aften i en restaurant med det for en lille fiskerhytte noget prætentiøse navn The White House. Huset i Lochalaine har dog ikke andet til fælles med præsidentens hjem i Washington end farven.

Jeg faldt i snak med et ældre skotsk ægtepar, der spurgte mig ud om danskernes holdning til Brexit. Mandens navn er Henry Macdonald, og han mener, at dette er begyndelsen til to skilsmisser. Først den britiske fra EU, og siden den skotske fra Storbritannien.

»Du skal tænke på, at der er flere ting på spil for os skotter end bare, hvem der skal sidde i Westminster. Det her handler i lige så høj grad om, hvorvidt der overhovedet skal sidde skotter i Westminster,« sagde Henry Macdonald.

Ægteparret er fra Stirling lidt nord for Glasgow. Henrys kone, Mary, ville ikke fortælle, hvad hun stemmer, men hendes mand er et godt eksempel på skotsk kompleksitet:

»Jeg har stemt konservativt, siden jeg var ung, men jeg kan ikke stemme på en mand som Boris Johnson. Han oser af engelsk overklasse, og folk som ham bryder vi os ikke om heroppe. Jeg stemte i øvrigt remain ved Brexitvalget i 2016, men nu hvor de konservative er blevet et Brexit-parti, har jeg ikke længere noget parti,« sagde Henry Macdonald, der til daglig handler med korn.

SNP kan rydde bordet i Skotland

Stirling, hvor The Macdonalds bor, stemte i 2017 konservativt med en meget lille margin, og Henry Macdonald er en af de tabte stemmer, der kan vise sig at blive dyre for Boris Johnson. Ved parlamentsvalget i 2017 klarede de konservative sig overraskende pænt i Skotland og sikrede sig 13 mandater og 29 procent af stemmerne.

De konservative er historisk blevet set som en sikker havn for de skotter, der forsat ønsker at forblive i Storbritannien, og dem er der trods alt mange af.

Denne gang ser det dog sværere ud for toryerne. En nylig YouGov-meningsmåling viser, at Boris Johnson står til at tabe mindst 7 af de 13 mandater. Andre målinger viser, at stort set alle konservative mandater i Skotland er i spil.

Udfordreren til de konservative er SNP, de skotske nationalister. I 2017 fik SNP et sløjt valg, og de har nu ’kun’ 59 ud af 83 mandater. Men partiets leder, Nicola Sturgeon, tror, at man denne gang kan komme tæt på at rydde bordet.

Partiet går efter at kapre størstedelen af de resterende 24 mandater – foruden de konservatives 13 har Labour syv og Liberaldemokraterne fire.

Hovedbudskabet for Nicola Sturgeon og SNP er forsat løsrivelse fra London. Efter det bitre nederlag ved folkeafstemningen i 2014, hvor 55 procent af skotterne stemte imod og 45 procent stemte for skotsk uafhængighed, er der ny tro på, at en løsrivelse er forestående. Således talte Nicola Sturgeon for første gang siden 2014 ved en løsrivelsesdemonstration i Glasgow den 4. november.

Labour er nærmest blevet udraderet i Skotland ved de seneste parlamentsvalg, og Nicola Sturgeon har gjort en eventuel støtte til Jeremy Corbyn betinget af at få et løfte fra ham om en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse.

Ingen alliance med Labour

Jeremy Corbyn, der af Nicola Sturgeon meget kontant er blevet beskrevet som »ynkværdigt ineffektiv og uværdig som premierminister«, har haft usædvanlig meget uld i munden, når det gælder Skotland. Han antydede først, at han var indforstået med en ny skotsk folkeafstemning, så trak han i land, og Labours holdning lige nu er, at skotterne måske kan få en ny afstemning, men formodentlig ikke i en Labour-regerings første valgperiode.

En direkte valgalliance er altså ikke så ligetil at stable på benene for socialdemokratiske SNP og Labour, og skulle Corbyn få mulighed for at danne en koalitionsregering, vil han være afhængig af skotterne. Deres støtte bliver næppe gratis.

Så er det mere ligetil med Boris Johnson. Han har pure nægtet en sådan løsrivelsesafstemning, hvis han vinder valget.

»SNP sagde selv før folkeafstemningen om skotsk uafhængighed i 2014, at dette var den eneste mulighed i en generation for løsrivelse. Der er vist ikke gået en generation siden sidst,« sagde Boris Johnson provokerende til BBC ved sit nylige besøg nord for den engelske grænse.

Hvis Skotland fortsat er delt, når det gælder britisk medlemskab, hvad en nylig rundspørge betalt af SNP viser, så er skotterne mere klare i spyttet, når det gælder EU-medlemskab.

I 2016 stemte 62 procent af skotterne for at forblive i EU. Og for mange er rædselsscenariet, at englænderne tvinger skotterne med ud af EU for så at nægte dem muligheden for en ny folkeafstemning om løsrivelse. SNP arbejder aktivt for at kæde de to løsrivelsesdebatter sammen i vælgernes bevidsthed.

Pro-remain-alliancen

Der er altså ingen formel alliance mellem SNP og Labour, ligesom der heller ikke er nogen alliance mellem Brexitpartiet og De Konservative (selv om Nigel Farage egenhændigt og hovedløst har udråbt en sådan).

Der er dog dannet én valgalliance. Den omfatter de tre EU-venlige partier Liberaldemokraterne, De Grønne og walisiske Plaid Cymru. Sidstnævnte opstiller naturligvis kun i Wales, og her træder de to andre partier til side for ikke at spilde stemmer.

I England giver Liberaldemokraterne og De Grønne plads til hinanden i udvalgte valgkredse. Det er uklart, om denne pagt får nogen mærkbar effekt. Lægger man partiernes stemmer fra valget i 2017 sammen, ville det ikke have fået nogen betydning for regeringsdannelsen.

Plaid Cymru, som ud over at arbejde for walisisk løsrivelse, er et midtsøgende parti med fokus på blandt andet flere midler til forbedring af uddannelsessystemet og deler Liberaldemokraternes og i særdeleshed De Grønnes ønske en gennemgribende grøn omstilling. De Grønne lover at investere 100 milliarder pund om året over ti år i grøn omstilling og mener ved samme lejlighed at kunne skabe mere end 1 million nye grønne job.

De Grønne vandt i 2010 for første gang et mandat i Brighton-kredsen, som gik til partiets mangeårige leder, Caroline Lucas. Hun tegnede miljøpartiet i mange år, men er væk nu og i stedet har partiet valgt to ledere: Sian Berry og Jonathan Bartley.

De Grønne klarede sig flot ved europaparlamentsvalget i maj, og man følger med spænding i hvilken udstrækning julevalget i Storbritannien bliver et klimavalg ligesom sommerens valg i Danmark.

I en dugfrisk meningsmåling udført af Ipsos Mori af de emner, vælgerne går højest op i, indtager klimaspørgsmålet tredjepladsen efter Brexit og kriminalitet. Hele 21 procent svarede, at klimakampen er valgets vigtigste emne. I 2012 var det kun 2 procent af vælgerne, der havde den holdning. 

Labour, Liberaldemokraterne og De Konservative har også markeret sig med store løfter om grønne investeringer, og klima står højere på listen hos vælgerne end for eksempel økonomi og indvandring.

Alligevel er der ikke noget, der tyder på, at klimadagsordenen bliver lige så afgørende som i Danmark – dertil fylder Brexit simpelthen for meget. De Grønne forventes at få et bedre valg end sidst, men på grund af det britiske valgsystem skal gevinsten hentes i små ’lommer’ – for eksempel i universitetsbyerne i det sydlige England – snarere end på landsplan. Det betyder dog ikke, at valget ikke kan ende med netop at blive afgjort af ganske få mandater.

Weekendens meningsmålinger siger godt nok, at Boris Johnson fortsat udbygger sit forspring, og lige nu står han til et klart flertal i parlamentet. Men der er lang tid til 12. december, og det politiske landskab er mere uforudsigeligt end sædvanligt. Skotter, walisere og klimaforkæmpere kan stadig nå at få sat en kæp i Boris Johnsons Brexit-hjul og dermed vinde valget.