Analyse
Læsetid: 4 min.

Boris Johnsons valgsejr er i hus. Hvad nu?

Boris Johnson er med et blevet en politisk superstjerne. Sejren ved torsdagens parlamentsvalg var så overbevisende, at det aftryk han kan komme til at sætte på sit parti, sit land og sin tid, kan blive at sammenligne med Margaret Thatchers
Boris Johnson står med en unik mulighed. Det særlige britiske valgsystem har forvandlet 43,5 pct. af stemmerne til et stort flertal. Hvis han ønsker det, kan han måske blive den samlende figur, Storbritannien så desperat har brug for.

Boris Johnson står med en unik mulighed. Det særlige britiske valgsystem har forvandlet 43,5 pct. af stemmerne til et stort flertal. Hvis han ønsker det, kan han måske blive den samlende figur, Storbritannien så desperat har brug for.

Ben Cawthra

Udland
14. december 2019

Vejen hertil har været præget af skånselsløs resultatorienteret politik. Undervejs har Boris Johnsons hold ryddet al modstand af vejen med alle forhåndenværende virkemidler.

Parlamentet er blevet sendt hjem, fordi det ikke ville som Boris; to dusin af de mest hæderkronede konservative ronkedorer er blevet fritstillet, fordi de ikke ville sværge lydighed og evig troskab, og partiet er blevet renset for anderledestænkende.

Boris måtte også omskoles. Der var ikke plads til de fodfejl, han har været berygtet for i den snorlige valgkamp Det Konservative Parti førte. Boris fik instrukser om så vidt muligt ikke at sige andet end »Get Brexit Done«, lade sig filme i alverdens tv-venligt arbejdstøj, og så i øvrigt holde sig så lagnt væk fra interviews med kritiske journalister som muligt. Det lykkedes helt til det bizarre punkt, hvor han dagen før valget gemte sig i et kølerum for at undgå spørgsmål fra journalisten Piers Morgan.

Samtidig spillede hans parti et usædvanligt beskidt spil. Særligt på de sociale medier stod de konservative bag en række løgne og en løbende stime af fake news — fra en falsk Labour-side med falske Labour-påstande, til imødegåelse af alle afsløringer om konservative fejltagelser med fabrikationer og postulater om de politiske modstandere.

Vil Boris række ind mod midten?

Ved sin takketale i valgkredsen Uxbridge erklærede Boris Johnson, at det nu er tid til heling.

»Vores one-nation parti har fået et stærkt mandat til at gennemføre Brexit, men også til at forene landet, så vi kan gå fremad sammen,« sagde han.

Ud over »Get Brexit Done« er »one-nation« faktisk noget af det premierminister Johnson har sagt mest de sidste dage. Det tyder på, at han har tænkt sig at række ind mod midten politisk. One-nation-konservatismen, som han er rundet af, er den moderate konservative tradition, der mere end nogen anden har præget Storbritannien de sidste 200 år.

Kong Boris har nu mandatet til at gøre det. Han er ikke afhængig af de minimalstats-liberalister og højrefløjsnationalister, der også præger hans parti. I samme takketale understregede han, at nye investeringer i sundhedsvæsnet NHS er afgørende og forestående.

Problemet med disse one-nation-planer er dog, at han før valget skilte sig af med nogle af de mest prominente one-nation-politikere. Det parti han har samlet rundt om sig, er mere end noget andet et Brexit-ivrigt parti. Det er muligt, han vil agere en lover, men hans nærmeste er alle fightere. Man skal næppe forvente en Cameron-lignende compasionate konservatisme fra Boris nye regering.

Brexit-nissen flytter med

Allerede denne weekend sætter Boris Johnson sit hold, og næste uge førstebehandles Brexit-aftalen i parlamentet. Modsat den politiske storm, der førte frem til parlamentsvalget, bliver det en rolig sejlads gennem Underhuset denne gang. Brexit er nu alt andet lige en realitet. Spørgsmålet er, hvilken type Brexit det ender med. Heller ikke her kan vi vide os sikre.

Før valget måtte Johnson tage diktat fra egne rækker — også fra nordirske DUP. Sådan er det ikke længere. De fleste er enige om, at den skilsmisseaftale, premierministeren sikrede sig med EU, ikke er særlig fordelagtig for Storbritannien. Det var dengang det muliges kunst, men mulighederne ser helt anderledes ud i dag.

