Læsetid: 8 min.

I Tjekkiet er 30-årsjubilæet for 1989 en højpolitisk affære mod landets korrupte ledere

I Tjekkiet blev håbet fra 1989 hurtigt afløst af politisk apati og røverkapitalisme. Men med omfattende protester omkring 30-årsjubilæet vil hundredtusinder af tjekker gøre op med ’Tjekkiets Trump’ og landets korrupte eliter
I juni gik 100.000 tjekker på gaden i Prag i en demonstration arrangeret af ’En million øjeblikke for demokrati’ i protest mod premierminister Andrej Babis og justitsminister Marie Benesovà. Og protesterne mod Babis og hans regering fortsætter og sætter deres præg på jubilæet for Murens fald.

I juni gik 100.000 tjekker på gaden i Prag i en demonstration arrangeret af ’En million øjeblikke for demokrati’ i protest mod premierminister Andrej Babis og justitsminister Marie Benesovà. Og protesterne mod Babis og hans regering fortsætter og sætter deres præg på jubilæet for Murens fald.

Anadolu Agency

8. november 2019

»Jeg er kommet for at meddele jer, at jeres udrejse …«

Mere kan man ikke høre på de legendariske optagelser af den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genschers tale i Prag hen under aften den 30. september 1989. Resten af hans budskab, om at deres udrejse til Vesten var tilladt, druknede nemlig i jubelbrølet fra de ca. 5.000 østtyske dissidenter, der var forsamlet her på pladsen foran den tyske ambassade i Prag.

I dag er der kun et par uvidende asiatiske turister, der sjokker forbi ambassaden og pligtskyldigt tager et foto af den smukke facade, hvor det tyske flag blafrer side om side med EU-flaget på balkonen, hvor Genscher stod for 30 år siden.

Kun en bunke foldere ved indgangen gør opmærksom på stedets historiske betydningen: at der nok var mange forvarsler om Berlinmurens fald. Men at det efter Genschers tale endegyldigt var klart, at det østtyske regime stod for fald. Nu var sluserne ikke bare åbne i Ungarn, men også i Tjekkiet, og selv DDR-borgerne droppede efterhånden deres frygt for regimet.

Skandinavisk velfærd

Efter Berlinmurens fald den 9. november fejede fløjlsrevolutionen relativt fredeligt ind over Tjekkoslovakiet. Den 17. november samledes titusinder i Prag, og derfra gik det hurtigt.

Den 19. november grundlagde Václav Havel og en række andre dissidenter det tjekkoslovakiske Borgerforum, og en uge senere gjorde en generalstrejke praktisk talt en ende på det gamle styre. Kort før nytår blev Havel valgt som præsident under en helt ny forfatning, hvor alle marxistiske præg var sløjfet.

»Der var en enorm eufori i hele Tjekkoslovakiet, selv blandt højtstående kommunister,« fortæller den 53-årige Monika MacDonagh-Pajerová, der i 1989 var talskvinde for studenterne under fløjlsrevolutionen, og som var med til at grundlægge Borgerforum med Václav Havel.

»Det er på alle måder værd at fejre her 30 år senere. Men set i bakspejlet er det også slående, hvor hurtigt euforien slog om i skuffelse. Det fornemmede jeg allerede i foråret 1990, da jeg rejste rundt i Tjekkoslovakiet med Havel. Det var, som om at folk ventede på, at vi i Prag skulle fikse hele situationen. Mange tænkte, at vi var på vej ind i historiens glade afslutning. Og ingen sagde, at det her bliver hårdt arbejde i årtier frem,« siger MacDonagh-Pajerová, der i dag underviser i litteraturhistorie ved Karls Universitet i Prag.

Da politikerne begyndte at indrømme det i løbet af 1990’erne – ikke mindst efter Tjekkiets ’fløjlskilsmisse’ fra Slovakiet i 1993 – var det for sent.

»I 1989 var der mange, der ønskede sig noget mellem socialisme og vild kapitalisme, noget i retning af de skandinaviske velfærdsstater. Men i stedet oplevede de en rovdyrskapitalisme i 1990’erne. Privatiseringen af fabrikker og infrastruktur blev til et tag selv-bord for privatiseringsjetsettet. De, som klarede sig godt, var i reglen også dem, der havde forbindelser fra det gamle regime, som kunne flere sprog, og som forstod sig lidt på handel og økonomi. Det gjorde den jævne tjekkoslovak ikke,« siger hun.

