Læsetid: 9 min.

Væn dig til det: Alt bliver anderledes i økologiens tidsalder

Vi prøver at hugge klimaproblemet til, så det passer til vores liberale politiske system og selvforståelse. Det er umuligt. Derfor må vi forberede os på fundamentale systemændringer, så politik og økonomi passer til klimaproblemets eksistentielle omfang, mener Die Zeits bogaktuelle, veganske og stedfortrædende chefredaktør, Bernd Ulrich
Vi prøver at hugge klimaproblemet til, så det passer til vores liberale politiske system og selvforståelse. Det er umuligt. Derfor må vi forberede os på fundamentale systemændringer, så politik og økonomi passer til klimaproblemets eksistentielle omfang, mener Die Zeits bogaktuelle, veganske og stedfortrædende chefredaktør, Bernd Ulrich

Sara Houmann Mortensen

20. november 2019

»Jamen, alt bliver anderledes inden for de næste par årtier. Om vi bryder os om det eller ej.«

Jeg har knap nok nået at stille det indledende og pivåbne spørgsmål om, hvad klimakrisen vil betyde for Vestens politiske tilstand, før disse sætninger hænger i luften som en trussel.

Men vi skal lige have én ting på plads, før vi taler samme sprog, mener Bernd Ulrich, der er stedfortrædende chefredaktør ved den tyske ugeavis Die Zeit og aktuel med bogen, der løst oversat hedder Alt bliver anderledes i økologiens tidsalder: Det er ikke en trussel. Og det er heller ikke et moralsk krav, en politisk advarsel eller en pædagogisk formaning.

»Det er en konstatering: Alt bliver anderledes. Jeg taler ikke om i morgen eller næste valgperiode. Men jeg taler heller ikke om 100 år,« siger den 59-årige politolog og journalist.

»Jeg taler om, at vi inden for nogle få årtier, også i Nordeuropa, vil opleve en forandret verden, hvor vi enten har reageret på miljø- og klimakrisen og ændret vores politik, samfund og økonomi radikalt. Eller vi vil opleve en verden, hvor vi ikke har reageret på krisen, og så vil den forandre os og det globale samfund. Det gør for eksempel en forbandet forskel, om vi oplever en temperaturstigning på to, fire eller seks grader. Allerede nu oplever vi, at vores muligheder for at handle aftager – og dermed aftager menneskets frihed i fremtiden.«

Stangneurotisk

Bernd Ulrich taler, som om han siger noget, alle ved og er enige i – for så vidt de altså tror på naturvidenskaben. Det gør langt de fleste. Men vi lyver fortsat for os selv og hinanden, så det driver. Netop her ligger hans mission med bogen.

»Vi kender til krisernes omfang: klima, insekter, vandmiljø. Men det har gjort os stangneurotiske, fordi vi ikke reagerer kollektivt på det. Vi ved, at det kræver nye måder at producere, bo og bevæge os på, og et nyt landbrug, men det kræver ikke kun en revolution inden for infrastruktur og teknologi, men også en åndelig og politisk omvæltning,« siger Bernd Ulrich.

Netop den omvæltning prøver han at analysere i sin bog. Her skriver han blandt andet, at Vestens sidste store åndelige opbrud omkring 1968 vil komme til at ligne en børnefødselsdag sammenlignet med klimakrisens politiske følger.

»Vi står nu i en konkret, materiel og global generationskonflikt og ikke i en mentalitetskonflikt som i 1968,« siger han og nævner, at der dengang var langt færre aktive demonstranter, end der er klimademonstranter i dag.

»Sammenligningen er interessant. Dengang var det rebelsk at påpege, at det private er politisk. Nu er det en banalitet, der med klimakrisen har fået en helt ny betydning. Vi ødelægger kloden med vores forbrug, alle sammen, hver eneste dag. Det politiske er privat, og omvendt er det private i stadig højere grad politisk i kraft af forbrugspresset,« siger han og fortsætter.

»Derfor er vi tvunget til privat heroisme, til at kæmpe hver for sig, så længe vi ikke har en effektiv klimapolitik. Det passer med neoliberalismens trick: at lægge ansvaret over på den enkelte som markedsaktør. Den enkelte er bare ikke fri i sit valg i den fossile kapitalisme.«

Økostress

Situationen medfører det, som Bernd Ulrich betegner som »økostress«, der koster vores samfund absurde mængder energi.

»Vi ved det rent kognitivt. Så vi kan enten benægte det aggressivt eller fortrænge det depressivt.«

At han af samme grund er erklæret veganer og flyver så lidt som muligt, orker den tyske stjernekommentator næsten ikke at snakke om.

»Det er bare gået op for mig, hvor meget energi man bruger på at fortrænge konsekvenserne af sine vaner og handlinger. Når man ved, at Amazonas brænder for at skabe plads til foder til de dyr, vi spiser, og når man ved, hvor meget flyet forurener, så aflaster det faktisk den enkelte mentalt – altså helt personligt og ikkemissionerende – at træde lidt ud af det her kredsløb og den her fortrængning,« siger han.

Bernd Ulrich

  • Tysk journalist, født 1960.
  • Har studeret politologi, filosofi og sociologi.
  • Stedfortrædende chefredaktør ved ugeavisen Die Zeit siden 2003.
  • Hans seneste bog, ’Alles wird anders: Das Zeitalter der Ökologie’, er udkommet på forlaget Kiepenheuer&Witsch.

»Så længe vi ikke har en egentlig klimapolitik, kan jeg i det mindste sige: Jeg gør det nok ikke bedre end andre, men jeg gør det bedre, end jeg gjorde i går.«

Også her trækker Bernd Ulrich en parallel til slutningen af 1960’erne og debatten om en virkelighedsfjern og abstrakt ’hypermoral’, som udspillede sig i forhold til flygtninge og den tidligste globalisering. I dag vender den debat tilbage i økologiske klæder med argumentet: Vi bliver moralsk overbebyrdede, hvis vi alle skal gøre noget ved klodens tilstand.

»Med klimakrisen bliver menneskene sat i forbindelse med hinanden på et eksistentielt, men også helt praktisk plan,« skriver han i sin bog.

»Det kan man glæde sig over, fordi det virkeliggør et gammelt humanistisk ideal. Eller man kan få kvalme over det, fordi man får åndenød i dette snævre rum af gensidigt ansvar.«

Farvel, 20. århundrede

En tredje vej findes ikke for samvittighedsfulde mennesker, mener Bernd Ulrich.

Han er derfor fortaler for en langt mere radikal miljø- og klimapolitik i det rige Europa, som kan være med til at sætte helt nye globale standarder. Det grundlæggende problem er bare, at vi stadig ikke leder efter en politik, der kan løse klimaproblemet, miljøudfordringerne og problemet med de begrænsede ressourcer. Tværtimod prøver vi at studse problemerne til, så de passer til vores politiske rammer fra det 20. århundrede.

»Vores markedsliberale selvforståelse er slet ikke gearet til den her omstilling. Den vestlige verden må forstå, at det 20. århundrede er slut,« mener Bernd Ulrich.

Rent praktisk er det åbenlyst, at det 21. århundrede ikke bliver det 20. århundrede bare baseret på sol- og vindenergi. Det bliver radikalt anderledes, både i forhold til mobilitet, fødevarer og boligformer og i forhold til den økonomiske tvang til evig vækst. Men Bernd Ulrich fokuserer mere på det ideologiske.

»I det 20. århundrede lå den store konfliktlinje mellem stat og individ, mellem kapital og arbejde eller mellem diktatur og demokrati – altså i konflikten mellem menneske og menneske i kampen om det stærkeste politiske og økonomiske system. I det 21. århundrede vil den grundlæggende konflikt derimod ligge i den eksistentielle krise mellem menneske og natur, mellem menneske og atmosfære,« spår han.

Alligevel klamrer vi os til det 20. århundrede for at holde det 21. århundredes udfordringer fra livet. Et eksempel er debatten om trafik og nye mobilitetsformer, der i en tysk kontekst stort set altid havner i en debat om den tyske bilindustris en million arbejdspladser. Og uha, så må man fra politisk side jo skåne det område, siger Bernd Ulrich og skitserer associationskæden »massearbejdsløshed, Weimar, Hitler«.

»Det 20. århundredes logik kan bruges som bremseklodser. Men med biler som eksempel er det sådan, at arbejdspladserne for biler med forbrændingsmotorer alligevel går tabt. Og i det større perspektiv: Det er altså ikke gudgivet, at klimapolitik koster arbejdspladser eller demokratisk stabilitet. Måske tværtimod.«

Muttis livsløgn

På den store, ideologiske klinge er der to hovedskurke i Bernd Ulrichs bog: Den ideologiske markedsliberalisme og Angela Merkels pragmatiske politiske stil, der lammer alle store visioner og omstillinger.

