Interview
Læsetid: 10 min.

’Østtyskernes stemme’: »Efter Berlinmurens fald holdt jeg op med at tro på, at noget varer evigt«

Da miraklet skete i Berlin for 30 år siden, stod han i begivenhedernes centrum, og politikeren Matthias Platzeck har stået der siden. Som ’østtyskernes stemme’ og leder af genforeningsjubilæet kritiserer han fortsat resultatet af genforeningen, men han får julelys i øjnene af at tænke på Berlinmurens fald
Matthias Platzeck, der er tidligere ministerpræsident i Brandenburg og kendt som ’østtyskernes stemme’, er kritisk over for den genforeningskontrakt, der blev indgået efter Murens fald. Han mener, at den »dårlige stemning« i Østtyskland i dag er en af følgerne.

Matthias Platzeck, der er tidligere ministerpræsident i Brandenburg og kendt som ’østtyskernes stemme’, er kritisk over for den genforeningskontrakt, der blev indgået efter Murens fald. Han mener, at den »dårlige stemning« i Østtyskland i dag er en af følgerne.

Ullstein Bild

Udland
9. november 2019

Skal man starte med den polske fagforening Solidarinosc, når man skal forklare, hvorfor Berlinmuren faldt den 9. november 1989?

Eller med Gorbatjovs glasnost, med Ungarns grænseåbning i sommeren ’89 eller med den østtyske masseflugt gennem Tjekkoslovakiet i efteråret ’89?

Eller nærmere med de modige østtyske massedemonstrationer i Leipzig, Dresden og Berlin i oktober og november ’89?

Man kan også vælge den kyniske udlægning: at DDR med sit uduelige planøkonomiske produktionsapparat og sine faldefærdige byer havde ophobet en så gigantisk udlandsgæld, at bonde- og arbejderstaten var bankerot. Selv SED-ledelsen vidste, at slaget var tabt.

Kæden af årsager er uransagelig.

Men hvor labilt DDR var, kan aflæses på en af historiens mærkeligste talehandlinger, da SED-funktionæren Günther Schabowski den 9. november 1989 fremlagde de nye rejseregler for østtyskere på en nu legendarisk pressekonference i Østberlin. Hvornår reglerne skulle gælde fra, var han bare ikke informeret om.

»Så vidt jeg ved … straks … med det samme,« fik Schabowski fremstammet.

Med denne fortalelse aflivede han DDR-diktaturet kl. 18.59.

Muren er åben

I de følgende timer strømmede forundrede og euforiske DDR-borgere i tusindvis ind i den ukendte halvdel af deres by.

I udkanten af Berlin og dog midt i det hele stod Matthias Platzeck, en 35-årig kemiingeniør og far til fire, der var politisk aktiv i miljøbevægelsen i sin hjemby Potsdam, hvor Stasi truede med at smide hans børn på børnehjem.

At han kort efter skulle blive minister i en folkevalgt DDR-regering, at han skulle blive leder af socialdemokratiske SPD, og at han som ministerpræsident i Brandenburg gennem 11 år skulle gøre sig fortjent til øgenavnet ’østtyskernes stemme’, havde han ikke den ringeste anelse om den 9. november 1989.

»Vi fornemmede opbruddet, men selv om aftenen den 9. november anede vi ingenting,« fortæller Matthias Platzeck, da Information møder ham sammen med en håndfuld journalister i Østberlin – et langt stenkast fra Forbundsdagen, hvor kors på murene minder om de 245 mennesker, som blev myrdet af DDR-regimet under flugten.

»Vi var ved at planlægge en stor demonstration, hvor vi regnede med 15.000 deltagere. Pludselig var der en, der kom ind og sagde: Hør lige efter. Det her er vildt: Hvis jeg har forstået det rigtigt i fjernsynet, så er muren åben – i aften! Eller i hvert fald i morgen!«

Matthias Platzeck holder en kunstpause og kigger rundt. Det er svært at se, om han er rørt, om han vil øge spændingen, eller om han overvejer, om han virkelig kan trække den længere i genren ’Hvor var du den 9. november ’89?’

»Der blev dødstille. Vi så på hinanden. Og så var der en, der sagde: Nej, helt ærligt, skal det være lige nu.«

Matthias Platzeck bryder ud i en smittende latter.

»Vi vidste jo godt, at nu kunne vi droppe alt om at samle 15.000 mennesker. Nu ville alle fise til Vestberlin eller Hamborg og købe ind.«

Ung, romantisk, naiv

Efter en omtumlet politisk karriere er Platzeck i dag leder af den tyske regerings ’Enhedskommission for 30 års fredelig revolution og tysk genforening’, der planlægger fejringen og giver politiske anbefalinger frem til genforeningsjubilæet den 3. oktober 2020. Det er ikke et godt tegn, siger han.