»Desuden kom der aldrig et retsopgør om det kommunistiske regime. Derfor er der i dag mange tjekker, der har en uforløst fornemmelse af uretfærdighed.«

Trecifrede millioninteresser

Monika MacDonagh-Pajerová understreger igen, at hun ikke vil male de seneste 30 år sort. Hun ser nærmere to delvist sammenflettede udviklinger, nemlig en demokratisk kamp og en stærk økonomisk fremgang på den ene side og en korrupt kultur på den anden, som paradoksalt nok har fremmet populismen.

Den udvikling har nu nået sit foreløbige toppunkt med Andrej Babis – milliardæren, der med øgenavne som ’Tjekkiets Trump’ og ’Babisconi’ har siddet på posten som tjekkisk ministerpræsident siden 2017, hvor han har skabt en helt ny dimension i sammenblandingen af politik og økonomiske interesser.

Babis anklages ikke bare for at være tidligere agent ved StB, Tjekkoslovakiets hemmelige politi, mens han arbejdede for regimets udenrigstjeneste inden for handelsområdet. Han er også Tjekkiets næstrigeste person. Det har ført til årelange anklager om fusk med EU-midler ved hans hotel Storkereden syd for Prag – en sag som Babis foreløbig blev frikendt for i Tjekkiet i september, selv om EU’s antikorruptionsmyndigheder OLAF oprindeligt så ham som skyldig.

Desuden er Babis – angiveligt tidligere – hovedejer af landbrugskoncernen Agrofert, der i årevis har fået trecifrede millionbeløb i kroner i EU-støtte. Og i 2013 erhvervede han forlagsgruppen Mafra, der blandt andet sidder på to af Tjekkiets vigtigste dagblade.

Hans bevægelse ANO 2011 – tjekkisk for JA og samtidig en forkortelse for ’Aktion for Utilfredse Borgere’ – var oprindeligt det store håb om et opgør med korruption og den etablerede elite. Men i dag tøver Monika MacDonagh-Pajerová ikke med at kalde protestvalget af Babis for en »katastrofal udvikling«.

»Det har historiske rødder. Babis er en arv fra 1990’erne og fra skuffelsen over, at der aldrig for alvor blev gjort op med korruptionen. Som Trump lykkedes det Babis at sælge sig som antielitær og oprydder. På den måde samlede han skuffede vælgere op både fra højre og fra venstre,« siger hun.

»Men man skal også huske på, at der trods alt er 70 procent af tjekkerne, der ikke har stemt på Babis. Og at tjekkerne virkelig er begyndt at rejse sig.«

Bare rolig, ingen Babis

Det er ikke overdrevet.

På Wenzelpladsen i Prag ser man i dag godt nok ingen spor af revolution og oprør, selv om pladsen udgjorde den vigtigste ramme om Foråret i Prag i 1968 og om Fløjlsrevolutionen i 1989.

Også i masseprotesterne mod Babis og hans regering i juni i år var pladsen et samlingspunkt før den helt store demonstration i Letná-parken. Her samlede organisationen ’En million øjeblikke for demokrati’ en kvart million mennesker i den største protest siden 1989.

På 30-årsdagen for den tjekkoslovakiske silkerevolution, den 16. og 17. november, agter de nu at samle endnu flere, både i Prag og på tværs af Tjekkiet.

På studentercafeen Cafedu et langt stenkast fra Wenzelpladsen får jeg en forsmag på, hvad de unge tjekker vil gøre op med. Her viser to studerende mig appen »Bez Andreje«, der betyder uden Andrej. Med et enkelt scan af en stregkode kan den vise, om et produkt er »Andrej Babis-free« – altså om man kan være helt sikker på, at Babis ikke har nogen interesser eller andele i produktet. På alle produkter omkring os i cafeen viser appen dog et grønt flueben og beskeden: Bez Andreje!

»Appen er mere i den sjove afdeling, men det handler netop om adskillelsen mellem politik og økonomiske interesser,« siger den 29-årige Jakub Dostal, der er pressetalsmand for organisationen ’En million øjeblikke for demokrati’.

»Protesterne på 30-årsdagen understreger derimod, at vi faktisk tager arven fra 1989 alvorligt. Vi vil netop ikke lave en revolution, men holde Tjekkiets ledere op på de værdier, som tjekkerne gik på gaden for i 1989. Mine forældre kæmpede mod de her mennesker, og nu styrer de landet i en trekant af korruption, mediekontrol og politisk spin. Så vi går på gaden for at redde demokratiet.«

Effektiv elitebashing

Før jeg når at nævne MacDonagh-Pajerovás analyse af, hvordan tjekkerne siden 1990’erne har tøvet med at tage det politiske ansvar i egne hænder, forklarer Jakub Dostal navnet »En million øjeblikke for demokrati«.

