Baggrund
Læsetid: 6 min.

COP25’s akilleshæl: Skal Parisaftalen sikres via CO2-kreditter?

På klimamødet i Madrid er det største konfliktpunkt, om lande skal kunne købe sig til god klimasamvittighed ved at betale andre for at reducere CO2-udledning. Et globalt marked for CO2-kreditter er fyldt med faldgruber, og der er lang vej til enighed om robuste regler
Mens de tekniske forhandlinger på COP 25 har stået på, har tusinder af demonstranter været på gaden i Madrid. Mandag starter de politiske forhandlinger.

Mens de tekniske forhandlinger på COP 25 har stået på, har tusinder af demonstranter været på gaden i Madrid. Mandag starter de politiske forhandlinger.

Gabriel Bouys

Udland
9. december 2019

Bag lukkede døre og i et teknokratisk kodesprog, som ingen udenforstående fatter, forhandler verdens lande i Madrid på anden uge om et enkelt uafklaret, men eksplosivt hængeparti i Parisaftalen fra 2015.

Mens titusinder af klimaaktivister fredag aften gik på gaden i den spanske hovedstad, sad de professionelle forhandlere bøjet over deres kryptiske dokumenter i håb om at nærme sig en afklaring, inden ministre og regeringsledere mandag dukker op på COP 25-klimamødet og overtager armlægningerne. Søndag var hviledag for forhandlerne, men endnu lørdag var der ikke tegn på forbrødring om det eksplosive hængeparti, der ifølge iagttagere kan betyde knald eller fald for det fortsatte internationale klimasamarbejde.

»Uden detaljerede og robuste regler risikerer vi at underminere hele Parisaftalen,« sagde Erika Lennon, jurist ved Center for International Environmental Law, på et pressemøde lørdag.

Balladen handler om den såkaldte Artikel 6, der fylder blot en enkelt side i Parisaftalen, men hvor de aktuelle forhandlinger om at færdiggøre hængepartiet har taget afsæt i godt 50 siders tekst med over 600 kantede parenteser som udtryk for uenigheder. Artikel 6 er langt fra det eneste stridspunkt i Madrid, men det er det mest besværlige og potentielt farlige.

Ngo’er skeptiske

Artikel 6 drejer sig om, hvorvidt og i givet fald hvordan det skal være muligt for lande og erhvervsvirksomheder at købe sig til CO2-reduktioner frem for selv at realisere dem i praksis. Et lokkende redskab for nationer og virksomheder med ondt i klimaregnskabet og en fristende indtægtskilde for lande eller selskaber, der mener at have CO2-kreditter at sælge, fordi de har overopfyldt deres klimaforpligtelser, for eksempel ved at etablere CO2-reducerende grønne projekter som vedvarende energianlæg, skovrejsning m.m.

Pointen er kort sagt, at man køber sig retten til at udlede mere CO2 af andre, der til gengæld forpligter sig til at udlede tilsvarende mindre. Klimapolitisk studehandel kalder nogle det.

Mange grønne organisationer er helst fri for et sådant internationalt system, fordi de mener, det lægger op til national ansvarsforflygtigelse.

»I vores optik skal denne markedsmekanisme begrænses så meget som overhovedet muligt. Grundlæggende vil vi gerne, at der ikke kommer noget særligt ud af den forhandling, så det ikke underminerer ambitionsniveauet i Pariaftalen,« siger Troels Dam Christensen, der som koordinator for de danske ngo’ers netværk 92-gruppen følger forhandlingerne i Madrid.

Stærkere formulerer Juan Pablo Osornio sig. Han leder Greenpeace Internationals delegation på COP25.

»Vi vil have absolutte CO2-reduktioner så hurtigt som muligt. At handle sig til reduktioner vil forsinke omstillingen, og den luksus har vi ikke. Så vi vil have det helt væk,« siger han.

Omvendt er de fleste lande tilhængere af markedsmekanismen med CO2-kreditter og -kvoter, fordi de enten kan nærme sig nationale klimamål via systemet eller tjene penge på det. Omkring halvdelen af verdens lande har i deres nationale klimaløfter under Parisaftalen sagt, at de vil bruge CO2-prissætningsinitiativer for at nå i mål. Blandt andet Canada, Japan, Norge, Sydkorea og New Zealand har udtrykkelig anført køb af CO2-kreditter som del af deres klimastrategi.

Med den dugfriske klimalov har Danmark besluttet ikke at bruge kreditter – undtagen måske hvis man i sidste øjeblik må indse, at målet for 2030 ikke kan opfyldes på hjemmebane.

Artikel 6 handler grundlæggende om at skabe et globalt marked for handel med CO2-kreditter med robuste regler, der forhindrer snyd og fusk. EU har allerede sin egen variant i form af EU’s CO2-kvoteordning, Californien har tilsvarende et eget system for prissætning af CO2-kvoter, Kina har rammerne for et system klar, og andre har lignende ordninger på vej.