Afgørende bliver det, hvor langt fremme i skoene Boris Johnson-regeringen tør være. Det afhænger nok af udfaldet af de bilaterale handelsforhandlinger, Storbritannien vil føre sideløbende — ikke mindst med Donald Trumps USA.

Det britiske aktiemarked reagerede umiddelbart efter valgresultatet særdeles positivt, og det britiske pund steg voldsomt. Den umiddelbare vurdering fra finansdistriktet City of London lyder, at der nu igen vil komme gang i investeringerne i den britiske økonomi, der har stået stille under hele Brexit-miseren.

Men i baggrunden lurer no deal-Brexit igen. EU og Storbritannien skal i gang med fase to af forhandlingerne, som er komplekse og detaljerede. Det står ingen steder hugget i sten, at det vil ende med bred enighed.

Internt i Johnsons regering er der ikke så få, der hellere ser et no deal end en dårlig aftale. Mark Francois fra den magtfulde nationalistiske ERG-gruppe hos de konservative sammenlignede i går nat på BBC EU’s Brexit-forhandlere med Folkets Front for Judæa i komedien Life of Brian. Der vil være mange internt i partiet, der vil forsøge presse Boris Johnson til at lægge en hård forhandlingsstrategi over for EU.

Farvel til den ene union, hvad med den anden?

Storbritannien forlader nu af egen fri vilje EU-samarbejdet, men endnu en skilsmisse truer. Skotske SNP vandt 48 ud af 56 mandater i Skotland, og partileder Nicola Sturgeon var ikke sen med en melding om, hvad de mandater skal bruges til:

»Vi ønsker ikke en Boris Johnson-ledet regering, vi ønsker ikke at forlade EU, og vi ønsker at Skotlands fremtid er på skotske hænder,« fortalte hun BBC fredag morgen.

Dermed er SNP på vej mod en direkte konfrontation med Johnson-regeringen, der for alt i verden ikke ønsker et opbrud af Storbritannien. Umiddelbart står det Johnson & Co. frit for at afvise SNP’s krav om endnu en løsrivelsesafstemning, men konfrontationen vil næsten med garanti føre til en ny forfatningsmæssig krise. Boris Johnson kan og vil ikke give sig på dette punkt, og dermed er der udsigt til et kraftigt forværret samvær mellem Storbritannien og Skotland.

Boris Johnson står med en unik mulighed. Det særlige britiske valgsystem har forvandlet 43,5 pct. af stemmerne til et stort flertal. Hvis han ønsker det, kan han måske blive den samlende figur, Storbritannien så desperat har brug for. Han har arbejderklassestemmer i ryggen og bør derfor ikke længere kun tale kapitalens interesser.

Men den Boris Johnson, vi har set siden folkeafstemningen om EU i 2016, har meget lidt at gøre med den socialliberale London-borgmester, han engang var. Det er muligt, at han nu kan træde i karakter, levere et brugbart Brexit og genoprette troen på samhørighed i et Storbritannien, der ellers trækker i alle retninger.

Det er bestemt også muligt, at han ikke magter opgaven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Hvis der var stemning for en ny folkeafstemning om Brexit, så var muligheden der i går, det var der ikke interesse for blandt tidligere Labour vælger, så muligvis det var en idé, at se på, hvem der stemte hvad og hvorfor?

Der er ikke noget nyt i hvad Boris Johnson vil, det er flygtningelejr i udlandet og skattelettelser til de rigeste.

Så hvorfor stemte Labour vælger Boris Johnson og Brexit?

Brexit er indførsel af demokrati, vundet af de fattigeste tidligere Labour vælgere.
Afskaffelse af de riges beskyttelse af EU gummistemplet.

De rigeste i Storbritannien får i år 2019:
165 milliarder i bonus og resultatløn.

Udbetalt til de i forvejen rigeste i Storbritannien oven i deres i forvejen høje løn, de overforbrugende klimakatastrofe skabende centralt placerede i finanssektoren The City of London.
Link: https://www.dailymail.co.uk/news/article-401028/City-bonuses-soar-record...

Millioner af fattige børn sulter i Storbritannien hver dag ultimo 2019.

Donald Trump og Brexit kommer ud af samme støbeske, det er på tide alle vågner op til den virkelige verdens globale problemer.

Der er og var frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Brexit/Donald Trump er og var løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i den markante kampagne for at få vælgerne til at forlade EU, en ‘disruption’ politik.

