Feature
Læsetid: 7 min.

I Chile ville præsidenten have 30 pesos mere for metrobilletterne. Han fik 30 års ophobet vrede

30 år efter Chiles tilbagevenden til demokratiet går Pinochets neoliberale økonomer stadig rundt i præsidentpaladset og udformer landets økonomi. Til sidst blev det for meget for millioner af chilenere, der nu har demonstreret i godt to måneder
En demonstrant slår ud med armene foran et medlem af sikkerhedsstyrkerne under en protest mod den chilenske regering i Santiago den 18. december.

En demonstrant slår ud med armene foran et medlem af sikkerhedsstyrkerne under en protest mod den chilenske regering i Santiago den 18. december.

Ivan Alvarado

Udland
21. december 2019

Til at begynde med kom Francisco Valenzuela til alle demonstrationerne.

Når arbejdsdagen sluttede ved 16-tiden, pakkede han og kollegerne sammen og drog ind mod Santiagos bykerne. Her stod de og bankede deres medbragte grydeskeer mod kasseroller og råbte »Chile er vågnet op« ind til godt ud på aftenen sammen med titusindvis af deres utilfredse landsmænd. Bagefter tog de hjem for at lade batterierne op, så de var klar til at fortsætte protesterne den følgende dag.

»Det handlede for os om at vise utilfredshed med systemet i den chilenske stat. Chile er et radikalt neoliberalt eksperiment. Alt er i hænderne på private aktører – sundhed, uddannelse og vores pensioner,« siger 28-årige Francisco Valenzuela over telefonen fra den chilenske hovedstad.

Det var her, i Santiago, at de største protester siden landets tilbagevenden til demokratiet i 1990 blev antændt i begyndelsen af oktober og har stået på lige siden.

Regeringen annoncerede en prisstigning på 30 pesos – godt 25 danske ører – på byens metrobilletter, og i protest begyndte gymnasiestuderende at springe over drejekorsene på metrostationerne og holde dem åbne for andre passagerer.

Som ugerne gik, stod det dog klart, at det handlede om andet og mere end 30 pesos. Det handlede om 30 års ophobet utilfredshed.

Folk gik på gaderne i millionvis og krævede opgør med landets ulighed, stigende leveomkostninger og de privatiserede uddannelses-, sundheds- og transportsystemer.

Hurtigt tog protesterne til, folk begyndte at plyndre butikker, og da metroen blev sat i brand af demonstranter, erklærede præsident Sebastián Piñera Chile i undtagelsestilstand og satte hæren ind.

»Vi er i krig mod en magtfuld, nådesløs fjende, der ikke respekterer noget eller nogen, og som er villig til at bruge vold og kriminalitet uden hæmninger,« proklamerede Piñera i slutningen af oktober.

Ifølge myndighederne er tusindvis kommet til skade som følge af protesterne, og 26 er omkommet – heraf fire som følge af sammenstød med politi- og militærstyrker. I sidste uge udsendte FN en rapport, der peger på »alvorlige brud på menneskerettighederne« i forbindelse med protesterne.

Selv om den eskalerende vold har fået Francisco Valenzuela til at skære ned på sin deltagelse, er udfordringerne intakte, forsikrer han.

»Der er en stor del af befolkningen, der nærmest har europæiske levestandarder. Og så er der en anden del, der lever som i et afrikansk land. Protesterne er en afvisning af dette system,« siger Francisco Valenzuela, der til dagligt arbejder hos en lokal organisation, der hjælper unge med fattig baggrund igennem deres uddannelse.

En forvrænget selvforståelse

For Chiles politiske etablissement har protesterne ramt ned som en kile mellem deres opfattelse af landet og den virkelighed, mange chilenere oplever.

Institutioner som World Economic Forum og IMF har i mange år fremhævet Chiles konkurrencedygtighed og stærke politiske institutioner. Det har givet næring til fortællingen om landet som et stabilt anker i en region hærget af korruption, fattigdom og rod i statsbudgetterne. I 2010 blev landet som det hidtil eneste i Sydamerika indlemmet i OECD.

»Vores land er en vaskeægte oase med et stabilt demokrati,« erklærede præsident Piñera i foråret.

