Læsetid: 7 min.

Det moderne demokrati er styret af karismatiske ledere. Ikke af partier

Boris Johnson, Emmanuel Macron, Viktor Orbán, Donald Trump … Moderne politik handler mindre om partier og mere om deres ledere. »Det minder lidt om prædemokratisk politik, hvor man har nogle konger og kejsere, der kan forhandle og udtænke komplotter mod hinanden,« siger forsker
Boris Johnson, Emmanuel Macron, Viktor Orbán, Donald Trump … Moderne politik handler mindre om partier og mere om deres ledere. »Det minder lidt om prædemokratisk politik, hvor man har nogle konger og kejsere, der kan forhandle og udtænke komplotter mod hinanden,« siger forsker

Sofie Holm Larsen

13. november 2019

Den tidligere journalist og talkshowvært, som i 2012 udtalte, at han nok havde lige så gode chancer for at blive »reinkarneret som en oliven« som for at blive britisk premierminister, men som nu alligevel har haft Winston Churchills gamle job i fire måneder, træder op på scenen, og hele salen råber i kor:

»Boris! Boris! Boris!«

Vi er til den officielle lancering af Det Konservative Partis valgkampagne.

Alle ser på Johnson, og Johnson ligner sig selv. Lidt uglet og mumlende. Med hængerøv i bukserne, men også med en særlig evne til at få folk til at smile.

Hans nye deal med EU er så klar til brug, at man bare kan »prikke hul i låget og smide den i mikroovnen«, siger han, og alle ler.

Og det britiske Underhus er lige så dårligt fordøjende som »en anakonda, der har slugt en tapir«.

Alle griner igen.

Siden Boris Johnson afløste Theresa May som de konservatives formand, er ledelsen skiftet ud, parlamentsmedlemmer er blevet ekskluderet, strategien er forandret, tonen er ny, vælgerprofilen har ændret sig, og meningsmålingerne er opadgående.

Selv om det britiske Tory-parti er næsten 200 år gammelt, virker det, som om de seneste fire måneder har forandret alt.

»Følg @Mette på Insta«

Det er en generel tendens i europæisk politik, at partier betyder mindre og mindre, mens politiske ledere betyder mere og mere.

»Engang var folk lige så loyale over for deres politiske partier som over for deres fodboldklubber,« siger Diego Garzia, der forsker i vælgeradfærd på universitetet i Luzern i Schweiz.

»Det er slut nu.«

Sammen med to kolleger har han netop udgivet en artikel, der analyserer 52 valg i 13 vesteuropæiske lande fra 1974 til 2016 for at undersøge, hvorfor vælgerne stemmer, som de gør.

»I takt med, at identifikationen med de politiske partier er forsvundet, er den politiske leder blevet den prisme, som folk ser politik igennem,« siger han.

Politologerne kalder den udvikling for ’personliggørelse af politik’.

»Det betyder kort sagt, at individer bliver vigtigere end kollektiver,« siger Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor i statskundskab på Københavns Universitet.

Tendensen kan ses over hele Europa.

Til valget i Østrig i sidste måned stod der »Sebastian Kurz’ liste« på stemmesedlerne over partinavnet.

Emmanuel Macrons bevægelse, En Marche, bærer hans egne initialer (EM).

I Ungarn styrer Viktor Orbán fuldstændig Fidesz-partiet, som han har stået i spidsen for i sammenlagt 23 år.

Nigel Farage er vel nærmest The Brexit Party.

Og på det danske socialdemokratis hjemmeside er der fem billeder af Mette Frederiksen i toppen.

»Følg @Mette på Insta,« står der.

Mettes ansigt pryder også forsiden på størstedelen af partiets politiske udspil.

Over hele Vesten ser vi lige nu karismatiske ledere, der bliver synonyme med bevægelser: Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders, Matteo Salvini, Marine Le Pen, Beppe Grillo, Donald Trump …

Men er det virkelig nyt-nyt? Hvad med »Stauning eller kaos«, var det ikke også personliggjort politik?

»Jo,« siger Karina Kosiara-Pedersen.

»Men uden Stauning havde der stadig været et socialdemokrati, der kunne styre Danmark. Så havde der været en anden leder.«

Uden Macron ville der slet ikke være et En Marche-parti. Uden Farage intet Brexit Party. Uden Le Pen intet Rassemblement National.

Den store obamaficering

Den personfikserede politik vender demokratiet på hovedet. Engang fik de politiske ledere deres autoritet fra partierne; eller rettere sagt, fra partiernes forbindelse til lokalsamfundet, til kirken og fagbevægelsen og medlemmerne.

Hvad nu?

»Nu bygger den politiske autoritet på et fundament af karisma og personlig autenticitet,« siger David Budtz Pedersen, der er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.

Men det tydeligste eksempel på, at den politiske autoritet i dag er knyttet til personlighed, er Barack Obama.

»Barack personificerer sit budskab,« sagde Obamas rådgiver David Axelrod engang.

