Analyse
Læsetid: 9 min.

Gøgeungen i den konservative rede vil revolutionere Storbritannien

Boris Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings, var mastermind bag den succesrige idé om at erobre Nordengland fra Labour, og han får en afgørende rolle i at udrulle regeringens planer. Han er visionær, ja måske ligefrem revolutionær. Er han også farlig?
Der er næppe megen tvivl om, at de politiske vinde, der blæser i Downing Street lige nu, i virkeligheden mest kommer fra idealisten Dominic Cummings.

Der er næppe megen tvivl om, at de politiske vinde, der blæser i Downing Street lige nu, i virkeligheden mest kommer fra idealisten Dominic Cummings.

Leon Neal

Udland
21. december 2019

Aldrig før i britisk politisk historie har der været en særlig rådgiver for premierministeren, der skilte sig så meget ud. Med sit for britiske politiske kredse aparte tøj (tænk T-shirts, store støvler, huer og tørklæder, hvor andre går i jakkesæt og slips) signalerer Dominic Cummings, at han ikke hører til flokken.

Det gør han bogstaveligt talt heller ikke. Han er ikke medlem af de konservative. På billeder af Boris Johnson i Downing Street er Cummings næsten altid lige i nærheden af premierministeren og ligner lidt en figur, der er blevet klistret på billedet efterfølgende. For nylig vurderede The Guardians moderedaktør, at Cummings valg af tøj er så kaotisk, at det nærmest er smart.

At Dominic Cummings tøjstil nu fylder i britiske aviser, skyldes naturligvis hans afgørende rolle i det reformerede konservative parti og hans direkte indflydelse på Downing Streets politiske line.

I The Queen’s Speech torsdag, der tilkendegav regeringens planer for lovforslag, var Dominic Cummings’ mærkesager tydelige.

Foruden decentralisering væk fra Westminster for mange milliarder pund med midler særlig tiltænkt Nordengland (del af Cummings valgstrategi) er der planer om at oprette et institut lignende det amerikanske DARPA (Defence Advanced Research Projects), som blandt andet opfandt forløberen for internettet. Det er noget, Cummings har ønsket sig længe.

Men Cummings vil mere end det. Han vil forvandle Storbritannien. Han har i årevis offentliggjort sine vidtløftige tanker om samfundet i en blog. Her skriver han blandt andet.

»Der er lige nu en gennemgribende nederlagsfornemmelse, der går ud på, at det ikke er muligt for Westminster at skifte kurs. Dette er forkert. Forandring er mulig. Vi behøver ikke at fortsætte med at leve i det altoverskyggende kaos, vi er vant til … Nogle gange sker der intet i årtier, og så pludselig sker årtiers handling på få uger.«

Særlingen på universitetet

Manden med det mærkelige tøj kan altså få en helt afgørende rolle for hele projekt BoJo. Det bekræfter også hans gamle ven, Lebby Eyres, der i dag er journalist. Hun studerede sammen med Dominic Cummings i begyndelsen af halvfemserne, hvor den sky enspænder blev en integreret del af hendes vennegruppe.

»Jeg studerede i Oxford fra 1990 til 94, og Dom (Dominic Cummings) startede i 1991. Han var i den grad en enspænder, og han havde ikke rigtig nogen venner, før han blev del af vores kreds.

Han var vel lidt socialt akavet, men det virkede ikke, som om at det generede ham voldsomt. Det er pudsigt for os, at alle går op i hans tøj i dag, for sådan har han altid set ud. Anderledes end os andre, også i Oxford,« fortæller Lebby Eyres.

– Er hans valg af tøj udtryk for, at han er bedøvende ligeglad eller det modsatte?

»Han er ikke ligeglad. I dag stikker han ud ved ikke at gå i jakkesæt. Jeg kan huske ham dengang i en meget skinnende baseballjakke, der ligesom signalerede, at han gerne ville ses men ikke ville indordne sig under, hvordan alle andre gik klædt.

Sådan lidt ’Se mig, jeg er bedøvende ligeglad med, hvad du tænker’. Jeg kunne forestille mig, at han faktisk bruger tid på at vælge tøj, der stikker ud i dag. At det morer ham, at han får folks opmærksomhed på den måde. Måske ligefrem hjælper ham.«

Højreorienteret, men ikke politisk vakt

En kort karakteristik af Cummings kunne være: Vild, men velovervejet. På universitetet var han af en anden støbning end de fleste andre i vennekredsen, der hyppigst kom fra liberaltsindede velbjærgede familier i London-området.

»Dom kom fra Durham (i det nordøstlige England, red.). Han kom ikke fra fattige kår, men havde heller ikke penge i ryggen. Han gik på Oxford for at lære i modsætning til mange andre fra kredsen, der først og fremmest var der for at have det sjovt.