Om det faktisk forholder sig sådan, at Brexit/Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang på den korte bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.

Hvis ikke danskere forstå, at Brexit handler om fattigdom skabende pseudo økonomi på olie, gas og kul afbrænding og politisk bevist radikalisering på den yderste højrefløj og syndebuk politik, vil udviklingen komme som den samme overraskelse, det var for ca. 50% af amerikaneren og briterne.

Det kræver kun en ny finansboble og nogle få klimaflygtninge på danske motorveje og vi i Danmark får vores Donald eller Boris.

Labour anno 2019 forstå ikke de fattiges problemer ikke løses i et ulighedsskabende, klimakatastrofe og klimaflygtninge skabende økonomisk EU plutokrati.

Labour ville give alle britter gratis bredbånd, hvis valgsejren blev deres.
Hvad ligner det at sige til en mor, uden brød til sit barn, at barnet får gratis bredbånd?

Konservative har aldrig været et valgtema for fattige.
But same story in usa...
You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time,
but you cannot fool all the people all the time.
Good luck Little Britain

Hov!!! Storbritannien skal fortsat være medlem af Europol. Og det selv om de træder ud af EU. Danmark kan ifølge den tidligere regering, med Den-Lille-Svindler som statsminister, ikke være medlem p.g.a. vores EU forbehold.

Finn Thøgersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

EU er økonomisk og sikkerhedspolitisk fuldstændig uundværlig for Europas fremtidige eksistens. At tro andet er naivt og en enorm fejltagelse. Det vil være Europas undergang, hvis EU undergraves og ophøre med eksistere, hvor andre spillere med en helt anden dagsorden end den europæiske, vil tager over og beslutte på Europas vegne.

Brian W. Andersen

"Det aftryk han kan komme til at sætte på sit parti, sit land og sin tid, kan blive at sammenligne med Margaret Thatchers." er efter min mening et udsagn med dystre fremtidsudsigter. Verden er stadig ikke færdig med at betale for konsekvenserne af samarbejdet imellem Margaret Thatcher og Ronald Reagan, som der her er en af de mere uskyldige påmindelser om: https://eu.usatoday.com/story/news/world/2013/04/08/thatcher-reagan-poli...

Jeg tror ikke at verden er klar til at håndtere effekterne af Boris Johnson og Donald Trump som samarbejdende statsledere, men hvis Trump vinder 2020-valget, så er det nok lige præcis det vi skal. https://www.dr.dk/nyheder/udland/trump-lykoensker-johnson-nu-skal-vi-i-g...

Spørgsmålet bliver nok; hvor mange lande, som denne gang vil følge den retning, der sættes af USA og Storbritannien. Bliver det mange nok, så er kampen for klimaet, miljøet og kampen imod stigende ulighed og I-landendes stigende fattigdom tabt.

Ete Forchhammer , Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Boris Johnson står på mange punkter for den modsatte politik af Margaret Thatcher.

Han understreger at han og regeringen er "One Nation conservative", altså en moderat og socialt orienteret konservatisme, der ikke handler om privatiseringer og EUs tag-fra-de-fattige-giv-til-rige politik.
Relativt til Blair, May og Cameron altså. Derfor har han også kunnet få mange stemmer på steder, hvor man ellers ikke ville drømme om at stemme konservativt.

På flere måder minder Boris Johnson med en rødere (eller mindre blå) fordelingspolitik og hård værdipolitik mere om Mette Frederiksen end om Donald Trump.

Kim Folke Knudsen

@Philip B. Johnsen 13 December 2019 Kl.20.52

Det er simpelthen den bedste analyse af det britiske valg, som du leverer her.

ikke al det ligegyldige sladder pladder om Johnson og Corbyn, som desværre dominerer den danske mediedækning på tv siden.

Det er for mig noget nær årets kommentar om udenrigspolitik, og den klimakrise vi Alle nu står ved begyndelsen af.

Tak for at du skærer sammenhængene ud i klar tekst.

Som altid veldokumenteret af din meget store viden og dine gode links.

Glædelig Jul - Philip, når vi kommer dertil.

VH
KFK

Ete Forchhammer

45% af de britiske vælgere ler, 55% græder. Det betyder at 45% = "folket"... og "demokratiet" har endnu en gang bevist sin styrke!?

Ete Forchhammer

Er vi der hvor et samfund skal måles på hvordan det behandler sit flertal?