Nyhed
Læsetid: 6 min.

COP25: Klimakrisens ufortalte historie er de mennesker, som allerede er ramt af katastroferne

Tørke, oversvømmelser, fordrivelser og drab. Det er nogle af de konsekvenser, som oprindelige folk verden over lider under som følge af klimaforandringer. Ved COP25 i Madrid forsøger flere at sikre deres rettigheder – hidtil uden held. Aldrig før har der været så stor kløft mellem det nødvendige og det leverede, siger ekspert
Temperaturstigningerne i det vestafrikanske land Tchad har oversteget 1,5 grader. Oprindelige folk verden over er allerede i dag ramt af skadesvirkningerne fra klimaforandringerne

Temperaturstigningerne i det vestafrikanske land Tchad har oversteget 1,5 grader. Oprindelige folk verden over er allerede i dag ramt af skadesvirkningerne fra klimaforandringerne

Amaury Hauchard

Udland
12. december 2019

MADRID – Hindou Oumarou Ibrahim kan ikke holde tårerne tilbage. Hun kommer fra det vestafrikanske land Tchad og fra et nomadesamfund, der afhængig af sæsonen bevæger sig i området omkring Saharas ørken, Tchad-søen og de tropiske skove.

»Folk ser ikke, hvordan vi mister livet. Jeg lever i det personligt, og jeg har set, hvordan alt er fuldstændig ændret,« siger 35-årige Hindou Oumarou Ibrahim, der bærer tørklæde og kjole i varme gule og orange farver, og som Information møder i et stille hjørne af COP25-topmødet.

For hende er klimaforandringer ikke et abstrakt spørgsmål, der ligger år ude i fremtiden. Det er den konkrete virkelighed, hun lever i. Fra at have haft lange perioder med moderat regn er der i hendes hjemstavn kun korte periode med hård regn. Det fører til oversvømmelser efterfulgt af lange perioder med ekstrem tørke.

»Vi ser forandringerne så tydeligt. Vi har fået en stor fødevaremangel i hele samfundet, fordi oversvømmelser og tørke dræber alt, hvad vi dyrker. Det sker hvert år,« siger hun.

Fænomenet er ikke nyt, det har stået på, så længe Hindou Oumarou Ibrahim kan huske. Hun nævner Tchad-søen, der giver næring til natur og dyreliv i området, men som år efter år er skrumpet ind. I 1960 var søen 25.000 km², i 1990 10.000 km² og i dag er den 1.500 km².

»90 procent af vores vand er forsvundet på grund af varmen,« siger hun.

Ved siden af Hindou Oumarou Ibrahim sidder nepaleseren Tunga Rai. Han er en del af Rai-stammen, der holder til i en lille bjerglandsby i den østlige Everest-region. Rai-stammen har i generationer specialiseret sig i og levet som oksehyrder, fortæller Tunga Rai. Okserne, som har brug for kulde, lever længere oppe på bjerget, men om vinteren plejede de at komme ned til landsbyen, hvor befolkningen kunne leve af dyrene. Det har de stigende temperaturer nu sat en stopper for.

»Vores okser kan ikke længere komme fra bjergtoppen og ned til vores landsby. For hvis de kommer ned, så dør de. Mange i vores stamme har også levet som bønder, men klimaforandringerne ødelægger deres høst. Det er alvorlige problemer for os,« siger Tunga Rai.

Hindou Oumarou Ibrahim og Tunga Rais historier er på mange måder klimaforandringernes ofte ufortalte historie. Oprindelige folk udgør omkring fem procent af verdens befolkning og 15 procent af verdens fattigste. De udgør også 50 procent af de mere end 400 miljø- og menneskerettighedsforkæmpere, der årligt slås ihjel på verdensplan. Det viser tal fra IWGIA, en menneskerettighedsorganisation, der har fokus på oprindelige folks rettigheder. Oprindelige folk lever samtidig i sensitive økosystemer og er blandt de hårdest ramte af klimaforandringer.

Deres fortællinger spiller samtidig ind i en større dagsorden under COP25-mødet i Madrid. Tirsdag var udråbt som Human Rights Day, hvor landene blandt andet diskuterede, hvordan man fremover kan sikre de oprindelige folks rettigheder i klimapolitikken. Aktivister såvel som FN-diplomater slår til lyd for, at oprindelige folks rettigheder skal skrives ind i det regelsæt, der ligger bag Parisaftalen – blandt andet den såkaldte artikel 6.

Indtil videre – og trods forhandlinger i døgndrift – er det ikke sket.

’Shame on you’

Blandt andet af den grund har frustrationerne i løbet af de seneste dage hobet sig op i IFEMA-kongrescentret, som danner ramme om COP25. Det kulminerede onsdag eftermiddag i ophidsede demonstrationer og håndgemæng med FN’s uniformerede vagter i hallen foran topmødets plenarsal, hvor FN’s generalsekretær, António Guterres, og andre politiske beslutningstagere holdt paneldebat.

En stor gruppe aktivister fra forskellige grønne og humanitære organisationer samt ungdomsbevægelsen Fridays For Future protesterede højlydt over topmødets manglende fremskridt. Og de rasede over den tragiske skæbne, som de mener, at oprindelige folk kloden over er efterladt til, hvis ikke landene får sikret deres rettigheder.

»Shame on you! Shame on you!« lød det under de hidtil største optøjer ved klimatopmødet i Madrid.