Den økonomiske fidus ved et internationalt system er angiveligt, at markedet dirigerer investeringerne hen, hvor CO2-reduktionen kan opnås billigst. Idealiserede modelberegninger fra CO2-handelsorganisationen IETA vurderer, at verden herved kan spare 250 milliarder dollar årligt fra 2030. I den bedste af alle verden vil en betydelig del af disse sparede midler blive investeret i yderligere klimatiltag og dermed give en samlet set større CO2-reduktion og klimagevinst.

»Det er interessant fra et rent teoretisk synspunkt, men det afspejler ikke anvendelsen i den virkelige verden,« mener Giles Dufrasne fra ngo’en Carbon Market Watch.

Økonomen Hector Pollitt, CambridgeEconometrics, kalder IETA’s modelberegning en »neoklassisk fantasi«.

Faldgruberne

I Parisaftalens Artikel 6 er der fokus på to former for CO2-handel:

Dels bilateral handel med CO2-kreditter mellem to lande, hvor det i COP-kodesproget handler om ITMO’s, ’international transferred mitigation outcomes’, altså beregnede og prissatte CO2-reduktioner opnået ved det ene lands skovplantning, vindmøllebyggeri etc. Og dels handel på en ny international markedsplads, hvor alle kan byde ind som sælgere og købere af CO2-kreditter.

Under FN-processens gamle Kyoto-protokol havde man en tilsvarende mekanisme med såkaldte CDM-kreditter, Clean Development Mechanism, hvor i-lande købte CO2-reduktioner opnået via klimavenlige projekter i u- og østlande. Granskninger viste imidlertid, at nogle af de grønne CDM-projekter ikke gav reelle CO2-reduktioner, mens andre ville være blevet gennemført under alle omstændigheder og derfor ikke betød nye CO2-reduktioner. CDM-systemet var således fyldt med ’varm luft’, og interessen for at købe kreditter derfra forduftede – markedsprisen er i dag nær nul.

Artikel 6 skal genskabe et lignende system, men uden huller og mulighed for snyd.

Én oplagt risiko er ’dobbelttælling’, dvs. at den realiserede CO2-reduktion tælles med til både sælger- og køberlandets opfyldelse af deres respektive klimaløfter under Parisaftalen.

Under forhandlingerne bekæmper Brasilien med den klimaskeptiske præsident Bolsonaro hårdnakket bestræbelser på at få entydige regler mod dobbelttælling, angiveligt støttet af gruppen af arabiske lande, Indien og Sydkorea.

En anden uenighed er, hvordan man sikrer såkaldt ’additionalitet’ af grønne projekter, der skaber CO2-kreditter. Hvis de pågældende projekter – for eksempel vindmøllebyggeri – ville være gennemført alligevel af værtslandet, så er det snyd at sælge den skabte CO2-reduktion som en ekstra klimaindsats.

Et tredje hårdnakket konfliktpunkt er, at en række lande vil have godkendt brugen af ’gamle kreditter’, dvs. CO2-reduktioner, der blev bogført som CDM-kreditter under Kyoto-regimet, men ikke solgt, fordi CDM-markedet kollapsede. Nogle sådanne kreditter blev opnået ved, at værtslandet satte et meget lavt nationalt klimamål og derfor let kunne få CO2-reduktioner ’i overskud’ og til salg. Rusland opnåede en stor sådan pulje af salgbar ’varm luft’, da den tidligere sovjetøkonomi gik i stå og i en periode førte til lave CO2-reduktioner.

Nu insisterer blandt andet Rusland, Brasilien og Indien på, at disse gamle, i bogholderiet stadig eksisterende CO2-kreditter skal kunne indgå i det nye system, således at de kan tjene penge på at sælge dem. Og Australien insisterer på retten til at bruge sine egne gamle CO2-kreditter til at leve op til sit nationale klimamål.

Sammenlagt omfatter disse gamle kreditter på papiret en CO2-reduktion på op imod en milliard ton, som lande altså kan slippe for at realisere ude i virkeligheden, hvis CDM-kreditterne overføres til det ny system under Parisaftalen.

247 kantede parenteser

Endnu et uafklaret punkt i Artikel 6 er, hvilke regler der skal gælde for bilateral kredithandel mellem to lande, altså uden om et fælles internationalt marked. Parisaftalen er helt uklar på dette punkt, og uden nye klare regler kan landene indbyrdes arrangere bilaterale handler, som de vil – med klar risiko for, at det ikke leder til reelle CO2-reduktioner. En nylig rapport fra OECD advarer endog om, at det »potentielt kan lede til en samlet stigning i udledningerne«.

Der er således et overflødighedshorn af uklarheder og uenigheder, når det gælder indholdet af Parisaftalens Artikel 6. Lørdag aften, før COP-mødets søndagspause, leverede forhandlingslederne et nyt tekstforslag med antallet af kantede parenteser skåret ned til … 247.

