»Er Merkel stadig kansler?«

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

Efter det elendige delstatsvalg i Thüringen har ugen været præget af beskidte magtkampe i Merkels CDU

»Dette resultat må få konsekvenser i partiet.«

Denne floskel var en forventelig reaktion i CDU, efter partiet leverede et styrtdyk på 12 procentpoint ved sidste søndags delstatsvalg i østtyske Thüringen. Med 21,8 procents opbakning blev CDU den største taber ved valget, hvor partiet landede på en tvivlsom tredjeplads efter Die Linke og AfD. For femte delstatsvalg i træk har CDU dermed fået mærkbare klø.

Men mere interessant end det vedvarende forfald er den forgangne uges partiinterne strid, som især blev udløst af Friedrich Merz, der i gyserafstemningen om CDU-formandsposten i 2018 led et millimetersmalt nederlag til Merkels kronprinsesse, Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK).

Over for ZDF har Merz kaldt valget i Thüringen for »et stort mistillidsvotum mod den store koalition«, som med sin »bundelendige optræden« næppe kan holde frem til det regulære valg i 2021. Frimodigt pegede Merz på Merkel som »hovedansvarlig« for nederlaget på grund af hendes »mangel på ledelse og klare udsagn«.

Andre højtstående CDU’ere som CDU-vicegruppeformand Carsten Linnemann har mere forsigtigt krævet, at partiet må afklare, hvad det egentlig står for – ud over Merkels magt. Og at CDU må være villigt til at indrømme graverende fejl i flygtninge-, euro- og energipolitikken for at vinde tabte vælgere tilbage.

AKK er heller ikke just blevet skånet. Fra CDU’s ungdomsafdeling, JU, lyder kravet ligefrem, at alle CDU-medlemmer bør stemme om partiets kommende kanslerkandidat.

Som avisen Welt tørt har konstateret, afspejler de partiinterne frontalangreb på Kramp-Karrenbauer, at hun »mangler et fungerende netværk af støtter i partiet«. Med udsigt til en heftig CDU-partidag i slutningen af november faldt svaret alligevel åbent fra partiforkvinden:

»Hvis nogen mener, at magtspørgsmålet skal stilles i dette efterår, har de lejligheden ved partidagen.«

Som de fleste andre i partiet ved AKK nemlig godt, at det ville være uhørt i CDU at vælte en formand efter bare et år og uden åbenlyse alternativer. Selv fra sundhedsminister Jens Spahn – en tredje mulig kanslerkandidat – kom der derfor rygdækning til både Merkel, AKK og forbundsregeringen, mens han kritiserede en »socialdemokratisering af CDU« i form af opslidende magtkampe i partiet.

»Vi er på vej til at begå den fejl, som et andet stort folkeparti (SPD, red.) har lavet, hvis vi stiller processer højere end ideer og personer højere end løsninger,« lød det onsdag fra Spahn.

Trods den truende kannibalisering i partitoppen har Merkel hverken støttet eller kritiseret AKK. Hun har faktisk været totalt tavs om både partikampen og resultatet i Thüringen. I stedet er hun nu fløjet på statsbesøg i Indien, konstaterer Der Spiegel.

»Udenrigspolitik lader til at være det eneste, der interesserer Merkel i hendes sene kanslerskab. (…) Angela Merkel er en verdensstjerne, men er hun stadig kansler,« spurgte Spiegel-redaktøren Mathieu von Rohr polemisk i torsdags.

I Die Zeit er politologen og socialdemokraten Nils Heisterhagen gået et spadestik dybere.

»Lige nu oplever vi en fiktiv stabilitet,« skriver han om den tyske regering og den politiske midte i Tyskland, der i sin ledelseskrise helt har mistet ambitionerne om at skabe store og nødvendige reformer.

»På den måde falder hele partier i politisk apati,« skriver han og minder om, at selv demokratier har brug for en statsmand eller -kvinde, der kan »give orientering og skabe sammenhold«.

Fra de tyske regeringspartier er der pt. ikke udsigt til nogen af delene.

WhatsApp sagsøger israelsk overvågningsfirma for hackerangreb

Ifølge den krypterede beskedtjeneste WhatsApp har et israelsk overvågningsfirma hacket deres systemer, overvåget 1.400 brugere og viderebragt informationerne til den israelske regering og efterretningstjeneste.