Demonstrationen skete få timer efter, at ungdomsbevægelsen Fridays For Future havde indtaget hovedscenen i plenarsalen. Rundt om de i store haller fandt yderligere en række aktioner sted. I Madrid mærkes det tydeligt, at stemningen bliver mere og mere desperat.

’Vi mister vores livsgrundlag’

Fordi oprindelige folk er dem, som er allermest udsat for klimaforandringer, er det vigtigt, at deres rettigheder anerkendes i alle klimaforhandlinger, mener Kathrin Wessendorf. Hun er konstitueret direktør i menneskerettighedsorganisationen IWGIA.

»Det er folk, som bor i sårbare økosystemer og er meget afhængige af naturressourcer. De er næsten altid marginaliseret i deres egne lande og har meget lidt adgang til de beslutninger, der bliver taget i forhold til klimatiltag. Derfor er det vigtigt, at vi giver dem mulighed for at blive hørt,« siger hun.

På klimatopmødet kredser diskussionen blandt andet om, hvorvidt oprindelige folk og andre skal have en form for klageinstans inden for den såkaldte artikel 6, hvis der sker overtrædelser af deres rettigheder i forbindelse med nationale klimatiltag.

»Det er meget vigtigt, at de får det, for ellers har de folk ikke en stemme,« siger Kathrin Wessendorf.

Hun undrer sig over, hvorfor det er så svært for landene at blive enige om. De fleste har allerede tilsluttet sig FN’s menneskerettigheder, som de skal overholde. Men når det kommer til klimatiltag i deres landområder, er de oprindelige folk ikke beskyttet.

Modstanden kommer blandt andet fra udviklingslande og går på, at det vil være besværligt og omkostningstungt for dem at opfylde de kriterier, som oprindelige folk og humanitære organisationer kræver. Det kan måske være et legitimt argument for visse lande, mener Kathrin Wessendorf. Men så må ilandene hjælpe til gennem tiltag eller finansiering.

»Det er meget mærkeligt, at man ikke kan blive enige om det her. Desværre oplever jeg, at der generelt er meget mindre fokus på menneskerettigheder til det her topmøde,« siger hun.

Mens lederne på topmødet diskuterer paragraffer og parenteser, bliver klimaforandringerne stadig mere virkelige for Hindou Oumarou Ibrahim og Tunga Rai.

»Flere og flere mennesker bliver nødt til at flytte ned til byerne, fordi vi mister vores livsgrundlag. Det er hele vores kulturs cirkel. Økonomien, arbejdet og hele det fællesskab, der er bygget op gennem generationer,« siger nepaleseren Tunga Rai.

Blandt de mere heldige

Hindou Oumarou Ibrahim og Tunga Bhadra Rai kan måske alligevel siges at være blandt de mere heldige. Begge kommer fra lande uden stor politisk uro og med en vis grad af sikkerhed for deres stammer. Værre står det til i eksempelvis Brasilien, hvor to indianere i sidste uge blev myrdet af formodede Bolsonaro-støtter, da de modsatte sig afskovning af deres landområde.

I Madrid er forhandlingerne på flere områder gået i hårdknude. Alden Meyer, der er direktør ved Union of Concerned Scientists, har deltaget i alle topmøder siden 1991. Han har »aldrig set en sådan afkobling, som vi ser her i Madrid« mellem, hvad videnskaben og befolkningerne kræver, og hvad der leveres i forhandlingslokalerne.

»Det er sandheden, både når kommer til at hæve landenes klimaambitioner, og når det kommer til at mobilisere større støtte for de sårbare lande og samfund, der står over for altødelæggende konsekvenser af klimaforandringer,« siger han.

På COP-mødet forsøger verdens beslutningstagere at nå til enighed om, hvordan man skal begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 og maks. to graders celsius. For vestafrikanske Tchad, hvor temperaturstigningerne allerede har passeret de 1,5 grader, kan det virke som et svindende håb.

»1,5 grader for jer i Europa, kommer til at betyde tre eller fire grader for os,« siger Hindou Oumarou Ibrabim med tårer trillende ned ad kinderne.

Serie

COP25 – klimadramaet i Madrid

Faresignalerne fra klimaet og advarslerne fra forskerne vælter ind over verdens regeringer, når de i dagene 2.-13. december mødes i Madrid til FN-klimamødet COP25. Her skal de politiske ledere vise, at de har gennemlevet samme bevidsthedsskred, som i civilsamfundet har skabt en klimabevægelse af hidtil uset styrke. COP25 skal demonstrere landenes vilje til en langt mere ambitiøs global klimapolitik. Information er med og følger dramaet i Madrid.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Beslutningstagerne på COP25 er ikke en del af løsningen, beslutningstagerne på COP25 er problemet.

De rige vil ikke reducere deres forbrug, COP25 deltagerne er ræven, der er sat til at vogte høns.

Gert Romme, Arne Albatros Olsen, Aase Rigmor Pedersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Under den franske revolution udtalte Marie Antoinette: " Giv dem småkager."

Ingen moderne poltisk leder vil idag stille sig op og udtale noget tilsvarende for
"småkagerne" er idag konveteret til signaler, og det gælder nu om at udsende til helt rigtige signaler
til omverdenen og offentligheden, men der er ikke reelt nogen forskel på "småkager " og politisk signalværdi.