First Past the Post: Forstå hvorfor det britiske valgsystem er så udskældt

London – For rigtig mange briter må et godt spørgsmål på valgdagen være: Hvorfor overhovedet stemme? I forbløffende mange af valgkredsene rundt om i Storbritannien er udkommet nemlig kendt på forhånd. Ved valget i 2017 var der kun 11 procent af valgkredsene, der skiftede partifarve, og analysebureauet YouGov forudser, at kun 58 af 650 valgkredse vil gøre det ved dette valg.

Mange valgkredse har nærmest aldrig skiftet parti. Hermsworth i West Yorkshires parlamentsmedlem har været fra Labour siden 1918. Gennemsnitsvalgkredsen har ikke skiftet partifarve i 44 år.

Først i mål rydder bordet

Det britiske valgsystem, på dansk kaldet flertalsvalg i enkeltmandskredse og på engelsk First Past the Post, er yderst enkelt. Vælgerne får mulighed for at sætte deres kryds ved de opstillede kandidater i deres valgkreds. Den med flest stemmer vinder, de andre stemmer forsvinder. I realiteten betyder det dog, at millioner af stemmer mister deres politiske værdi.

I 2017 dannede de konservative og DUP regering uden at have flertallet af stemmerne

Klik på fanebladene for at se forskellen mellem antallet af pladser, partierne fik i Underhuset, og hvordan stemmerne fordelte sig over hele landet.

Kilde: BBC | Infografik: Niels Alstrup

First Past the Post har historisk været garant for arbejdsduelige flertalsregeringer i Storbritannien. Systemet kan øge sandsynligheden for, at implementeringen af den politiske linje, det vindende parti har lagt, også kan gennemføres. First Past the Post blev også indført i de fleste af Storbritanniens tidligere kolonier og bruges i dag i både Canada, Indien og ved kongresvalgene i USA.

De store politiske reformer under Margaret Thatcher og Tony Blair ville formodentlig ikke have kunnet lade sig gennemføre så hurtigt, hvis de havde beroet på langsommeligt koalitionsarbejde.

Metoden favoriserer et topartisystem, hvor mindre politiske fraktioners interesser håndteres internt i partiet. Den højtestimerede venstrefløjspolitiker Tony Benn (der var en af Labour-leder Jeremy Corbyns helte) var eksempelvis en konstant sten i skoen på premierminister Tony Blair – men han var i samme parti og havde partiets interesse som fællesnævner med premierministeren.

Systemet favoriserer de stærke nationalt og lokalt

Valgsystemet kan også tilgodese mindre partier. Vel at mærke hvis de har en stærk regional tilstedeværelse. Et godt eksempel på det er skotske SNP, der i 2015 ’kun’ vandt 49 procent af stemmerne i Skotland, men fik 56 ud af 59 mulige mandater.

I 2017 fik Liberaldemokraterne 2.371.861 stemmer og 12 ud af de 650 mandater i Underhuset. Til sammenligning fik SNP kun 977.568 stemmer, men 35 mandater. Systemet favoriserer altså partier, der er store alle steder geografisk, eller de mindre partier, hvis opbakning er koncentreret på et mindre geografisk område.

Forudsigeligheden i mange valgkredse har gennem årene fået skyld for en lav valgdeltagelse. Ved valget i 2017 lå stemmeprocenten på 68,7 – hvilket var rekord i Storbritannien. Valgdeltagelsen i Danmark i 2019 var til sammenligning hele 84,5 procent – og det var faktisk det laveste i 14 år.

Liberaldemokraterne, der er særligt hårdt ramt af skævheden i First Past the Post-systemet, har længe krævet reformer af valgsystemet, og partiets pris for at gå i regering med de konservative i David Camerons regering i 2010 var, at der kom en folkeafstemning om en valgreform. Briterne stemte efterfølgende nej til valgreformen i 2011.

De mulige resultater af dagens valg

Meningsmålinger har valgkampen igennem spået, at Boris Johnsons konservative vil få flertal i parlamentet. Flertallet kan blive alt fra ganske knebent til en majoritet på over 80 mandater. Men De Konservative er ikke i nærheden af et reelt flertal i befolkningen. Meningsmålingerne giver dem mellem 40 og 45 procent af stemmerne.

Hvis Boris Johnson torsdag aften sikrer sig sit flertal i parlamentet, så er sagen klar. En ny konservativ regering vil blive dannet på få dage. Regeringens prioritet er at få skilsmisseaftalen med EU godkendt af det britiske parlament. Det bør være en formssag, og Brexit vil så være en realitet.

Et muligt, men usandsynligt, scenarie er, at Labour får flertal. Skulle det ske, har Jeremy Corbyn lovet en ny EU-folkeafstemning til juni, der skal afgøre, om Storbritannien forlader eller bliver i EU.

Hvis der ikke er et politisk flertal i parlamentet, er det op til det største parti at forsøge at danne en ny koalitionsregering eller en mindretalsregering. Det skete i 2017, da Theresa May indgik en såkaldt supply and confidence-aftale med nordirske DUP.

Kan det heller ikke lade sig gøre, er det op til det største oppositionsparti at forsøge at danne en koalitionsregering. Det skete i 2010, da David Cameron dannede regering med Liberaldemokraterne.

Det bedste, oppositionspartierne umiddelbart kan håbe på, er et såkaldt hung parliament – altså en situation, hvor der ikke umiddelbart kan dannes en flertalsregering. Skulle Boris Johnson ikke få flertal, er hans udsigt til samarbejde med andre partier meget lille, da han er raget uklar med nordirske DUP. I givet fald skal Labour, Liberaldemokraterne, SNP, De Grønne og walisiske Plaid Cymru forsøge at blive enige om et regeringssamarbejde. De er rygende uenige om meget, men ønsker alle en ny folkeafstemning om EU-medlemskab, og det kunne blive kardinalpunktet i en sådan skrøbelig regering.

Rundt om i Europa er nye politiske bevægelser skudt frem og har udfordret de gamle partier. Noget tydede på, at det samme ville ske i Storbritannien med Nigel Farages Brexit-parti, der før valget stod til op mod 20 procent af stemmerne. Men tilslutningen til Brexit-partiet er nærmest kollapset i løbet af valgkampen.

Også Liberaldemokraterne var spået et godt valg, men tilslutningen til dem har ifølge flere målinger været dalende.

Klokken 22 torsdag aften britisk tid lukker valgstederne, og umiddelbart efter kommer første exitpoll. Stemmeoptælling går som regel stærkt, og allerede omkring klokken 02.00 britisk tid forventes alle stemmer at være talt op.

Trods kritikken af First Past the Post-systemet tyder noget på, at det torsdag aften vil levere et brugbart flertal til ét stort parti, som det har gjort så mange gange før. First Past the Post-modellen vil i givet fald have medvirket til at løser Storbritanniens gordiske EU-knude – om det så er matematisk retfærdigt eller ej.