Corbyns fiasko: Er de konservative pludselig blevet det store arbejderparti?

Den store fortælling om det britiske parlamentsvalg, som torsdag gav Labour den største tilbagegang nogensinde, ligger i de små arbejderklassebyer i Midt- og Nordengland.

Steder som Workington, Rother Valley og Ashfield, hvor folk altid har stemt Labour, men hvor de nu pludselig ikke gør det mere.

Det var en blå bølge, der skyllede ind over Labours røde mur, for nu at sige det med en metafor.

Labour fik det dårligste valg siden 1934 og gik 7,8 procentpoint tilbage til 32,2 procent af stemmerne. De tabte hele 59 valgkredse. Og det er der især to grunde til: Brexit og Jeremy Corbyn.

»Vi tabte, fordi vi ikke kunne finde ud af det mest centrale spørgsmål i britisk politik: Brexit,« siger Paul Mason, der er forfatter og i årevis har været en indflydelsesrig stemme i kredsen omkring Corbyn.

»Vi tabte i små socialt konservative byer. De var med os i 2017, fordi vi lovede at levere Brexit, men i mellemtiden føjede vi vores nye vælgerbase af unge, multietniske arbejderklassevælgere i byerne. De ville have en ny folkeafstemning, og det straffede vælgerne i de små byer os for.«

Snæversynede mennesker

Boris Johnson havde et klart slogan: »Get Brexit Done«. Jeremy Corbyn kunne ikke engang sige, om han var for Brexit eller ej.

I valgkredse, hvor over 60 procent af vælgerne stemte for Brexit, steg støtten til de konservative i gennemsnit med seks procentpoint, mens støtte til Labour faldt med ti procentpoint. Det viser sir John Curtices store exitpoll for BBC.

Den største fremgang for de konservative kom i valgkredse med den laveste andel af universitetsuddannede og i valgkredse med den største andel af arbejdere. Det viser analyser fra Financial Times og Sky News.

»Labour har mistet forbindelsen til sine arbejderklassevælgere,« siger Christopher Bickerton, der er lektor ved Cambridge University, hvor han forsker i moderne europæisk politik.

»I tre år har Labour talt om leave-vælgerne som xenofobiske, ignorante og snæversynede mennesker, og så vil man selvfølgelig ikke stemme på det parti,« siger Christopher Bickerton.

Han bruger sig selv som eksempel:

»Jeg har aldrig stemt konservativt og betragter mig selv som en, der hører hjemme på venstrefløjen. Men jeg stemte for Brexit i 2016, og derfor stemte jeg også på The Brexit Party til valget i maj og nu på de konservative. Jeg føler mig meget fremmedgjort fra Labour, selv om jeg egentlig godt kan lide meget af partiets politik.«

Stoler ikke på Corbyn

Labour havde også et andet problem: Jeremy Corbyn.

Partiets politik er sådan set ganske populær, viser flere undersøgelser: Et flertal af briterne bakker ifølge analysebureauet YouGov op om højere skatter for de rigeste og nationaliseringerne af tog, vand og gas. Men lige så mange undersøgelser viser, at Jeremy Corbyn er enormt upopulær.

Forleden viste en stor måling foretaget af lord Michael Ashcroft, at Labours anti-EU-vælgere var mere nervøse over udsigten til Corbyn som premierminister end over Labours holdning til Brexit.

»Måske var Corbyns person et større problem end Brexit,« siger Paul Mason, der ellers selv har støttet Corbyn i årevis.

Nu kalder han partiledelsen og partilederen for »folk, der er nostalgiske over Cuba, Sovjet og Venezuela«.

»For ældre Labour-arbejderklassevælgere i de små byer var Corbyn det værste eksempel på en socialliberal venstreorienteret. Mange af dem så ham som en slags terrorist,« siger Mason.

Da Information forleden besøgt Ashfield i det nordlige England, sagde en kvinde på gaden:

»Jeg stoler ikke på Corbyn. Han vil nedlægge hæren, og han vil forgælde landet.«

En anden sagde:

»Jeg har altid stemt Labour, men jeg vil aldrig kunne stemme på ham.«

Når vælgerne har det sådan, kan man have nok så populær politik i sit valgprogram – hvis folk ikke stoler på én, kan det være lige meget.

»Vi overbeviste mange vælgere om vores politik, men vi overbeviste dem ikke om, at vi kunne finansiere det,« siger Paul Mason.

»Ledelsen kunne ikke prioritere, og der kom hele tiden nye løfter til: Ti milliarder mere og ti milliarder mere og ti milliarder mere. Folks tro på det forsvandt.«

Labour har i hvert fald næppe begejstret vælgerne denne gang.

Torsdag faldt valgdeltagelsen en smule i forhold til sidste valg – til 67,3 procent – og den faldt mest i de stærkeste Labour-valgkredse.

»Det indikerer, at dem, der normalt stemmer Labour, valgte at blive hjemme,« konkluderer sir John Curtice.

Og de steder, hvor valgdeltagelsen faldt mest, klarede de konservative sig bedst. Det viser en analyse fra Financial Times.

Brexit før klasse

I et lidt større perspektiv skal torsdagens valg ses som »en stor genindstilling af britisk politik«, mener Matthew Goodwin, der er fellow på Chatham House og professor i politik på University of Kent.

»De konservative går til venstre på økonomi og til højre på kultur og identitet. Det er vinderopskriften i moderne politik. Og de har fået det bedste resultat blandt arbejderklassen i generationer.«

Vælgernes værdipolitiske identitet – Brexit-identiteten – har vist sig at være stærkere end deres gamle parti- og klasseidentitet. Det betyder, at den konservative vælgerbase nu er fundamentalt anderledes end den vælgerbase, David Cameron havde efter valget i 2015.

»De konservative vælgere er ældre, mindre etnisk mangfoldige, mere hvide, mere socialt konservative, mere arbejderklasse og mere Brexit,« siger Matthew Goodwin.

»De er tilhængere af immigrationsreformer og optagede af lov og orden. Så Boris Johnsons konservatisme bliver helt anderledes end Thatchers: Mindre frit marked og mere statslig indblanding i økonomien.«

Det vender op og ned på britisk politik. For betyder det så, at de konservative er det nye arbejderparti?

Det betyder i hvert fald, at Labour har problemer. De skal finde ny leder, der skal forsøge at genforene partiets to fraktioner: De unge højtuddannede i byerne og de ældre arbejdere uden for byerne. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

»Nu står det i det mindste helt klart, at vi må accelerere Brexit, og at vi må acceptere et stop for den frie bevægelighed,« siger Paul Mason.

»Corbynismen er slut. Spørgsmålet er så, om de vælgere, vi har tabt, kommer tilbage.«