Han var ambitiøs, men også lidt underlig. Jeg kan huske en fugtig nat på en natklub i London, hvor vi andre drak tæt, men pludselig så vi Dom sidde i et hjørne og spille skak med to mænd. Det er meget betegnende for ham«.

Lebby Eires husker Cummings som et særpræget, måske ligefrem besynderligt menneske, der fandt et ståsted i vennegruppen. Uden den ville han formodentlig have tilbragt universitetsårene alene.

Han var ifølge hende en, man godt ville tilbringe tid sammen med, men som man alligevel holdt ud i armslængde. Han var intens og havde andre politiske holdninger end de andre.

»De studerende, der gik op i politik dengang, hang ud omkring The Oxford Union og prøvede at få os andre til at stemme på sig – det var folk som Boris Johnson. Men det var fuldstændig udelukket, at Dominic Cummings ville deltage i noget sådant. Det interesserede ham ikke.

De fleste af os andre var venstreorienterede, men han var vel traditionsbundet højreorienteret. Jeg havde mange diskussioner med ham, og han brød sig ikke om min feminisme. Jeg kan huske en diskussion, efter at han en dag så min veninde med en hvid pacifist-valmue på brystet (mange briter går med røde valmuer på brystet i perioden op til 11/11, der er årsdagen for våbenhvilen efter Første Verdenskrig). Det brød han sig ikke om«.

Læremesteren

Dominic Cummings var en flittig student, og han blev udvalgt af den prominente historieprofessor Norman Stone og kom under hans vinger. Historikeren Norman Stone var både berømt og berygtet.

Han kom blandt andet med adskillige meget omtalte angreb på marxismekulturen omkring universitetet, og Lebby Eyres er sikker på, at han påvirkede Dominic Cummings.

»Norman Stone havde meget stærke holdninger til bestemte historiske perioder. Blandt andet til det russiske nederlag til tyskerne på østfronten under Første Verdenskrig. Han argumenterede for, at russerne logisk set burde have slået tyskerne, men at dårlig ledelse og mange på personel og udstyr var årsag til russernes tilbagetrækning.

Forholdet til Norman Stone betød meget for Dominic Cummings, og jeg tror, det kom til at præge ham politisk – og at det åbnede døren til den karriere, han siden har fået«.

Cummings er i dag stor fortaler for en langt mere videnskabelig tilgang til undervisning og ledelse, og han har ofte kun foragt tilovers for humaniora. Men han er selv produkt af en historieuddannelse fra en af verdens fineste universiteter. Og såvel antikkens demokratiske bevægelser som moderne historie har præget hans verdenssyn.

Ruslands rolle før og efter kommunismen har altid interesseret ham. Og efter Oxford tog han til Rusland fra 1994-97. Der er senere blevet stillet spørgsmål ved hans fortsatte bånd til Rusland og ikke mindst omkring russernes nære forbindelse til dele af det konservative parti.

Så sent som i november i år bad Labours Emily Thornberry regeringen om oplysninger omkring russiske penges indflydelse på Brexit-afstemningen i 2016. Den tidligere konservative politiker og chef for sikkerhedsvæsnet, Dominic Grieve, har beskyldt premierminister Boris Johnson for at skjule en sikkerhedsrapport om russiske penges indflydelse på britisk politik.

Politisk karriere

Opholdet på Oxford åbnede karrieredøren for Dominic Cummings. Efter opholdet i Rusland blev han chef for den britiske kampagne for at bevare det britiske pund og ikke tilslutte sig euroen.

Opgaven lykkedes, og hans talent blev opdaget af de konservatives partileder, Ian Duncan Smith, der ansatte Cummings som chefstrateg. Han arbejdede for Duncan Smith i otte måneder, før han opsagde sin stilling med uvenner overalt og en afskedssalut om, at Duncan Smith var »inkompetent«.

I sin egen blog skriver Cummings om følgerne af det nuværende system.

»Ganske få i parlamentet, i Whitehall (forvaltningen) og i medierne har nogen form for statistisk uddannelse … hvilket gør det umuligt for dem at træffe oplyste beslutninger på de områder, de har ansvar for.«

Cummings’ blog er fuld af visionære og vidtrækkende tanker om en radikal overhaling af stort set hele det britiske system. Det virker, som om denne indre revolution ligger ham mere på sinde end mange andre politiske tiltag – Brexit inklusive.