»Christian Lindtner (lederen af det liberale FDP, red.) bruger ’markedskræfter’ og ’teknologiåbenhed’ som trylleord for en grøn omstilling engang ad åre. Men markedskræfterne arbejder nu engang helst i det fossile status quo,« siger Bernd Ulrich.

Han plæderer for at bruge »hele værktøjskassen«: stærke reguleringer, subventioner og forbud. Og han ryster på hovedet af liberalismens selvforståelse.

»Liberalismen er magtesløs over for virkeligheden i den globale opvarmnings tidsalder. Den ser sig selv som ideologifri, falsificerbar, altid i en korrektionsproces. Men hvis den ikke er i stand til at reagere på den nuværende krise, må man nærmere kalde den læringsresistent,« siger Bernd Ulrich.

»Liberale skælder gerne ud på alle ideer om forbud og afkald, som kan stille spørgsmålstegn ved den absolutte selvudfoldelse. Men hvis frihedsbegrebet kun handler om at optimere teknik og konsum, så er det mildest talt et fattigt frihedsbegreb.«

Da talen falder på Merkel, virker Bernd Ulrich mindre ophidset og mere desillusioneret. For det første ligger det i hans øjne helt fast, at hendes ry som klimakansler er long gone, og at »den tyske miljøhygges store livsløgn« endegyldigt faldt med dieselskandalen, der netop levede af sammenfletningen mellem politik og industri. Den nylige tyske klimapakke bekræfter i hans øjne, at Merkel aldrig for alvor har ment den grønne omstilling.

»Indbegrebet af Merkel-æraen er blevet, at vi tyskere føler os grønne, mens vi fortsat handler sort,« siger han.

»Med sine små skridts politik går Merkel til alle politiske problemer, som om de kan skaleres ned til det, som hun mener er det politisk mulige inden for GroKo, den eksisterende regeringskoalition.«

Bernd Ulrich siger det ikke højt, men det ligger mellem linjerne, at det er alt, alt for små skridt i forhold til klimaudfordringen. Det er den egentlige tragedie: At det tyske og europæiske samfund politisk slet ikke bliver forberedt på det 21. århundredes udfordringer.

»Følgen er, at både klimabenægtelsen og klimafortrængningen nu opstår i den politiske midte, som er totalt overbebyrdet af størrelsen på det her spørgsmål,« siger han.

At den tyske regering – som alle andre vestlige regeringer – skulle befinde sig under et politisk og især økonomisk pres for at droppe alle abrupte omstillingsfantasier, hvis befolkningen fortsat skal bakke den op, tror Bernd Ulrich ikke på. Tværtimod mener han, at De Gule Veste bruges som en dårlig undskyldning for ikke at gøre mere.

»De Gule Veste kom lige i rette tid for den tyske regerings fodslæbende klimapolitik. ’Klima? Miljø? Det er et elitært luksusproblem’, kunne de pludselig hævde. Vi vil jo ikke gøre alle til AfD-vælgere,« siger han sarkastisk.

AfD går nemlig programmatisk efter at redde kulkraften og dieselbilerne og dermed de gode tyske industriarbejdspladser.

»Selv kampliberale påberåber sig pludselig den lille mands problemer som stopklods for en grøn omstilling. Men jeg vil vende det om og sige, at problemet ligger i, at ikke alle har råd til at være økologiske. Det må være målet: At gøre markedet så økologisk fornuftigt, at alle kan være med uden at drive rovdrift på fremtiden.«

Skæbnehistorier

Så sent som på forsiden af den aktuelle udgave af Die Zeit har Bernd Ulrich skrevet op imod den tyske præsident Frank-Walter Steinmeiers kritik af, at klimaaktivister med »radikal og apokalyptisk retorik« sætter demokratiet på spil. Det ser Ulrich direkte som »en tænkefejl« og »ansvarsfralæggelse«.

»Selvfølgelig er det de regerendes opgave at skabe et klimadueligt demokrati,« skriver Bernd Ulrich.

»Politisk er det ikke apokalyptisk tækning, men systematisk apati, der er det primære problem.«

Men han stiller samtidig sig selv og læserne det afgørende spørgsmål: Kan den globale opvarmning stoppes med demokratiske midler?

»Vi skal aktivere alle til at deltage i det her,« siger han, da jeg stiller omtrent samme spørgsmål.