Obama var sin politik: Han var både sort og hvid, både fra Hawaii og Chicago og Harvard, han kunne samle nationen, fordi han var ham. Han skrev to bøger om sig selv, inden han fyldte 50 år – så vigtig var hans person.

»Obama-kampagnen satte en standard for karismatisk autoritet, som Trump siden har radikaliseret. Nu kan man seriøst læse, at Kanye West forbereder sig på præsidentkampagnen 2024,« siger David Budtz Pedersen.

Det gælder sådan set ikke kun i politik, siger han.

»Vi kender det også fra Silicon Valley, hvor man taler om the founder, den karismatiske CEO, Elon Musk, Steve Jobs … Det er fortællingen om eneren, der har gjort sig fri af de bånd, der begrænser entreprenørskabet og kreativiteten. De er frigjort fra institutionernes åg.«

Man kan trække en kulturhistorisk parallel til 1968’ernes opgør med de traditionelle autoriteter. De ville af med professorer, politibetjente og patriarker, men der var en anden form for autoritet, som hippierne ikke satte spørgsmålstegn ved: den karismatiske autoritet. De hyldede guruer og rockstjerner. De store personligheder.

Det minder jo ganske meget om den fortælling, Macron og Trump solgte til vælgerne: ’Jeg er unik, jeg står uden for systemet, jeg er en stjerne’.

Bernie, Corbyn og Jean-Luc Mélenchon bruger deres personlige historie som aktivister som et bevis på, at de skam er autentiske.

Og da Boris Johnson blev genvalgt som borgmester i London i 2012, svarede 51 procent af vælgerne i en YouGov-måling, at hans »definerende kvalitet« var »karisma«.

Partiernes krise

Udviklingen hænger tæt sammen med de politiske partiers krise.

I 1950’erne havde de britiske konservative tre millioner medlemmer. I dag er der kun 160.000 (og gennemsnitsalderen er 57 år).

I begyndelsen af 1960’erne var 15 procent af vælgerne i Europa medlemmer af et parti ifølge bogen From Party Politics to Personalized Politics, der udkom sidste år. I 2010 var det under fem procent.

De danske socialdemokrater var 250.000 i 1960, nu er de 40.000.

Vælgerne skifter også parti meget oftere end tidligere.

I Danmark stemmer hver anden vælger nu på et nyt parti fra valg til valg. I Sverige er det 41 procent. Og i sidste uge kom der nye tal fra den store britiske valgundersøgelse: Hver tredje brite skifter parti mellem valg, og halvdelen beslutter sig først under valgkampen.

Ved EU-valget i maj fik et parti, der kun havde eksisteret i seks uger, hver tredje stemme i Storbritannien. Nemlig The Brexit Party.

Noget lignende sker over hele Europa.

Det, mange kalder ’demokratiets krise’, er først og fremmest en krise for de etablerede politiske partier, mener Tom van der Meer, der er politolog ved Amsterdams universitet.

»De etablerede politiske partier har ikke fået fodfæste i det nye fragmenterede landskab, hvor vælgerne ikke kan tages for givet. De skal finde en ny modus operandi,« siger han.

Føler ikke, at partierne lytter

Det er jo egentlig også underligt … Som den britiske historiker David Runciman sagde i en forelæsning i sidste måned:

»Hvis man kunne vise personer, der levede for 100 år siden, det amerikanske eller britiske demokrati i dag, ville de være forfærdede over mange ting, men de ville være allermest forfærdede over, at de to store partier stadig er de samme. De hedder endda det samme. Efter 100 år?!«

Vi kunne lave borgerting og eksperimenter med direkte demokrati på nettet, men vores repræsentative demokrati er stadig bygget op omkring de gamle politiske partier.

»Vores opfattelse af politik har ændret sig, men det har vores institutioner ikke,« siger vælgeradfærdsforsker Diego Garzia.

»Der er opstået en kløft mellem, hvordan folk tænker om politik, og hvordan politik rent faktisk fungerer. Det er jo dømt til at gå galt.«

I Frankrig er De Gule Veste, som fylder et år på lørdag, netop »en bevægelse for folkelig opstand, som går uden om fagforeningerne og partierne«, som en af bevægelsens ’talsmænd’, Christophe Chapuis, sagde til avisen Libération i tirsdags.

Folk føler ikke, at partierne lytter. Ved det franske præsidentvalg i 2012 fik socialisterne og republikanerne tilsammen 56 procent af stemmerne, til EU-valget i maj fik de kun 15 procent.

Konger og kejsere

Kunne vi måske helt undvære partier? Politikere kan jo alligevel kommunikere direkte med vælgerne og rejse penge på nettet.

Nej, siger Gideon Rahat, der er professor i politologi på det hebraiske universitet i Jerusalem. Han udgav sidste år bogen From Party Politics to Personalized Politics, der gennemgår den internationale forskning på området.

»Ingen kunne lide partierne, dengang de opstod, men vi har dem af en grund. De blev skabt i parlamenterne, hvor repræsentanter fra de forskellige valgkredse mødtes og havde brug for at koordinere,« siger Gideon Rahat.

