Baggrund
Læsetid: 8 min.

Hvorfor kan Europa ikke blive enig om et fælles migrationssystem?

Lige siden flygtningekrisen i 2015 har landene i Europa forsøgt at lave et nyt fælles migrationssystem, og i begyndelsen af det nye år kommer den nye svenske EU-kommissær Ylva Johansson med EU’s officielle bud på en ny »asyl- og migrationspagt«. Intet tyder dog på, at landene kan enes. Hvorfor egentlig ikke?
»Alle er efterhånden enige om, at Europas nuværende migrationssystem ikke fungerer. Alligevel tyder intet på, at Europas lande kan blive enige om en ny model med en fælles fordeling af flygtninge.« skriver Christian Bennike.

»Alle er efterhånden enige om, at Europas nuværende migrationssystem ikke fungerer. Alligevel tyder intet på, at Europas lande kan blive enige om en ny model med en fælles fordeling af flygtninge.« skriver Christian Bennike.

Ólafur Steinar Gestsson

Udland
23. december 2019

I november var Mette Frederiksen på frokostbesøg hos Emmanuel Macron i Paris, og fire dage senere besøgte udlændingeminister Mattias Tesfaye sin tyske kollega fra Horst Seehofer i Berlin. Begge gange blev der diskuteret flygtninge og migranter.

Selv om migrationsspørgsmålet er gledet en anelse ned ad den politiske dagsorden siden kriseårene 2015 og 2016, er forhandlingerne om et nyt fælles europæiske migrationssystem stadig i gang.

I september mødtes indenrigsministrene fra Malta, Frankrig, Tyskland og Italien i Maltas hovedstad Valletta for at tale om sagen. Og i begyndelsen af det nye år kommer den nye svenske EU-kommissær Ylva Johansson med EU’s officielle bud på en ny »asyl- og migrationspagt«.

Alle er efterhånden enige om, at Europas nuværende migrationssystem ikke fungerer. Alligevel tyder intet på, at Europas lande kan blive enige om en ny model med en fælles fordeling af flygtninge.

Men hvorfor i alverden ikke?

– Lad os begynde ved med begyndelsen … Hvad er der galt med det migrationssystem, vi har i dag?

Det kommer jo an på, hvem du spørger. Italienerne, spanierne og grækerne ville sige, at problemet er, at de andre lande ikke vil dele byrden med dem. De modtager jo stort set alle migranterne.

Andre – blandt andet den danske regering – ville nok sige, at systemet er uretfærdigt, fordi man kun kan ansøge om asyl ved at betræde europæisk jord.

»Det er jo dem, der har ressourcer, som kan tage rejsen til Europa og opnå territorial kontakt,« som migrationskonsulent Morten Lisborg fra Migration Management Advice siger.

»Det nuværende system skaber en incitamentsstruktur, der fordrer menneskesmugling og gavner de stærkeste flygtninge mest. Man kunne bruge ressourcerne langt mere effektivt i nærområderne.«

Alene udgifterne til de ca. 47.000 uledsagede mindreårige asylansøgere, der ankom til i Sverige fra 2014 til 2018 har været betydeligt højere end hele FN’s flygtningeagentur årlige budget for Mellemøsten og Nordafrika, som dækker 16 millioner af verdens mest udsatte flygtninge.

Der er også store problemer med at sende migranter, der får afslag på asyl, hjem.

Hvis en somalisk mand for eksempel får afslag, giver myndighederne ham besked om at tage hjem. Men hvad så? Somalia er ikke meget for at tage imod ham, for den type migranter sender ofte en masse penge til deres familier, som gavner landets økonomi. Og han har sikkert ikke noget pas eller andre rejsedokumenter på sig, så man er nødt til at samarbejde tæt med hjemlandet, og det kan trække ud i årevis.

»Rigtig mange af dem ender med at forsvinde og tage til andre lande,« som Morten Lisborg siger.

EU har stadig den gode gamle Dublin-forordning, der siger, at migranter kan sendes tilbage til det første EU-land, hvor vedkommende er registret. Men den fungerer ikke.

Hvis de danske myndigheder for eksempel stopper en nigeriansk mand på gaden og tager hans fingeraftryk, kan de søge i den store database, der hedder EURODAC, og se, at han måske allerede er registret i Syditalien. Så anmoder de Italien om at tage ham tilbage, men italienerne svarer ofte, at der må være sket en fejl, de har ikke ansvar for ham, og der ikke kommer til at stå nogen politibetjent klar i lufthavnen, hvis nigerianeren bliver sendt tilbage. Og hvad skal man så gøre?

Kun en tiendedel af dem, der ifølge reglerne burde blive sendt tilbage, bliver det rent faktisk, vurderer Mikkel Barslund, der er research fellow ved Centre for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles.

