LONDON – Jeremy Corbyn befinder sig politisk et godt stykke til venstre for gængs moderne britisk Labour-politik. Det er den linje, han blev valgt på tilbage i 2010, da han meget overraskende overtog formandskabet i partiet efter Ed Miliband. Men linjen bliver nu yderligere skærpet.
I en fyldt sal i det sydlige London skruede Jeremy Corbyn torsdag op for retorikken og søgte at skabe et os mod dem-scenarie.
’Os’ er i dette narrativ de trængte briter, der føler sig overløbet af storkapitalen. ’Dem’ er forskellige udgaver af meget rige briter, der ifølge Corbyn skal tøjles af en kommende Labour-regering, som lover at nationalisere vital infrastruktur som post og jernbaner.
Skiftende Labour-regeringer har ellers selv været med til at privatisere store dele af de offentlige britiske virksomheder. Men det her er tilbage til de gamle værdier. Det her er old Labour.
»Ved I, hvad der skræmmer eliten? Det, de i virkeligheden er bange for, er at blive tvunget til at betale skat. Så i denne valgkamp vil de kæmpe hårdere og grimmere end nogensinde før. De vil gå efter os, for de ved, at vi vil udfordre dem,« sagde Jeremy Corbyn.
Han lægger op til klassekamp, og i sin tale gik han ikke kun efter bolden. En stribe udvalgte milliardærer blev valgt ud som eksempler på ondskab – blandt dem Mike Ashley, der står bag sportsfirmaet Sports Direct og er forhadt ejer af fodboldklubben Newcastle United.
»Dette valg er en enestående mulighed for at ændre vores land, modarbejde kapitalens interesserer, som skader normale mennesker, og at sørge for, at ingen i Storbritannien bliver ladt i stikken,« sagde Corbyn.
Også hertugen af Westminster (en 28-årig milliardær) fik et fur for at profitere på at bygge voldsomt dyre lejligheder i det centrale London. Mediemogulen og ejeren af Sky TV, Rupert Murdoch, var et andet oplagt venstrefløjshadeobjekt.
»Vi vinder alle«
I det hele taget var Corbyns økonomiske retorik skærpet betydeligt i forhold til valget i 2017. Den britiske stat bør tage ti procent af de store virksomheders overskud og give dem tilbage til de ansatte, lød det. Målgruppen for indsatsen fremgik klart:
»Når Labour vinder, så vinder sygeplejersken, pensionisten, den studerende, kontorarbejderen, ingeniøren. Vi vinder alle,« sagde Corbyn.
Nogle af de erhvervsledere, Corbyn angreb, svarede prompte tilbage. Mike Ashley kaldte Corbyn »Fattesvag«, mens talskvinden for den britiske industris brancheforening, Caroline Fairnbairn, sagde følgende i The Daily Telegraph:
»Labour tier om erhvervslivets store bidrag til samfundet. Det er i orden at pointere dårlig opførsel af enkelte elementer af erhvervslivet, men det er forkert ikke i samme åndedrag at nævne de hundredtusinder af dygtige erhvervsledere, der bidrager til deres lokalmiljø og gør livet bedre for mange i Storbritannien.«
Farages orkester
Også lederen af Brexit-partiet, Nigel Farage, er kommet ud med boksehandskerne oppe.
Der havde ellers været gisninger om, at Farage ville lette vejen til magten for Boris Johnson ved at undlade at stille kandidater i områder, hvor det ville kunne skade Boris Johnson – og dermed muligvis også udsigten til Brexit.
Men Farage foreslog fredag Boris Johnson en Leave-alliance: Premierministeren bør droppe den skilsmisseaftale, han har indgået med EU, og i stedet genforhandle en ny frihandelsaftale med Nigel Farage siddende ved bordet.
Går Boris Johnson med til det, vil Farage begrænse valgaktiviteterne. Gør han ikke, er der åben krig:
»Brexitpartiet vil stille op i omkring 150 valgkredse, hvor Labour står til sejr, hvis Boris Johnson indgår en sådan aftale. Ellers vil vi stille op i hvert eneste valgdistrikt i England, Skotland og Wales,« sagde Farage.
Det er en direkte trussel mod Boris Johnson. Premierministeren har brug for, at Farage & Co. henter stemmer fra Labour og frygter samtidig den tidligere UKIP-leders indflydelse på konservative vælgere i randområderne. Nigel Farages har gennem længere tid ligget over ti procent i meningsmålingerne, og det vel at mærke uden at have blandet sig i debatten.
Nu venter vi så på Boris Johnson. Opgaven er at forsøge at sikre sig et flertal i parlamentet, og det ser ikke umuligt ud, men det er en svær balancegang. Boris Johnson skal prøve at samle midten uden at støde højrefløjen af partiet væk.
Det lykkedes ikke for Theresa May i 2017. Hun smed en føring, der var endnu større end den, Johnson har nu. Og det skal ske, mens Corbyn fører klassekamp og Farage spiller på nationalpopulistiske strenge for fuldt orkester.
Corbyn og Labour kan ikke føre klassekamp indenfor EU, så det er afgørende vigtigt at en kommende arbejderregering i UK får formuleret en stærk og sammenhængende strategi for Brexit, hvilket både kan fravriste Farage støtte fra utilfredse arbejdere og demonstrere den helt nødvendige respekt for folkeafstemningsresultatet.
Corbyn og Labour kan sagtens føre klassekamp inden for EU, og det er afgørende vigtigt at en kommende Labour-regering i UK får formuleret en stærk og sammenhængende strategi for at stoppe Brexit.
At kræve respekt for et resultat, der blev vundet med løgne og regulære lovbrud, er en hån mod demokratiet.
Bl.a på DRs hjemmeside kunne man i går læse en sammenfatning af en Guardian-artikel som fortæller, at stenrige mennesker har gjort sig klar til at forlade UK øjeblikkeligt, hvis Corbyn vinder valget.
Som anbefaling af sin skatte- og fordelingspolitik kunne Corbyn næppe få det bedre vel at mærke hos de vælgere, han gerne vil vinde. Hos andre britiske normalindkomst-vælgere har han allerede et særdeles dårligt ry, som han ikke kan forbedre med klassekampsretorik, og Exit-vælgere i det nordlige England kan han heller ikke vinde med det, for de ser løsningen på deres talrige problemer i en udmeldelse af EU og ikke i skatte- og fordelingspolitikken.
Efter tre års kaos i UK og en afsløring af fundamentale problemer i den politiske meningsdannelse i noget, der gælder som et avanceret demokrati, står de britiske vælgere nu over for et valg, som også handler om deres eget omdømme, men man ville ikke blive overrasket, hvis et flertal vælger Johnson & Farage. Det vil i givet fald føre til en brat udmelding af EU, tragiske jubelscener i Nordengland, lukninger af produktionsvirksomheder især i bilindustrien, og omdannelsen af UK til en skatteoase, mens Skotland vil gøre en ny, hård bestræbelse for en løsrivelse.
Lasse Schmidt, hvis det kan påvises at der lå betydende, regulære lovbrud bag folkeafstemningsresultatet, kan du selvfølgelig have en pointe. Kunne du henvise til kilder for din påstand? Mht. at vinde en arbejderkamp i EU, så er din optimisme imponerende - hvad grunder du den på?