Hvis det danske folketing bare bestod af 179 mennesker, der løb rundt mellem hinanden og dannede flertal fra sag til sag, ville de alligevel ende med at finde sammen i grupper af ligesindede for at stå stærkest muligt, siger Gideon Rahat, for sådan gør mennesker. Og det ville jo være en slags partier.

»Så jeg tror altid, vi vil have partier. Spørgsmålet er bare på hvilken måde,« siger Gideon Rahat.

»Det, vi har lige nu, minder lidt om prædemokratisk politik, hvor man har nogle konger og kejsere, der kan forhandle og udtænke komplotter mod hinanden.«

Det lyder jo ikke ligefrem lovende.

En karismatisk idiot

I dag er et valg i Storbritannien måske lige så meget Boris vs. Corbyn, som det er Tory vs. Labour. Og som det ser ud lige nu, fører Boris:

43 procent af briterne mener, at Boris Johnson ville være en god premierminister. Kun 20 procent siger det samme om Jeremy Corbyn.

Det sjove ved Boris er, at hvis man beder briterne beskrive ham med ét ord, får man meget, meget forskellige svar afhængigt af, hvem man spørger (YouGov lavede en stor undersøgelse af det i sommer):

Dem, der kan lide ham i forvejen, bruger oftest ordene »karismatisk«, »excentrisk« og »flamboyant«. Mens dem, der ikke kan lide ham, oftest vælger ordene »klovn«, »idiot« og »løgner«.

En flamboyant løgner. En karismatisk idiot … en reinkarneret oliven.

Det føles som en ny slags politik. En politik, hvor det ikke er partier, der styrer demokratiet, men i høj grad karismatiske ledere.

Serie

Hvad er der galt med demokratiet?

Det handler ikke bare om Brexit og Trump. Over hele Europa ser vi politisk opbrud – nye partier, svage regeringer, nye politiske frontlinjer. De politiske systemer er blevet ustabile og uforudsigelige. I en ny serie spørger Information: Hvorfor er europæisk demokrati blevet sådan noget rod? Og er det egentlig et problem?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkel Hyllested

Har udviklingen ikke først og fremmest noget at gøre med individualisering og fremmedgørelse?
Fællesskaberne organiseret omkring byen, arbejdspladsen, faget etc. er ikke i stand til at forpligte til engagement og dialog. Den politiske dialog kommercialiseres og foregår primært gennem envejskommunikation og overfladiske debatter på massemedierne. Så blir det de karismatiske skærmtrolde med slagordsbudskaberne, der når igennem på skærmen.

Lars Løfgren, Hanne Ribens, Hanne Utoft og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Nu sad jeg netop og bladrede i et af mine Fabulous Furry Freak Brothers hæfter. Og. Jo. Hippier kunne godt li guruer og rockstjerner. Men at at de skulle sætte gang en bølge af karismatiske ledere...... De kunne mest af alt li pot!

Jo, politikere er blevet vare i butikken i en neoliberal tidsalder. Men herhjemme har vi de politikere vi har fortjent. To af dem så vi jo just stille op i rullekrave for at "låne" noget karisma af tech-drengen Zuckerberg......

Men Hitler, Mussolini, De Gaulle og Churchill var vel også karismatiske ledere, der i 1930'erne og 1940'erne...............

Og bare for lidt siden, et par år eller så'n, måtte vi kæmpe med at holde kedsomheden i ave, når vores TV viste ledere som Theresa May, Merkel, François Hollande og ja, Obama, som her fortæller om hvor meget spræl der var i ham... "I'd Be Considered A Moderate Republican"
https://www.youtube.com/watch?v=HOuq5XcVIss

Hanne Utoft og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar
Thorkel Hyllested

At hippierne skulle være årsag til starfucker kulturen, er at blande årsag og virkning sammen. De var naturligvis præget af de samme samfundsforhold som alle andre liberalistiske tendenser på den tid. Der var en klar individualistisk strømning i bevægelsen på trods af f.eks. kollektiverne.
Jeg er sikker på Freewheeling Franklin og Fat Fredie ville give mig ret, hvis de levede idag.

Henrik Forsberg

Et par citater fra fremtrædende politiske ledere er med til at understrege den gamle nyhed om at politik er for karimatiske ledere baseret på en filosofi og holdninger, og ikke så meget parti-ideologier:
"Enhver med visioner skal gå til lægen." (Helmut Schmidt 1980)
"Politiske ledere leder med overbevisende taler." (Helmut Schmidt 1987)
""Dagens politiske klasse ... er kendetegnet ved et overskud af karriereplanlægning og af et overskud af lyst til at optræde i talkshow." (Helmut Schmidt 1994)
"Jeg skal jo vænne mig til min nye tilværelse som lønmodtager under instruks." (Lars Løkke Rasmussen om sin nye rolle som menigt medlem af Folketing og Venstre i Fede Abes Fyraften 2/10 2019)