Interview
Læsetid: 6 min.

Slovakisk succesforfatter: »Sandhedsbegrebet er i opløsning i Østeuropa«

Den succesrige slovakiske forfatter Michal Hvorecky har skrevet en dystopisk roman om et østeuropæisk samfund ødelagt af fake news og hadsk propaganda. I virkelighedens verden er han dog mere optimistisk på landets vegne her 30 år efter Jerntæppets fald
Den slovakiske forfatter Michal Hvoreckys nye roman beskriver Østeuropa i en nær fremtid: EU er brudt sammen, Europa styres af et diktatorisk rige mod øst, og hære af onlinetrolde undergraver den offentlige debat. Han ser mere optimistisk på virkelighedens verden.

Den slovakiske forfatter Michal Hvoreckys nye roman beskriver Østeuropa i en nær fremtid: EU er brudt sammen, Europa styres af et diktatorisk rige mod øst, og hære af onlinetrolde undergraver den offentlige debat. Han ser mere optimistisk på virkelighedens verden.

Juraj Kovacik

Udland
6. november 2019

BRATISLAVA – Stikordet ’1989’ er nok til at sætte ham i gang. Michal Hvorecky læner sig i hvert fald mageligt tilbage i stolen, mens han smilende kigger op i kontorets loft i det smukt renoverede hus i Bratislavas centrum, hvor der ellers stadig er påfaldende mange faldefærdige bygninger.

»Personligt har jeg været svineheldig, for jeg var 13 år, da Jerntæppet faldt,« siger den i dag 42-årige Michal Hvorecky, Slovakiets måske mest succesrige forfatter.

»Min barndom var tryg i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. Og jeg har levet hele mit voksenliv efter 1989, så jeg har ikke skullet omstille mig så meget som den ældre generation. Men når jeg betragter det med 30 års afstand, så ser jeg et Østeuropa, der stadig er plaget af korruption, og hvor fake news er i fremmarch, mens der er stigende politisk apati i store dele af befolkningen.«

På reolen bag Michal Hvorecky står hans seneste og stærkt roste roman Troll, der er oversat til et dusin sprog. Her beskrives Østeuropa i en nær fremtid. EU er gået til grunde, og et nyt Fort Europa styres af et diktatorisk rige mod øst, der med hære af ’onlinetrolde’ sidder på den offentlige debat og undergraver mellemmenneskelig tillid med hadske indlæg. Et system af misinformation, som passer de lokale magthavere fint, men som romanens hovedpersoner prøver at kæmpe sig ud af.

»Der er desværre en vis portion realisme i den,« siger forfatteren med et beklagende blik.

»Også her i Slovakiet har vi inden for de sidste små ti år oplevet en bølge af fake news, hadpropaganda og nye former for manipulation – ikke mindst fra russisk side. Og vi oplever, at nationalismen, populismen og højreekstremismen er på fremmarch. Men omvendt oplevede vi det også i analoge former i 1990’erne. Selv om vi gik og troede, vi var antifascistisk opdraget, så blomstrede højreekstremismen og antisemitismen efter Sovjets kollaps.«

Tveægget sværd

Med kærlighed til detaljen fortæller Michal Hvorecky om de autokratiske 1990’ere og de store håb i hans generation, da den postkommunistiske regering endelig faldt i 1998. Desværre blev de stærke liberaliseringsbølger i 00’erne ikke meget bedre – i hvert fald ikke i politisk henseende.

Hvorecky har således ikke meget fidus til Slovakiets stærke mand, Robert Fico, der var slovakisk premierminister i ti år indtil 2018. Her blev Fico foreløbigt væltet af lejemordet på journalisten Jan Kuciak, der vidste lidt for meget om korruptionen i landets øverste politiske og økonomiske kredse.

»Det er den elite, som blev taget med bukserne nede i ’Gorilla-affæren,’« siger han med henvisning til en nylig frigivelse af timevis af båndoptagelser af møder mellem de øverste oligarker og ministre i Bratislava tilbage i 2005 – herunder Robert Fico.

»Selvfølgelig, siger folk, selvfølgelig er også Fico korrupt, for ellers ville han ikke komme så højt på strå. De finder sig i det! Det er desværre arven fra kommunismen selv her 30 år senere. Men lige så slemt er det, at næsten halvdelen af vælgerne slet ikke tror på ’Gorilla-historien’, eller rettere: De tror, at den er konstrueret. Det er virkelig et tegn på, at sandhedsbegrebet er i opløsning i Østeuropa.«

– Men skandalerne har også skabt en helt ny bevidsthed om korruption og borgerdeltagelse?

»Det er et tveægget sværd,« mener Michal Hvorecky.

»På den ene side har de vækket en ny aktivisme og en bevidsthed om, hvor afgørende civilsamfundet er. Ungdommen er politiseret, og titusinder bakker op om bevægelsen ’Et anstændigt Slovakiet’. Men på den anden side har det også skabt et enormt tillidstab til det politiske niveau, som paradoksalt nok har desto større succes med at kalde sig antielite og bruge rent følelsesladede stempler, når de for eksempel kalder demonstranter for »fædrelandsforrædere«. Det har gjort valgfolket lettere at forføre, frygter jeg – også fordi den første afsløring af ’Gorilla-skandalen’ (i 2011, red.) faldt oven i den første bølge af målrettede fake news, fake profiler på sociale medier og obskure nyhedssites, hvor halvsande eller frit opfundne nyheder går viralt.«

Den tendens er vokset kraftigt siden da, mener forfatteren. Her har især de russiske fake news ikke som mål at skabe nye sandheder, men at destabilisere visheder, at fordreje proportioner og gøre Vestens grundlæggende institutioner som EU og NATO til suspekte projekter.

»Generelt er slovakkerne overbeviste europæere, og alle forsøg fra den yderste højrefløj på at skabe en Slovaxit-afstemning har floppet totalt. Men mere generelt har bølgen af misinformation desværre haft succes med at så tvivl om, hvad der er op og ned, hvad der er vigtigt og uvigtigt.«

Vrede hvide mænd

Da Bratislava var en multietnisk by før verdenskrigene og kommunismen, og da det landbrugsprægede Slovakiet ikke har en århundredlang historie eller stærke adelige slægter langt tilbage i historien, skulle slovakkerne opfinde sig forfra som folk efter Jerntæppets fald og skilsmissen fra Tjekkiet i 1993. Omvendt betyder det, at Slovakiet ikke har nogen nationalistisk fortælling om folkets slumrende storhed, som der kan bygges en orbansk fortælling om, mener Michal Hvorecky.

Dertil kommer, at Slovakiet som så mange lande i Vesten i dag er et splittet land.

»Splittelsen går især mellem prodemokratiske og liberale kræfter på den ene side og autokratiske og nationalistiske kræfter på den anden. Og så er der en delvist overlappende splittelse mellem by og land, hvor der er en enorm forskel på levestandarden,« siger han.

»På landet føler mange sig med rette hægtet af og glemt. Ofte lever de for 3-400 euro om måneden, så det er ikke så mærkeligt, at Smer (Ficos socialdemokrati, red.) har succes med nogle meget overskuelige sociale ydelser som gratis togtransport for pensionister. Det forbedrer bare ikke folks liv på sigt.«

En slovakisk arv fra kommunismens tid er desuden, at mange stadig beklager tabet af socialismens socialforsikring fra vugge til grav – om end på et lavt niveau – og at der i dag kræves langt mere initiativ, selvoptimering og omstillingsparathed fra den enkelte. Men det udmønter sig mere i en diffus og kulturel utilfredshed end i en økonomisk utilfredshed.

»Jeg lover dig, at der er mange vrede hvide mænd derude i Slovakiet,« siger Michal Hvorecky.