Overvågningsfirmaet NSO har angiveligt udsendt såkaldt malware til udvalgte brugere, hvilket har tilladt dem at overvåge brugernes telefoner. NSO selv har i en pressemeddelelse erklæret sig uskyldige i sagen.

»Vi bestrider på det kraftigste dagens beskyldninger,« skrev de og understregede, at firmaets eneste formål er at levere teknologi til regeringen og efterretningstjenesten, der kan bruges til terrorbekæmpelse.

Udvalgte brugere

Når WhatsApp finder lækket mistænkeligt, skyldes det blandt andet, at gruppen af brugere, der har været udsat for overvågning, langt fra virker tilfældig. Der er tale om over hundrede menneskerettighedsaktivister samt journalister, politiske dissidenter, advokater og diplomater. »Det er et umiskendeligt mønster af misbrug,« konkluderer WhatsApp i en officiel udmelding.

Tjenesten har ifølge Reuters over 1,5 milliarder brugere verden over og er særligt kendt for sit høje sikkerhedsniveau, hvor de krypterede beskeder hverken kan ses af WhatsApp selv eller af tredjeparter. Netop derfor er tjenesten et populært redskab for aktivister og journalister.

University of Toronto’s forskningsenhed for cybersikkerhed har samarbejdet med WhatsApp om opklaringen af sagen, og til Reuters udtaler de, at ofrene for overvågningen inkluderer »kendte tv-personligheder, prominente kvinder, der har været genstand for digitale hadekampagner, og personer, der har været udsat for drabsforsøg og trusler om vold.«

Kan danne præcedens

Det er første gang en krypteret beskedtjeneste lægger sag an mod en privat virksomhed, der har hacket dens brugere. I et interview til Reuters forklarer advokat og ekspert i cybersikkerhed Scott Watnik, at mange virksomheder som WhatsApp bevidst har afholdt sig fra at gå rettens vej i forbindelse med hackerangreb, fordi de har frygtet at skulle afsløre for meget om deres digitale sikkerhed.

Derfor følger hele branchen spændt med i sagen, der ifølge Scott Watnik »sagtens kan komme til at danne præcedens«. I FN er der opbakning til, at denne type hackerangreb i langt højere grad skal kunne retsforfølges.

FN’s særlige rapportør for ytringsfrihed, David Kaye, udtalte i sommer, at man midlertidigt bør forbyde salg og anvendelse af den slags overvågningssoftware, som nu er anvendt i WhatsApp-sagen, indtil der er udarbejdet ny lovgivning, som, i overensstemmelse med menneskerettighederne, kan kontrollere brugen af det.

I Italien er aborter lovlige, men svære at få

Valentina Milluzzo ventede tvillinger, men fem måneder inde i graviditeten opstod der alvorlige komplikationer. Lægerne fortalte hende, at tvillingerne ikke ville overleve. Hendes eget liv viste sig også at være i fare, men en abort kunne muligvis redde hende. Det indgreb nægtede lægerne i den sicilianske by Catania dog at gennemføre. I stedet døde Milluzzo 32 år gammel af blodforgiftning.

Og nu står syv læger fra Cannizzaro Hospital anklaget for mord i en retssag, som for alvor understreger, hvor svært det kan være for italienske kvinder at få en abort – og på det voldsomt høje antal læger, som nægter at udføre aborter, primært fordi de mener, at det strider mod deres katolske tro.

»Vi fik Valentina tilbage i en kiste, fordi ignoranter lod hende dø,« sagde Valentina Milluzzos mor, Giuseppina Moschetto, ifølge lokale sicilianske medier, da hun tirsdag vidnede i retssagen.

Aborter blev gjort lovlige i Italien i 1978, men muligheden for at afslutte en uønsket graviditet gøres yderst besværlig – og i nogle egne af Italien næsten umulig – fordi 70 procent af landets læger nægter at foretage aborter af enten religiøse eller moralske grunde. I de sydlige regioner som Molise og Basilicata gælder det henholdsvis 96 procent og 88 procent af lægerne.

Og modstanden mod aborter i lægestanden vokser mærkbart. Det italienske sundhedsministeriums tal viser, at andelen af læger, der nægter at gennemføre aborter, er vokset med over 10 procentpoint mellem 2005 og 2017.