»Når en regering grundlægger en kommission, gør den det kun, fordi der er noget, der ikke er, som det bør være.«

Underforstået: Med den tiltagende utilfredshed og demokratiskepsis i Østtyskland og med efterårets delstatsvalg i tre østtyske delstater, der gav rasende opbakning til Alternative für Deutschland, knager det i forholdet mellem Øst- og Vesttyskland.

Derfor er anekdoten om demonstranterne, der hellere ville til vesten og shoppe, sigende for Platzeck, der har brugt en stor del af sit liv på at kritisere, at genforeningsprocessen i så høj grad var drevet af ønsket om hårde D-mark fra vest og nye markeder i øst.

Politisk satte skuffelserne allerede ind, da Platzeck deltog i rundbordsforhandlingerne med de øvrige borgerinitiativer. I december 1989 havde bevægelser som Neues Forum og Demokratie jetzt samlet omkring 60 procent i meningsmålingerne. Få måneder senere lå de nede omkring fem procent.

»Vi var unge, romantiske og nok også lidt naive i forhold til basisdemokratiet. Derfor havde vi fornemmelsen af, at revolutionen blev taget ud af hænderne på os. Set i bakspejlet var der bare ikke stemning for eksperimenter og et nyt, demokratisk DDR.«

I februar lykkedes det Platzeck at blive valgt til minister i DDR’s folkekammer – det folkekammer, som et par måneder tidligere havde overvejet, om de skulle oprette lejre og fængsle alle oppositionelle. Her holdt han fast i, at Øst- og Vesttyskland skulle skabe en ny forfatning og forhandle i øjenhøjde i stedet for bare at indlemme Østtyskland under den vesttyske forfatnings Artikel 23.

I foråret 1990 brugte han ligefrem sloganet Artikel 23: Kein Anschluss unter dieser Nummer: Et besk ordspil på den klassiske telefonbesked, når man kommer til at taste et ugyldigt nummer – og samtidig en reference til Hitlers Anschluss af Østrig i 1938.

I sidste ende stemte DDR’s folkekammer i august for artikel 23. Platzeck undlod at stemme, hvilket tit er blevet udlagt, som om han er fjendsk indstillet over for genforeningen.

»Det er slet ikke tilfældet,« siger han.

»Jeg er henrykt over den tyske genforening. Men jeg er stadig kritisk over for genforeningskontrakten fra dengang. Jeg er kritisk over for processen, og jeg tror, at vi med den dårlige stemning i Østtyskland i dag oplever nogle af følgerne.«

I Platzecks øjne skyldes det også Helmut Kohls attitude, som er gået i arv: at alt i vest var godt, og alt i øst skidt.

»Alt blev nedlagt. Men vi havde f.eks. børnehaver, heldagsskoler og åbne ambulatorier i DDR – det fandtes, og i dag genopfinder vi det. Fordi det faktisk var gode ideer.«

Ét folk, én valuta

Det andet store stridspunkt var det med pengene – og Helmut Kohls løfter om »blomstrende landskaber« i øst.

»Det var pænt ment, men politisk var det dumt, for Kohl vækkede irrationelt store forhåbninger – og en tilsvarende skuffelse.«

Den opstod lynhurtigt i det onde dilemma om valutareformen og den rasende udvandring fra DDR. Alene i de første tre måneder tog mere end en kvart million DDR-borgere til Vesttyskland. Den eksodus ville tydeligvis fortsætte, hvis D-marken ikke kom til øst.

Ud over at »stemme med fødderne« ændrede demonstranterne deres slagord ’Wir sind das Volk!’ (vi er folket, red.), som var rettet mod DDR-regimet, til ’Wir sind ein Volk’ (vi er ét folk, red.), som var rettet mod Kohl og vesttyskerne med budskabet: Vi vil have D-mark.

Økonomer plæderede for en vekselkurs mellem østmark og vestmark på 1:4. For fire østmark ville østtyskerne altså få én vestmark. Men det ville holde østtyskerne i fattigdom og give dem en elendig købekraft for en månedsløn på godt 1.200 østmark i snit. Den vesttyske Forbundsbank foreslog derfor vekselkursen 1:2. I sidste ende indvilgede Vesttyskland i vekselkursen 1:1 ved valutareformen i juli 1990. Dermed blev produkter fra øst blev næsten lige så dyre som produkter fra vest.

»Det smadrede fuldstændigt den østtyske konkurrenceevne. Efter reformen brød de østtyske virksomheder sammen på stribe, og vi oplevede en næsten total afindustrialisering af de nye forbundslande. Det plager os stadig den dag i dag,« siger Platzeck.

Samtidig tog Treuhand fat på privatiseringen og nedlæggelsen af de statslige virksomheder, som ikke bare garanterede folk job, men også var sociale knudepunkter i DDR.

»Det var ikke et opbrud. Det var et sammenbrud. I dag er Østtyskland stadig et lavtlønsland og den vesttyske industris forlængede og billige samlebånd,« siger han.

Et bevis er, at ikke en eneste af de 30 store tyske DAX-koncerner har hovedsæde i Østtyskland. Men Platzeck hiver også andre deprimerende tal ud af ærmet: F.eks. at 80 procent af alle ledende stillinger i Østtyskland er besat af vesttyskere. Eller at 32 ud af Tysklands 34 excellensuniversiteter ligger i Vesttyskland, mens de sidste to ligger her i Berlin.

’Wessi-bashing’

Med industridøden kom også et helt ukendt fænomen i DDR: massearbejdsløshed. I mange kommuner lå den på op mod 50 procent.

»Hvis dit første møde med demokratiet foregår på arbejdsformidlingen, så er det næppe kærlighed ved første blik,« siger Matthias Platzeck.

»Jeg siger det ikke for at bedrive Wessi-bashing. Men det giver en forklaring på det østtyske ubehag, og hvad østtyskerne har præsteret de sidste 30 år.«

På spørgsmålet om, hvad der kunne være gjort klogere, er Platzeck forsigtig i sin dom.

»Dengang ville vi vente med valutareformen. Om det havde været økonomisk holdbart, er umuligt at afgøre i dag. Det havde krævet endnu større overførsler fra vest til øst.«

Trods valutareformen tog millioner af østtyskere fortsat mod vest – især unge og især kvinder. Det har skabt et overskud af frustrerede mænd og en stærk aldring, som socialdemokraten Platzeck ser som en direkte grund til, at østtyskerne er mere ængstelige – og i langt højere grad stemmer højrepopulistisk end vesttyskerne.

»Formuefordelingen mellem øst og vest er også helt skæv. Vesttyskerne ejer endda mere ejendom i Østtyskland, end østtyskerne gør. Alt i alt har det medført, at mellem 50 og 60 procent af østtyskerne føler sig som andenrangsborgere i Tyskland.«

Nye kriser

Oven i det store sammenbrud og den langsomme bedring i 00’erne kom først finanskrisen fra 2008 og flygtningekrisen fra 2015 – tre afgørende brud inden for én generation. Begge kriser udløste en mistillid til staten for de statstro østtyskere, mener Matthias Platzeck.

»At flygtningekrisen blev tolket så anderledes i øst end i vest skyldtes ikke så meget antallet af flygtninge eller den humanitære gestus, men nærmere, at der ikke var en plan – at staten virkede magtesløs. Desværre var AfD’s optur nødvendig for, at vi begyndte at diskutere det, også i SPD,« siger Platzeck.

Men helt ærligt: han kom for at diskutere noget så glædeligt som Berlinmurens fald. Ved Brandenburger Tor blafrer der allerede et 150 meter langt kunstværk med 30.000 håbefulde budskaber, og der rejser turister til fra nær og fjern for at suge en flig af magien. Behøver han så male et så dystert billede?

»Det ville være helt skørt ikke at se genforeningen som en succeshistorie,« lyder Matthias Platzecks afvæbnende indledning.

»Og det ville være destruktivt at skabe en forfaldsfortælling om demokratiet eller ytringsfriheden i det genforenede Tyskland, som AfD gør det. Men vi må også indrømme, at der er sket et skred i de seneste år. Vi bliver nødt til at tage stilling til, at der er en stigende Wessi-bashing i Østtyskland, og at interessen for østtyskerne falder i Vesttyskland. ’Nu har vi betalt så og så meget for jeres genopbygning, og så er I stadig så utaknemmelige og dumme at vælge AfD’, lyder det gerne i vest.«

I stedet må vi se fremad og væbne os til nye flygtningekriser, demografiske kriser og økonomiske kriser, mener den garvede SPD-politiker, der af helbredsmæssige årsager måtte kaste håndklædet i ringen som ministerpræsident i 2013 – altså før hans parti for alvor begyndte at gå i opløsning.

»Der er svært ikke at være bekymret i en tid, hvor det disruptive bliver hypet, uden at vi tænker på, hvad vi gør, når folkepartierne er væk. Det kan blive en ond opvågnen for det parlamentariske demokrati i Tyskland.«

Vi åbner aldrig

Av. Så er stemningen atter på lavpunktet. Men Platzeck er så gammel, at han ikke behøver at please nogen, siger han. Han vil bare bringe sit land og dets demokrati fremad.

»Siden Murens fald har jeg ikke troet på, at noget her i verden er umuligt – eller stabilt. Intet varer evigt, heller ikke demokratiet. Det er ikke en tilstand, men et fast arbejde. Det handler det her jubilæum også om at formidle,« siger han.

Før vi atter går ud i det centrale Berlin, hvor man ikke længere kan se forskel på øst og vest, kan han alligevel ikke lade være med at fortælle om magien den 9. november 1989. For stemningens skyld kunne vi roligt have svælget i det den sidste halvanden time, for det er en pænt god historie, der for Platzecks vedkommende udspillede sig ved grænseovergangen ved Glienicker Brücke, som har lagt kulisse til mangt en koldkrigsroman.

»Jeg er vokset op der, men jeg havde aldrig i mit liv været på den anden side af broen. Efter nyheden gik vi selvfølgelig ned til broen og sagde ’Hey, vi har hørt, at Muren er åben inde i det centrale Berlin. Kan vi komme igennem?’ Men vagterne svarede, at de var dødligeglade med, hvad de gjorde andre steder. »Vi åbner aldrig overgangen her.«

Det gjorde de nu næste dag, den 10. november.

»Jeg havde boet der i årtier – få hundrede meter derfra – uden nogensinde at have været der. Jeg kendte himlen i vest, men det var ukendt land. Og pludselig stod vi i Vesten. Det øjeblik glemmer jeg aldrig,« siger Matthias Platzeck.

»Derfor betyder kritikken af genforeningen heller ikke, at der er nogen, der vil have DDR tilbage. Selvfølgelig skal vi fejre Murens fald. Hvad kunne være mere glædeligt?«

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Du beskriver en totalt forvrænget virkelighed for 30 år siden.

En lille episode i 1989 bragte absurditeten helt ind på livet og tog pippet lidt fra mig.

En lille gruppe østtyskere blev interview'et i TV.
De havde - uden bil - taget en sejltur fra Warnemünde til Gedser og spadserede lidt rundt i byen, inden de ville tage næste færge hjem igen.

Hvad var formålet med turen, blev de spurgt.
Joh, nu havde de i over 25 år set færgen komme og gå, og nu ville de gerne se, hvad der var for enden af ruten - så de havde købt en billet til Warnemünde færgen.
Shit !!

Vekslekursen imellem øst- og vestmark.
Der var vild diskussion imellem økonomerne om den rigtige vekslekurs, indtil Helmuth Kohl til almindelig begejstring erklærede at 1:1 var kursen.
Ethvert fjols kunne se, at det ville lamme den østtyske industri, så man forsøgte sig med et reduceredet østtyske lønniveau på 80% af det vesttyske; men udbetalt i knaldhårde D-mark.
Bl. a. her i Sprøjten fik de grumme vesttyske kapitalister af samme grund læst og påskrevet.

Resultatet blev selvfølgelig, at al østtysk produktion flyttede til Vesttyskland.

En pudsig - og sand - historie:
Den tyske stat placerede af beskæftigelseshensyn en ordre på flere skibe på et østtysk skibsværft. Kontraktprisen var høj; men det var nødvendigt - ellers kunne det østtyske værft slet ikke producere skibene uden tab på det nedslidte fabriksanlæg, og man dispenserede for miljølovgivningen i nødvendigt omfang, så værftet i det hele taget kunne fortsætte produktionen.

.... og blev skibene så produceret ??
Yes, men på et vesttysk værft, der kunne producere skibene for det halve.

Det østtyske værft havde lynhurtigt viderekontraheret selve bygningen af skibene til det vesttyske værft - og kunne selv score en smuk gevinst ved overdragelsen.

gert rasmussen, Kim Houmøller og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Der var ikke tale om en genforening. Der var tale om en vesttysk overtagelse af østtyskland, hvor østtyskland blev komplet nedlagt og underlagt vesttysklands værdigrundlag. Østtyskland blev reelt udslettet af historien. Østtyskland blev løbet over ende af få vesttyske politikeres ambitioner uden hensyn. Den almindelige østtyske borger så magtesløs og måbende til efter ekstasen havde lagt sig og det vesttyske overgreb var en realitet.