– Okay, men er vi tættere på at kunne lave et nyt og bedre system så?

Det korte svar er nej. Der har været forhandlinger i årevis, og lige nu venter vi altså på EU-kommissionens nye udspil, men for at være helt ærlig: Meget få er optimistiske.

–Hvad er problemet? Hvorfor kan landene ikke blive enige, hvis systemet er så dårligt?

En række lande – Frankrig, Tyskland, Sverige samt ’frontlandene’ Spanien, Italien og Grækenland – vil have en fast fordelingsnøgle, som fordeler flygtninge efter BNP og befolkningstal. Det vil Danmark ikke. Slet ikke faktisk. Og det vil lande som Polen, Østrig og Ungarn heller ikke. Det ville jo betyde, at EU skal bestemme, hvem der kommer ind i landene, og det er en voldsom suverænitetsafgivelse, mener de. Det kan Tyskland og Italien godt leve med, fordi det ville betyde, at de fik færre flygtninge.

Fordelingsnøglen ville nok også skabe en ’pull-effect’, siger modstanderne, for flygtningene vil have en ret god chance for at ende i nogle af de store rige lande i Nord- og Vesteuropa.

EU-Kommissionen forsøgte i 2016 at tvangsfordele 160.000 flygtninge mellem de 28 medlemslande, og det gik helt galt. Flere lande nægtede simpelthen at være med, så meget få mennesker endte med at blive fordelt. Der var heller ikke specielt godt styr på systemet, for samtlige 332 asylansøgere, der blev fordelt til Litauen, er nu forsvundet.

»Alle ved, at tvungen omfordeling ikke kommer til at ske. Den idé er død,« fortalte en anonym EU-kilde mig for nylig.

Nu taler man i stedet om ’tvungen solidaritet’. Måske kan landene bidrage på andre måder end ved at modtage flygtninge: De kan hjælpe med tilbagevendelse, give penge eller sende grænsevagter.

»Man skal på en eller anden måde finde en mekanisme, der både kan sikre, at flygtningene bliver fordelt, og som ikke er tvang,« siger Mikkel Barslund. »Det ser bare enormt svært ud.«

–Er der i det mindste nogle forslag til et nyt system?

Ja, altså den tyske indenrigsminister Horst Seehofer fra CSU har foreslået, at der skal oprettes modtagecentre i yderkanten af EU, hvor alle de nyankomne skal samles, registres og have behandles deres sag. Derefter skal de så fordeles til medlemslandene. Det er der voldsom modstand imod i mange lande – blandt andet i Danmark – fordi det ville være en meget føderal løsning: Det ville jo så være EU, der bestemmer, hvem der skal have asyl, og hvor de skal hen.

I dag er det meget forskelligt fra land til land, hvem der kan få asyl. I nogle EU-lande kan asylansøgere fra Irak og Afghanistan let få asyl, i andre lande vil de sandsynligvis få afslag.

Og hvordan skal asylansøgerne så håndteres? De skal jo tilbageholdes på en eller anden måde.

Noget tyder også på, at tyskerne er uenige med sig selv, for Angela Merkel virker ikke til at være med på Seehofers idé.

Den nye EU-kommissær Ylva Johansson, der er svensk socialdemokrat og tidligere arbejdsminister, kommer som sagt også med en plan. Under sin høring i EU-Parlamentet sagde hun, at hun var stolt af Sveriges håndtering af flygtningekrisen, og hun er i det hele taget en meget svensk type, der ofte nægter at udtale Sverigedemokraternas partinavn og i stedet bare omtaler dem som »det racistiske parti«. Så der er mange i lande som Danmark og Polen, der er bange for, hvad hendes udspil kommer til at være.

–Hvad vil Danmark egentlig?

Den danske regering har sin egen model, som Socialdemokratiet fremlagde i 2018: modtagecentre uden for EU’s grænser.

Ideen er, at migranterne ikke skal kunne søge asyl direkte i Europa, for så er der ikke noget incitament til menneskesmugling længere. Alle, der ankommer, skal i stedet fragtes til et center i et nærområdeland – det kunne være Marokko eller Egypten – og så skal de bo dér og have deres asylsag behandlet dér. For hver anerkendt flygtning, der bliver sendt til det pågældende land, forpligter Europa sig til at modtage en anden migrant, der allerede opholder sig i det pågældende land.

Forslaget har mødt megen kritik. For hvilke lande vil huse sådan et center? Hvem skulle have det endelige ansvar, hvis der sker tortur eller overgreb? Og hvem skulle afgøre migranternes asylsager?

I sidste uge var EU-kommissæren Ylva Johansson i København, og i et interview afviste hun den danske model.

»Det er en urealistisk idé,« sagde hun til Berlingske.

– Er migration overhovedet et problem lige nu? Der kommer jo ikke så mange migranter mere, vel?