Ifølge lovgivningen er aborter tilladte i de første tre måneder af graviditeten – de må dog også gennemføres tættere på fødslen, eksempelvis hvis kvindens liv eller helbred er i fare.

Desuden kræver den italienske abortlovgivning, at alle hospitaler i landet skal give adgang til indgrebet.

Administrationen på Cannizzaro Hospital, hvor Milluzzo var indlagt, har dog over for avisen Corriere della Sera sagt, at samtlige af hospitalets læger ikke vil udføre aborter.

Milluzzo døde i oktober 2016. En abort kunne potentielt have reddet hende, men »lægerne nægtede at gribe ind,« siger hendes familie.

Hospitalet nægter, at man har handlet forkert.

Gynækologen Elisabetta Canitano, der har grundlagt kvindesagsorganisationen Vita di Donna, har sagt til avisen La Repubblica, at Milluzzos sag ikke er enestående:

»Befolkningen i Italien har en forventning om, at de har ret til en abort, men især fra religiøse kræfter er angrebene på abortrettighederne taget til.«

Derudover er abortmodstanden blevet mere højlydt på den italienske højrefløj, der inden for de sidste år i stadig større grad har benyttet sig af religiøs fundamentalistisk retorik. I byer, hvor det yderste højre har magten, gøres en stadig større indsats for at gøre det sværere at få en abort.

Blandt andet har bystyret i Verona, en kristenkonservativ højborg, vedtaget et tiltag om at »forhindre aborter og støtte moderskabet«, hvilket indebærer, at læger opfordres til at fraråde aborter, og at kvinder, der ønsker at ende deres graviditet, er nødt til først at konsultere anti-abortgrupper.

Ifølge Europarådet bliver italienske kvinder »mødt af betydelige forhindringer, når de søger adgang til en abort«. Og de læger, der er villige til at foretage aborter, står i en stadig mere beklemt situation, blandt andet fordi deres arbejdsbyrde er betydeligt meget større, da stadig færre læger er villige til at stå for indgrebene, og samtidig bliver de i stigende grad set på negativt af de kolleger, der er abortmodstandere.

Europarådet skriver, at disse læger »står over for adskillige typer af ulemper på arbejdspladsen, både direkte og indirekte, når det kommer til arbejdsbyrden, fordelingen af opgaver og karrierefremmende muligheder.«

Lige nu har EU reelt ingen regering

Det har ikke været den Halloween, man havde forestillet sig i Bruxelles.

Først blev Brexit udskudt, og torsdag bekendtgjorte Jean-Claude Juncker så officielt, at hans kommission midlertidigt fortsætter.

Det var jo ellers meningen, at tyske Ursula von der Leyen og hendes hold af kommissærer skulle have rykket ind i Berlaymont-bygningen pr. 1. november og være gået i gang med deres store politiske program for de første 100 dage, som blandt andet indeholder en stor klimalov. Men sådan er det ikke gået.

Under EU-Parlamentets høringerne af von der Leyens 26 kommissærkandidater blev først den rumænske og siden den ungarske kandidat afvist, og til EU-boblens store forskrækkelse led den franske kandidat, Sylvie Goulard, et par uger senere samme skæbne.

De nye kandidater fra Frankrig og Ungarn skal høres, rumænerne har stadig ikke udpeget en afløser (de står midt i en regeringskrise), og siden er Brexit som sagt blevet udskudt, så nu skal briterne også finde en kommissær. Før derefter kan EU-Parlamentet stemme om at godkende hele molevitten.

Den officielle overdragelsesdato er den 1. december, men det kan sagtens ende med at blive svært at nå.

Indtil da er Juncker vikar, men han kommer næppe til at lave ny politik, når alle ved, at han er på vej ud – in office but not in power, som man siger på engelsk.

Det er ikke første gang, at det trækker ud med at få en ny kommission. I 2010 tiltrådte den anden Barosso-kommission heller ikke den 1. november, men først til februar året efter.

Men hele miseren er ikke desto mindre et problem for Europa. For bare for at nævne en enkelt ting: Hvordan skal Europa dog kunne drive den grønne omstilling, når EU reelt ikke har en regering?