Italiensk protestbevægelse vil stoppe »det højrepopulistiske had« med stilhed og sardiner

MONFALCONE – Røde, blå og grønne sardiner. Og sardiner af pap, glimmerpapir og silke. De bliver holdt op over hovederne på tusinder af demonstranter, der lørdag aften er samlet på den centrale plads i den nordøstitalienske by Monfalcone. De står ikke pakket tæt som sild i en tønde, men som sardiner i en dåse, som det hedder i Italien.

»Vi er sardiner imod had. Vi er sardiner imod racisme,« siger Anna Rosso, gymnasielærer og moren i »en familie af stolte sardiner«, som der står skrevet på det håndskrevne skilt, hendes yngste datter holder op i vejret.

Den lille fisk er blevet det overraskende symbol på en ny og pludselig protestbevægelse, der er et opgør mod den højrepopulisme, der har fået tag i Italien de sidste år. Bevægelsen har vokset sig stor og omfattende på ganske kort tid.

Inden for de sidste blot to uger har sardinerne samlet sig i store stimer på pladser rundt om i hele Italien – mindst 40 protester og flash mobs vil blive afholdt inden midten af december, hvor man satser på at samle op mod en million demonstranter i Rom.

Målet er at stoppe højrenationalisten Matteo Salvini, Italiens mest populære politiker, som demonstranterne frygter snart kan overtage magten i landet og udbrede det, de ser som  højrepopulistisk, fremmedfjendsk og hadsk dem-mod-os-retorik.

Ideen er at fylde italienske byers pladser med sardiner og vise, at Salvini – der er på højtråbende, uendelig og ustoppelig valgkampagne rundt om i landet – ikke er den eneste, som kan samle store menneskemængder.

»Over for dem, der råber højest, vil vi svare ved at være stille som fisk, men vi vil bevæge os tæt pakket i stimer. Der er flere af os, end af dem,« lyder det fra grundlæggerne af bevægelsen, fire unge venner fra Bologna – en politolog, en ingeniør, en turistguide og en fysioterapeut – der i midten af november opfordrede til protester i deres hjemby ved udsigten til, at Salvini og hans parti Lega står til at vinde magten i den hidtidige venstrefløjshøjborg, regionen Emilia-Romagna, hvor Bologna er hovedbyen.

Op mod 15.000 tog på gaden. Siden har protesterne bredt sig til hele landet.

Og det i en sådan grad, at sardinbevægelsen allerede nu beskrives som »Salvinis farligste fjende«. Ifølge en meningsmåling foretaget af Index Research, ser over 43 procent af de adspurgte italienere sardinerne som den største trussel mod Salvinis politiske ambitioner, mens centrum-venstre-partiet PD, der ifølge opinionsundersøgelser nyder den næststørste popularitet i landet efter Lega, af blot 14 procent ses som værende i stand til at bekæmpe Salvini og Legas fremdrift og vej mod magten.

»Vi skal have opbygget et momentum, så vi sammen kan stoppe Salvini. Han har fået lov til at fylde alt for meget i italiensk politik og har fuldstændig fået frit spil til at sprede sin gift på de sociale medier og på vores pladser rundt om i landet. De andre politiske partier har været magtesløse over for ham, så nu må vi rejse os og sige, at nu er det nok. Det højrepopulistiske had skal stoppes,« siger Christian Gianni, en universitetsstuderende.

Imod strømmen

Men sardinerne svømmer imod strømmen. Salvini er populær. Hans parti ligger ifølge meningsmålingerne til at få et godt stykke over 30 procent af stemmerne ved et nationalvalg.

Salvini har indtil videre reageret på sardinbevægelsen med overbærende sarkasme. På sociale medier har han slået fotos op, hvor han spiser stegte sardiner, og han har startet en kampagne under navnet »Katte for Salvini« med billeder af katte, der fortærer sardiner.

Salvini har især bygget sin politiske popularitet op omkring en indvandrerfjendsk retorik. Han har talt om, at Italien er ramt af en ukontrolleret indvandring af »en hær af tyve og kriminelle«, og han har talt om, at »invasionen« er del af en planlagt »etnisk udskiftning«, som kan føre til udryddelsen af etniske italienere.

I sommeren 2018 blev han indenrigsminister i en koalitionsregering bestående af Lega og Femstjernebevægelsen. Her sørgede han blandt andet for at lukke italienske havne for ngo-skibe, der reddede nødstedte migranter i Middelhavet.

I august trak han dog tæppet væk under regeringen, da han satsede på, at der ville blive udskrevet et nyvalg, hvor han ville kunne udnytte sin eksplosive popularitet til at sikre Lega stor vælgerfremgang og posten som premierminister til sig selv. Men han forregnede sig.

Femstjernebevægelsen og PD forhindrede valget ved at lægge deres traditionelle rivalisering til side og danne en regering sammen for at holde Salvini fra fadet og for at undgå at blive stærkt decimerede ved endnu et valg.

Men det betyder dog langt fra, at Salvini og Legas rolle er udspillet. Med den nuværende udvikling står Salvini fortsat til en stensikker sejr, når vælgerne får lov til at fælde deres dom næste gang – og da det knirker i det nuværende regeringssamarbejde, kan det meget vel ske tidligere end forventet.

Ved regionalvalg har Lega vundet store sejre i år, og ved en del af de otte kommende regionalvalg i 2020 ser det ifølge meningsmålinger ud til at Lega – sammen med allierede på højrefløjen – kan sætte sig på nogle af de troner, som venstrefløjen ellers i årtier har siddet på.

Udvikle sig som art

Spørgsmålet er, i hvor stor grad sardin-bevægelsen vil være i stand til at påvirke de kommende valg. Bevægelsens styrke har hidtil været, at den ikke har været hængt op på nogle af de traditionelle – og så udskældte – politiske partier. Men hvis sardinerne ikke udvikler sig som art, kan de samtidig også få svært ved at veksle den nuværende begejstring til noget konkret, når valgstederne åbner. De står ikke på stemmesedlen selv, de støtter ikke noget specifikt parti – de er blot fælles om at være imod Salvini.

Men de lægger vægt på at genintroducere tolerance og en civil diskurs i det offentlige. I de ofte giftige tråde på de sociale medier opfordres sardinerne til at ignorere højrepopulisternes fornærmelser.

Ved protesterne er sardinen det eneste symbol, som tillades.

»Ingen fornærmelser, ingen symboler, intet parti,« lyder et ledende slogan.

Bevægelsen har samlet sig og organiseret sig i Facebook-grupper. Her har de også delt et manifest, som direkte henvender sig til Salvini. Her hedder det blandt andet:

»Alt for længe har vi givet dig frit spil på pladserne, da vi var forbløffede, chokerede og forfærdede over, hvor dybt du kunne synke.«

»I årevis har du hældt løgne og had ud over os,« lyder det videre.

Uden at være åbenlyst partipolitisk har bevægelsen dog klare tråde til den traditionelle venstrefløj. Ved alle protesterne synges eksempelvis den antifascistiske protestsang Bella Ciao.

Her i byen Monfalcone fisker sardinerne vitterligt i rørte vande. Her er det Lega, der regerer – ved valg i dele af Norditalien får partiet helt op mod 60 procent af stemmerne.

»Derfor er det endnu vigtigere, at vi går på gaden her og viser, at Italien ikke kun defineres af Salvini. Vi skal vise, at vi stadig har noget stolthed tilbage,« siger gymnasielæreren Anna Rosso.

»Måske er der stadig et håb.«