Iagttagere siger, at Parisaftalen sådan set godt kan leve videre uden et internationalt markedssystem for handel med CO2-udslip. Men hvis Madrid-mødet ender med fortsat konflikt på dette område, kan det i værste fald lægge gift for tilliden mellem landene og for hele forhandlingsklimaet. Og så er den afgørende øvelse med at sikre skærpede nationale klimamål – en forudsætning for at bremse den globale opvarmning før 1,5-2 grader – for alvor bragt i fare.

Serie

COP25 – klimadramaet i Madrid

Faresignalerne fra klimaet og advarslerne fra forskerne vælter ind over verdens regeringer, når de i dagene 2.-13. december mødes i Madrid til FN-klimamødet COP25. Her skal de politiske ledere vise, at de har gennemlevet samme bevidsthedsskred, som i civilsamfundet har skabt en klimabevægelse af hidtil uset styrke. COP25 skal demonstrere landenes vilje til en langt mere ambitiøs global klimapolitik. Information er med og følger dramaet i Madrid.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Det er en børnehave i sandkassen!

Sådan fungerer CO2-kvotesystemet:

Kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2-kvoter, der giver dem ret til at forurene. Jo mindre CO2 en virksomhed udleder, desto mindre kvoter har den tilsvarende brug for at købe.

Hvorfor fungere CO2-kvotesystemet ikke?

De avancerede økonomier kan ikke fortsætte forbrugsdrevet økonomisk vækst, ikke bæredygtig produceret i vækstøkonomierne.

Vækstøkonomiernes udledning af CO2 ved produktion af vare, solgt til de avancerede økonomier skal medregnes, som CO2 udledning på de avancerede økonomiers kvote.

Et eksempel.
Yes.. Danmark er rimelig effektive til at reducere direkte CO2 udledning i men kun i el-produktion, samtidig er Danmark et af verdens mest CO2-udledende lande per indbygger, på trods af de påståede ambitiøse CO2 udlednings mål.

Årsagen til at Danmark har en kolossal CO2 udledning er, at Danmark i stigende grad importerer, et stigende antal af vores varige forbrugsgoder fra vækstøkonomierne.

Den CO2 der udledes for at producere disse varer, bliver ikke indregnet, som en del af Danmarks udledninger, selvom udledningen sker, som følge af, at danskere køber og forbruger disse varer.

Traditionelle vækst økonomer mister al troværdighed i vækstøkonomiernes øje, når de ikke indser, at de avancerede økonomier har opbrugt alle tænkelige forbrugs kvoter, der leder til CO2 udledning.

De avancerede økonomier har 'principielt' ingen tilbage!

Morten Lind, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nej. Man skal ikke kunne læsse det af på andre. Vi ved, at det ikke flytter noget, fordi de lande, der ikke (endnu) udnytter deres tildelte kvote, bare kan sælge den til dem, der bruger alt for meget.
Men opgaven er ikke at omfordele, men at skære ned. Derfor er der ikke andet at gøre end at skære ned uden anden kompensation end glæden ved en på alle måder bedre verden.

Philip B. Johnsen

Hvad handler sandkasse magtspillet CO2-kreditter om?

‘Den stærkes ret’

“Lad os kalde tingene for det de er!”
Statsministeren i Folketingets åbningstale.

Retten til at søge asyl og ’non-refoulement-princippet’, som forbyder tilbagesendelse af personer til et land, hvor der er risiko for forfølgelse, tortur eller umenneskelig behandling, er nedfældet i EU-traktaterne.

Ifølge FN er over 15.000 mennesker i 2018 blevet sendt ‘TILBAGE’ til Libyen af EU fra Middelhavet.

Hvorfor stiger antallet af klimaflygtninge?

“Verdensøkonomien kan ikke vokse, uden at CO2-udledningerne følger med.

En ny rapport gør op med forestillingen om, at velstående landes økonomi kan fortsætte med at vokse, samtidig med at landene nedbringer belastningen på klimaet og biodiversiteten.”

Link: https://www.information.dk/udland/2019/07/nyt-omfattende-studie-skyder-f...

Højreekstremistiske retorik, den EU udenrigspolitik og beskyttelse af EU’s ydre grænser, som ledet under Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex), har ledt til EU og medlemslandenes regeringer er blevet indberettet til Den Internationale Straffedomstol i Den Haag.

Tiltalen mod EU lyder:
‘Forbrydelser mod menneskeligheden’.

“The allegation of “crimes against humanity” draws partially on internal papers from Frontex, the EU organisation charged with protecting the EU’s external borders, which, the lawyers say, warned that moving from the successful Italian rescue policy of Mare Nostrum could result in a “higher number of fatalities”.

Link: https://www.theguardian.com/law/2019/jun/03/icc-submission-calls-for-pro...