Baggrund
Læsetid: 6 min.

Ved at lukke forhandlinger om medlemskab risikerer EU at skubbe Vestbalkan mod Putin og Erdogan

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og EU har lukket døren for Balkan ved at afvise forhandlinger om EU-medlemskab. På Vestbalkan søger man nu andre veje – og det lover ikke alt sammen godt
Demonstranter protesterer foran det græske parlament imod en navneaftale, der betyder, at Makedonien skifter navn til Nordmakedonien, fordi Grækenlands nordlige republik også hedder Makedonien.

Demonstranter protesterer foran det græske parlament imod en navneaftale, der betyder, at Makedonien skifter navn til Nordmakedonien, fordi Grækenlands nordlige republik også hedder Makedonien.

Louisa Gouliamaki

Udland
15. november 2019

»De fantastiske nyheder er blevet bekræftet: Republikken Makedonien har fået en dato, hvor vi vil begynde forhandlinger. EU’s ledere har sagt ja!«

Det var den 28. juni 2018, da Makedoniens premierminister, Zoran Zaev, på en pressekonference i Bruxelles glædesstrålende meddelte nyheden sammen med en bekræftende præsident for EU-rådet, Donald Tusk.

Men desværre blev makedonerne skuffede: I sidste øjeblik afviste EU’s ledere at åbne forhandlinger med Makedonien – og på Balkan tror mange nu, at dét var øjeblikket, hvor EU gik fra at være et åbent work in progress til at lukke sig om sig selv.

Men først sidste måneds EU-topmøde gjorde forvandlingen åbenlys: Her endte Nordmakedonien – som landet nu hedder – og Albanien igen uden optagelsesforhandlinger.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, afviste enhver udvidelse af EU før »gennemgribende reformer« af EU’s institutioner og af selve udvidelsesprocessen – angiveligt støttet af blandt andet Danmark.

Dermed kan Balkan og Europa have begyndt en ny æra: I 2003 lovede EU-topmødet i Thessaloniki Balkans lande, at hvis de opfyldte kriterierne for medlemskab, ville de blive optaget. Lige siden har medlemskab været en vigtig gulerod for regionen til at styrke demokrati, retsstat og markedsøkonomi. Nu synes man at fjerne guleroden, og blandt andet den afgående EU-Kommissions topfolk kalder afvisningen af de to balkanlande »en historisk fejl«.

Ingen ved, hvad Macrons ’reformer’ er, om de kan gennemføres, og hvor længe det vil tage. Og hvad vil den konfliktplagede region foretage sig imens?

Løftebruddet

Faktisk har EU længe slæbt på fødderne med hensyn til udvidelse – men Macrons veto tændte alarmen, fordi det brød EU’s klare løfte til Nordmakedonien, som havde opfyldt et uhørt krav.

Da Grækenlands nordlige provins også hedder Makedonien, har grækerne siden naboernes uafhængighed fra Jugoslavien i 1991 blokeret deres tilnærmelse mod både EU og NATO. Efter pres fra Vesten, som frygtede russisk indflydelse, fik Makedonien i 2018 fri bane mod de to organisationer. Prisen var, at landet blandt andet måtte antage navnet Nordmakedonien og afstå fra forbindelser med etniske makedonere i Grækenland.

»Makedonien kapitulerede – frasagde sig sit eget folk på grund af EU,« siger Risto Nikovski, en tidligere højtstående diplomat for Jugoslavien og Makedonien.

Og da man intet fik for det uhørte offer, blev man »vred og skuffet« over EU’s løftebrud, som Makedoniens premierminister Zoran Zaev sagde, idet han straks bebudede nyvalg. Det holdes den 12. april næste år – otte måneder før den aktuelle valgperiode udløber – og symboliserer uvisheden fremkaldt af EU’s kovending.

Zaev har suspenderet dele af navneaftalen – der i Vesten blev hyldet som ’historisk afspænding’ på Balkan – og advarer, at den helt kan frafalde, hvis oppositionen vinder valget.

»Ingen aftaler varer evigt, hvis de ikke er retfærdige, og navneaftalen har ydmyget og udhulet det makedonske folk,« siger tidligere diplomat Risto Nikovski. »Uden forhandlinger med EU gælder en del af aftalen ikke, og når der kommer en anden regering, må den genovervejes.«

Det mener regeringen imidlertid ikke, og det er tvivlsomt, om aftalen overhovedet kan ændres. Men EU’s løftebrud har under alle omstændigheder vakt både vrede og uvished på hele Balkan.

Kosovo-spørgsmålet

»Jeg var til stede, da Federica Mogherini (EU’s udenrigschef, red.) lovede Zoran Zaev, at når navnespørgsmålet blev løst, ville forhandlingerne gå i gang før årets slutning,« tweetede Serbiens præsident, Aleksandar Vucic om året 2018.

»Det skete ikke og vil ikke ske. Så hvad kan vi regne med, når det handler om Kosovo?«

Når EU bryder et så klart løfte på trods af så stort et offer, som navneaftalen var for Nordmakedonien, hvordan kan andre så stole på unionen, spurgte Vucic.

