»Vi er ikke længere en borgerbevægelse. Vi er en politisk kraft, hvis opgave er at forme samfundet. Vi er grundlagt til denne tid, og nu indløser vi vores opgave.«
Det var store og selvsikre ord, der var fremme ved weekendens partidag i De Grønne. Både den 50-årige Robert Habeck og især hans makker i partiets lederduo, den 38-årige Annalena Baerbock, holdt passionerede kamptaler for at blive genvalgt som partiledere.
Det kom de mildest talt i mål med. Baerbock blev genvalgt med sensationelle 97,1 procents opbakning, Robert Habeck med 90,4 procent. Det er helt usædvanlige tal i miljøpartiet, der kender en del til fløjkrige og altid har haft et kritisk forhold til hierarkier – og deres egen ledelse. Med andre ord: De Grønne er rasende tilfredse med deres to ledere.
Det er der god grund til betragtet ud fra vælgeropbakningen. P.t. vil cirka 21 procent stemme på De Grønne ved et valg til Forbundsdagen. Efter en kort flyvetur i sommer ligger partiet dermed atter godt fem procentpoint efter Merkels CDU/CSU. Men ved et nyvalg er CDU/CSU ikke længere »Merkels parti«, hvilket kan ændre styrkeforholdene. Desuden ligger De Grønne stabilt med komfortabel afstand ned til SPD og AfD.
Hvis Merkels sidste GroKo-regering virkelig går i opløsning i december som følge af formandsvalget i SPD, er det derfor meget svært at forestille sig, at De Grønne skulle springe ind som ny regeringspartner for CDU/CSU. De prægtige meningsmålinger vil partiet selvsagt indfri i mandater ved et nyvalg. Herefter er en tilværelse som juniorpartner under CDU/CSU eller i en trekløverregering lige nu det mest sandsynlige, mens det næppe vil være muligt for De Grønne at stable en rød-rød-grøn-koalition med SPD og Die Linke på benene.
K-spørgsmålet
Det sidder stadig dybt i De Grønne, hvordan de ved valget i 2013 fik sølle ni procent efter 25 procents vælgeropbakning efter atomulykken i Fukushima. Derfor holder partiet sig også i skindet i forhold til konkrete magtkrav – og spørgsmålet om, hvem der kunne være partiets kanslerkandidat.
Det er ingen ulempe. Lederduoen Habeck/Baerbock styrer partiet komplet gnidningsfrit fra en solid midterposition. Det blev bekræftet med partidagens fokus på en »socialøkologisk markedsøkonomi«: Grøn politik med langt højere CO2-beskatning, udfasning af kulkraft og biler med forbrændingsmotorer i 2030 – ja tak! En stærkere socialpolitik med markant højere mindsteløn – også ja tak! Men samtidig skal det være markedsstyret med betoning på »markedets innovationskraft«. Altså langt mere grøn kapitalisme frem for knaldrød miljøpolitik.
Til den mere venstreorienterede side vil De Grønne dog tillade nye statslige låneoptag for at kunne bruge op mod 30 mia. euro om året på offentlige investeringer, som især skal speede den grønne omstilling op.
Med den brede opbakning til denne linje har De Grønne for det første skrinlagt partiets gamle frontkrig mellem fundamentalister og realister. Og for det andet giver den stensikre opbakning til ledelsen en stor fordel sammenlignet med både CDU/CSU og SPD, der ligger i åben strid – også fløjstrid – om formandsposten.
På partidagen var det desuden påfaldende, hvor brede taler partilederne holdt. Annalena Baerbock rundede blandt andet, hvordan Europa på sigt bør skabe en europæisk hær – et ømtåleligt emne i gammelt pacifistparti. Budskabet var klart: De Grønne er ikke bare et miljøparti, men et bredt magtparti, der er klar til atter at sidde i regering.
Fra Habeck lød der ligefrem sætninger som »Vi lever i den bedste tyske republik, vi nogen sinde har haft – lad os forsvare den.« Ord, der mere lugter af statsmand og kanslermagt end af opposition. BILD Zeitung karakteriserede da også Habecks tale som en »en jobansøgning om kanslerposten«.
Storm fra alle sider
Spørgsmålet er, hvem af de to, der vil blive kåret som kanslerkandidat, hvis opturen fortsætter. Det kan blive en konflikt i partiet.
Baerbock er retorisk blevet virkelig stærk, hun er altid forberedt til fingerspidserne, hun er mere beregnelig end Habeck, og hun har stærk opbakning i baglandet i det erklærede feministiske parti.
Omvendt er hun meget ung, og hun har godt nok europapolitisk erfaring, men hun har ingen regerings- og ministererfaring, som Habeck har det fra sine syv år som stedfortrædende ministerpræsident og landbrugs-, energi- og miljøminister i Schleswig-Holstein. Desuden ligger Habeck langt foran Baerbock både i graden af kendthed i den tyske befolkning.
De Grønne er pinagtigt bevidst om ikke at åbne debatten om »die K-Frage«, altså kanslerspørgsmålet, før tid. Men i det sekund en valgkamp bryder ud, skal de tage stilling. Og i selv samme sekund vil partiet, som nu har lagt sig solidt i den politiske midte, opleve en stærk storm fra stort set alle sider.
For mange venstreorienterede vælgere er De Grønne blevet for borgerlige, hvilket Die Linke kan profitere på. CSU-leder Markus Söder har udråbt De Grønne som CDU/CSU’s hovedfjende, hvilket er meget forståeligt ud fra vælgervandringen i de vesttyske delstatsvalg de seneste år. For AfD-vælgere er De Grønne den absolutte ideologiske hovedfjende. Og for SPD er det grønne parti kort og godt en ubehagelige stemmesluger på midten, også i socialpolitiske spørgsmål.
De Grønnes magtbevidste og midtsøgende selvbevidsthed burde øge GroKo-regeringens frygt for et snarligt nyvalg. Habeck og Baerbock må derfor klæde sig varmt på i den næste tid, hvor dynamikkerne i regeringspartierne SPD og CDU/CSU er langt mere uforudsigelige. Men det grønne udgangspunkt ser stærkere ud end i rigtig mange år.