Cummings og magten

Et af de områder, der kan forvente størst omvæltninger er forsvaret. Hæren og flåden er gentagne gange blevet beskyldt for at forvalte skatteborgernes penge dårligt, og dronningens tale inkluderede et løfte om »den mest gennemgribende gennemgang af forsvaret siden Anden Verdenskrig«.

I den forbindelse skriver flådehistorikeren Richard Norton-Taylor i The Guardian:

»Det er på tide, at forsvaret dropper sin higen efter irrelevante og dyre projekter en gang for alle. Hvis Cummings vil ryste posen i forvaltningen, bør forsvaret være øverst på listen«.

Men der er også mange, der advarer om Dominic Cummings’ stigende indflydelse på Johnsons regering. Kommentatoren Simon Jenkins sammenligner hans facon med Lenins.

»Han er ligeglad med, hvem han fornærmer, eller hvilken proces han bryder op. Han har kastet sit onde øje på forsvarets top. Han vil begrænse regeringskabinettets indflydelse såvel som dommernes og parlamentarikernes magt. Hans egen vej til magten har været lynhurtig, og han har til sinds at efterlade sig et tydeligt aftryk,« skriver Jenkins i The Guardian.

En moderne Robespierre?

En anden lidet flatterende sammenligning fra folk, der er kommet på den gale side af Cummings, er, at han minder om Robespierre, lederen af terrorregimet under den franske revolution. Tidligere premierminister David Cameron har kaldt ham »karrierepsykopat«.

Hvis Cummings i mange år nød godt af at operere i skyggen, så nyder han ikke længere den luksus. Han blev berømt og berygtet i den brede offentlighed efter tv-filmen Brexit: The Uncivil War, hvor Benedict Cumberbatch spiller Cummings, også mastermind bag Vote Leave’s succes. I filmen siger en tidligere kollega om Cummings:

»På kontoret svingede hans sindsstemning voldsomt. Nogle gange var han som en lille dreng, helt oppe at køre. Andre gange sad han krummet sammen i et hjørne.«

Denne beskrivelse passer meget godt med, hvad hans tidligere ven Lebby Eyres husker. Men hun synes ikke, at Cumberbatch rammer personen rigtigt.

»Han bliver lidt fremstillet som en slags Sherlock Holmes, men sådan er han ikke. Jeg diskuterede det med en fælles ven, og han minder mere om Begbie, den rolle, Robert Carlyle spiller i filmen Trainspotting. Det er mere den slags kant og vildskab, Cummings besidder. Det er den fuldstændige mangel på høflighed og hensyntagen. Cumberbatch gør ham alt for blid.«

Hvad man end mener om Dominic Cummings, så kommer man ikke uden om, at han har leveret bedre end nogen anden politisk strateg i Storbritannien i mange år. Fra at medvirke til at redde pundet, levere Brexit for Vote Leave til en knusende valgsejr, leveret til sin chef, Boris Johnson.

Forsøg på at fravriste Cummings hans position er blevet afværget, og konsekvenserne for kupmagerne blev ødelæggende. Spørgsmålet er vel i dag i virkeligheden, om det er Boris Johnson, der styrer Dominic Cummings eller omvendt?

Det siges om BoJo, at han ikke bekymrer sig meget om indhold og mest om at vinde og at sole sig i sejren. Dominic Cummings er hans fuldkomne modsætning. Der er næppe megen tvivl om, at de politiske vinde, der blæser i Downing Street lige nu, i virkeligheden mest kommer fra idealisten Dominic Cummings.

Hvis han skal have held med sit enorme forehavende – den indre revolution – så skal han blive ved med at levere resultater. Så længe han kan vinde for Boris Johnson, ser det ud til, at der er frit valg på alle hylder.

Mange i Storbritannien ønsker ham held med forehavendet, men lige så mange frygter konsekvenserne af hans vidtrækkende planer for demokratiet. En af dem er hans tidligere ven og studiekammerat, Lebby Eyres. Efter vores interview sendte hun en besked med et Kurt Vonnegot-citat, hun synes passer godt til situationen, som hun ser den:

»True terror is waking up and discovering that your high school class is running the country.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Jeg kender kun Dominic Cummings fra filmen - og det passer åbenbart overhovedet ikke.

Men .... det er poker på højt plan, at satse på, at Konservative vinder de gamle Labour kredse i Midt- og Nordengland, imens man bevidst smider kredse i Skotland.

Det lykkedes - og hatten af for manden.

Men skrækkeligt med et menneske, der har så stor tillid til det luftigste af alt - statistik.

Fuck alt det han evt står for. T-shirts og store støvler? Vorherre på lokum med raketafføring!

»True terror is waking up and discovering that your high school class is running the country.«
Netop. Man ser ikke lige demokratiet for sig i sin fulde frie udfoldelse.