Han tænkte især på processen, hvor EU siden 2011 har forsøgt at fremmægle »en endelig løsning« på, at Kosovo i 2008 erklærede sig løsrevet fra Serbien, mens Serbien stadig ser Kosovo som sin sydligste provins.

Albin Kurti, der vandt Kosovos valg i oktober og nu skal forhandle med Serbien, sagde efter EU’s ’nej’ til britiske The Guardian, at uden udsigt til at kunne fremskynde EU-medlemskab vil Beograd have mindre grund til at indgå en aftale om Kosovo.

Men han har ikke sagt, hvordan situationen påvirker Kosovos tilgang. Etnisk albanske politikere – fra Nordmakedonien over Kosovo til Albanien – har længe lovet, at »den hundredeårige drøm om national forening« vil virkeliggøres, når alle lande kommer med i EU. Men hvad nu hvis de aldrig kommer med i EU?

Storalbanien

»For det sydlige Balkan er fremtidens spørgsmål, om regionens etniske albanere er tilfredse med at være spredt« i flere lande – det vil sige Albanien, Kosovo, Nordmakedonien, Grækenland, Serbien og Montenegro – »eller om de vil prøve at forene sig i et Storalbanien. Sådan et projekt vil medføre en høj risiko for vold i regionen,« skrev Financial Times. Det var inden EU bremsede optagelsen af de nævnte lande (minus Grækenland, men plus Bosnien).

I Nordmakedonien med 25 procent albanere mener tidligere diplomat Risto Nikovski, at »efter Kosovos uafhængighed er Stor-Albanien allerede 70 procent realiseret.« Desuden betalte Nordmakedoniens Zaev-regering etnisk albanske partier for at støtte navneaftalen med kulturelle rettigheder og politisk magt.

Det kalder Risto Nikovski »en føderalisering af landet«, som han mener bringer forening af regionens albanere endnu et skridt nærmere.

Men for vestlige politikere, tænketanke og medier er problemet med EU’s afvisning af Balkan først og fremmest geopolitisk. »Faren fra Øst«, kalder mangeårig udenrigskorrespondent og nu kommentator Bosko Jaksic det. Som de fleste serbere så han gerne landet i EU, men også – som kun 11 procent af befolkningen – i NATO.

Problemet er, at Vesten har seriøs konkurrence, advarer han. EU’s afvisning kan få balkanlandene til i stedet at importere putinisme, erdoganisme og kinesisk autoritarisme sammen med russisk gas, tyrkiske tekstiler og kinesiske infrastrukturprojekter, siger han.

Mini-Schengen på Balkan

Men blandt alle centrifugale kræfter, som EU’s tøven inspirerer, er der ifølge Bosko Jaksic også tegn på et mere positivt scenarie.

Ugen før EU’s topmøde i oktober – da dets nej til medlemskab allerede anedes – underskrev Serbiens præsident sammen med Albaniens og Nordmakedoniens premierministre en aftale om et ’mini-Schengen’.

Ideen er, at Vestbalkan skal indføre EU’s fire nøglefriheder: fri bevægelighed af kapital, varer, tjenesteydelser og mennesker. Projektet blev lanceret af Serbiens præsident Aleksandar Vucic i 2017, men partnerne er først blevet interesserede nu, hvor EU-perspektivet fortoner sig. På projektets andet møde i søndags deltog også Bosnien og Montenegro.

Stadig er »det fælles endelige mål fuldt medlemskab af EU«, hedder det.

Men Bosko Jaksic dog advarer om regionens uforudsigelighed:

»På Vestbalkan ved man aldrig, hvem der vil lave problemer og hvorfor,« siger kommentatoren.

Albanien har for eksempel meddelt, at man trækker sig, hvis Kosovo ikke kommer med. Serberne kan være imod Kosovos medlemskab, fordi de ser Kosovo som Serbiens sydligste provins.

Som Jaksic siger »er vejen til effektivt regionalt samarbejde lang«.

Netop derfor påpeger den tidligere bosniske diplomat og redaktør på avisen Oslobodjenje, Zlatko Dizdarevic, at hvis EU »ikke er interesseret i regionen, eller hvis de tror, at de kan trække processen med optagelse uendeligt i langdrag, så kommer der nogle andre.«

I Bosnien er ’de andre’ især Rusland og Tyrkiet og på sigt Kina, siger Dizdarevic. Netop Tyrkiet, der i årtier har forsøgt at blive medlem af EU, ser han som eksempel på unionens »skandaløse mangel på forståelse«.

Fordi EU så længe har holdt Tyrkiet hen, har man fået Erdogan, mener Dizdarevic. Tilsvarende kan afvisningen af Vestbalkan ramme EU »som en stor boomerang«, siger han.

For eksempel er EU en af få ting, som Bosniens tre hovedgrupper – bosniakker, serbere og kroater – er enige om. 13 måneder efter parlamentsvalget er der ikke dannet regering på grund af uenighed om NATO, men imens har præsidentskabets tre etnisk forskellige medlemmer i Bruxelles talt med én stemme om EU.

Så hvis det fælles projekt om at komme i EU bortfalder, »vil vi meget snart se enden på dette vakkelvorne Bosnien,« skriver den kroatiske kommentator Marinko Culic.

For Bosnien vil det være en katastrofe, og det kan ramme EU som »en stor boomerang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Uffe Andersen

Det er godt nok trist, at Frankrig og dermed EU - smækker døren i for Nordmakedonien ....
og at Danmark er med til at holde Albanien ude, er helt utilgiveligt.

Både Nordmakedonien og Albanien er kandidatlande; men optagelsesforhandlingerne er ikke indledt - og optagelsesforhandlinger kan i øvrigt vare i det uendelige.
Tyrkiet indledte optagelsesforhandlinger den 3. oktober 2005 og Montenegro den 29. juni 2012, men ikke engang det vil vi tilbyde de 2 lande.

EU (og andre) smækkede døren i for hele det tidligere Jugoslavien, hvilket var en katastrofe som der på flere måder stadig bødes for i de berørte befolkninger.

Navnligt hvad angår Bosniens mere og mere sekteriske udvikling i begyndelsen af krigene i halvfemserne, spillede den amerikanske ambassadør (Zimmerman) imidlertid en afgørende rolle, da han rådede Izetbegovic til at forråde en aftale om fred, som ville have betydet respekt for etniciteterne og muligheder for fredelig sameksistens, inklusive selvstændighed for de, som ønskede dette.

Izetbegovic' sabotage af Lissabon-aftalen cementerede krigsudsigterne ... og EU anerkendte (sammen med amerikanerne) hans regering i april 1992. Kort efter gik alle parter i krig mod hinanden, angiveligt alle for at sikre sig territorier, beskytte egne etniske grupper samt skræmme og svække fjenden. Alle parter begik grusomheder i flæng, men det er, såvidt jeg ved, blandt historikere og befolkningerne i Bosnien-Hercegovina kontroversielt, hvor mange såkaldt religiøse krigere, som tilgik Izetbegovic' hærenheder fra Europa og Eurasien (lidt a la vor nære samtids såkaldte syrienskrigere) - og dermed også hvilket omfang den såkaldte islamisering af Bosnien havde og har. Men krigsudviklingen havde enorm betydning, og den burde selvfølgelig have været forebygget, bl.a. ved EU's og maerikanernes bistand, jvf. deres ædle intentioner i verden.

amerikanernes

Torben Lindegaard

@Hanne Utoft

"Alle parter begik krigsforbrydelser"
citat fra læserbrev

Yes ... men det betyder ikke, at alle var lige gode om det.
Serberne iværksatte de etniske udrensninger - og saboterer p.t. energisk ethvert forsøg på samarbejder imellem "Føderationen Bosnien og Hercegovina" og "Republika Srpska".

Hvad ender det mon alt sammen med ?
Ifølge Emmanuel Macron ender det i hvert fald skidt i Bosnien -
og "Republika Srpska" ønsker vel stadigvæk at blive sluttet sammen med Serbien.

Hvis EU medlemskabet fortoner sig kan det ende med hvad som helst i samspillet imellem Serbien og Bosnien.

For mig er det aldeles over brækpunktet, at skulle være i Union med et land som Serbien -
bevares, man kommer til at leve med det, hvis det skulle ske - og selvfølgelig kan man det, hvis resten af ex-Jugoslavien kan holde det ud.

Men håbet er, at Serbien tilslutter sig Putins "Eurasiske Økonomiske Union" - så kan vi koncentrere os om at få optaget de restende 5 lande på Vestbalkan .... men det har åbenbart lange udsigter.

Torben Lindegaard, så vidt vides var det kroaternes, som stod for den største etniske udrensning under Jugoslaviens opløsningskrig, da man med amerikansk hjælp ryddede Krajina-provinsen, hvor op mod 4.000 forsvandt eller døde, mens op mod 250.000 civile blev fordrevet af militær i løbet af blot 72 timer. Begivenheden fik dog ikke megen opmærksomhed i de vestlige medier, da den udfordrede det anti-serbiske narrativ, som dyrkedes af de etablerede, politiske magthavere i bl.a. EU og USA.

Torben Lindegaard

"EU er ved at begå den største strategiske fejl nogensinde."
citat af Anders Fog Rasmussen i JyllandsPosten idag.

Det er måske en katastrofe under udvikling -
endnu værre er, at EU svigter sine egne løfter til kandidatlandene Nord Makedonien og Albanien.
Det kan vi bare ikke være bekendt overfor de under 5 mio mennesker i de 2 lande, og de resterende 4 lande på Vestbalkan har selvfølgelig al mulig grund til heller ikke at stole på EU.

Ifølge EU-Kommissionen opfylder både Albanien og Nord Makedonien betingelserne for at indlede forhandlinger om optagelse i EU - og man græmmes over, at netop Danmark er medvirkende til, at EU svigter sine løfter.