»De er voldsomt imod homoægteskaber, som vi ikke har, og de er voldsomt imod alle flygtningene, som vi heller ikke har nogen af. Tværtimod har stort set alle i Slovakiet overvejet at udvandre, og en kvart million (ud af landets godt fem millioner indbyggere, red.) er allerede rejst ud. Alligevel bruges de ikkeeksisterende flygtninge som prygelknaber – igen erstattes fakta af propaganda.«

Sundhedstegn

– Det lyder som et meget dystert billede?

»Det kommer an på målestokken,« lyder det prompte på Hvoreckys østrigskfarvede, men perfekte tysk.

»I forhold til mediefrihed er vi bedre kørende end Ungarn. Og hvis du ser på den økonomiske udvikling og levestandarden over de seneste 30 år, har det overordnet været en succes – især for regionen omkring Bratislava. Men korruption er stadig en del af Slovakiet, selv på hverdagsplan. Uden lidt smørelse får man ikke den bedste behandling ved lægen eller de bedste karakterer,« siger han.

»For eksempel viser undersøgelser, at 70 procent af alle studerende på de offentlige universiteter har deltaget i en eller anden form for bestikkelse i løbet af deres studium.«

Som det mest åbenlyse sundhedstegn nævner han derimod Zuzana Caputová, der blev valgt som præsident i 2018.

»Regeringen var imod hende, den katolske kirke var imod hende, alle misinformationsportalerne var imod hende. Men hun vandt. Hele Europa berettede om, at Visegrád er Orbán, Kaczynski, Babis – og så vælger vi i et direkte og demokratisk valg en liberal, miljøvenlig borgerrettighedsforkæmper og kvinde som præsident i Slovakiet. Hun er ifølge meningsmålinger landets mest troværdige politiker – alle lytter til hende. Det er fandeme gode nyheder,« siger Michal Hvorecky.

Han medgiver, at præsidenten har en begrænset rolle forfatningsmæssigt. Men værre er det, at Caputovás parti, Det Progressive Slovakiet, er så svært at indordne.

»Vi ved, hvad de er imod, nemlig de gamle klaner omkring Fico, og det er ædelt. Men vi ved ikke rigtig, hvad de står for. Derfor ser jeg også med bekymring på, at vi ikke har et redeligt socialdemokrati. Der er ikke mange klare positioner tilbage i slovakisk politik. Det er ikke en sund udvikling, slet ikke i et land, der prøver at kaste indspiste og korrupte strukturer fra sig.«

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Det er desværre ikke kun i Østeuropa at fake news og en underminering af sandhedsbegrebet florerer, ej er det et primært højreorienteret fænomen. I kraft af væksten i identitetspolitiske strømninger og ideer, er sandhed blandt både progressive og højreradikale grupper blevet et spørgsmål om tilhørsforhold og ikke fakta, analyse, åben diskussion eller saglighed. Alle er udsat for de andens "undertrykkelse", forstået oftest som at den "undertrykte" simpelthen ikke må få sin vilje, at man kritiserer deres verdenssyn og at deres "ytringsfrihed" undergraves ved at de ikke får retten til at andre tvinges til at lytte til dem.

Er dette noget alene russerne står bag? Næppe, men det er da rent realpolitisk - omend kynisk set - fornuftigt nok at de udnytter den slags allerede opståede splittelser i befolkningerne i lande, hvis regeringer modarbejder dem. En slags "Radio Chaos Europe" (i modsætning til den kolde krigs Radio Free Europe). Ideen om at fakta er lige hvad enhver føler at de er, og at det er undertrykkelse at sige vedkommende imod, manifesterer sig i debatter fra det yderste højrefløj til den progressive "venstre"-fløj. Er du uenig? Jamen, så må du jo være marxist/racist/betalt af George Soros/mandschauvanist/halalhippie/nationalist. Og så er man jo fjenden, og dermed gøres det så desto mindre problematisk at fjerne dine rettigheder.

Vi har endnu ikke politikere, der dræber journalister der undersøger dem for korruption. Vi har kun politikere, der sender deres politifolk i felten for at forhindre demonstrationer der truer dansk-kinesiske handelsinteresser.