Feature
Læsetid: 8 min.

I Slovakiet er et nyt opbrud begyndt, der er lige så vigtigt som det i 1989

30 år efter Jerntæppets fald er Slovakiet stadig dybt plaget af korruption og på nogle områder »mere råddent end Polen og Ungarn«. Men løbende skandaler blandt landets oligarker og likvideringen af en ung journalist har vækket civilsamfundet, der nu vil føre frihedskampen videre fra 1989
Vrede slovakker går på gaden i protest mod korruption. Oligarkers skandaler og drabet på en ung journalist har vækket civilsamfundet.

Vrede slovakker går på gaden i protest mod korruption. Oligarkers skandaler og drabet på en ung journalist har vækket civilsamfundet.

Ritzau Scanpix

Udland
5. november 2019

BRATISLAVA – Man skal være lavet af et usædvanligt hårdt stof, hvis man ikke bliver bevæget over en tur oppe på ruinerne af Devin-borgen ved Slovakiets hovedstad Bratislava. På toppen bliver man nemlig belønnet med en fantastisk udsigt over Donaus rivende vande og Østrigs bakkede landskab – altså et blik ind i Vesten.

For 30 år siden kunne de lokale kun komme hertil med pas og sikkerhedskontrol, fordi borgen lå i sikkerhedszonen op ad Jerntæppet. I dag er kontrolposterne for længst væk, og i borgruinerne hænger der rørende billeder af tusindvis af jublende tjekkoslovakker. Opildnet af udviklingen i DDR og Polen gik de den 16. og 17. november 1989 på gaden i Tjekkoslovakiets to store byer, Prag og Bratislava, hvor de grundlagde bevægelser som »Civilt forum«.

Fløjlsrevolutionen kom, og den forblev fredelig – selv da omkring 100.000 Bratislava-borgere den 10. december vandrede forbi Devin-borgen til Østrig for at holde en folkefest på begge sider af Donau og klippe grænsehegnet ned.

Med slagordet »Ahoj Európa« var retningen i deres protest ikke til at tage fejl af: Også i Bratislava krævede Tjekkoslovakkerne frihed og et pluralistisk demokrati – de ville mod vest både økonomisk og politisk.

Nærmest urørlig

Hvis denne artikel havde været en reklamefilm, kunne de bløde violiner passende sætte ind her, mens der fortælles videre om, hvordan Václav Havel kort før nytår 1989 blev tjekkoslovakisk præsident, og hvordan Slovakiet efter den fredelige skilsmisse fra Tjekkiet i 1993 blev EU-land i 2004 og euroland i 2009. I dag indtager landet endda positionen som EU’s proeuropæiske darling blandt de oprørske Visegrád-lande.

Men efter jeg har forladt Devin-borgen og passeret Bratislavas skyline med et iøjnefaldende BMW-logo, giver Stefan Hrib denne fortælling noget af en mavepuster i hovedstadens historiske centrum.

»Ja, vi slovakker larmer mindre i EU end Polen og Ungarn,« siger Stefan Hrib, der er forfatter, politisk analytiker og chefredaktør ved det konservative politiske ugeblad Tyzden.

»Og der er ikke nogen slovakker ved deres fulde fem, der ønsker de kommunistiske tilstande tilbage. Men 30-årsjubilæet for Jerntæppets fald står i skyggen af, at den slovakiske stat i dag er kapret af små grupper af oligarker med stærke bånd til politikere og dommerstanden. Hvis du er i de rette kredse, så er du nærmest urørlig i Slovakiet. Korruptionen her er værre end i Tjekkiet, og de oligarkiske strukturer er på mange måder mere rådne end i Polen og Ungarn – selv om de har værre problemer med retsstaten og mediefriheden.«

Svære drømme

For at give en fornemmelse af, hvordan det er kommet hertil, giver Stefan Hrib et helikopterblik over det postkommunistiske Slovakiet, der frem til 1998 blev ledet af »den rendyrkede orbanske autokrat Vladimir Meciar«, som han kalder Meciar, der lavede karriere på sine mange forbindelser fra det kommunistiske regime.

I den tid var Slovakiet i Hribs øjne »det sorte hul i Europa«. Der var enorm arbejdsløshed, mafiøse tilstande og et støt fald i levestandarden, der først nåede niveauet fra slutfirserne omkring årtusindskiftet. Det skabte en ond cirkel af skuffelse og en politisk trang til at holde fast i autokratiske figurer som Meciar, mener Hrib.

»Derfor var Meciars fald i 1998 en kæmpe befrielse for landet. Nu kan vi bygge et civilsamfund, nu kan vi ændre det her land, sagde vi til hinanden. Men i dag må vi indrømme, at det var endnu sværere, end vi frygtede.«

Med firmaskatterne helt i bund blev Slovakiet især den tyske bilindustris forlængede og billige samlebånd, som den dag i dag gruer for en tysk krise – og for stigende slovakiske lønninger, som kan ødelægge landets konkurrenceevne.

Men med EU-optaget i 2004 begyndte optimismen efterhånden at brede sig. Hvad offentligheden dengang ikke vidste, var, at der i 2005 udspillede sig en ufattelig skandale, som atter er brandaktuel: den såkaldte Gorilla-skandale.

I en lejlighed i Bratislava mødtes en række af landets entreprenører og oligarker som den nu fængslede Marian Kocner og spidser fra den yderst stærke Penta Investment Group med slovakiske toppolitikere – herunder Slovakiets stærke mand, Robert Fico, der har været premierminister i ti år mellem 2006 og 2018. Hvad de ikke vidste: Alle samtalerne blev båndet. I et mafiøst afpresningsforløb blev en del af samtalerne lækket i 2011, og selv om Penta Group prøvede at affeje Gorilla-optagelserne som fiktive, gik titusinder på gaden i protest mod regeringen, oligarkiet og den nu åbenlyse korruption.

Dagen før Information møder Stefan Hrib i Bratislava, er hele dynen – i alt over 30 timers optagelser – overraskende lagt online tilgængeligt, og alle dagens aviser har atter skandalen på forsiden.

»Det er ret vildt, og vi kan endnu ikke overskue konsekvenserne,« siger Stefan Hrib.

»De snakker (på optagelserne, red.) om de store privatiseringsbølger, om grov bestikkelse, om hvordan kagen skal skæres imellem dem, og om hvor dumme vælgerne er. Hvis du som vesteuropæer lytter til det, så fatter du ikke, at du er i EU. I alle normale europæiske lande ville den slags udløse nyvalg med det samme. Men her i Slovakiet er det næsten hverdag.«

Myrdet for viden

Allerede dagen derpå får de nye afsløringer konsekvenser, da op mod 3.000 vrede borgere går på gaden i Bratislava i en demonstration arrangeret af bevægelsen ’Et anstændigt Slovakiet’.

Den bevægelse har ikke kun vokset sig stor pga. Gorilla-skandalen, hvor der nu beviseligt er korrupte forbindelser mellem oligarken Marian Kocner, finansgruppen Penta og den offentlige anklager. ’Et anstændigt Slovakiet’ er i mindst lige så høj grad blevet stor pga. lejemordet på den 27-årige journalist Jan Kuciak og hans kæreste Martina, der blev skudt på klos hold i deres hjem i februar 2018.

Jan Kuciak, der især skrev om skattesvig og korruption for mediet Aktuality, skrev i sin sidste artikel netop om oligarken Marian Kocner.

Mordet faldt som en bombe. Alene i Bratislava gik 30.000 mennesker på gaden, og efter månedlangt pres fra offentligheden endte både indenrigsministeren, politichefen og selv premierminister Robert Fico med at træde tilbage.

Trods kravet om nyvalg lykkedes det regeringen at overleve, og i dag drømmer Fico ifølge Stefan Hrib om et comeback ved det kommende valg, der egentlig skal løbe af stablen i februar 2020, men som pga. de nye detaljer i Gorilla-affæren måske fremskyndes.

Efter en spotbillig taxitur gennem Bratislavas charmerende gader møder jeg journalisten Martin Turcek i Aktualitys redaktionslokaler. Han arbejdede sammen med Jan Kuciak i månederne op til mordet.

»Journalistisk var Jan et kæmpe talent, men han vidste åbenlyst for meget,« siger Martin Turcek.

Han viser rundt i Aktualitys lokaler. Overalt hænger plakater med Jan Kuciaks silhuet og teksten »All for Jan«.

»Bagmændene prøvede at skræmme Slovakiets journalister, men der skete det modsatte både for os og i offentligheden. Mordet skabte en helt ny forståelse for, hvor vigtigt det er at have en fri og uafhængig presse, men også hvor destruktivt det er for en stat at have korruption og oligarkiske strukturerer,« siger Martin Turcek.

»Før mordet krøb slovakkerne mere langs panelerne, som folk tit gør i ekskommunistiske lande. ’Sluk ikke en ild, der ikke brænder,’ siger man på slovakisk. Men nu har folk forstået, at det med at kæmpe for frihed ikke sluttede i 1989. Sammenlignet med Ungarn og Polen er vores medielandskab godt nok stadig intakt, og selv de statsejede public service-kanaler beretter kritisk om Smer (Ficos regerende socialdemokrater, red.) – Men politisk er situationen kritisk.«

Jan, Jan, Jan

På taxaturen tilbage til centrum brokker chaufføren sig på gebrokkent tysk over, at Bratislava endnu ikke har nogen metro, fordi pengene havner i rigmænds lommer – og at EU er alt for mild over for Slovakiet. Lige der, hvor jeg stiger ud, er der graffiti på fortovet:

»Jan Hus, Jan Palach, Jan Kuciak« – en henvisning til reformatoren Jan Hus, der blev brændt på bålet i 1415, til studenten Jan Palach, der brændte sig selv ihjel i protest mod Sovjets blodige nedkæmpning af Prag i foråret 1968, og så journalisten Jan Kuciak.

»Han blev likvideret, fordi han fortalte sandheden,« siger den 21-årige Karolina Farska på perfekt amerikansk på en café ved ugemagasinet Tyzdens lokaler.

Hun har i flere år været med til at arrangere demonstrationer mod korruption. Siden mordet på Jan Kuciak har hun været en af de to ledende figurer i ’Et anstændigt Slovakiet’.

»Det, der foregår her i Slovakiet, er som en halvdårlig mafiafilm, men desværre i real life. Hver anden dag kommer der nye detaljer frem om de her gangstere. De giver lidt indrømmelser her og der – men dermed koger de langsomt frøen, som desværre er demokratiet.«

Derfor må protesterne aldrig forstumme, mener Karolina Farska, der sidder og arrangerer de næste demonstrationer – ikke mindst den 17. november, som er selve 30-årsdagen for fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet.

»Jeg oplevede ikke selv 1989. Men jeg fornemmer, at det her på mange måder er det samme. Folket rejser sig mod et korrupt styre, der regeres af meget få oligarker. Og ligesom dengang er vi for mange til, at de kan ignorere os.«

Kulturkrig

Selv Stefan Hrib, chefredaktøren fra Tyzden, er relativt optimistisk på EU-landets vegne.

»Selvfølgelig skulle den socialdemokratiske gruppe i EU have sat foden ned over for Smer. Men omvendt gælder det også for slovakkerne: at EU langt mere er et spørgsmål om levestandard og personlige muligheder end om retsstat og medieprincipper.«

Hvad den moderate slovakiske EU-skepsis angår, handler den i Stefan Hribs øjne ikke længere så meget om immigranter, men mere om kulturelle grunde.

»Det er en kulturkrig, som det gerne kaldes her. Ligesom i Polen er det spørgsmålet om LGBT-rettigheder og det nationale.«

Han holder et mindre foredrag om den katolske kirkes stærke, men svindende rolle i slovakisk politik.

»Derfor var det også et stærkt tegn på en generel liberalisering af det slovakiske samfund, at Caputova vandt præsidentvalget sidste år.«

Han refererer til Slovakiets nye præsident, Zuzana Caputová, en ateistisk, fraskilt, liberal miljø- og borgerrettighedsforkæmper, der bl.a. går ind for, at homopar kan adoptere.

»Men som i resten af Østblokken har slovakkerne samtidig en trang til den stærke mand, til en leder, der bilder mig ind, at han elsker mig.«

Selv om slovakkerne med Hribs ord »vader i lort til halsen lige nu«, så tror han på, at landet går gennem en helende proces.

»1989 spiller stadig en rolle som symbolet på, at ting faktisk kan forandre sig. Vi står foran et valg i 2020, der er lige så vigtigt som i 1989 og 1998. Måske vil det bringe et lignende positivt opbrud. Det håber jeg, og det tror jeg faktisk også.«

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Tankevækkende artikel, der endnu en gang sætter i relief den totalt forrykte virkelighed, som vi levede med frem til 1989.
Det er i dag at betragte som en slags "Alice i Eventyrland", som vi accepterede som en rimelig normaltilstand - selvfølgelig understøttet af udsagn fra danske politiske sympatisører.

Stefan Hribs stærke tro på S&D Group - Socialdemokraterne i EU Parlamentet - er vist desværre for optimistisk. Selvfølgelig sidder der stærke personligheder i S&D Group - blandt andre Frants Timmermans - men den slags problemer skal løses i hjemlandet.

Vi kan alle sammen finde på en række tiltag, som EU burde tage.
Jeg ville f. eks. lige på stedet forbyde tyrefægtning & pelsdyravl; men allerede dér går det galt - Kopenhagen Fur ville sætte alle sejl til for at stoppe i hvert fald det sidste forslag.

Gert Romme, Niels Johannesen og Achim K. Holzmüller anbefalede denne kommentar

De problemer, som en række østlande kæmper med, kan i hvert fald ikke løses med hverken den kommission og det parlament som EEC har for tiden. Landene må selv løse deres problemer, for EU´s ministerråd og den såkaldte "præsident" er hundre ræde for at genere nogen.

Efter valget er Slovakiet dog lidt i den rigtige retning. Dog er det ingen stærk demokratisk udvikling, så det kan hurtigt slå om igen - og uden at nogen kan gøre noget..

@Gert Romme
Det er samtlige Østeuropæiske lande, der oplever et økonomisk og demokratisk 1989 vakuum vil jeg mene. De er bare på forskellige stadier af oplevelsen. Jeg er af den overbevisning at EU har misligeholdt sit ansvar ved mest at koncentrere sig om handel, og ikke stille højere krav til disse landes politikkere og deres demokratiske og økonomiske opgaver. Dem der fik presset sig frem i forreste række politisk, sider trygt og godt, mens store dele af befolkningen må slave sig gennem tilværelsen rundt omkring i Europa.