Men selv om Chile i de seneste årtier har nået et BNP pr. indbygger svarende til det i flere europæiske lande og formået at sænke fattigdomsraterne til nogle af de laveste niveauer på kontinentet, kræver demonstranterne nu Piñeras fratrædelse. For mange chilenere er han inkarnationen af et politisk og økonomisk system, der aldrig er blevet gjort op med.

Med en estimeret formue på 2,7 milliarder dollar er han ansigtet på den enorme forskel mellem rig og fattig, der fortsat kendetegner landet. Samtidig har hans hårde linje over for demonstranterne og forkærlighed for økonomisk liberalisme fået mange til at sammenligne ham med den afdøde diktator Augusto Pinochet.

Arven fra Chicago-drengene

Pinochet kom til magten i Chile i september 1973, da han ved et militærkup, støttet af Richard Nixons USA, væltede den demokratisk valgte præsident, socialisten Salvador Allende.

I Det Hvide Hus frygtede man, at socialismens udbredelse i Latinamerika ville svække den amerikanske position i Den Kolde Krig mod Sovjetunionen.

For at fremme økonomisk liberalisme efter amerikansk forbillede blev Chiles økonomi efterfølgende lagt i hænderne på gruppe unge økonomer fra Universidad Católica de Chile, der blev sendt på efteruddannelse i Chicago.

Under ledelse af Milton Friedman lærte Chicago-drengene, som de blev døbt, at man for at genrejse Chiles økonomi, begrænse inflationen og sikre vækstmulighederne måtte give markedet de bedst mulige betingelser.

Allendes velfærdsstat blev rullet tilbage, skatterne sænket og de statsejede virksomheder solgt til højestbydende. Staten blev indskrænket til et minimum.

»Et samfund, der prioriterer lighed over frihed, opnår ingen af delene. Et samfund, der prioriterer frihed over lighed, opnår høj grad af begge dele,« lød Friedmans parole, som Chicago-drengene tog med sig hjem til Chile og gjorde til omdrejningspunktet for opbygningen af dem chilenske samfundsøkonomi.

Ifølge Juan Cácares Muñoz, der forsker i chilensk historie på Universidad de Chile, er hovedtrækkene fra datidens økonomiske politik stadig intakte.

»Indflydelsen fra Chicago-drengene på det politiske og økonomiske område gør sig absolut stadig gældende. Den nuværende præsident og hans regering er en afspejling af ideerne fra Chicago-drengene. Hans (Piñeras, red.) tætteste rådgivere er stadig Chicago-drenge,« skriver Juan Cácares Muñoz i en mail til Information.

Selv har Piñera ofte forsøgt at lægge afstand til Pinochet-styret, men det synes at klæbe sig til ham.

Det er velkendt i Chile, at der i hans vælgerbase er mange tidligere Pinochet-støtter. Hans egen bror, José Piñera, var selv Chicago-dreng og en af arkitekterne bag privatiseringen af landets pensionssystem under Pinochets regime.

»De politiske partier på højrefløjen er opmærksomme på, at det aktuelle oprør ikke bliver enden på det økonomiske system fra dengang,« fortsætter Juan Cácares Muñoz.

Kravet om en ny forfatning

Et af de tilbagevendende krav fra Francisco Valenzuela og mange andre chilenere handler om den chilenske forfatning.

Den nuværende forfatning blev nedskrevet i 1980 under Pinochets regime og ligger til grund for en række af de udskældte neoliberale reformer, der stadig gør sig gældende.

Chiles højrefløj har historisk afvist at erstatte den gamle forfatning med en ny. Derfor blev det set som en markant politisk sejr for demonstranterne, da Sebastián Piñera i november lovede chilenerne en folkeafstemning om en ny grundlov til april næste år. Meningsmålinger viser samstemmende, at otte ud af ti chilenere har tænkt sig at stemme ja.

»Etableringen af en ny forfatning er symbolsk meget vigtig. Den aktuelle forfatning har et stort legitimitetsproblem, fordi den opfattes som havende rod i en specifik politisk fraktion,« siger Sergio Verdugo, adjunkt i forfatningsret ved Universidad del Desarrollo i Santiago.

