Analyse
Læsetid: 4 min.

Roen er genoprettet i Iran – men hvor længe? Præstestyret er nemlig presset

De omfattende og hidtil sociale protester i Iran viser, at præstestyret er presset, men indtil videre fastholdes kontrollen med indsættelse af brutale sikkerhedsstyrker
Mandag sendte præstestyret sine tilhængere på gaderne i forsøget på at eksponere opbakning til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og hans version af lov og orden.

Mandag sendte præstestyret sine tilhængere på gaderne i forsøget på at eksponere opbakning til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og hans version af lov og orden.

ATTA KENARE

Udland
27. november 2019

De sociale uroligheder, der i de forløbne uger har rystet Iran, synes at være om ikke overstået, så i hvert fald under kontrol. Og mandag sendte præstestyret sine tilhængere på gaderne i forsøget på at eksponere opbakning til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og hans version af lov og orden.

Ligeledes mandag offentliggjorde det iranske indenrigsministerium, der varetager intern sikkerhed, at urolighederne har kostet 218 dræbte, tusinder af sårede, mens 4.523 personer er blevet anholdt. Tallene er indberettet fra Irans provinsguvernører og kan meget vel være højere.

Protesterne, antændt af en uventet og brat stigning i benzinpriserne, betegnes af myndighederne som »hidtil usete«, og en general i Revolutionsgarden sagde mandag i en tale til de udkommanderede sympatidemonstranter, at »krigen, der har raset i vores gader, er en del af et internationalt komplot«.

Den fremstilling er ingen nyhed, men genanvendes hver gang styret er presset og bestrides af stort set alle neutrale iagttagere.

De peger på, at protesterne ganske vist til en vis grad er resultatet af det økonomiske pres, Iran er underlagt som følge af genindførelse af de hårde sanktioner, USA gennemførte efter præsident Donald Trumps ensidige opsigelse af atomaftalen fra 2015, der havde til formål at kontrollere Irans produktion af beriget uran.

Men årsagen til de aktuelle protester – der blev indledt 15. november og via de sociale medier bredte sig til mere end 100 byer – er håndteringen af den økonomiske krise, der fulgte med genoptagelsen af de amerikanske sanktioner, og som vender den tunge ende nedad.

Ingen penge til Palæstina

Det har været småt med præcise oplysninger fra Iran i de forløbne 12 dage – blandt andet fordi regimet efter den første fredags uro hurtigt lukkede ned for internettet. Men ifølge de sparsomme oplysninger, der slap ud, var protestparolerne vendt mod såvel præstestyrets økonomiske politik – med krav om Ali Khameneis afgang – samt overførslerne af penge og ressourcer til Irans klienter i Syrien, Libanon, Gaza og Irak.

Således gjaldede i gaderne: »Ingen penge til Palæstina.«

Men vreden skal også ses i perspektiv af de forventninger, der kom med atomaftalen i 2015, og som bevirkede, at Irans økonomi ifølge IMF, Den Internationale Valutafond, så at sige eksploderede. Med atomaftalens sanktionslempelser fulgte nemlig en forøgelse af olieproduktionen, og Irans BNP gik fra en minusvækst på 1,3 procent i 2015 til et plus på 13,4 procent af BNP i 2016.

Hvad præsident Hassan Rouhani og hans stab af markedsorienterede økonomer ikke gjorde – eller ikke fik tid til, før sanktionsfælden smækkede i igen – var at adressere korruptionen og den økonomiske ulighed. Iran er ifølge internationale parametre nummer 131 af 175 lande på den liste, der udmåler strukturel korruption.

Økonomien er i høj grad koncentreret i statslig ejendomsret og med en betydelig del koncentreret i Revolutionsgarden, der er præstestyrets livgarde, og som talmæssigt er mindre end den stående hær er bedre udrustet.

Skarp ammunition påbudt

Det var da også Revolutionsgarden, der nedkæmpede urolighederne i sidste uge, nemlig den enhed, der nu kendes som Imam Alis Garnison for Sikkerhed, som blev oprettet i efterspillet til den såkaldt ’grønne revolution’ i 2009 med den særlige opgave at opretholde den indre sikkerhed med mere end 30.000 soldater.

Imam Ali-bataljonernes kerne er de paramilitære Basij-ungdomsmilitser, der blev kendt for hidtil uset brutalitet under 2009-optøjerne i Teheran. Og ifølge deres kommandant, brigadegeneral Gholamhossein Gheybparvar, fik de ordre til at skyde med skarp ammunition mod de protesterende under de aktuelle uroligheder.

Internettet er genetableret bortset fra i visse byer, hvor uroen stadig ulmer, men i det store og hele siges Iran at være tilbage til normale tilstande. Hvilket tillige viser, at det siddende præstestyre er besluttet på at slå selv meget omfattende protester ned med vold. Således kræver den konservative avis Kayhan, talerør for ayatollah Ali Khamenei, dødsstraf til ’uromagerne’.

Om det kommer så vidt, vil vise sig. Andre i den iranske ledelse har udvist mindre drastisk tilgang til konsekvenserne for de arresterede. I hvert fald er det tankevækkende, at chefen for Irans justitsvæsen, Ebrahim Raisi – tidligere præsidentkandidat og af mange anset som efterfølger for den snart 80-årige og ofte sygdomsramte Ali Khamenei – har kritiseret den siddende regering under præsident Hassan Rouhani for at forsømme en forklaring til befolkningen om, hvorfor stigningen i benzinprisen er nødvendig.

»En af forudsætningerne for dette projekt er, at man er i stand til at overtale den offentlige mening og skabe konsensus i eliten,« erklærede han og tilføjede:

»Der er hårdt brug for, at medier, økonomer, ministre og embedsfolk går ud og forklarer politikken.«

Kritikken er fulgt op af medlemmer af det iranske parlament og viser altså, at der også er en civiliseret debat om mål og midler i Iran. Nuvel, indtil videre er disse argumenter ikke nået ud i gaderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Schlätzer-Larsen

Atomaftalen fra 1915?