»Jeg tror faktisk på, at flertallet er i stand til at handle i flertallets interesse. Men indrømmet: Politisk sker der alt for lidt i Tyskland og Europa.«

Præventivt skynder Bernd Ulrich sig at mane et klassisk argument til jorden: At diktaturer som det kinesiske er langt mere effektive i denne omstilling.

»Kina er jo også i en økologisk krise,« siger han.

»Så det er ikke bare, fordi det kinesiske system er så og så effektivt, men fordi det også er tvunget til at reagere på en krise. Men selvfølgelig er jeg helt igennem demokrat, og jeg tror på demokratiets styrke. Hvis jeg skal sætte det på spidsen, vil jeg sige, at jeg hellere vil se verden gå under i et demokrati end at lade den redde af et autokrati.«

I sidste ende er det netop demokratiet, som han kæmper for som journalist og chefredaktør på et af Europas mest toneangivende medier – og nu også som forfatter.

»Vi må gribe i egen barm,« siger han.

»Journalistikkens grundlæggende job er at afdække det, som kører skævt i samfundet. Men på miljø- og især klimaområdet har vi i årevis ignoreret tal og fakta. Vi har lukket øjnene, måske fordi der ikke er entydige skæbnehistorier at levere. Nu må vi virkelig se at få øjnene op.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bent Gregersen
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Margit Lund Christensen
  • Kim Øverup
  • Kristian Nielsen
Bent Gregersen, Thomas Tanghus, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Margit Lund Christensen, Kim Øverup og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Færre arbejdspladser, mere frihed, mere målretning af produktionen som dengang, hvor ressourcerne virkelig var sparsomme og kostbare at tilvejebringe.
Væk med jagt på status, lad os se hinanden i øjenhøjde, indbyrdes lige og frie.

David Zennaro, Ole Frank, Benta Victoria Gunnlögsson, Estermarie Mandelquist, Toke Andersen, Arne Albatros Olsen, Birte Pedersen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Forhåbenligt er det slut med at køre grøntsager tværs over kontinenter.

Man må få integreret det europæiske energinet meget bedre end i dag så energien kan flyde hurtigere fra områder hvor produktionen af vedvarende energi er høj på et givent tidspunkt til områder hvor produktionen er lav.

Ole Frank, Toke Andersen, Susanne Kaspersen, Birte Pedersen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Forhåbentligt er det slut med at tro at man kan have god samvittighed når man spiser en lokal produceret kartoffel frem for en tysk når man samtidigt spiser oksekød.

Det er indlysende idiotisk at køre grøntsager tværs igennem europa, og jeg spiser kun danske grøntsager, men når jeg ved oksekød har en 1000% så høj klimabelastning som en kartoffel per kg., så bilder jeg mig ikke ind at jeg på nogen måde reder planet ved at vælge danske kartofler frem for tyske. Det er ligegyldigt i det store billede af min samlede co2 belastning.

...hovsa, der mangler vist et 0 i de 1000% ovenfor.

En mere lige og fair fordeling af goderne er nødvendig, hvis alle skal have mulighed for en god tilværelse i et bæredygtigt samfund.

David Zennaro, Estermarie Mandelquist, Arne Albatros Olsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Det er allerede nu et problem for den økonomiske vækst, at indkomst og formue er koncentreret ved forbrugere som ikke kan købe mere at det skrammel og lorte kost, som den store del af befolkningen har fået at vide er så vigtigt for deres overlevelse. Det er nærmest ikke muligt at proppe flere smøger, proteiner og mobiltelefoner ned i halsen på den befolkningsgruppe der motiveres med pisk, mens dem der skal belønnes med topskattelettelser har besvær med at finde ud af hvad de nu skal bruge pengene på, nu hvor de har fornyet deres fitness abonnement, tunet deres plantebasserede kost og Teslaen troner i garagen.

Christel Gruner-Olesen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

'En mere lige og fair fordeling af goderne er nødvendig, hvis alle skal have mulighed for en god tilværelse i et bæredygtigt samfund.'

Det er en absolut forudsætning, hvis vi bare skal i nærheden af den bæredygtige utopi.

Men det eneste, vore politikere kan finde på, er, at det for guds skyld ikke må koste arbejdspladser, for tænk hvad folk dog skal stille op med sig selv, hvis de skal foretage sig noget, der ikke indebærer arbejde for løn?!