Da Chile afsluttede diktaturet i 1990, blev der – for at sikre en fredelig overgang – udarbejdet en implicit aftale mellem Pinochets militærjunta og de civile kræfter, der skulle varetage tilbagevenden til demokratiet, om ikke at udskifte forfatningen med det samme, forklarer Sergio Verdugo.

Der har siden været flere optræk til at erstatte forfatningen, senest i 2014 under den foregående præsident, socialisten Michelle Bachelet. Af forskellige årsager er det ikke lykkedes. Gennem årene er forfatningen dog gradvist blevet reformeret, så den i dag fremstår meget anderledes end i 1980, siger Sergio Verdugo.

Men selv om mange af de reformkrav, der kommer fra gaden, faktisk er mulige inden for rammerne af Pinochets gamle forfatning, er det alligevel vigtigt at få den ændret, hvis man grundlæggende ønsker at reformere Chile, mener Sergio Verdugo. Det skyldes, at Chiles forfatningsdomstol tidligere har anvendt vidtrækkende fortolkninger af forfatningen, hvilket flere gange har blokeret for ny, progressiv lovgivning.

»Et eksempel var den arbejdsmarkedsreform, som Michelle Bachelet fremsatte i sin regeringstid, der bl.a. havde til formål at forstærke landets fagforeninger. Forfatningsdomstolen erklærede dele af reformen for forfatningsstridig, da man mente, at den krænkede arbejdernes individuelle ret til at forhandle aftaler med arbejdsgiverne uden om fagforeningerne,« siger Sergio Verdugo.

Usikker på fremtiden

Selv om Francisco Valenzuela er optimistisk over udsigten til en ny forfatning, er han ikke ekstatisk.

Regeringen er nølende, når det kommer til at garantere kvoter for bl.a. kvinder og landets oprindelige befolkning i det nye forfatningsparlament, der skal udforme den nye forfatningstekst, såfremt et flertal som ventet stemmer for det til næste år.

»Nogle gange virker det, som om politikerne ikke har forstået noget som helst, og det får dig til at tænke, at det er nødvendigt at blive ved med at tage ud (og protestere, red.). Andre gange er der også tegn på, at tingene forbedrer sig, og det får dig til at tænke ’Okay, måske er vi på vej i den rigtige retning’,« siger Francisco Valenzuela.

Men selv om nogle som Francisco Valenzuela ser politiske åbninger, er volden i det store hele blot eskaleret. Hæren er stadig til stede i gadebilledet, og butiksplyndringerne er fortsat.

»Mange siger, at politikerne alligevel aldrig holder det, de lover,« lyder forklaringen fra Francisco Valenzuela, der nu selv er helt stoppet med at komme til demonstrationerne.

– Oplever du, at I, der protesterer fredeligt på gaden, og de, der udøver vold og plyndrer butikker, kæmper for den samme sag?

»Både ja og nej. De grupper, der udøver vold, kan deles op i to: Der er grupper af narkohandlere, anarkister og almindelige kriminelle, som udnytter situationen og udøver vold. Nok hovedsageligt for at opleve, at de har magt,« siger Francisco Valenzuela.

»Og så er der de udsatte, der er blevet marginaliserede og er vrede over al uretfærdigheden. Måske nok uden at have gjort sig store politiske overvejelser og komme med klare krav, men som nu alligevel svarer tilbage.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hun hedder altså Michelle: Michelle Bachelet. ;-)

Philip B. Johnsen

En klimakatastrofe.
Chile har de samme problemer som EU.

De rigeste 10% i Chile har 39 gange højere indkomst end de fattigste 10%.

Husk på at de rigeste 10% globalt, er ansvarlig for 50% af CO2 udledningen globalt, de rigeste 20% globalt er ansvarlig for 70% af CO2 udledningen globalt.

Fra link.
Global heating plus inequality is a recipe for chaos – just look at Chile

“In Chile, just a month before the social crisis exploded, we saw the first internal displacement as a result of the climate crisis.
A 10-year-long drought has resulted in many small-scale and subsistence animal farmers losing their livelihoods.

Link: https://www.theguardian.com/commentisfree/2019/dec/08/un-conference-glob...

Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar