Læsetid: 5 min.

Drømmen om Storbritannien skal genopbygges

Efter parlamentsvalget venter der den kommende regering en særdeles vanskelig opgave med at genopbygge sammenhængskraften i den britiske union. Tre års Brexitstrid på tværs af generationer, regioner og unionsdele har splittet nationen, og den nu overståede valgkamp har kun gjort det værre
Lederen af Labour, Jeremy Corbyn, og hans hustru er på vej hjem efter at have stemt. 

Lederen af Labour, Jeremy Corbyn, og hans hustru er på vej hjem efter at have stemt. 

Hannah McKay

13. december 2019

Storbritannien er et mærkeligt sted at være i disse år. På overfladen er alt, som det plejer. Selv de hektiske dage op til parlamentsvalget torsdag virkede for almindelige borgere relativt udramatiske. I Østlondon i går overværede jeg på en koreansk restaurant to store julefrokoster i fuldt vigør. Der blev vanen tro drukket tæt, grint og snakket – vel at mærke om alt andet end valget og Brexit.

Ved en middag sidste weekend begyndte jeg at causere over for min borddame om, hvorvidt Brexit mon bliver en realitet i 2020. Hendes mand på den anden side af bordet, en universitetslektor ved navn Ian Taylor, kiggede op og sagde:

»Brugte du virkelig B-ordet her ved bordet. Kan vi ikke tale om noget andet?«

Det er meget sigende for stemningen her. Som en familie, der har været igennem en lang, ond og opslidende skilsmisse, er Brexit-diskussionen blevet noget, man skubber ind under gulvtæppet.

Generationskløften

Særligt mellem generationerne er Brexit blevet en skillevæg. Groft sagt er den bedste indikator på den enkeltes forhold til EU forsat, hvornår man er født. En Survation meningsmåling fra 2018 viste, at mere end 80 procent af briterne mellem 18 og 24 år ville stemme for at lade Storbritannien blive i EU, hvis de fik chancen. Omvendt ville næsten 70 procent over 65 stemme for, at lade Storbritannien forlade EU. En væsentlig pointe her er, at de ældre i høj grad stemmer; det er der forsat mange unge der ikke gør.

Når støvet har lagt sig efter de seneste fem ugers ophidsede valgkamp, der har kastet stadig mere brænde på bålet, står den kommende regering tilbage med en opgave, der er mindst lige så vigtig som forholdet til EU, og det er den interne nationale helingsproces. Hvad betyder det at være britisk, og hvordan kan man få skabt bro mellem de mange, der er så rygende uenige om, hvordan livet på de britiske øer skal være?

Bred enighed på afgørende områder

Heldigvis er der ganske mange vigtige områder, hvor briterne er overraskende enige. Ca. 80 procent er tilhængere af det offentlige sundhedsvæsen NHS. Endnu flere støtter op om behovet for ligeløn mellem kønnene (selv om der forsat er et godt stykke vej til at opnå dette). Mere end to tredjedele støtter ifølge en undersøgelse udført af British Social Attitudes survey op om homoseksuelles ret til at være i registrerede forhold. I 1987 var det kun ti procent, der så sådan på det. Og 69 procent af briterne ønsker ifølge en Opinium meningsmåling fra januar 2019, at deres regering tager ansvar og skrider til handling i forhold til klimakampen.

Der er fællesnævnere nok, og faktisk var målsætningen for de politiske fløje under valgkampen på netop disse områder ikke så forskellig endda. Der var også enighed om, at ti års offentlige nedskæringer nu skal være slut. Begge fløje er indstillede på at benytte de lave renter til at låne milliarder til at investere i udbygningen af sundhedssektoren og nye grønne tiltag.

England eller Storbritannien?

Der er altså grobund for at samles om en ny moderne form for britiskhed, hvad det så end betyder? Begrebet britiskhed kom i brug efter oprettelsen af Storbritannien i 1707, men fandt først for alvor plads i sprogbrugen i det 20. århundrede.

82 procent af englænderne definerer sig selv som britiske, det samme gør 79 procent af waliserne, 59 procent af skotterne og kun 47 procent af nordirerene, ifølge en BBC-undersøgelse fra 2018. En afgørende og vanskelig opgave for den kommende regering bliver at holde sammen på den britiske union.

Krav om skotsk løsrivelse og frygten for tilbagekomst af sekteriske uroligheder i Nordirland bliver andre vigtige områder, der skal håndteres side om side med Brexit-problematikken.

Britiskhed rummer dog i sig muligheden for også at definere sig som for eksempel engelsk eller skotsk, og denne rummelighed bliver vigtig, når regeringen skal forsøge at skabe en ny fælles platform.

For også de politiske partier har fællesnævnere. Ved både Labours og De Konservatives landsmøder afsynges den vidunderligt smukke salme, »Jerusalem«, med tekst af digteren William Blake og musik af Sir Hubert Parry. Teksten er skrevet i 1808, men salmen blev først et samlingspunkt efter første verdenskrig.

Jerusalem

And did those feet in ancient time,
Walk upon England’s mountains green?
And was the holy Lamb of God
On England’s pleasant pastures seen?

And did the countenance divine,
Shine forth upon our clouded hills?
And was Jerusalem builded here
Among these dark satanic mills?

Bring me my bow of burning gold!
Bring me my arrows of desire!
Bring me my spear, oh clouds unfold!
Bring me my chariot of fire!

I will not cease from mental fight,
Nor shall my sword sleep in my hand
Til we have built Jerusalem
In England’s green and pleasant land

Årsagen til Jerusalems popularitet skal findes i, at dens to vers både passer ind i Labours og De Konservatives narrativ. Referencerne til industrialiseringens råhed og behovet for at opbygge et Jerusalem (et billede på skønhed) midt i dette triste industrisamfund passede godt ind i Labours fortælling. Mens de kristne og patriotiske referencer passer godt med den britiske one-nation konservatisme.

Det er dog også sigende for Storbritanniens sammenhængsproblem, at nationens måske mest elskede salme refererer til England og ikke Storbritannien.

Det kan blive afgørende for den kommende regerings langsigtede overlevelse, at den søger inklusion og ikke det modsatte. Som Union Jack er Storbritannien et kludetæppe fastgjort af store forskelligheder. Her bliver talt flere sprog end noget andet sted i Europa, og der bliver dyrket flere guder. En væsentlig del af britiskhed er retten til at være forskellig og dog høre sammen.

Hvis regeringens projekt skal lykkes, skal den gøre op med de sidste mørke Brexit-års gensidige grøftegravning. Det vil kræve at søge et fælles grundlag, hvad ingen af de politiske fløje de seneste år har vist interesse for. Men Storbritannien er stadig et internationalt symbol på frihed og tolerance, og det har alle muligheder for at genopfinde sig selv. Det kræver politisk vilje, selv om man kan frygte, at egeninteresse og populisme forsat vil sætte dagsordenen. Bliver det tilfældet, kan drømmen om Storbritannien gå hen og blive til et mareridt.

Serie

Valg i Storbritannien 2019

Efter år med politisk lammelse over Brexit-spørgsmålet og dalende folkelig tillid til politikerne går briterne til valg den 12. december, et valg der kan blive afgørende for det britiske samfunds retning, men også for Europa. Information følger valgkampen hele vejen – vi lægger ud med lille portrætserie af partierne, der slås om magt og indflydelse.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gad vist hvad briterne forestiller sig med genopbygning af Storbritannien. Altså, skal den britiske flåde efter brexit sætte kurs mod Hongkong eller Indien eller hvad?

Ja, det bliver spændende at se. Ik.

Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

@ Jeppe
Tja måske har du ret - de starter nok ikke med Hong Kong. Men tag ikke fejl "the mind set" er tilstede.
Det er jo ikke længe siden at man mente at det klogeste menneske var en engelsk gentleman - i bunden kun lige over en neger var en irer !!!!!!

Aase Rigmor Pedersen

Ja altså hvad er Storbritannien egenligt når SNP gør rent bord i Skotland? Det er en håbløs illusion. Unionen er jo død.

Efter det her valg er der sikkert kræfter i Skotland, som er gået igang med at organisere en folkeafstemning i Skotland om udtrædelse af den britiske union. Et selvstændigt Skotland vender tilbage til EU i et tæt samarbejde med de nordiske lande. Måske noget lignende kan være på vej i Nord Irland. Et genforenet Irland er kommet tættere på efter gårdagens valg.

Drager den britiske flåde ud i verden tænker jeg der venter dem en overraskelse. Modstand. Verden er nok ikke helt den samme som under Storbritanniens storhedstid. Slet slet ikke den samme.