»Hvis alle gør bare lidt for at skabe og opretholde demokratiet og civilsamfundet, så vil det bringe langt mere, end hvis vi bare vælger nogen, der påstår at rydde op, mens de meler deres egen kage.«

På sit tjekkiskfarvede tyske forklarer han, hvordan protesterne kogte i forsommeren, efter Babis havde skiftet den justitsminister ud, som skulle afgøre hans skæbne. Afløseren blev praktisk nok en vis Marie Benesová, som ligeledes var fedtet ind i interessekonflikterne omkring ’Storkereden’.

Men mere økonomisk tungtvejende er det, at Babis måske nok har lagt sine andele i Agrofert-konsortiet over i et holdingselskab, for hans familie – og dermed han selv – er stadig involveret og har stærke interesser i selskabet. Det gælder i høj grad også EU’s landbrugsstøtte. Som regeringsleder og medlem af EU-rådet har Babis her vetoret i forhold til EU-budgettet, som han selv profiterer på.

»Det er hidtil lykkedes Babis at sno sig ud af det – blandt andet ved at fortsætte sin politisk ukorrekte elite-bashing, der fungerer godt Tjekkiet. Det kan man ikke kun bebrejde Babis,« siger Jakub Dostal.

»Grundlæggende skyldes populismen eliternes dovenskab – hele laget af politiske og økonomiske ledere, der flyver rundt i verden og helt overser gabet mellem dem selv og folket, der ikke har deres muligheder. De tillader det her spil. Men nu er vores krav entydigt: At Babis og Benesová (justitsministeren, red.) må træde tilbage.«

Slaraffenland for korrupte

I dag er der ikke meget, der kan forbløffe tjekkerne. Hverken når præsident Milos Zeman sammenligner EU med Warszawapagten og kalder flygtningekrisen for en »organiseret invasion«, eller når Babis bruger nationalistiske provokationer i flæng. For den hårdkogt neoliberale Babis’ vedkommende ved de fleste nemlig godt, at det ikke stikker så dybt, mener Jakub Dostal.

»Babis har aldrig søgt den store konfrontation med EU som de polske og ungarske ledere. Nok fordi han er en mere pragmatisk businessmand, der ikke går så højt op i de identitetsmæssige og kulturelle spørgsmål. Og fordi EU indtil videre ikke tør drage økonomiske konsekvenser af korruptionen. Omvendt er der mange tjekker, der ikke aner, hvad EU betyder for den tjekkiske økonomi. Den manglende viden bruger eliterne til at gøre EU til prygelknabe.«

Det forhold kan åbenlyst få Monika MacDonagh-Pajerová op i det røde felt. Efter at have været studenterleder i oprøret i 1989 var hun senere diplomat og grundlagde den proeuropæiske bevægelse ANO pro Evropu (JA til Europa), der oprindeligt havde som mål at få tjekkerne til at deltage og helst stemme ja til EU-optagelse ved den afgørende afstemning i 2003. Med en valgdeltagelse på 55 procent og deraf 77 procent EU-fortalere var det en relativ succes.

Men her ligger endnu et punkt, som man bagklogt kan kritisere siden 1989: den sene optagelse i EU, mener MacDonagh-Pajerová.

»Jeg tror, at de vesteuropæiske lande kraftigt undervurderede, hvad det gør ved en befolkning at leve i næsten 50 år under totalitære regimer som det nazistiske og det kommunistiske. Derfor ser jeg det i bakspejlet som en historisk fejl, at EU holdt de østeuropæiske lande hen i så lang tid før østudvidelsen i 2004,« siger hun.

»Det bidrog til at gøre Østeuropa til et slaraffenland for korruption, og i mellemtiden nåede der at opstå en stærk nationalisme i Tjekkiet.«

Jakub Dostal ser ikke tilbage, men derimod frem mod 30-årsjubilæumsfejringen, som med de nye protester mod Babis bliver et højpolitisk anliggende.

»Dengang gik folk på gaden og krævede frie valg og demokrati. I dag ser vi atter vores demokrati i fare. Derfor er det vores pligt atter at gå på gaden og kæmpe for de mest grundlæggende principper i retsstaten og demokratiet.«

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Christian Mondrup
  • Torben Lindegaard
Thomas Tanghus, Christian Mondrup og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer