Boris flirter med sine nye arbejdervælgere. Labour lægger op til drabeligt internt opgør

LONDON – I weekenden blev der udsendt et billede, hvor Boris Johnson sammen med kæresten, Carrie Symonds, reagerer på BBC’s exitpoll, der viste, at de konservative var på vej mod en jordskredssejr. Begejstringen er tydelig, og Boris Johnson ser ægte overrasket ud.

De konservative har nu lige så mange parlamentarikere i Underhuset, som året har dage, og de 365 (ud af 650) mandater giver den kommende regering rig mulighed for at agere hurtigt.

Det politiske landskab er, i hvert fald lige nu, fuldstændig forandret.

»Vi malede Redcar blå,« sagde Boris Johnson med reference til sejren i valgkredsen Redcar i det nordøstlige Yorkshire.

Faktisk malede partiet store dele af det traditionelt røde Nordengland blåt, og den uventede, overvældende succes i de gamle arbejderregioner giver Johnson nye muligheder og nye udfordringer.

Milliarder sendes mod nord

Muligheder, fordi der nu er åbnet for en anders-fogh-rasmussensk kontraktpolitik med de arbejderklassevælgere, der indtil i torsdag hellere ville have spist søm end stemt konservativt. Hvis Boris skal holde på disse vælgere, skal han gøre, hvad ingen premierminister før ham har gjort siden Anden Verdenskrig: Han skal skabe vækst i de gamle, forfaldne industriområder.

De nyvalgte konservative parlamentarikere, flere af dem i tyverne, mødte deres kolleger i Westminster mandag, og de har givetvis videreformidlet behovet for at smede, mens jernet er varmt. Det nordlige England har givet sin stemme til de konservative denne gang, men det er nok mere udtryk for manglende entusiasme omkring Labour-leder Jeremy Corbyn, kombineret med Brexit-problematikken, end det er en betingelsesløs kærlighedserklæring til Boris Johnson – overklassedrengen fra Eton og Oxford.

For at cementere den nyfundne samhørighed vil Boris Johnson skubbe milliarder af pund efter udbygning af især infrastrukturen i The Midlands og Nordengland.

Rent konkret drejer det sig om 39 milliarder pund til The Northern Power House Rail, der skal forbinde Nordenglands store byer med hurtigtog, samt the The Midlands Engine, et projekt der skal forbedre transport, knowhow og uddannelse i den produktionstunge del af landet.

Folkets tjenere

Man kan godt tvivle på, om denne saltvandsindsprøjtning vil være nok til at genrejse de gamle industriområder – i hvert fald på kort sigt. Men at Boris Johnson har forstået, at hans langtidsholdbarhed i høj grad er forbundet med de nye venner mod nord, er der ingen tvivl om. Han benyttede weekenden til et triumftog rundt i de nyvundne valgdistrikter – blandt andet til et besøg i Sedgefield, Tony Blairs gamle valgkreds mellem Middlesbrough og Sunderland. Her parafraserede han nærmest ordret en berømt Tony Blair-tale fra 1997. Johnson sagde blandt andet:

»Husk, at det ikke er regeringen, der bestemmer. Vi er folkets tjenere. Vores prioriterer er de samme som folkets. Vi skal levere Brexit, men også levere, når det gælder sundhedssystemet, uddannelserne, sikre det offentlige rum og bygge bedre hospitaler.«

Tager man Brexit ud af ligningen er det ord for ord Tony Blairs tale fra dengang. Om meningen var at gnide salt i såret på Labour – eller om det viser, at der er en forståelse hos Johnson af, at Tony Blair var den seneste premierminister, der for alvor formåede at række ud til hele folket (så længe det varede), vil tiden vise.

På torsdag præsenterer dronning Elisabeth Boris Johnsons regerings fremtidsplaner ved The Queens Speech i parlamentet. Det forventes dog primært at være de meget kortsigtede planer, som berører Brexit, der vil blive fremlagt. Den regeringsrokade, Boris Johnson præsenterer nu er en mindre en af slagsen. Den virkelige lakmusprøve på den nye regerings intentioner kommer, når Brexit er blevet en realitet den 31. januar.

Blåt øje i røde Labour

De konservatives overvejelser i forhold til langtidsholdbar imagepleje og politisk prioriteringsliste må dog virke som et luksusproblem for det ydmygede Labour-parti.

Det er sjældent kønt, når politiske projekter kuldsejler, og det ser heller ikke ud til at blive tilfældet i Labour efter Jeremy Corbyns partis fuldstændige kollaps. Ikke siden 1935 har Labour klaret sig så skidt mandatmæssigt, og for at gøre ondt værre taler vi om fjerde valgnederlag i træk. Den nuværende periode er at sammenligne med Labours mørke år under Thatcher, hvor man var væk fra magten i næsten 20 år (fra 1979 til 1997). Det er naturligvis kun ti år i denne omgang, men så stor er Boris Johnsons valgsejr, at det er svært at se en hurtig vej tilbage til magten.

Det tog ikke mange timer, før den gensidige pegen fingre mellem de politiske fløje i Labour begyndte. Mandag var turen komme til medierne, inklusive BBC, der af Labours transport-skyggeminister, Andy McDonald, blev beskyldt for en partisk dækning af valgkampen:

»Jeg har aldrig oplevet et individ blive lagt så uretfærdigt for had på denne måde, som tilfældet har været med Jeremy Corbyn. Vi har altid haft den trykte presse imod os. Men denne gang var vi også oppe mod tv-stationerne. Og jeg er ked af at sige det, men det inkluderer vores elskede BBC,« sagde en tydeligt oprørt McDonald på BBC’s radio 5.

McDonald hører til den fløj, der ligesom Corbyn insisterer på, at Labour vandt diskussionen under valgkampen, men at Brexit og unfair behandling var den egentlige årsag til nederlaget. I The Observer skrev Corbyn: »Der er ingen tvivl om, at vores politiske linje var populær … Selv om vi tabte mandater, så tror jeg, at vores manifest i 2019 vil gå over i historien som betydningsfuldt.«

Det affødte vrede svar fra mere midtsøgende Labour-politikere. Tidligere Labour-minister Harriet Harman tweetede: »Der er ingen vilje til at prøve at forstå, hvorfor Labour fik så katastrofalt et valg. Jeremy Corbyn burde træde tilbage.«

Labours skyggefinansminister, John McDonnell, der selv allerede har forladt Labours inderkreds og taget skylden for valgresultatet, bekendtgjorde, at Jeremy Corbyn vil træde tilbage efter en overgangsperiode.

Forude venter et ophedet slagsmål om kontrollen over Labour-partiet mellem de midtsøgende med Harriet Hermann og Yvette Cooper i spidsen, og de såkaldte Corbynister – altså dem, der gerne vil bygge videre på 2019-manifestet.

Man kunne måske tro, at en så syngende ørefigen automatisk ville medføre et kursskifte, men sådan er det ikke nødvendigvis. Både de magtfulde fagforeninger og det store aktivistnetværk omkring Momentum-gruppen støtter op om en fortsat udvikling af en venstrefløjslinje. Jeremy Corbyn opfordrede i weekenden dem, der deler hans holdning, til at melde sig ind i Labour-partiet nu, så de kan sikre, at den politiske linje, han har udstukket, fortsætter.

Og der er aspekter ved Labours moderne bud på socialisme, som har vakt genklang i befolkningen. Renationaliseringsplanerne var relativt populære blandt de adspurgte i meningsmålingerne, og det skal ikke undre, hvis nogle af disse tanker finder vej til fremtidens lovgivning.

Men det virker som lidt af en tilsnigelse at konkludere, at man har vundet debatten i valgkampen, samtidig med at man har fået historisk store prygl. Labour har allerede mistet sin base i Skotland og står over for en livsvigtig kamp for at tilbageerobre de gamle industriregioner. Det store spørgsmål er, om løsningen er at søge mod midten eller ej?

Kvinderne kommer

Skyggeerhvervs- og energiminister, Rebecca Long Bailey, er bookmakernes favorit til at blive Labours nye politiske leder. Hun står for en fortsættelse af den nuværende politiske linje med enkelte væsentlige undtagelser. Hun er kvinde, og hun er 40 år gammel.

En del af problemet har været, at Labours politiske ideer, fremført af Jeremy Corbyn og John McDonnell, uvægerligt ledte tankerne tilbage på gamle dages Labour. En ung kvindelig leder vil kunne give deres form for socialisme et ansigtsløft.

Der er i øvrigt udsigt til at få en kvindelig leder, uanset hvilket fløj der vinder. Syv ud af de ti favoritter er kvinder. Kampen om Labour er dog kun lige begyndt og vil intensiveres i de kommende uger.

Boris Johnson kan lige nu gå på vandet.

Regeringens indsats de næste uger kommer næsten udelukkende til at handle om at sikre Brexit den 31. januar. Der forventes behandlinger af den nødvendige lovgivning i parlamentet allerede før jul. At fremtvinge Brexit er nu en formssag, men at håndtere de efterfølgende forhandlinger med EU bliver noget helt andet.

Johnson-regeringens hvedebrødsdage kan vise sig at blive korte, men modsat før valget har han nu politisk ballast til at modstå pres og intern uenighed. I hans krigerkabinet, hvis interne disciplin var med til at sikre valgsejren, tolereredes ingen slinger i valsen.

Boris Johnson skal nu vise en ny side af sig selv. Vi ved nok først for alvor, hvem Boris egentlig er, og hvad han vil til februar, og da har Storbritannien forladt EU.