Det er rigtigt. Det samlede ankomsttal er faldet fra cirka 1,3 millioner asylansøgninger i 2015 og 2016 til lidt over 600.000 i 2018. Kun 39 procent af dem blev tilkendt asyl ved den første instans.

Så der er ikke nogen brændende platform, der tvinger politikerne til at finde en løsning hurtigt. Eller i det hele taget.

Fra januar til november i år er 87.000 migranter ankommet til Europa via Middelhavet, og det er på en måde »tilfredsstillende for medlemslandene,« mener Mikkel Barslund.

»Selv Italien virker tilfreds lige nu,« siger han.

Men det kan jo hurtigt ændre sig. Ikke mindst på grund af den demografiske udvikling i Afrika, ustabilitet i Mellemøsten og klimaforandringer, der skaber nye klimaflygtninge.

–Men hvad gør Europa så lige nu? Der må da være noget, vi kan blive enige om …

Ja, alle kan blive enige om at holde migranterne væk fra Europa, for så længe de er i Tyrkiet eller Libyen, er de juridisk set ikke vores problem.

Den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen har lovet, at der kommer 10.000 nye Frontex-grænsevagter. Og den berygtede EU-aftale med Tyrkiet, hvor tyrkerne får penge og en masse fordele, hvis de holder på 3,5 millioner syriske flygtninge, udløber faktisk nu.

»Men det er meget svært at forestille sig, at EU-landene ikke laver en ny aftale,« siger Mikkel Barslund.

For den slags aftaler virker. Spanien har en aftale med Marokko, og Italien har en aftale med Libyen. Så lige nu sørger den Libyske kystvagt for, at der kommer så få migranter til Italien som muligt.

Problemet er, at der hele tiden dukker ubehagelige historier op om slavehandel i Libyen udført af de samme gangstere, som står for menneskehandlen. For slet ikke at tale om, hvad der sker på de græske øer, hvor migranterne lever i sundhedsskadelige lejre. Eller i lejrene i Bosnien, som Information rapporterede fra i sidste uge.

–Er der mere, vi skal vide?

Det skulle måske være, at Danmark jo har et retsforbehold, så vi behøver ikke være med i alt det her. Vi kan sige nej tak, hvis EU opfinder et nyt system, vi ikke kan lide. Men altså … det bliver nok ikke nødvendigt. Lige nu ser det jo slet ikke ud, som om der kommer et nyt fælles europæisk migrationssystem.

Serie

Europas fejlslagne migrationssystem

Lige siden flygtningekrisen i 2015 har landene i Europa forsøgt at lave et nyt fælles migrationssystem. Hidtil uden resultat. EU anklages for at satse på at skræmme migranter væk med brutalitet frem for at finde humane løsninger. Information sætter i en serie fokus på EU’s fejlslagne migrationssystem

Seneste artikler

  • EU’s migrationssystem fører til unødige lidelser

    27. december 2019
    Europas flygtninge- og migrationssystem ligger i ruiner. EU er ikke engang i stand til at håndtere det markant lavere antal asylansøgere i 2019, og en dyb politisk krise har ført til en ulidelig humanitær krise
  • »Det er blevet for svært at tage til Danmark«

    23. december 2019
    Migranter på vej til Europa ændrer kurs. Dem, der oprindeligt ville til Danmark, søger nu andre steder hen i EU, da de har modtaget beskeden om, at de ikke er velkomne. De fleste vil til Italien, hvor det er lettere at finde arbejde i den grå økonomi, siger eksperter
  • »Vi satser på at skræmme migranter væk med brutalitet frem for at finde humane løsninger«

    20. december 2019
    EU’s kontroversielle flygtningeaftale med Tyrkiet er fortsat den rette løsning, men manglende politisk vilje og solidaritet har fået den til at gå op i limningen. Det mener Gerald Knaus, idémanden bag aftalen, der nu er ved at udløbe. Han ser Mette Frederiksens forslag om modtagecentre syd for Middelhavet som urealistisk
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

"Vi kan sige nej tak, hvis EU opfinder et nyt system, vi ikke kan lide."
citat fra artiklen

Lige præcis.

Hva' de andre 27 finder på, rager ikke os - vi har takket være Holger K. vores gode Retsforbehold, så al det flygtninge- & migranthalløj må de selv rode med dernede i EU.

Thomas Frisendal

"Det vil Danmark ikke. Slet ikke faktisk. Og det vil lande som Polen, Østrig og Ungarn heller ikke."
Suk, hvad laver vi dog i det sammenrend?

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Lindegaard, Alvin Jensen, Gert Romme, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Werner Gass og Kim Øverup anbefalede denne kommentar

Torben Lindegaard og Thomas Friesendal, vi prøver at blive civiliserede og indgå i en større sammenhæng.
Dbh Jan Rosberg

Jan Rosberg, jeg tror, at Thomas Frisendal henviste til, at det er nogle sølle meningsfæller, vi finder os efterhånden.

Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Torben Lindegaard, Alvin Jensen, Gert Romme, Carsten Wienholtz, John Andersen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

Vores fine ædelmodige beslutninger og underskrifter omkring menneskerettigheder blev nedfældet for over et halvt århundrede siden, - hvor verden så helt anderledes ud.

Krigen havde tæret kraftigt på Europas lande, der desuden var blevet politisk ideologisk delt, som en følge af krigen og den gensidige politiske mistænksomhed, der antog helt sydelige træk fra begge siden.

Dannelsen af det samarbejdende økonomiske fælleskab i Vesteuropa blev begyndelsen på en ny fremgang, hvor især de sænkede toldsatser og lempeligere krav til toldkontrol også medvirkede til øget samhandel og fremgang i det samarbejdende Vesteuropa.

Østeuropa var derimod præget af stagnation grundet politisk styring og indre mistænksomhed i de enkelte hierarkier, der medvirkede til langsommelighed og stilstand.

Overfor dette stod udviklingen hen imod Vesteuropas udvikling af samarbejdet, der lagde yderligere afstand til Østeuropas tunge politiske beton hierarki, der undlod beslutninger af fremsynet natur.

Først med Ruslands sammenbrud og tilbagetrækning i 1989, blev der plads til fornyelse af de politiske tanker og handlinger, og man begyndte at orientere sig mod Vesteuropa og EU.

Det var også der "fjenden blev væk" for vesten(Amerika især), og den kolde krigs hårde retorik forsvandt for en tid, men efter århundred skiftet blev den atter genoptaget, og sammen ed den også muligheden for at indlemme de gamle Østeuropæiske lande i NATO.

Det sidste skulle der dog et stort "figenblad" til for at skjule og legitimere udvidelseshensigterne i NATO, så derfor blev EU aktiveret, som det handelmæssige demokratiske "Figenblad" i 2002-03 der siden skulle retfærdiggøre optagelsen i NATO i 2004-05, af alle de gamle Østeuropæiske lande.

De gamle Østeuropæiske lande var som ved et trylleslag "over night" blevet demokratiske helt på linje med alle de gamle Vesteuropæiske lande, fordi de var blevet medlemmer af EU.

I dag ser vi de vender ryggen til EU og adskillige kendte normer, som EU og de gamle lande arbejder og holder sig til som standard, - men sådan er det ikke i adskillige lande i Østeuropa, hvor man har valgt "stærke ledere", der ikke ser tredeling af magten som demokratisk, men derimod i handling hylder en egensindige stærke leder, der står over retssystem og andre institutioner i landene.

Vi deler med andre ord, - rettere de deler ikke de værdier som vi i vesten arbejder med og for, og det afspejler sig også på såvel flygtninge og migrationsområder.

I EU derimod spillerman fine og kritiserer gerne Ungarn(Victor Orban) for deres migrant og flygtningepolitik tilbage i 2015-16 og det hegn der blev opført imod flygtningestrømmen.

Den kritik forstummede ret hurtigt, da EU's ledere indså, at med hegnet slap man for yderligere et par mio.. migranter- flygtninge som man skulle tage stilling til, - men nu var fri for politisk at stå til ansvar for.

Dobbeltspillet har været i gang hele tiden, og EU's ladere har i det skjulte erkendt dette, men vil ikke offentligt være ved det, for på overfladen skal det se pænt og nydeligt ud og alle de gode hensigter, skal se hvide og rene ud uden små sorte pletter.

Else Marie Arevad

Jamen, Europa - og Danmark - vil jo slet ingen migranter have, kun flygtninge, som vi har forpligtet os til at tage imod i henhold til flygtningekonventionen. Så vores migrationspolitik må være at smide alle migranter ud!

Vi skal selvfølgeligt tage ligeså mange som de rige arabiske olielande. Ups, de har slet ikke taget nogen. Hvad så med Japan? 10 stk på et år! Så ser vi på Sverige. Et land i politisk og økonomisk opløsning. SD er nu over 25% og økonomien på vej ned, lodret. De gamle er der ikke råd til ude i kommunerne. God rødvin og smukke skåltaler er ikke det er rækker i det lange løb.

Randi Christiansen

De ansvarlige - følg pengene, som skjuler sig - for verdens tilstand er samvittighedsløse kriminelle, hvis agenda synes at være at dele og herske. Skabe unødvendig krig, splittelse og dermed flygtninge, nød og elendighed i et potentielt jordisk paradis. Og de gør det ved at kontrollere pengemagten og medierne. Vi skal kende dem på deres handlinger, og gode mennesker skal ende deres onde regime.